Loven har følgende indhold:

§ 1. De arbejdsoverenskomster, der omfattes af det som bilag aftrykte, af statens forligsmand den 31. marts 1956 stillede mæglingsforslag, fornyes for tiden indtil 1. marts 1958 og iøvrigt med de ændringer og på de vilkår, der indeholdes i mæglingsforslaget, forsåvidt parterne ikke efter mæglingsforslagets fremsættelse har indgået ny overenskomst.

Er ny overenskomst ikke tilvejebragt inden den udløbstid, som herefter gælder for de omhandlede overenskomster, men ønsker nogen af parterne desuagtet, at vedkommende overenskomst skal ophøre til udløbsdatoen eller senere, må de overenskomstmæssige regler om opsigelse m. v. iagttages.

§ 2. Igangværende og fremtidige arbejdsstandsninger indenfor de af denne lov omfattede overenskomstområder er efter nærværende lovs ikrafttræden og i tiden indtil den 1. marts 1958 ulovlige efter samme regler, som gælder, når der er indgået overenskomst mellem parterne.

§ 3. Sager vedrørende brud på de således fornyede overenskomster indbringes for den faste voldgiftsret og behandles i overensstemmelse med reglerne i lov nr. 536 af 4. oktober 1919 om den faste voldgiftsret.

§ 4. Denne lov, der kan stadfæstes straks efter vedtagelsen, jfr. grundlovens § 42, stk. 7, træder i kraft straks.

Som begrundelse for lovforslagets fremsættelse anførtes i de ledsagende bemærkninger, at ved afstemningen om det af statens forligsmand den 31. marts 1956 stillede mæglingsforslag vedrørende afgørelse af de mellem visse organisationer af arbejdsgivere og arbejdere bestående uoverensstemmelser var dette mæglingsforslag blevet forkastet af arbejderne med 221 599 nej-stemmer mod 194 508 ja-stemmer, mens arbejdsgivere, repræsenterende 2 064,3 mill. kr. arbejdsløn, havde stemt for forslaget, og arbejdsgivere, repræsenterende 710,7 mill. kr. arbejdsløn, havde stemt imod. Såfremt lovgivningsmagten ikke herefter ville gribe ind, ville konsekvensen blive, at de arbejderorganisationer, der ikke havde fulgt den af forligsmanden samtidig med mæglingsforslaget fremsatte henstilling om at suspendere strejkerne under afstemningen, ville fortsætte strejkerne, ligesom de fagforbund, der havde fulgt forligsmandens henstilling, ville kunne genoptage strejkerne fra normal arbejdstids ophør den 14. april. Endvidere ville de i lov af 6. april 1956 om suspension af visse arbejdsstandsninger indenfor transportområdet m. v. samt om udlevering af benzin, olie m. v. nævnte arbejdsstandsninger kunne iværksættes påny. Herudover ville varslede strejker kunne iværksættes umiddelbart i de tilfælde, hvor der var afgivet 2. varsel, eller — hvor der kun var afgivet 1. varsel — i løbet af meget kort tid. Ligeledes kunne den af Dansk Arbejdsgiverforening varslede, men ikke iværksatte lockout blive effektiv.

Under hensyn til de uoverskuelige følger, som en fortsættelse og udvidelse af de omhandlede arbejdsstandsninger ville kunne få for landets eksport og valutamæssige stilling og for befolkningens forsyning med levnedsmidler, for transporten m. v., havde regeringen derfor anset det for nødvendigt at søge de omhandlede arbejdsstandsninger bragt til ophør ad lovgivningens vej.

Ved lovforslaget foresloges overenskomsterne fornyet med det i forligsmandens mæglingsforslag angivne indhold, dog kun for tiden indtil 1. marts 1957, idet det anførtes som værende regeringens principielle ønske såvidt muligt at bevare den tilstand, at det normalt er parterne på arbejdsmarkedet, der selv afgør vilkårene for arbejdets udførelse.

