Forslaget til den heromhandlede lov gik oprindelig kun ud på, at vareforsyningsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 153 af 28. marts 1951 og lov nr. 353 af 15. december 1954 (årbog 1954-55, side 302), skulle forblive i kraft til 15. december 1956, idet loven ellers ville være bortfaldet 15. december 1955.

Som begrundelse herfor anførtes i bemærkningerne til det af handelsministeren fremsatte lovforslag:

„Det har påny været overvejet, om tidspunktet nu var inde til — i forbindelse med forlængelsen af loven — at foretage en revision af lovens bestemmelser med henblik på en yderligere afvikling af sådanne bestemmelser, som ikke længere kan anses for påkrævede. Den stedfundne udvikling i de økonomiske forhold her i landet, særlig udviklingen i den valutariske stilling, gør imidlertid det nuværende tidspunkt mindre egnet til en sådan revision af loven, og denne foreslås derfor forlænget uændret til 15. december 1956."

Lovforslaget udvidedes under sagens behandling i folketinget med en række tilføjelser, hvorved bestemmelser i vareforsyningsloven ændres. Det fik derfor også ordene „ændringer i og" indføjet i titlen. I den ændrede affattelse er vareforsyningsloven optrykt som bekendtgørelse nr. 302 af 14. december 1955.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte handelsministeren bl. a.:

„De betragtninger, regeringen gjorde sig, da loven sidst var til behandling, var, at udviklingen i valutasituationen ikke gjorde tidspunktet særligt egnet til at foretage en mere almindelig revision, og når regeringen nu igen foreslår loven forlænget, er det ud fra en tilsvarende betragtning, at den økonomiske udvikling, herunder udviklingen i valutasituationen, endnu ikke har bragt os tilstrækkelig modstandskraft til at undvære et instrument som vareforsyningsloven.

Nu må man også huske, at den afvikling af restriktionerne, som man fra alle sider anser for ønskelig, i og for sig uden vanskelighed vil kunne finde sted indenfor den nuværende lovs rammer, således som det tidligere er sagt ikke alene fra min side, men også fra den tidligere handelsministers side. Afviklingen af restriktionerne har da også været fortsat i det forløbne år. Jeg erindrer således om, at vi i februar måned i år liberaliserede 38 pct. af dollarimporten og nu er i færd med at øge denne liberalisering til 55 pct. Endvidere udvidede vi frilisterne overfor EPU-området den 1. juli, hvorved liberaliseringsprocenten overfor dette landeområde blev forøget fra 76 til 78. Også på enkelte andre områder har afviklingen været fortsat, og dette viser i sig selv, at arbejdet i og for sig skrider tilfredsstillende frem indenfor den nuværende lovs rammer. Direktoratet for vareforsyning har således pr. 1. oktober i år kunnet nedsætte antallet af beskæftigede med yderligere 38 mand.

Der er dog stadig betydningsfulde områder tilbage, som gør bevarelsen af loven nødvendig, således den tilbageværende import- og eksportkontrol, kontrollen med valutatransaktionerne, som foretages gennem nationalbanken, og, på det interne forbrugsområde, automobilordningen.

Jeg har ved tidligere lejligheder omtalt, at også andre lande fortsat finder det nødvendigt at opretholde en lovgivning, der giver bemyndigelse til regulering på disse områder ...

