Loven har følgende indhold:

§ 1. Til fremme af den billedkunstneriske medvirken ved udformning og udsmykning af statens bygninger og anlæg oprettes et fond under navnet Statens kunstfond, der stilles under en særlig styrelse, jfr. § 3.

På de årlige finanslove stilles et beløb af 700 000 kr. til rådighed for fondet. Hvad der af denne rådighedssum ikke måtte blive brugt i det enkelte år, henlægges til senere anvendelse i samme øjemed.

En del af fondets rådighedsbeløb, dog ikke udover en trediedel, vil kunne anvendes som tilskud til kommunale bygninger eller andre for offentligheden eller for videre kredse tilgængelige bygninger og anlæg.

§ 2. Til understøttelse af ældre fortjente danske kunstnere eller sådannes efterladte samt subsidiært til støtte for talentfulde unge kunstnere oprettes et fond under navnet Eckersberg-Thorvaldsenfondet, der stilles under en særlig styrelse, jfr. § 3.

På de årlige finanslove stilles et beløb af 75 000 kr. til rådighed for fondet. Hvad der af denne rådighedssum ikke måtte blive brugt i det enkelte år, henlægges til senere anvendelse i samme øjemed.

§ 3. De nærmere bestemmelser om forvaltningen af de i § 1 og § 2 nævnte fonds, herunder om styrelsernes sammensætning, om fondenes virksomhed og om styrelsernes regnskabsaflæggelse m. m., fastsættes ved kongelig anordning.

§ 4. Denne lov har virkning fra den 1. april 1956.

Loven optages til revision senest i folketingsåret 1960-61.

Af bemærkningerne til lovforslaget anføres:

I. Statens kunstfond:

„Medens det kan synes, som om landets bygninger i tidligere tid i højere grad har været genstand for billedkunstnerisk udsmykning, må det erkendes, at den danske stats bygninger gennem de sidste generationer stort set har været blottet for billedkunstnerisk udsmykning, når bortses fra den, der gennem de sidste årtier er bekostet af Ny Carlsbergfondet og andre fonds og legater, hvis påskønnelsesværdige initiativ i en del tilfælde er kommet også statslige og kommunale bygninger til gode.

At staten således kun i så ringe omfang har gjort noget for udsmykning af sine bygninger, hænger formentlig bl. a. sammen med den i det moderne, demokratiske samfund foregåede decentralisering af ansvaret for statsbyggeriet. Dette ansvar er nemlig udstykket på en række myndigheder, af hvilke ingen selvstændig har haft til opgave at drage omsorg for bygningernes udsmykning, og det nødvendige initiativ i økonomisk og kunstnerisk henseende har derfor manglet, således at man efterhånden ganske har set bort fra bevillinger til sådanne formål.

En nyordning på dette område vil i overensstemmelse hermed foruden de nødvendige økonomiske midler til løsning af de større kunstneriske opgaver kræve oprettelse af et centralt offentligt organ til bestyrelse af disse midler.

Allerede fra 1930erne har der da også fra forskellig side været udfoldet bestræbelser for at formå staten til at tage skridt til etablering af en mere omfattende kunstnerisk udsmykning af offentlige bygninger.

Således rettede i 1939 den samlede danske kunstnerstand en henvendelse til den daværende regering om, at der ved udførelsen af offentlige bygningsværker skulle afsættes passende beløb til deres kunstneriske udsmykning, når der fra den projekterende arkitekt forelå en begrundet indstilling herom. Henvendelsen fik ikke noget resultat, og sagen rejstes derfor påny i 1941, denne gang af direktionen for kunstakademiet, der under indtryk af de dengang herskende vanskelige økonomiske forhold for en del af kunstnerne, foruden en kunstnerisk udsmykning af statsbygninger, foreslog en bevilling til understøttelse af bildende kunstnere.

Denne henvendelse resulterede i en forhøjelse på 5 000 kr. til 15 000 kr. af undervisningsministeriets bevilling til indkøb af kunst samt i en henvendelse fra statsministeriet til de øvrige ministerier med henstilling om, at der ved opførelsen af nye statsbygninger søgtes afsat midler til en kunstnerisk udsmykning, hvor en sådan efter byggeriets karakter og art måtte findes naturlig. I de følgende år optoges spørgsmålet om at tilvejebringe en fast procentafgift af bevillinger til offentlige byggerier flere gange til overvejelse i undervisningsministeriet, uden at det dog resulterede i en særlig ordning på dette punkt, indtil der i maj 1952 påny rettedes henvendelse herom fra kunstnerorganisationerne til regering og rigsdag.

