Loven, der gik ud på, at visse arbejdsstandsninger indenfor transportområdet m. v. skulle suspenderes og udleveringen af benzin og olie m. v. genoptages, indtil resultaterne af afstemningen om et af forligsmanden stillet mæglingsforslag forelå, havde følgende indhold:

§ 1. De af Dansk Arbejdsmands Forbund iværksatte arbejdsstandsninger overfor:

1. Samtlige vognmandsforeninger og enkeltvognmænd, der er medlemmer af Dansk Arbejdsgiverforening,

2. Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark, forsåvidt angår dennes medlemmer: B. P. Olie-Kompagniet A/S, Danish American Gulf Oil Company A/S, Dansk Esso A/S, Dansk Shell A/S samt disse selskabers agenturer, importlagre, lagre og depoter i København og provinsen, vil være at bringe til ophør straks, således at arbejdet, i det omfang det er muligt, genoptages fredag den 6. april 1956 ved normal arbejdstids begyndelse.

De omhandlede arbejdsstandsninger kan tidligst iværksættes påny fra lørdag den 14. april 1956 ved normal arbejdstids ophør.

§ 2. Indgåede overenskomster vedrørende de i § 1 omhandlede arbejdsområder, der er opsagt til ophør pr. 1. marts 1956, bevarer — uanset om parterne gennem de etablerede arbejdsstandsninger måtte være blevet frigjort for vedkommende overenskomster — deres gyldighed indtil det i § 1, stk. 2, omhandlede tidspunkt.

Såfremt det af forligsmanden den 31. marts 1956 stillede mæglingsforslag vedtages af parterne, forholdes der dog med hensyn til fornyelser og ændringer af overenskomsterne som i mæglingsforslaget fastsat.

§ 3. Arbejdere, hvis arbejdsforhold er blevet afbrudt på grund af de iværksatte arbejdsstandsninger, vil såvidt muligt være at genantage i samme omfang som ved arbejdets ophør, ligesom samtlige af arbejdsstandsningerne omfattede arbejdere, såvidt forholdene tillader det, skal gå i arbejde på de samme steder, hvor de var beskæftiget før arbejdsstandsningerne. Der må ikke på nogen af siderne finde nogen boykotning sted, hverken overfor arbejdsgivere eller arbejdere.

De i § 1, stk. 1, omhandlede arbejdsgivere eller arbejdsgiverforeninger skal indtil det i § 1, stk. 2, omhandlede tidspunkt opretholde normal virksomhed.

§ 4. Arbejdsstandsninger i strid med bestemmelserne i § 1 er efter lovens ikrafttræden ulovlige efter samme regler, som gælder, når der foreligger overenskomst mellem parterne.

Sager herom samt sager vedrørende brud på de ved nærværende lov forlængede overenskomster vil kunne indbringes for den faste voldgiftsret til påkendelse og eventuel ikendelse af bod og erstatning. Tilsvarende regler gælder i tilfælde af overtrædelse af bestemmelserne i § 3, stk. 1.

Overtrædelse af bestemmelsen i § 3, stk. 2, straffes med bøde.

§ 5. Denne lov, der kan stadfæstes straks, jfr. grundlovens § 42, stk. 7, træder i kraft straks.

I bemærkningerne til lovforslaget hedder det bl. a.:

„Samtidig med fremsættelse af mæglingsforslaget af 31. marts 1956 har forligsmanden indtrængende henstillet til de arbejderorganisationer, der har medlemmer ude i strejke, at suspendere strejkerne for perioden fra mæglingsforslagets fremsættelse og indtil den 14. april 1956 ...

Nedennævnte arbejderorganisationer har imidlertid ikke ment at kunne følge den nævnte henstilling, og de af disse organisationer iværksatte strejker er derfor fremdeles i kraft: arbejdsmændene, metalarbejderne, søfyrbøderne, sømændene, typograferne, bogbinderne og murerne.