Jeg finder anledning til at gentage, hvad tidligere er sagt her i tinget og under udvalgsbehandling om vareforsyningslovens forlængelse, at forkæmperne for, at vi helt eller delvis afvikler vareforsyningsloven, ikke behøver at føle sig urolige og nære frygt for, at de i vareforsyningsloven givne bemyndigelser vil blive misbrugt. Der er i selve loven garantier for, at noget sådant ikke finder sted. Jeg behøver blot at minde om, at nye produktionsreguleringer og lignende kun, kan gennemføres med tilslutning af folketingets vareforsyningsudvalg, og det er foreskrevet i loven, at det påhviler ministeren overfor udvalget at redegøre for mere betydende foranstaltninger, som gennemføres i medfør af loven, og at foranstaltninger af vidtrækkende betydning, som efter deres karakter egner sig til gennemførelse ved særlig lovgivning, bør gennemføres på denne måde. Der er således på sin vis en dobbelt garanti for på den ene side, at de allerede givne bemyndigelser ikke misbruges, og på den anden side at vidtrækkende foranstaltninger gennemføres ved særlig lov. Ingen ved, hvordan forholdene vil udvikle sig, men når vi ser andre lande ruste sig med lovgivning på disse områder, synes jeg, det ville være akavet og upraktisk, om man her i landet skulle stå magtesløs. Under lovforslagets behandling i udvalg kan dette spørgsmål drøftes nærmere, og jeg er naturligvis rede til, om det ønskes, at tage del i en sådan drøftelse, men vil gerne gentage, at jeg ikke finder, tiden er inde til en større revision af loven, og jeg skal derfor tillade mig at anbefale forslaget om forlængelse af vareforsyningsloven til det høje tings velvillige behandling."

Efter at have været underkastet en indgående 1. behandling henvistes lovforslaget til et udvalg, hvis arbejde med sagen resulterede i, at hele udvalget stillede ændringsforslag om at give lovforslaget en ny affattelse. Til dette ændringsforslag, som var tiltrådt af handelsministeren, stillede et mindretal (V og KF) imidlertid 3 underændringsforslag, som udvalgets flertal gik imod.

Hvad udvalgets ændringsforslag gik ud på, var i hovedsagen følgende, som også optoges i loven i dens endelige udformning:

1. Ved en tilføjelse til vareforsyningslovens § 4 bestemmes, at overførsel af varer fra friliste til bunden liste kun kan gennemføres med tilslutning af folketingets vareforsyningsudvalg.

2. I vareforsyningslovens § 10 ophæves de hidtidige bestemmelser om, at det i paragraffen omhandlede klagenævn skal gøre indstilling om klagesagernes afgørelse til ministeren, der træffer den endelige afgørelse. I stedet for indføjes i paragraffen følgende nye stykker:

"Stk. 4. Efter at vedkommende administrative organ har udtalt sig over klagen, træffer nævnet afgørelse i sagen.

Stk. 5. Den af nævnet trufne afgørelse kan inden 8 uger, efter at afgørelsen er kommet til klagerens kundskab, af denne indbringes for domstolene under en for landsret som første instans anlagt sag. Har nævnet ændret den af vedkommende administrative organ trufne afgørelse, har dette organ en tilsvarende adgang til at indbringe nævnets afgørelse for domstolene under en mod klageren anlagt sag.

Stk. 6. Forinden nævnets afgørelse foreligger, kan sager af den i stk. 5 omhandlede art ikke indbringes for domstolene. Finder indbringelse for landsretten ikke sted inden den i stk. 5 angivne frist, er nævnets afgørelse endelig."

3. I vareforsyningslovens § 17, stk. 1, lempes straffebestemmelserne således, at uagtsom overtrædelse af forskrifter, som er givet i loven eller i henhold til loven, fremtidig ikke skal kunne medføre hæftestraf, men kun bødestraf. Samtidig ophæves paragraffens bestemmelser om straf for eftergørelse eller forfalskning af rationeringsmærker m. v. samt bestemmelserne i stk. 3 om forældelse af strafansvar efter loven samt om, at bøderne skal tilfalde statskassen.

4. Vareforsyningsloven forlænges til 31. december 1956 i stedet for som oprindelig foreslået til 15. december 1956, og ministeren bemyndiges til at lade den optrykke i lovtidende i ajourført form.

