I de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget ved fremsættelsen, oplyses bl. a. følgende om baggrunden for loven:

„Den 7. april 1949 nedsatte socialministeren en kommission med den opgave nærmere at overveje eventuelle forbedringer i forsorgen for blinde og svagsynede, herunder ændringer i lovgivningen herom.

I juni måned 1955 har kommissionen til socialministeren afgivet en betænkning vedrørende forsorgen for blinde og svagsynede. Kommissionen har endvidere udarbejdet nærværende lovforslag med bemærkninger, som socialministeriet har kunnet tiltræde.

Hovedbestemmelserne om blindeforsorgen findes i lov om offentlig forsorg. Ifølge denne lovs § 69, jfr. § 66, har staten ansvaret for blindeforsorgen og betaler udgifterne herved, idet staten direkte og endeligt afholder udgifterne ved forsorgen for blinde og svagsynede, forsåvidt de anbringes i en statsinstitution eller statsanerkendt institution eller i kontrolleret familiepleje under en sådan institution; sådanne personer, der ikke er i økonomisk trang, betaler dog efter nærmere fastsatte regler en begrænset del af udgifterne. Kommunernes forpligtelser, jfr. forsorgslovens §§ 258 og 259, består hovedsagelig i at give indberetning til blindevæsenet om blinde og stærkt svagsynede børn og voksne og i trangstilfælde at drage omsorg for, at der sker henvendelse til vedkommende blindeinstitut om inddragelse under blindeforsorg, samt endelig at afholde udgifterne ved blindeundervisning, som efter anvisning af et blindeinstitut finder sted udenfor dette; denne sidste bestemmelse er dog på grund af den skete stadige udvidelse af statens område nu uden praktisk betydning.

Reglerne om blinde børns undervisning findes i lov nr. 57 af 31. marts 1926, hvorefter blinde og stærkt svagsynede børn er pligtige at modtage undervisning på statens blindeinstitutter, medmindre der på anden tilfredsstillende måde sørges for deres undervisning.

Nærværende lovforslag bygger først og fremmest på forsorgslovens regler, hvorefter staten har ansvaret for blindeforsorgen og bærer udgifterne derved. Der stilles kun i begrænset omfang forslag om udvidelse af området for statens forpligtelser. I sidstnævnte henseende må nævnes forslaget om ansættelse af blindekonsulenter og om udvidet bistand for blinde i erhvervsspørgsmål, forslaget om statstilskud til foranstaltninger til bistand for erhvervsdrivende blinde ved indkøb af materialer og afsætning af deres produktion og forslaget om forøget statsstøtte til de særlige („beskyttede") værksteder for blinde og stærkt svagsynede. Iøvrigt tilsigter lovforslaget en effektivisering af forsorgen, f. eks. ved gennemførelsen af nye regler om indberetning af blinde og svagsynede. I lovforslaget er samtidig indarbejdet reglerne om undervisning af blinde børn fra loven af 1926 i lighed med den kodifikation, der ved lov nr. 21 af 27. januar 1950 fandt sted med hensyn til foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre. Denne sidste lovs systematik er iøvrigt i det væsentlige fulgt i nærværende lovforslag, og adskillige af lovens regler er i tillempet form overført til lovforslaget."

Om lovens indhold skal følgende anføres:

Kapitel I (§§ 1 og 2).

Blindenævnet m. v.:

Efter nærmere i § 1 fastsatte regler nedsættes til behandling af principielle spørgsmål vedrørende blinde et blindenævn bestående af repræsentanter for administrationen, lærerkredsen, forældrekredsen og Dansk Blindesamfund. Nævnet skal virke som rådgivende organ for socialministeriet ved administration af loven, ligesom det skal følge udviklingen indenfor lovens område og fremsætte forslag om sådanne foranstaltninger, som udviklingen måtte gøre påkrævede.

Nævnet svarer til det døvenævn og det tunghørenævn, som er oprettet efter loven om foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre. Da det i praksis har vist sig vanskeligt at arbejde med valg for et så kort tidsrum som det for døve- og tunghørenævnene gældende tidsrum af 2 år, er valgperioden for blindenævnets repræsentanter, for lærerne og forældrene dog fastsat til 3 år.

Ifølge § 2 medvirker administrationschefen for statens blindeforsorg ved gennemførelsen af lovens bestemmelser efter retningslinier, der fastsættes af socialministeren efter indstilling fra blindenævnet.