Såvel lovforslaget som den endeligt vedtagne lov var ledsaget af et bilag, hvori var aftrykt det af forligsmanden stillede mæglingsforslag. Om dette mæglingsforslags indhold anførte økonomi- og arbejdsministeren ved lovforslagets fremsættelse følgende:

,,1) Arbejdsgiverne forpligtes til at yde arbejderne dagpenge i sygdomstilfælde. Et fællesudvalg, der skal nedsættes af hovedorganisationerne, skal udarbejde de nærmere bestemmelser om ordningens gennemførelse. Arbejdsgivernes bidrag skal ydes straks fra mæglingsforslagets ikrafttræden og udbetalingen af dagpenge begynde den 15. januar 1957.

2) Betalingen for søgnehelligdage ændres derhen, at der fremtidig for såvel den såkaldte A-ordning som for den såkaldte B-ordning ydes feriegodtgørelse udover den fastsatte dag- eller timebetaling. Endvidere forhøjes betalingssatsen indenfor B-ordningen.

3) De hidtil ydede dagpenge i ulykkestilfælde fordobles.

4) De nuværende skifteholdstillæg forhøjes for mænd med 7 øre pr. time for tiden fra kl. 18 til kl. 23 og med 8 øre pr. time for tiden fra kl. 23 til kl. 6. For kvinder skal skifteholdstillægget i alle tilfælde udgøre 3/4 af mændenes skifteholdstillæg.

5) Udenfor jern- og metalindustriens område sker der følgende forhøjelse af tidlønningerne: for mandlige arbejdere over 18 år og for kvindelige arbejdere over 18 år forhøjes de overenskomstmæssige normallønninger med henholdsvis 8 og 7 øre pr. time. Arbejdere under 18 år får en forhøjelse på 2 øre pr. time. Minimallønnen forhøjes med henholdsvis 6 øre, 5 øre og 2 øre pr. time for de nævnte grupper af arbejdere. Endvidere foretages der en forhøjelse af personlige lønninger i minimallønoverenskomster. Endelig ydes til tidlønnede mandlige arbejdere over 18 år et særligt lavtlønstillæg med et beløb på fra 1 øre til 10 øre pr. time indenfor lønninger fra 360 øre til 330 øre pr. time. Til kvindelige arbejdere over 18 år ydes et tilsvarende lavtlønstillæg indenfor timelønninger fra 260 øre til 230 øre pr. time.

6) Indenfor jern- og metalindustriens område ydes der bl. a. til samtlige voksne mandlige og kvindelige arbejdere, der er beskæftiget ved timelønsarbejde, et tillæg på henholdsvis 8 øre og 7 øre pr. time.

7) Til slut skal jeg nævne, at mæglingsforslaget indeholder bestemmelse om, at overenskomsterne med de ved mæglingsforslaget foretagne ændringer forlænges med den samme automatiske dyrtidsregulering, som man hidtil har haft."

Ministeren oplyste yderligere, at regeringen under hensyntagen til ønsket om, at pris- og omkostningsniveauet påvirkedes mindst muligt af de i mæglingsforslaget indeholdte lønforhøjelser, i løbet af kort tid ville fremsætte lovforslag vedrørende de erhvervsdrivendes avanceberegning.

Ved lovforslagets 1. behandling blev det anbefalet af Poul Hansen (Kalundborg) (S), der udtalte: „Det er med den største beklagelse, vi i den socialdemokratiske folketingsgruppe har set den situation udvikle sig, som nu gør det nødvendigt at ophøje mæglingsforslaget i arbejdskonflikten til lov; men vi er enige med regeringen i, at en sådan nødvendighed foreligger.

Vi havde håbet, at mæglingsforslaget var blevet vedtaget ved afstemningerne rundt omkring i de faglige organisationer, og vi syntes, der var grundlag for en sådan vedtagelse."