Mindretallets underændringsforslag gik ud på følgende:

1) Vareforsyningslovens § 1 foresloges affattet således:

"Stk. 1. De ministeren for handel, industri og søfart ved denne lov givne bemyndigelser har til formål at sætte ministeren i stand til at træffe de af de herskende ekstraordinære forhold nødvendiggjorte foranstaltninger med hensyn til landets betalingsforhold til udlandet og til at løse de af Danmarks deltagelse i aftaler eller af samarbejdet med udlandet nødvendiggjorte opgaver. Ved tilrettelæggelse af foranstaltninger i henhold til loven bør så frie forhold for erhvervslivet som muligt tilstræbes, bl. a. ved udvidelse af frilisterne for indførsel og udførsel.

Stk. 2. Importen skal gøres størst mulig under hensyn til betalingsbalancen, og importen skal tilrettelægges således, at der skabes den fornødne konkurrence."

Paragraffen har i den gældende lov følgende ordlyd:

„De ministeren for handel, industri og søfart ved denne lov givne bemyndigelser har til formål at sætte ministeren i stand til at træffe de af de herskende ekstraordinære forhold nødvendiggjorte foranstaltninger med hensyn til ordningen af landets betalingsforhold til udlandet — herunder ved begrænsning af det indenlandske forbrug — sikring af landets forsyning med nødvendige varer samt ligelig fordeling af forhåndenværende varebeholdninger m. v.

Ved lovens administration vil det være at iagttage, at der ikke foretages eller opretholdes andre eller videregående indgreb i det normale næringsliv, end den forsvarlige løsning af foreliggende spørgsmål af væsentlig betydning nødvendiggør. Ved tilrettelæggelsen af foranstaltninger i henhold til loven bør en tilbagevenden til normale forhold for erhvervslivet tilstræbes og forberedes i det omfang, det er muligt, herunder ved udvidelse af frilisterne for indførsel og udførsel. Under iagttagelse heraf skal det ved tilrettelæggelsen af importreguleringen i henhold til nærværende lov tilstræbes, at forholdene mellem færdige forbrugsvarer og råstoffer, halvfabrikata og investeringsgoder bliver således, at der skabes fornøden konkurrence. Importen skal gøres størst mulig under hensyn til betalingsbalancen."

2) Til vareforsyningslovens § 4 foresloges føjet som nyt stk. 4: „Ministeren bemyndiges til at træffe midlertidige foranstaltninger til fremme eller regulering af udførslen af varer her fra landet. Ministeren kan endvidere forbyde salg til udlandet af endnu ikke indførte varer, der er indkøbt eller fremstillet i udlandet med henblik på indførsel her til landet."

3) Vareforsyningslovens § 5 foresloges affattet således:

„Ministeren for handel, industri og søfart bemyndiges til at træffe midlertidige foranstaltninger med henblik på landets forsyning med nødvendige varer, forbrugsbegrænsning og hensigtsmæssig fordeling af landets varebeholdninger samt midlertidige foranstaltninger til fremme eller regulering af vareproduktionen, såfremt sådanne foranstaltninger er nødvendige til løsning af opgaver i forbindelse med Danmarks deltagelse i aftaler eller samarbejde med udlandet.

De i stk. 1 omhandlede foranstaltninger kan kun gennemføres med tilslutning af det i § 15 omhandlede udvalg."

Paragraffen har i den gældende lov følgende ordlyd:

„Ministeren for handel, industri og søfart bemyndiges til at træffe midlertidige foranstaltninger med henblik på landets forsyning med nødvendige varer, forbrugsbegrænsning og hensigtsmæssig fordeling af landets varebeholdninger. Ministeren bemyndiges endvidere til at træffe midlertidige foranstaltninger til fremme eller regulering af vareproduktionen, når sådanne foranstaltninger skønnes påkrævede som følge af indtrådt eller truende international knaphed på råvarer eller halvfabrikata m. v.