Kapitel II (§ 3).

Indberetningsregler:

Socialministeren fastsætter iflg. § 3 regler for, i hvilket omfang offentlige myndigheder, læger, lærere eller andre, som i deres virksomhed kommer i forbindelse med blinde eller stærkt svagsynede, skal afgive indberetning til blindevæsenet. Reglerne om indberetning fra læger eller lærere fastsættes efter forhandling henholdsvis med indenrigsministeren og undervisningsministeren.

Bestemmelsen erstatter de hidtidige regler i forsorgslovens § 258, stk. 3-5, om indberetningspligt, jfr. lovens § 23, stk. 1, som ophæver de nævnte bestemmelser i forsorgsloven. Det tilsigtes ved denne bemyndigelse at gøre reglen om indberetningspligten smidigere og at give mulighed for at effektivisere den. Bestemmelsen bygger på den ændring i indberetningspligten vedrørende talelidende, som blev gennemført ved § 1, stk. 1, i lov nr. 197 af 11. juni 1954 om ændringer i forsorgslovens § 257 vedrørende talelidende.

Kapitel III (§§ 4—6).

Foranstaltninger vedrørende børn:

Efter § 4 skal der gives forældre med blinde og stærkt svagsynede børn fornøden vejledning om disse børns behandling.

Bestemmelsen tilsigter en videreførelse og udbygning af det vejledningsarbejde, som hidtil af blindeinstitutterne har været ydet forældre til blinde og stærkt svagsynede børn.

Det er tanken, at dette for de pågældende børns udvikling meget vigtige arbejde skal udføres ved besøg i hjemmene, ved udarbejdelse af en skriftlig vejledning for forældrene og ved periodiske forældrekurser på blindeinstituttet på Refsnæs, der modtager blinde og stærkt svagsynede børn indtil konfirmationsalderen. Bestemmelsen, der i det væsentlige svarer til § 5, stk. 2, i loven om foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre, gør det omhandlede vejledningsarbejde til et fast led i blindevæsenets arbejde. Vejledningsarbejdet skal også omfatte blinde børn i den skolepligtige alder.

I §§ 5 og 6 gives regler om undervisning af blinde og stærkt svagsynede børn. Disse bestemmelser afløser loven af 1926 om blinde børns undervisning, der ophæves ved lovens § 23, stk. 1.

Ifølge § 5, stk. 1, skal et barn, der er blindt, eller hvis syn er så nedsat, at det af den grund ikke kan følge undervisningen i den almindelige folkeskole eller dennes særlige undervisning for svagsynede børn, efter de iøvrigt i nærværende kapitel nærmere fastsatte bestemmelser modtage undervisning i en af de i § 6 nævnte skoler.

Den skolepligtige alder indtræder ifølge stk. 2, fra og med det skoleår, hvis begyndelse falder i det kalenderår, barnet fylder 7 år. Skoleundervisningen kan dog på visse betingelser påbegyndes på et tidligere tidspunkt. Herved gennemføres en tilsvarende regel som folkeskolens om undervisningspligtens påbegyndelse, idet det ikke er fundet nødvendigt på dette punkt at opretholde 1926-lovens særordning, hvorefter undervisningspligten normalt indtrådte med det skoleår, som begyndte i det kalenderår, i hvilket barnet fyldte 8 år.

Derimod fastsætter stk. 3 i lighed med den hidtidige lovs regel undervisningspligtens varighed til normalt 10 år. Opretholdelsen af denne ordning er fundet nødvendig under hensyn til de særlige vanskeligheder, undervisningen af disse børn er forbundet med. Skolegangen vil herefter normalt vare til det 17. år, men kan dog ifølge stk. 3, 2. punktum, i særlige tilfælde efter socialministerens beslutning udstrækkes til det 18. år. Herved vil det i givet fald kunne forhindres, at forældre får en påbegyndt erhvervsuddannelse på blindeinstituttet afbrudt.

Når et barns blindhed eller svækkede syn i det i stk. 1 nævnte omfang først indtræder eller konstateres i en senere alder, men dog inden dets fyldte 17. år, skal det ifølge stk. 4 straks undergives undervisning efter lovens regler. Spørgsmålet om undervisningspligtens varighed i sådanne tilfælde samt i andre tilfælde, hvor særlige forhold gør sig gældende, skal i tvivlstilfælde forelægges socialministeren til afgørelse efter forhandling med blindenævnet. Dog kan skoletiden for disse børn ikke overstige 10 år.

