Forslaget til nærværende lov var, efter hvad indenrigsministeren oplyste i sin fremsættelsestale, „udarbejdet på grundlag af en betænkning, som i april 1954 blev afgivet af det af indenrigsministeriet nedsatte udvalg vedrørende sygeplejerskemanglen. Udvalget havde allerede i 1949 afgivet en betænkning om afhjælpning af den akutte mangel på sygeplejersker.

De nugældende lovbestemmelser vedrørende sygeplejerskers autorisation og forhold iøvrigt findes i lov nr. 140 af 26. april 1933 om autoriserede sygeplejersker, således som denne lov er ændret ved lov nr. 133 af 30. marts 1942 og lov nr. 286 af 18. juni 1951.

Da disse regler ikke længere kan betragtes som tilfredsstillende på alle punkter, foreslås der en række ændringer i forhold til den hidtil gældende lovgivning.

Det foreslås således, at betegnelsen sygeplejerske — men derimod ikke det at pleje syge — skal være forbeholdt autoriserede sygeplejersker, medens disse under den nuværende ordning kun har eneret til betegnelsen autoriseret sygeplejerske. Endvidere foreslås betingelserne for at opnå autorisation ændret som følge af udvalgets forslag til en omlægning af sygeplejerskeuddannelsen; de nærmere regler for uddannelsen skal gives ved en kgl. anordning.

Endelig foreslås oprettet et sagkyndigt uddannelsesnævn på mindst 5 og højst 10 medlemmer, der skal være rådgivende for sundhedsstyrelsen i spørgsmål vedrørende sygeplejerskeuddannelsen, og som i samarbejde med sundhedsstyrelsen skal virke for, at uddannelsen kommer til at svare til de krav, der til enhver tid må stilles. I denne forbindelse vil jeg gerne pege på, at udviklingen i de sidste 20 år såvel med hensyn til sygdomsbehandlingen som sygdomsforebyggelsen har medført, at kravene til sygeplejerskerne og til deres uddannelse er blevet betydeligt skærpet; denne udvikling vil utvivlsomt fortsætte fremover.

Ved opbygningen af forslaget til lov om sygeplejersker har man iøvrigt fulgt princippet i loven om udøvelse af lægegerning og loven om udøvelse af jordemodergerning, således at man i de enkelte afsnit præciserer betingelserne for at opnå autorisation, sygeplejerskens pligter, reglerne om tilsyn og straffebestemmelser."

Om lovens nærmere indhold skal følgende anføres:

Kapitel I (§§ 1-4) omhandler retten til at udøve virksomhed som sygeplejerske.

I § 1 fastslås det, at alene den, der har modtaget autorisation, er berettiget til at udøve virksomhed som og betegne sig som sygeplejerske.

Loven udelukker ikke, at mænd uddannes og autoriseres, og flertallet i det foran omtalte udvalg forudsatte, at der åbnes adgang for mænd til sygeplejeuddannelse med efterfølgende autorisation som sygeplejer for øje. Det bemærkes herved, at overgangsreglen i § 15, som giver adgang for sygeplejersker, der er uddannet efter den hidtidige ordning, men ikke har opnået autorisation, til på visse betingelser at opnå en sådan, også vil kunne anvendes på mænd.

§ 2, stk. 1-3, indeholder betingelserne for at opnå autorisation.

Ifølge stk. 1 meddeles autorisation til at udøve virksomhed som sygeplejerske og betegne sig som sygeplejerske efter begæring den, der har gennemgået sygeplejeforskole og en 3-årig uddannelse med forkursus, og som har bestået afsluttende eksamen og modtaget eksamensbevis ved en af sundhedsstyrelsen godkendt sygeplejeskole.

Bestemmelsen fik sin endelige affattelse efter udvalgsbehandlingen mellem 1. og 2. behandling i folketinget.

I udvalgets betænkning anføres bl. a.:

„Udvalget har fra indenrigsministeren modtaget et udkast til den i lovforslagets § 2, stk. 5, omhandlede kongelige anordning om sygeplejerskeuddannelsen, hvorefter grunduddannelsen består af en forskole i 2 dele af tilsammen ca. 5½ måneds varighed og en 3-årig uddannelse. Ministeren har overfor udvalget givet tilsagn om ved udarbejdelsen af anordningen at foranledige, at betegnelsen „forskole" alene anvendes om den del af uddannelsen, der i det nævnte udkast er betegnet som forskolens 1. del, og at det som forskolens 2. del betegnede kursus forud for den 3-årige uddannelse i anordningen benævnes „(sygepleje)forkursus". Dettes varighed er 2 måneder.