Blandt de arbejdsstandsninger, der således stadig er effektive, er de af Dansk Arbejdsmands Forbund iværksatte strejker overfor samtlige vognmandsforeninger og enkeltvognmænd, der er medlemmer af Dansk Arbejdsgiverforening, samt overfor Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark, forsåvidt angår dennes medlemmer: B.P. Olie-Kompagniet A/S, Danish American Gulf Oil Company A/S, Dansk Esso A/S, Dansk Shell A/S samt selskabernes agenturer, importlagre, lagre og depoter i København og provinsen.

Yderligere har de fire store olieselskaber som følge af en konflikt vedrørende losning af nyindkomne ladninger standset udlevering af benzin, olie m. v. Som følge heraf kan de dispensationer, der var givet af Dansk Arbejdsmands Forbund til skoler og humanitære institutioner, herunder til hospitaler, læger, jordemødre, sygeplejersker etc., samt til baner, færger og andre vigtige samfærdselsmidler, til el-værker, til postvæsenet og til visse gartnerier, ikke længere effektueres efter deres hensigt.

Såfremt strejkerne og selskabernes standsning af udleveringen fortsætter, vil centrale samfundsfunktioner i løbet af meget kort tid tvinges til standsning. Hertil kommer for landbrugets vedkommende, at jordens tilberedning, kornsåningen og andre vigtige arbejder ikke vil kunne gennemføres rettidigt.

Under hensyn hertil har regeringen fundet det nødvendigt at fremsætte lovforslag om, at det nedlagte arbejde indenfor de her omhandlede områder skal genoptages med øjeblikkelig virkning — d. v. s. fra fredag den 6. april 1956 ved normal arbejdstids begyndelse — og således, at eventuelle arbejdsstandsninger først kan iværksættes påny efter udløbet af den i forligsmandens foran omhandlede henstilling fastsatte tidsfrist."

Ved fremsættelsen af lovforslaget oplyste økonomi- og arbejdsministeren, at regeringen gennem direkte forhandling med Dansk Arbejdsmands Forbund og med De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg havde søgt at opnå, at organisationerne selv løste problemerne ved en suspension af de heromhandlede konflikter. Da dette ikke var lykkedes, havde regeringen ikke set anden udvej end at søge vanskelighederne løst ad lovgivningens vej.

Ved lovforslagets 1. behandling erklærede Poul Hansen (Kalundborg) (S), at det hele tiden havde været såvel socialdemokratiets som regeringens opfattelse, at parterne på arbejdsmarkedet selv burde forhandle sig tilrette om overenskomsterne, og at man burde undgå statsindgreb i overenskomst- og konfliktsituationer. Man kunne nu imidlertid se, at benzinkonflikten havde fået virkninger af langt større rækkevidde, end nogen fra begyndelsen havde tænkt sig, hvorfor det var en nødvendighed at gennemføre lovforslaget, der dog ikke alene tog sigte på den af Dansk Arbejdsmands Forbund ïøvrigt lovligt etablerede konflikt, men fuldt så meget på olieselskabernes vægring ved at udlevere benzin og olie. Han gjorde endvidere opmærksom på, at der var andre områder, indenfor hvilke de pågældende fagforbund endnu ikke havde taget stilling til konfliktens afblæsning eller havde besluttet at fortsætte konflikten. Man havde med hensyn til disse områder den opfattelse, at det af hensyn til den forholdsvis korte tid, der var tilbage, inden afstemningsresultaterne forelå, ikke var nødvendigt med statsindgreb her.

Erik Eriksen (V) fandt, at det var en fejl ved forligsmandsloven, at denne ikke gav forligsmanden myndighed til at udsætte iværksatte strejker i den tid, afstemningen stod på. Det ville dog efter hans mening ikke for regeringen have været nogen vidtrækkende beslutning at tage at bringe strejkerne til ophør i den tid, hvori mæglingsforslagets skæbne var til afgørelse; det fremsatte lovforslag fandt han derfor utilfredsstillende, idet det kun omhandlede arbejdsstandsningerne indenfor en del af transportområdet, mens andre konflikter ikke berørtes heraf. "Lad mig her først og fremmest nævne søfolkenes strejke, der har ramt landbrugseksporten så hårdt. Ikke mindst i betragtning af vort lands knugende valutaproblem forekommer det mig egentlig uforsvarligt, at man ved fremsættelsen af dette lovforslag fremdeles lader denne arbejdsstandsning være uantastet." Taleren nævnte også et andet område — typograferne. „Det er", udtalte han, „så meget mere urimeligt, som der jo var opnået enighed indenfor faget mellem arbejdere og arbejdsgivere. Ikke desto mindre løber denne arbejdsstandsning videre. Jeg behøver ikke ved denne lejlighed at gentage, hvor alvorligt det er, at man på denne måde undertrykker det frie ord, at man fratager alle partier på nær socialdemokraterne og kommunisterne deres presse. Det er stærkt, og det er udfordrende."