Denne henvendelse understregedes gennem et stort demonstrationstog til folketinget i december 1953, under hvilket kunstnerorganisationerne med kunstakademiets fulde tilslutning anmodede om nedsættelse af et undervisningsministerielt udvalg, der blandt andet skulle fremkomme med forslag til en lovgivning om, at 2 pct. af byggesummen ved alt statsligt byggeri skulle indgå i et fond, hvis midler skulle forvaltes af en særlig bestyrelse og anvendes til kunstnerisk udsmykning af nybygninger i samarbejde med byggeforetagendets arkitekt, samt at man skulle undersøge mulighederne for at tilvejebringe midler også til udsmykning af kommunalt byggeri.

I erkendelse af, at staten i vor tids samfund må have særlige forpligtelser overfor kunsten, nedsatte undervisningsministeren den 3. februar 1954 en kommission, undervisningsministeriets kunstkommission, der blandt andet fik til opgave at behandle spørgsmålet om tilvejebringelse og forvaltning af midler til kunstnerisk udsmykning af offentlige bygninger og andre bygninger, som efter kommissionens skøn måtte findes egnede til at omfattes af et herhenhørende forslag.

Kommissionen har undersøgt, i hvilket omfang der ydes statsstøtte til kunstnerisk udsmykning af offentlige bygninger i forskellige lande, hvis samfundsstruktur står den danske nær. Det har herved vist sig, at der i en række vesteuropæiske lande i en årrække har eksisteret ordninger med hensyn til en kunstnerisk udsmykning af statsbygninger, som nærmer sig den, kunstnerorganisationerne her har ønsket gennemført.

Det er endvidere for kommissionen oplyst, at adskillige større europæiske byer årligt yder undertiden endog meget betydelige beløb til kunstnerisk udsmykning i de pågældende byer.

Denne helt nye indstilling overfor kunsten fra det offentlige og især fra statens side, som også nærværende lovforslag giver udtryk for, vil utvivlsomt få en betydningsfuld indflydelse på kunstens udvikling fremover, idet det herigennem nødvendiggjorte samarbejde mellem arkitekt, billedhugger og maler ikke alene vil formå at skabe nye kulturværdier ved at inddrage de bildende kunstnere i den aktive samfundsudvikling, men samtidig være af værdi for befolkningen, som ved sin færden i statslige og kommunale bygninger umiddelbart vil kunne opleve det kunstneriske samarbejdes resultater.

II. Eckersberg-Thorvaldsenfondet:

For at afhjælpe den økonomiske uret mod bildende kunstnere, der af forholdene tvinges til at afhænde deres værker til priser, som står i et åbenbart misforhold til den værdi, værkerne senere viser sig at have, har man i nyere tid i en række lande indført en afgift til kunstnerne ved senere overdragelser af deres værker, den såkaldte „droit de suite", enten som afgift af den værdistigning, værket undergår fra salg til salg, eller som en afgift, der pålignes alle offentlige salg af kunstværker, der er undergivet ophavsret. Erfaringerne i de lande, der hidtil har indført en sådan „droit de suite", synes imidlertid ikke at have været gode. Ordningerne har allerede af rent praktiske grunde kun kunnet indbringe kunstnerne relativt beskedne beløb, og kunstnere, der udfører større udsmykningsopgaver eller større billedhuggerarbejder, eller hvis værker sjældent kommer ud i den offentlige kunstomsætning, vil ikke blive tilgodeset derigennem.

I Norge har man i konsekvens heraf i stedet for en „droit de suite" ved lov af 4. november 1947 gennemført en af kunstnerne selv administreret ordning, hvorefter der til fordel for ældre norske kunstnere, som har indlagt sig fortjeneste i norsk kunst, samt til disses efterladte, men også i en vis udstrækning til fordel for talentfulde unge kunstnere, ved al offentlig omsætning af bildende kunst, norsk såvel som udenlandsk, pålægges køberen i tilgift til købesummen at betale en afgift på 3 pct. af denne.

Ved henvendelsen af 1. december 1953 til regering og lovgivningsmagt henstillede kunstnernes faglige organisationer, at der i Danmark vedtoges en til denne norske lov svarende lov om omsætningsafgift på bildende kunst. Under hensyn til, at en effektiv kontrol med den offentlige kunstomsætning her i landet for tiden må anses for at være uigennemførlig, har kommissionen imidlertid ikke ønsket at fremsætte et sådant forslag, men har foretrukket at anbefale, at der ved bevilling af et fast beløb på de årlige finanslove oprettes et fond, der tilgodeser en tilsvarende kreds af kunstnere og sådannes efterladte som den norske ordning."