Indenrigsministeren er enig med udvalget om, at fordringerne ved den prøve i fagene dansk (skriftlig opgave), regning (anvendelsen af almindelige regningsarter) og naturlære (fysik og kemi), som kræves bestået, inden det nævnte kursus (forskolens 2. del) påbegyndes, i alle de nævnte fag skal være på højde med de til enhver tid gældende fordringer ved mellemskoleeksamen.

Ministeren er indforstået med, at en 2-årig uddannelse på kolonien Filadelfia regnes som 1 år af den 3-årige uddannelse.

Autorisation kan dog ifølge stk. 2 ikke meddeles den, der må antages at være farlig for sine medmennesker under udøvelse af virksomhed som sygeplejerske enten på grund af legemlige mangler eller varig eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvadenten denne skyldes sygdom eller misbrug af alkohol, lægemidler og deslige, eller på grund af udvist grov uduelighed. Autorisationen kan endvidere nægtes under de i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.

Ifølge sidstnævnte bestemmelse kan den, der er dømt for et strafbart forhold, under visse betingelser udelukkes fra at udøve virksomhed, som kræver en særlig autorisation eller godkendelse.

Stk. 3 kræver afgivelse af en skriftlig forsikring om samvittighedsfuldt at ville opfylde pligterne som sygeplejerske.

Ifølge stk. 5 fastsættes de nærmere regler for uddannelsen ved kongelig anordning.

§ 3 giver i lighed med den hidtidige ordning mulighed for at give personer, der er uddannet i udlandet, autorisation som sygeplejerske.

Må det antages, at en sygeplejerske er farlig for sine medmennesker under udøvelse af sygeplejegerning på grund af legemlige mangler eller sådan sjælstilstand eller uduelighed, som efter § 2, stk. 2, udelukker autorisation, afgiver sundhedsstyrelsen ifølge § 4, stk. 1, til indenrigsministeren indstilling om, at der trænes foranstaltninger til, at retten til at udøve virksomhed som sygeplejerske fratages vedkommende. Forinden sundhedsstyrelsen afgiver sin indstilling, skal sagen forelægges retslægerådet. Endvidere skal der gives vedkommende lejlighed til at erklære sig skriftligt eller mundtligt, og pågældende skal opfordres til at erklære, om hun ønsker sagen afgjort ved dom eller underkaster sig indenrigsministerens afgørelse. Afgives den sidstnævnte erklæring ikke inden en frist af 14 dage, vil sagen være at indbringe for underretten.

Stk. 2 giver adgang til at optræde ved tillidsmand under sagens behandling i sundhedsstyrelsen og til at gøre sig bekendt med samtlige sagens akter, som de foreligger for sundhedsstyrelsen.

Ifølge stk. 3 kan sundhedsstyrelsen i påtrængende tilfælde, hvor sygeplejerskens fortsatte virksomhed skønnes at frembyde overhængende fare, midlertidigt fratage hende retten til at udøve virksomhed som sygeplejerske. Sundhedsstyrelsen skal da straks gøre indberetning til indenrigsministeren, der stadfæster eller ophæver sundhedsstyrelsens beslutning.

Stk. 4 giver nærmere regler om de tilfælde, hvor afgørelsen skal trænes ved dom og om virkningen af eventuel anke.

Ifølge stk. 5 kan den pågældende sygeplejerske om fornødent opfordres til at underkaste sig lægeundersøgelse, eventuelt ved hospitalsindlæggelse, og bestemmelsen angiver nærmere, hvilke regler der skal følges i tilfælde af hendes vægring herved.

Indenrigsministeren kan ifølge stk. 6 efter ansøgning meddele en person, hvem retten til at udøve virksomhed som sygeplejerske er frataget, tilladelse til påny at udøve sådan virksomhed, såfremt de fratagelsen begrundende omstændigheder ikke længere findes at være tilstede. Dersom ministeren afslår ansøgningen, kan vedkommende på visse nærmere angivne betingelser begære denne afgørelse prøvet ved domstolene.

Stk. 8 giver adgang for en sygeplejerske til selv at fraskrive sig retten til at udøve virksomhed og betegne sig som sygeplejerske for tid eller indtil videre.

Reglerne i § 4 svarer for en stor del til de regler, der gælder for læger og jordemødre.

Kapitel II (§§ 5 og 6) omhandler sygeplejerskens pligter og fastslår bl. a. den hidtil gældende regel, at en sygeplejerske under udvøvelsen af sin gerning er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.

Bestemmelsen må ses i sammenhæng med straffebestemmelsen i § 10, stk. 1.