Nye rationeringer af forbrugsvarer, produktionsreguleringer og lignende kan kun gennemføres ved lov eller med tilslutning af det i § 15 omhandlede udvalg.

Ministeren bemyndiges endvidere til at træffe midlertidige foranstaltninger til fremme eller regulering af udførslen af varer her fra landet. Ministeren kan endvidere forbyde salg til udlandet af endnu ikke indførte varer, der er indkøbt eller fremstillet i udlandet med henblik på indførsel her til landet.

Ministeren for handel, industri og søfart kan bestemme, at der for udfærdigelse af tilladelser og bevillinger i medfør af bestemmelserne i denne paragrafs 1. og 2. stykke skal erlægges et ekspeditionsgebyr, hvis størrelse fastsættes af ministeren."

I udvalgets betænkning hedder det bl. a.:

„Udvalget er enigt om, at overførsel af varer fra friliste til bunden liste kun kan ske med tilslutning af det i lovens § 15 omhandlede udvalg, og er endvidere enigt om, at det i lovens § 10 omhandlede ankenævns afgørelser fremover bør kunne indankes for domstolene efter tilsvarende bestemmelser som gældende i monopolloven.

Der er i udvalget opnået enighed om, at straffebestemmelserne i § 17 bør lempes. Det er ikke anset for nødvendigt, at de særlige bestemmelser om eftergørelse og forfalskning af rationeringsmærker, indkøbstilladelser og lignende i § 17, stk. 1, sidste punktum, opretholdes, idet straffelovens almindelige bestemmelser om dokumentfalsk skønnes fyldestgørende.

Udvalget er enigt om, at loven af praktiske grunde forlænges til den 31. december 1956 i stedet for den 15. december s. å. som oprindelig foreslået, samt at lovens § 19, stk. 2, føres à jour.

Der er i udvalget endvidere opnået enighed om, at loven påny bør optrykkes som lovbekendtgørelse, og at betegnelserne „indenrigs- og boligministeren", henholdsvis „indenrigs- og boligministeriet", ændres til „boligministeren" og „boligministeriet", hvor disse betegnelser forekommer i lovens tekst."

Et mindretal (venstres udvalgsmedlemmer) anerkender i betænkningen „betydningen af den enighed, der nu er opnået i udvalget om en række af de ændringer, som venstre og det konservative folkeparti har stillet forslag om gennem de senere års behandlinger af loven.

Vi beklager dog, at vi ikke også har kunnet få tilslutning til vore ændringsforslag til lovens §§ 1, 4 og 5, idet vi anser disse forslag for at være fuldt tilstrækkelige til at løse de opgaver, der kan komme til at foreligge, og vi anser det for rigtigt, at loven renses for bemyndigelser, der ikke mere er brug for.

Loven er imidlertid således formuleret, at udviklingens retning helt afgøres af den måde, hvorpå den administreres. Vi har derfor i udvalget søgt visse klare retningslinier fastlagt, men har desværre ikke her kunnet nå et for os tilfredsstillende resultat.

Vi har således ønsket det klart fastslået, at loven ikke kan benyttes til beskyttelsesmæssige formål.

Vi har endvidere ønsket, at de beløb, der indkommer ved salg af L-bevillinger i henhold til dollarpræmieringsordningen, overføres fra finansministeriets løbende konto i nationalbanken til en særlig konto til rådighed for varedirektoratets udbetalinger til præmiering.

Vi har endelig ønsket et klart tilsagn om, at liberaliseringen af importen skal fortsættes op til 90 pct. i overensstemmelse med samarbejdet i OEEC for derved — i overensstemmelse med lovens formålsparagraf — at skabe den konkurrence, der er nødvendig til modvirkning af inflationen.

Vi har ikke i udvalget kunne skaffe klarhed på disse afgørende områder, og vor stilling til lovens endelige vedtagelse vil derfor afhænge af ministerens stilling ved lovens 2. behandling."