Taleren fremhævede, at selvom mæglingsforslaget ikke kunne siges at være tilfredstillende, så indeholdt det dog betydelige sociale forbedringer, ligesom han lagde vægt på, at forhandlerne havde erklæret, at der var nået alt, hvad det var muligt at pine ud af situationen. Han udtrykte endvidere sin tilfredshed med, at lovforslaget var begrænset på den måde, at mæglingsforslaget kun skulle gælde for et år, hvorved der skabtes mulighed for, at der hurtigere end forudsat i mæglingsforslaget kunne optages nye forhandlinger.

Erik Eriksen (V), der også anbefalede lovforslaget til hurtig vedtagelse, erklærede sin utilfredshed med lovforslagets begrænsning af mæglingsforslagets gyldighed til kun et år. Ved således at ændre i forligsmandens forslag ophøjede man folketinget til en voldgiftsdomstol, hvilket venstre ikke ville tiltræde. Efter at have erkendt, at folketinget ikke var egnet til at træffe afgørelse i sager af denne art, selvom det — som i den foreliggende situation — kunne være nødvendigt alligevel at gøre det, udtalte han med henblik på en ændring af de gældende regler for afgørelse af uoverensstemmelser på arbejdsmarkedet: „Vi har vel allesammen i disse dage eller uger gjort vore iagttagelser, og det står vist helt klart for de fleste af os, at der er visse områder, visse vigtige samfundsfunktioner, der ikke tåler at sættes i stå. Efter min opfattelse er det vor opgave nu snarest muligt at finde frem til disse områder for at yde dem beskyttelse og så iøvrigt undersøge lovgivningen om arbejdsretlige forhold og gøre det i vor tids belysning. Jeg tror, det er her, vi skal begynde; det er af disse ting, vi skal bygge fundamentet, og så skal vi prøve på ovenpå dette at sætte voldgiften."

Aksel Møller (KF) gav ligeledes udtryk for, at den eneste i øjeblikket farbare vej var at løse konflikten ad lovgivningens vej. Også hans parti havde den opfattelse, at mæglingsforslaget måtte være en helhed, idet man fandt, at det havde været en afgørende forudsætning for parternes anbefaling, at der blev skabt et grundlag for arbejdsfred i en normal 2-årig periode; man krævede derfor, at mæglingsforslaget uændret ophøjedes til lov. Angående den fremtidige udvikling udtalte han, at mange års udvikling i Danmark havde vist, at et forkastet mæglingsforslag i reglen endte som lov, hvilket havde givet grundlag for den antagelse, at afstemninger på dette område ikke længere havde den samme betydning som tidligere; dette viste efter hans mening, at tiden var løbet fra det nuværende system, og at såvel arbejdere og arbejdsgivere som samfundet i fællesskab måtte overveje en modernisering.

Også Jørgen Jørgensen (Lejre) (RV) kunne anbefale, at mæglingsforslaget ophøjedes til lov, dog krævede han — ligesom ordførerne for venstre og det konservative folkeparti — at det fik gyldighed for den normale 2-års periode. Ligesom de to foregående talere beskæftigede han sig med tanken om nye veje til afgørelse af arbejdsstridigheder i de tilfælde, hvor parterne ikke selv kan tale sig tilrette. „Vi mener, at man i fremtiden må bygge på voldgiftstanken, og denne tanke har i disse dage vundet mange tilhængere i kredse, hvor man hidtil har set meget kritisk derpå. Jeg håber, at den tilslutning til voldgiftstanken, som nu også kom stærkt frem fra det ærede medlem hr. Erik Eriksen, vil holde, også når vi efter disse dage sagligt skal drøfte fastlæggelse af regler, hvorefter denne voldgiftstanke i højere grad kan blive rådende i de forhold, det her drejer sig om. Kan de to parter på arbejdsmarkedet ikke tale sig tilrette, da må uvildige mænd træffe afgørelsen udfra, hvad saglige, samfundsmæssige hensyn tilsiger, og udfra hensynet til, hvad ret og billighed kræver. Det radikale venstre har aldrig været og vil aldrig blive at finde blandt dem, der vil søge at hindre danske arbejderes naturlige og selvfølgelige ret til at opnå deres rimelige andel af det merudbytte, som de nye tekniske fremskridt indenfor produktionslivet gør muligt."

Aksel Larsen (DK) anfægtede rigtigheden af det billede, som de offentliggjorte afstemningstal viste. Efter hans mening var det kun ved hjælp af de såkaldte kompetente forsamlinger, det var lykkedes at skaffe et så stort antal ja-stemmer fra arbejderside. Hvis man alene så på de af medlemmerne afgivne stemmer, måtte ja-stemmerne reduceres fra 194 509 til kun 115 000. Efter stærkt at have kritiseret de gældende afstemningsregler vendte han sig mod mæglingsforslagets indhold, som han fandt ganske utilfredsstillende både med hensyn til betalingen for skæve helligdage, lavtlønstillæg og øvrige tillæg, ligesom han fandt det urimeligt, at det intet indeholdt om arbejdstidsforkortelse. Yderligere kritiserede han mæglingsforslaget, fordi der heri var optaget bestemmelser om en aspirantordning for sømændene. Han erklærede, at kommunisterne ville gå imod lovforslaget og forlange, at der i stedet blev givet parterne lejlighed til nye direkte forhandlinger.

Viggo Starcke (DR) udtalte, at retsforbundet helst havde set så få indgreb som muligt, men som forholdene lå, ville alle parter stå sig bedst ved, at produktionen atter kom i gang og der skabtes ro og arbejdsfred, hvorfor man kunne anbefale lovforslaget til vedtagelse. Angående en fremtidig ordning erklærede han, at retsforbundet var modstander af en fast tvungen voldgift, hvorfor han advarede mod en forhastet gennemførelse af en sådan og i stedet tilrådede en saglig undersøgelse af spørgsmålene ved en kommissionsbehandling.

Udenfor ordførernes kreds talte Hans Rasmussen (S), der gav udtryk for, at han havde fundet mæglingsforslaget egnet som grundlag for en løsning; når et flertal af arbejderne alligevel havde forkastet det, ville han dog ikke lægge skjul på, at indtil man fandt en anden og farbar vej til afgørelse af løn- og arbejdsvilkår, måtte arbejderne i et demokratisk land have mulighed for at anvende aktionsretten. Angående mulighederne for at nå frem til nye regler for afgørelsen udtalte han: „Fra De samvirkende Fagforbund har vi tilbudt, og det står vi ved, at gå ind i en fordomsfri drøftelse om arbejdsmarkedets forhold, om septemberforligets forhandlingsregler, loven om den faste voldgiftsret, forligsmandsloven og alle de love, som nu engang virker ind på det moderne arbejdsmarked, og som måske på adskillige områder virker med til, at vi ligesom arbejder med en vis stivhed, som ingen — hverken organisationerne, lovgivningsmagten eller samfundet — kan være tjent med." Han erklærede til slut, at han måtte tage forbehold med hensyn til en lovgivning af denne art, idet han ikke fandt det rimeligt med statsindgreb overfor en enkelt part af befolkningen, mens andre dele af denne frit og ubundet kunne danne deres indkomster.

Økonomi- og arbejdsministeren gav i sit svar til ordførerne på regeringens vegne et tilsagn om villighed til at deltage i undersøgelse af mulighederne for at foretage ændringer i det arbejdsretlige system.

Ved afslutningen af 1. behandling forkastedes med 155 stemmer mod 8 følgende af Aksel Larsen fremsatte forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Folketinget udtaler, at efter mæglingsforslagets forkastelse bør der ufortøvet optages nye forhandlinger mellem fagforbundene og arbejdsgiverorganisationerne med det formål at nå frem til forslag, der kan give grundlag for at bringe arbejdskonflikten til ophør,
og går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Lovforslaget blev, efter at et af Aksel Larsen fremsat forslag om at henvise det til et udvalg på 21 medlemmer var blevet forkastet med 156 stemmer mod 8, på forslag af Poul Hansen (Kalundborg) henvist til det bestående udvalg vedrørende forslag til lov om suspension af visse arbejdsstandsninger indenfor transportområdet m.v. samt om udlevering af benzin, olie, m. v.

Efter at lovforslaget var blevet behandlet i udvalget, der ind imellem møderne havde haft en drøftelse med statens forligsmand, ligesom der var blevet modtaget deputationer fra en lang række af arbejderorganisationer, afgav udvalget en betænkning, hvori et flertal (udvalget undtagen Carl P. Jensen og Hans Rasmussen) indstillede lovforslaget til vedtagelse med den ændring, at mæglingsforslagets indhold skulle være gældende for to år i stedet for et år, som det var foreslået i lovforslaget.

Ved lovforslagets 2. behandling erklærede Aksel Larsen (DK), at kommunisterne ville stemme imod ændringsforslagene og imod lovforslaget ved 3. behandling.

Viggo Starcke (DR) gav udtryk for, at retsforbundet ønskede det mindst mulige indgreb, hvorfor man ville stemme imod ændringsforslagene; dog meddelte han samtidig, at Alfred Jørgensen og J. M. Pedersen ville stemme for disse. Med hensyn til selve lovforslaget ville retsforbundet under hensyn til nødvendigheden af et sådant indgreb undlade at stemme imod det ved 3. behandling; dog ville de to førnævnte medlemmer stemme for lovforslaget.

Carl P. Jensen (S), der ikke kunne tiltræde flertalsindstillingen, gav udtryk for den opfattelse, at når fagbevægelsens medlemmer ved at forkaste mæglingsforslaget havde givet udtryk for, at krav og ønsker ikke var tilgodeset, måtte de også have ret til at tage konsekvenserne heraf. Han kunne derfor ikke gå ind for lovforslaget, men ville afholde sig fra at stemme ved 3. behandling.

Hans Rasmussen (S) udtalte: „Jeg har overvejet, om jeg skulle tage den stilling at undlade at stemme, men i en situation som denne, hvor vi så stærkt fra fagbevægelsens side har markeret, at vi ikke ønsker statsindgreb i vore interne forhold mellem arbejdsgiverne og arbejderne, synes jeg, dette forslag er et skridt på vejen derhenimod, og under hensyn hertil må jeg stemme imod lovforslaget."

Om regeringens holdning og de begivenheder, der havde ført til lovforslaget, udtalte statsministeren: „Jeg vil kunne forstå, om mit partis modparter vil føle en vis triumf i selve den kendsgerning, at der dels i mit parti og dels imellem fagbevægelsens ledelse og mit partis folketingsgruppe er en uoverensstemmelse med hensyn til vurderingen af, hvad der i en situation som den foreliggende skal foretages. Jeg må skænke vore modparter denne triumf. Jeg kan kun sige, at den udvikling, som med situationen, vi står overfor i dag, ville indledes, om ikke et indgreb her blev foretaget, må jeg og den regering, jeg repræsenterer, anse for så farlig og så uoverskuelig, at vi ikke har villet forlade det ansvar, vi mener at måtte påtage os ved at fremsætte det forslag, som nu foreligger her til endelig vedtagelse.

Jeg kan ikke med min bedste vilje se, at man den ene uge kan foretage indgreb, der standser en konflikt, som efterhånden havde antaget karakter af en partiel generalstrejke, en konflikt, der berørte olie- og benzinområderne, for så i næste uge at lade en konflikt af en langt mere vidtrækkende karakter få sit frie forløb."

Efter at ændringsforslagene var vedtaget, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 153 stemmer mod 9 (DK og Hans Rasmussen), mens 5 medlemmer (nogle af retsforbundets medlemmer samt Carl P. Jensen) undlod at stemme.