Det bestemmes endvidere, at det er sygeplejersken forbudt at ændre den af en læge ordinerede behandling, ligesom en bestemmelse om hendes tavshedspligt, jfr. straffelovens § 263, stk. 2, er optaget i loven.

Bestemmelserne i kapitel III (§§ 7 og 8) om tilsyn med sygeplejersker og sygeplejebureauer svarer i alt væsentligt til de hidtil gældende regler.

Kapitel IV (§§ 9-12) indeholder en række straffebestemmelser.

I § 9 fastsættes i lighed med den hidtidige ordning bødestraf for uberettiget at udgive sig for at være sygeplejerske.

En sygeplejerske, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sit kald, straffes ifølge § 10, stk. 1, med bøde eller hæfte.

Andre overtrædelser af de i loven indeholdte eller med hjemmel heri fastsatte regler straffes ifølge stk. 2, forsåvidt den begåede forseelse ikke efter den gældende lovgivning medfører strengere straf, med bøde.

Også den sidstnævnte bestemmelse hjemlede i sin oprindelige formulering mulighed for hæftestraf, men dette ændredes efter udvalgsbehandlingen.

Ifølge § 11 behandles sagerne, bortset fra bestemmelserne i § 10, stk. 1, normalt som politisager.

Kapitel V (S 13) indeholder bestemmelser om det i ministerens fremsættelsestale foran omhandlede uddannelsesnævn.

Nævnets sammensætning fremgår af § 13, stk. 1, der ændredes under behandlingen i folketinget og i sin endelige formulering har følgende ordlyd:

„Der oprettes et sagkyndigt uddannelsesnævn, bestående af 10 medlemmer. Medlemmerne udpeges af indenrigsministeren efter indstilling af sundhedsstyrelsen. I nævnet skal følgende være repræsenteret: Sygehusforeningen i Danmark med 3 medlemmer, Københavns kommune med 1 medlem, statens hospitalsvæsen med 1 medlem og Dansk Sygeplejeråd med 1 medlem. Endvidere bør 1 medlem være sagkyndigt i undervisningsspørgsmål (pædagog). Indenrigsministeren beskikker et af nævnets medlemmer til formand for nævnet."

De nærmere regler for nævntes virksomhed fastsættes ifølge stk. 5 af indenrigsministeren.

I kapitel VI (§§ 14-16) findes overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser.

Loven træder i kraft den 1. juli 1956, og samtidig ophæves lov nr. 140 af 26. april 1933 om autoriserede sygeplejersker. Sidstnævnte lov gælder dog indtil videre uændret for Færøerne, idet regeringen bemyndiges til efter forhandling med det færøske hjemmestyre ved kongelig anordning at sætte den nye lov i kraft på Færøerne med de ændringer, som følger af øernes særlige forhold.

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse i folketinget, og det erkendtes fra alle sider, at udviklingen indenfor sygeplejen stillede stadigt større krav til sygeplejerskerne, som kunne begrunde en ajourføring af de for disse og deres uddannelse gældende regler.

Fra flere af ordførernes side blev der ved 1. behandling givet udtryk for en vis frygt for, at vægten ville blive lagt så stærkt på den faglige uddannelse, at der ikke i tilstrækkelig grad toges hensyn til de menneskelige egenskaber hos eleverne. Ligeledes fremhævedes det fra flere sider, at kravene ved eksaminer og prøver under uddannelsen ikke burde gøres så store, at de udelukkede elever med folkeskoleundervisning som forudsætning for adgang til sygeplejerskeuddannelse. Skønt loven henlagde de nærmere uddannelsesreglers fastsættelse til en kongelig anordning, ønskedes det navnlig fra konservativ side, at i hvert fald rammerne og varigheden kom til at fremgå af selve loven.

De større krav til uddannelsen ville også efter fleres opfattelse skabe vanskeligheder for de mindre sygehuse, hvis undervisning i flere henseender måtte anses for værdifuld. Endelig fremhævedes det, at sygeplejehøjskolernes stilling ikke burde forringes.

Der var et almindeligt ønske om en ændret formulering af bestemmelsen om uddannelsesnævnets sammensætning, bl. a. således, at det fremgik af loven, at Dansk Sygeplejeråd skulle være repræsenteret i nævnet.

Flere af ordførerne fandt straffebestemmelserne for strenge, navnlig burde de i § 9, stk. 2, omhandlede overtrædelser normalt ikke kunne medføre strengere straf end bøde.

Udvalgsarbejdet mellem 1. og 2. behandling resulterede i en række ændringer, som imødekom de fleste af de rejste indvendinger.

Om disse ændringer henvises til de ovenfor ved de enkelte paragraffer gjorte bemærkninger.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 139 stemmer.