Aksel Møller (KF), der fremhævede sammenhængen mellem lønhøjde, omkostningsniveau, valutapolitik og inflationsbekæmpende foranstaltninger, anklagede såvel statsministeren som fagorganisationernes øverste ledere for at have undladt at sætte deres autoritet ind på en appel til fornuftig hensyntagen hertil. Videre fandt han, at når man nu alligevel var kommet så langt med hensyn til forhandlingerne om de nye overenskomster, at der var fremsat et mæglingsforslag, så burde den socialdemokratiske regering have haft så stor myndighed i forholdet til fagorganisationerne, at den kunne have bevæget disse til at følge forligsmandens henstilling om udsættelse af strejkerne. Når dette ikke havde været tilfældet, men lovgivningsmagten i stedet måtte tage sig af sagen, burde det fremsatte lovforslag have taget et langt videre sigte og omfattet samtlige strejker.

Jørgen Jørgensen (Lejre) (RV) udtalte, at det var beklageligt, at de to store organisationer på arbejdsmarkedet ikke havde kunnet blive enige i første omgang, men når de nu efter statsministerens opfordring havde kunnet mødes igen om forhandlinger og begge anbefale et fremsat mæglingsforslag, var der ikke længere nogen baggrund for at opretholde strejkerne. Han udtalte videre: „Jeg må erkende, at det er vanskeligt for mig at finde nogen som helst fornuft i en fortsættelse af strejkerne under de omstændigheder, der nu foreligger. I det hele taget står det vist efterhånden klart for alle udenfor de snævreste organisationslederes kredse, at strejker og lockouter er forældede metoder at anvende i vort moderne samfund. På et tidspunkt, da samfundet har brug for hver enkelt borgers indsats for at udnytte alle foreliggende produktionsmuligheder for at øge eksporten og skaffe større indtægter til landet, er det aldeles uforsvarligt gennem strejker eller lockouter at standse erhvervslivet og lamme produktionen. Den form for lønafgørelser, hvor slige metoder bringes i anvendelse, hører en anden tid til og er ikke forsvarlig i et veludbygget demokratisk samfund som det, vi lever i." Efter at have anbefalet forslaget til vedtagelse udtalte han med særligt henblik på typografernes og sømændenes strejker følgende: „Jeg mener endvidere, at vi derudover i udvalget meget nøje må drøfte, om ikke også andre områder på arbejdsmarkedet, som rammes af arbejdsstandsningen, kan siges at være af så livsvigtig samfundsmæssig interesse, at det er nødvendigt, at disse bør tages med i denne lovgivning."

Aksel Larsen (DK) udtalte med hensyn til berettigelsen af den fortsatte strejke: „Man må nu affinde sig med, at det — heldigvis da — i de fleste fagforbund er sådan, at er man kommet ud i en konflikt, har medlemmerne en meget stor afgørelsesret med hensyn til, om konflikten skal afsluttes, og på hvilke vilkår. Det er ganske givet, at hvis man havde suspenderet de igangværende strejker og derpå lavet afstemning, havde man på forhånd opgivet enhver kamp for et bedre resultat, opgivet ethvert håb om at nå et bedre resultat, og så kunne det i den henseende være temmelig ligegyldigt, hvordan afstemningen faldt ud." Endvidere gjorde han gældende, at det ikke var de strejkende, men de store olieselskaber, der var skyld i, at sygehuse og andre institutioner manglede olie, fordi disse selskaber havde nægtet at udlevere, til trods for at der var givet dispensation på disse områder fra Dansk Arbejdsmands Forbund. Han betegnede oliefirmaernes holdning som en camoufleret lockout, der ikke var varslet og derfor ulovlig, og udtalte, at hvis man ville gribe ind, måtte det være imod disse firmaer og ikke imod strejken.