Et andet mindretal (udvalgets konservative medlemmer) „anerkender de forbedringer, der opnås gennem de ændringer, der nu er enighed om.

Vi beklager dog, at der ikke kunne opnås enighed om vore ændringsforslag til §§ 1, 4 og 5, idet vi anser disse forslag for at være fuldt tilstrækkelige til at løse de opgaver, der foreligger og vil kunne komme til at foreligge, og vi anser det for rigtigt, at loven ikke indeholder bemyndigelser, der ikke er brug for mere.

Mindretallet kan tilslutte sig de i udvalget fremkomne tanker om i folketingets vareforsyningsudvalg at foretage en omhyggelig gennemgang af de bundne lister og derved tilvejebringe oplysninger om, i hvilket omfang en fortsat liberalisering kan modvirke inflagionen."

Et tredie mindretal (udvalgets radikale medlemmer) var „af den opfattelse, at vareforsyningsloven i sin nuværende affattelse ikke er nogen hindring for, at en videregående liberalisering kan gennemføres. Mindretallet ønsker endvidere .at fremhæve, at det i lovens formålsparagraf er fastsat, at administrationen af loven skal tilstræbe, at der skabes fornøden konkurrence.

På det således foreliggende grundlag anser mindretallet det derfor for meget væsentligt, at vareforsyningsudvalget får anledning til at gennemgå varegrupperne, som omfattes af den bundne liste — hvor import kun kan finde sted efter bevillingsudstedelse — for at skaffe sig overblik over, om det ikke vil være påkrævet og i overensstemmelse med lovens formål at overflytte flere varegrupper til friliste og derved som et middel mod prisstigning fremskaffe en større konkurrence. Handelsministeren har erklæret sig fuldt indforstået med, at en sådan gennemgang af varegrupperne på den bundne liste foretages.

Mindretallet må anse det for meget betydningsfuldt overfor de stadigt stigende priser, at konkurrencemomentet i så vid udstrækning som muligt kan komme til at gøre sig gældende i omsætningen af alle varer, der har betydning i produktion og forbrug her i landet."

Til lovforslagets 2. behandling stilledes af Tholstrup (DR) udenfor betænkningen underændringsforslag om, at overførsel af varer fra friliste til bunden liste og gennemførelse af nye rationeringer af forbrugsvarer samt produktionsreguleringer m. v. skulle være afhængig af folketingets — og ikke som foreslået vareforsyningsudvalgets — tilslutning.

Efter at samtlige underændringsforslag var forkastet, vedtoges udvalgets ændringsforslag om at give lovforslaget en ny affattelse uden afstemning.

Ved 3. behandling stilledes udenfor tillægsbetænkningen af Tholstrup ændringsforslag om, at følgende bestemmelse skulle optages i vareforsyningslovens § 1:

„Loven må ikke bruges protektionistisk til at holde billige varer ude og til at holde priserne kunstigt oppe."

Til dette ændringsforslag stilledes fra venstres og det konservative folkepartis side et under ændringsforslag, hvorefter tilføjelsen skulle formuleres således:

„Lovens administration må ikke have protektionistiske formål."

Endelig stilledes fra kommunistisk side ændringsforslag, hvorefter handelsministeren skulle udfærdige bestemmelser om fornøden kontrol med, at vareforsyningslovens bestemmelser i § 7 vedrørende udenlandske betalinger m. v. overholdes, og hvorefter protokol over vareforsyningsudvalgets forhandlinger med referat af de behandlede sager samt ordlyden af trufne beslutninger snarest efter hvert udvalgsmøde tilstilles samtlige medlemmer af folketinget.

Efter at disse ændrings- og underændringsforslag var forkastet, vedtoges lovforslaget i den affattelse, det havde fået ved 2. behandling, med 81 stemmer (S og RV) mod 6 (DR), idet 67 medlemmer (V, KF og DK) afholdt sig fra at stemme.