Stk. 5 bestemmer, at den foran nævnte skoleundervisning kan bortfalde, når der ved hjemmeundervisning eller på anden måde sørges for barnets undervisning og almindelige udvikling, således at de trufne foranstaltninger ikke strider mod barnets tarv.

Ifølge § 6 driver staten i fornødent omfang børnehaver og børnehjem samt kostskoler og andre skoler for blinde og stærkt svagsynede, og der kan på visse betingelser oprettes lignende institutioner ved kommunal eller privat foranstaltning.

Der gives endvidere mulighed for at anbringe sådanne børn under skolealderen i anerkendte børneforsorgsinstitutioner.

Kapitel IV (§§ 7 og 8).

Videregående undervisning og erhvervsmæssige foranstaltninger:

Ifølge § 7 påhviler det socialministeren at sørge for, at der gives blinde og stærkt svagsynede adgang til videregående undervisning og erhvervsmæssig uddannelse, ligesom staten i fornødent omfang skal drive uddannelsesskoler for de pågældende personer. Der åbnes endvidere mulighed for at iværksætte særlig efterskoleundervisning, aftenskole- og højskolekurser, svarende til den undervisning, seende personer har adgang til. Reglerne bygger på de hidtil gældende principper om statens pligt til at afholde sådanne udgifter. Ved § 23, stk. 1, ophæves reglen i forsorgslovens § 258, stk. 1, 3. pkt., om kommunernes pligt til at afholde udgifterne ved undervisning, der efter anvisning af et blindeinstitut finder sted uden for dette — en bestemmelse, som i praksis ikke længere spillede nogen rolle.

Det påhviler efter § 8, stk. 1, socialministeren i fornødent omfang at lade iværksætte en særlig arbejdsanvisning for blinde og stærkt svagsynede samt at gennemføre foranstaltninger, dertager sigte på at yde blinde og stærkt svagsynede råd og vejledning ved deres etablering som selvstændigt erhvervsdrivende og under udøvelsen af deres erhvervsvirksomhed.

Den erhvervsmæssige placering af blinde er hidtil hovedsagelig sket gennem blindeinstituttet i København og Dansk Blindesamfund, for arbejdsanvisningens vedkommende desuden i et vist omfang gennem de særlige afdelinger for erhvervshæmmede. Erfaringen har dog vist, at disse opgaver er så specielle, at de kræver sagkyndigt personale, der også om fornødent kan træde hjælpende til, efter at den pågældende er blevet placeret i et erhverv. Arbejdet tænkes organiseret i forbindelse med Dansk Blindesamfund og må for arbejdsanvisningens vedkommende ske i nært samarbejde med de offentlige arbejdsanvisningskontorer.

Udvalget forudsatte i sin betænkning, at den omtalte arbejdsanvisning for blinde og stærkt svagsynede i så vid udstrækning, det er muligt, dækkes af de offentlige arbejdsanvisningskontorer.

Stk. 2 åbner mulighed for at yde økonomisk støtte til start af erhvervsvirksomhed eller anden erhvervsmæssig beskæftigelse, forsåvidt hjælpen ikke kan ydes i henhold til reglerne i lov om folkeforsikring. Socialministeren bemyndiges endvidere til at iværksætte foranstaltninger, der sigter på at yde selvstændigt erhvervsdrivende blinde og stærkt svagsynede, herunder sådanne, der er hjemmearbejdende, hjælp til indkøb af materialer og til afsætning af produktionen fra deres erhvervsvirksomhed.

Den sidstnævnte bestemmelse åbner mulighed for — i lighed med den i Norge og Sverige gennemførte ordning — ved statsstøtte at søge oprettet et centraldepot, der skal påtage sig fælles indkøb af materialer og sørge for afsætning af produktionen. Det er tanken, at denne institution samtidig skal søge at organisere hjemmearbejde for blinde, der er bundet til deres hjem, en arbejdsform, som de af blindekommissionen foretagne undersøgelser har vist meget stort behov for.

Ved stk. 3 bemyndiges socialministeren til at fremme erhvervsmæssige foranstaltninger for blinde og stærkt svagsynede, der ikke er i stand til at opnå en passende beskæftigelse i det almindelige erhvervsliv.

Bestemmelsen, der svarer til § 17 i loven om foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre, tager sigte på de særlige værksteder, hvor blinde kan arbejde under „beskyttede" forhold, herunder navnlig „Blindes Arbejde" A/S, som hidtil har arbejdet under meget dårlige værkstedsforhold, bl. a. på grund af den begrænsede offentlige støtte.