Administrationen af kunstfondet var det, efter hvad undervisningsministeren oplyste i sin fremsættelsestale, hensigten at lægge i hænderne på en styrelse på 12 medlemmer „repræsenterende de forskellige interesser, der her kommer på tale, nemlig undervisningsministeriet, boligministeriet, statens museum for kunst, de kommunale råd og organisationer, kunstakademiets akademiråd og de anerkendte faglige kunstnerorganisationer. Den daglige ledelse af fondet tænker man sig henlagt til et mindre forretningsudvalg på 4-5 medlemmer. De nærmere regler om forvaltningen skal fastsættes ved en kgl. anordning. Et udkast til denne anordning er udarbejdet af kunstkommissionen.

Det må naturligvis blive fondets styrelse, der skal godkende, hvilke bygninger der skal udsmykkes, og hvilke kunstnere der skal udføre arbejderne. Det ligger imidlertid klart, at man i første række tænker udsmykningsarbejderne udført i forbindelse med nybygninger, hvorved et kunstnerisk samarbejde mellem arkitekt og kunstner kan komme i gang lige fra byggeriets start. Men dette betyder ikke, at det skal være udelukket i begrænset omfang også at komme allerede eksisterende bygninger til hjælp, hvor disse i særlig høj grad trænger til udsmykning."

Eckersberg-Thorvaldsenfondet tænktes ledet af en styrelse med repræsentation for undervisningsministeriet samt de organer, der har særligt kendskab til kunstnernes personlige forhold, nemlig statens museum for kunst, akademirådet og de faglige organisationer.

Undervisningsministeren mente, at gennemførelsen af lovforslaget på afgørende måde indenfor en vigtig del af vort kulturliv ville medvirke til at styrke vor stilling blandt kulturnationerne.

Lovforslaget mødte ikke udelt tilslutning, idet man såvel fra venstres som det konservative folkepartis side nærede finansielle betænkeligheder ved oprettelsen af de foreslåede fonds.

I det udvalg, som fik sagen til behandling, indstillede socialdemokratiets og det radikale venstres repræsentanter lovforslaget til vedtagelse i uændret skikkelse, mens venstres og det konservative folkepartis repræsentanter ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse, „idet mindretallet finder det naturligt, at de forpligtelser, som det offentlige måtte have overfor kunsten og kunstnerne, løses ad sædvanlig bevillingsmæssig vej."

Ved lovforslagets 2. behandling udtalte Conrad Kofoed som ordfører for venstre bl. a.:

„Selve lovforslaget er ikke ændret ..., bortset fra at dækningsbeløbet nu skal tages af statens løbende indtægter, altså over skatterne. Nu kan man nok sige, at i forhold til statens budget er det kun et lille beløb, der er beregnet til kunstfonden, men da det skal tages af skatterne, mener vi stadig i mit parti, at der til udsmykning af statens bygninger kan bevilges ad anden vej, således som vi har gjort rede for i betænkningen. Jeg mener, at man når som helst kan bevilge et beløb hertil, således som vi bevilger til andre formål."

Efter hvad Bruun de Neergaard (KF) anførte, mente det konservative folkeparti ligeledes, at det ville være bedre at gå bevillingsvejen i hvert enkelt tilfælde.

„Vi havde gerne medvirket til at oprette et virkeligt fond, hvor også private kunne få mulighed for at yde deres indsats, og vi håber, at de tanker, som vi har fremsat under første behandling og i udvalget, tanker, der går ud på, at man ved skattemæssige lempelser kunne opmuntre folk til at give bidrag til kunstneriske formål, må blive overvejet i det udvalg, som i øjeblikket arbejder med vore skatteproblemer.

Det forslag, vi her behandler, er jo ikke alene et spørgsmål om støtte til kunsten og kunstnerne, noget, som vi i og for sig kan billige og gerne vil støtte fra vor side, men det er også et spørgsmål om vor demokratiske stats ansvar overfor den fremtidige kulturelle udvikling i vort land. Forslaget giver en håndsrækning til kunstnerne, men løser ikke det sidste spørgsmål, statens ansvar overfor den kulturelle udvikling. Vi vil derfor ikke for øjeblikket medvirke til dette forslags gennemførelse."

Kommunisterne støttede lovforslaget, mens retsforbundet gik imod det.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 88 stemmer mod 6 (DR), idet 57 medlemmer (V og KF samt 1 grønlandsk medlem og medlem af det radikale venstre Kirkegaard) afholdt sig fra at stemme.