Viggo Starcke (DR) udtalte bl. a.: „Principielt mener vi, at det fordelagtigste ville være, om arbejderne og arbejdsgiverne som parter selv kunne ordne konflikten, og at det er beklageligt, når konflikterne strammes så stærkt, at lovgivningsmagten må gribe ind, men såvidt jeg kan se, er dette lovforslag fra regeringens side rettet imod begge parter i samfundets interesse." Retspartiet ønskede „at tilkendegive, at vi betragter det som et hovedprincip under sådanne konflikter, at lovgivningsmagtens indgreb skal omfatte så lidt som muligt for ikke at foregribe noget, for at holde mulighederne åbne for, at parterne kan finde hinanden og enes, for ikke unødvendigt at gribe til tvang og ligesom tage parti i arbejdsstridighederne."

Udenfor ordførernes kreds talte Hans Rasmussen (S), der efter at have udtrykt forståelse for regeringens forsøg på at tilvejebringe orden dog betegnede lovforslaget som et brud på tidligere anvendte fremgangsmåder og sædvaner, idet han udtalte: „Vi har aldrig tidligere set, at konflikter — hvoraf de fleste af dem, der er fremkommet i dette land, dog har været iværksat af arbejdsgiverne gennem lockouter — er blevet bragt til ophør, forinden parterne har givet fuld tilslutning til de fremtidige arbejds- og lønbetingelser. Virksomhedernes porte er jo ikke blevet åbnet for arbejderne, når der har været erklæret lockout, selvom statens forligsmand har fremsat mange forslag i tidernes løb. Vi har heller aldrig hørt, at de borgerlige partier har stillet et sådant krav overfor arbejdsgiverne og ejheller i det høje ting. Vi finder derfor, at en sådan lovgivning i sit oplæg er noget ensidig." Da taleren ikke mente, at man gang på gang, heller ikke fra regeringens side, kunne bryde de principielle og hævdvundne regler og fremgangsmåder, så han sig ikke i stand til at række hånd til en lovgivning af denne art.

Udvalget, der afgav betænkning i løbet af natten mellem den 5. og den 6. april, havde delt sig i 4 mindretal. Et mindretal omfattende samtlige venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse med 2 ændringsforslag, der gik ud på, at loven skulle omfatte samtlige arbejdsstandsninger. Et andet mindretal bestående af de to socialdemokratiske medlemmer Carl P. Jensen og Hans Rasmussen erklærede ikke at kunne stemme for loven, mens et tredie mindretal bestående af de øvrige socialdemokratiske medlemmer af udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse uforandret, hvilket ligeledes gjaldt for det fjerde mindretal (det radikale venstres medlemmer af udvalget), der dog i betænkningen yderligere gav udtryk for, at man ønskede, at udvalget fortsatte sit arbejde efter lovens vedtagelse og herunder især fulgte udviklingen på de områder, hvor arbejdsstandsningerne ikke herved bragtes til ophør.

Ved den umiddelbart efter betænkningens afgivelse foretagne 2. behandling forkastedes venstres og de konservatives ændringsforslag med 98 stemmer mod 69.

Ved 3. behandling forkastedes et af kommunisterne stillet ændringsforslag gående ud på en ny affattelse af lovforslaget, hvorefter der ikke skulle foretages noget indgreb imod arbejdsstandsningerne, men pålægges olieselskaberne en pligt til at levere i de tilfælde, hvor Dansk Arbejdsmands Forbund til sikring af humanitære og samfundsnødvendige funktioners forsyning giver dispensation. Herefter vedtoges lovforslaget med 158 stemmer mod 8 (kommunisterne), mens 3 medlemmer (Carl P. Jensen, Wiggo Larsen og Hans Rasmussen) undlod at stemme.

Det vedtoges, at udvalget skulle vedblive at bestå indtil samlingens slutning.