Kapitel V (§§ 9—15).

Andre foranstaltninger:

Ifølge § 9 skal blinde, der på grund af fysiske eller psykiske mangler i forbindelse med deres blindhed ikke er i stand til at klare sig selv, kunne optages i dertil egnede hjem.

Der findes allerede for blinde en række institutioner af denne art, som er anerkendt til statstilskud efter § 67 i loven om offentlig forsorg.

Ifølge § 10 ansætter socialministeren efter indstilling fra blindenævnet i fornødent omfang konsulenter til at bistå ved gennemførelsen af foranstaltninger i henhold til nærværende lov.

De nærmere retningslinier for konsulenternes virksomhed fastsættes af socialministeren efter indstilling fra blindenævnet.

Dansk Blindesamfund har i en række tilfælde ydet personlig bistand til blinde gennem sine medlemmer, og der har vist sig at være et meget stort behov for en sådan hjælpevirksomhed. Dette har ført til en forsorgsmæssig ordning med ansættelse af en lønnet blindekonsulent. Det er tanken at bygge videre på de erfaringer der herved er opnået.

I §§ 11-13 omhandles en række andre foranstaltninger, således den af staten drevne øjenklinik, trykkeri og bibliotek for blinde og laboratorier og samlinger af særlige hjælpemidler.

Ved §14 bemyndiges socialministeren til at sørge for, at der — i det omfang, udgiften ikke kan afholdes i henhold til reglerne i lov om folkeforsikring — stilles de fornødne midler til rådighed for blinde og stærkt svagsynede til anskaffelse af særlige apparater eller andre genstande til lettelse af deres daglige tilværelse samt til hel eller delvis fribefordring, evt. med ledsager eller førerhund, med offentlige befordringsmidler.

§ 15 giver mulighed for med mellemrum at gennemføre efterundersøgelse af blindes og stærkt svagsynedes forhold, hvilket er anset for ønskeligt af hensyn til planlægningsarbejdet.

Kapitel VI (§§ 16—21).

Almindelige bestemmelser:

I dette kapitel gives en række almindelige regler om betaling for institutionsophold (§ 16), om anbringelse af børn mod forældrenes vilje (§ 17), om tilsyn med undervisningen (§ 18) og om lærerråd og forældreråd ved statens institutter og skoler (§§ 19 og 20).

Kapitel VII (§§ 22—23).

Udgifternes afholdelse m. v.:

§ 22 giver nærmere regler om statens afholdelse af udgifterne til de i loven omhandlede foranstaltninger og om ydelse af tilskud. Bestemmelsen er en følge af den i forsorgsloven fastslåede ordning, hvorefter staten har ansvaret for blindeforsorgen. De nødvendige beløb bevilges på de årlige finanslove.

Ved § 23, stk. 1, ophæves som nævnt lov nr. 57 af 31. marts 1926 om blinde børns undervisning samt bestemmelserne i § 258, stk. 1, 3. punktum, og stk. 3-5, i lov om offentlig forsorg.

Stk. 2 bemyndiger regeringen til — forsåvidt angår Færøerne efter forhandling med det færøske hjemmestyre ved kongelig anordning at sætte loven i kraft for Færøerne og for Grønland med de lempelser, som ifølge de særlige stedlige forhold måtte findes hensigtsmæssige.

Lovforslaget blev under behandlingen i folketinget mødt med sympati og velvilje fra alle sider. Flere af ordførerne fremhævede som noget betydningsfuldt de bestemmelser, som tilsigtede en mere effektiv støtte til undervisning, uddannelse og de blindes erhvervsmæssige placering i samfundet. Også konsulentordningen fandtes af flere ordførere at kunne få stor betydning som en både menneskelig og erhvervsmæssig hjælp for disse vanskeligt stillede mennesker.

Efter udvalgsbehandlingen mellem 1. og 2. behandling foretoges enkelte ændringer af redaktionel karakter, ligesom den oprindeligt i § 23 fastsatte ikrafttrædelsesdato (1. april 1956) udgik.

Ved 2. og 3. behandling udtalte Frederik Lynge (Grønland) og P. M. Dam (S) begge deres glæde over lovforslaget og ønsket om, at loven snart i medfør af § 23 ved kongelig anordning måtte blive sat i kraft for Grønland og Færøerne.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt.