Loven har følgende indhold:

Fra og med finansåret 1956-57 forhøjes det i lov nr. 71 af 27. februar 1946 om sygehusvæsenet, jfr. lov nr. 148 af 31. marts 1949 og lov nr. 134 af 29. april 1955 [årbog 1954-55, side 213], omhandlede tilskud fra den fælleskommunale udligningsfond til nedbringelse af kommunernes udgifter til drift af sygehuse således: Det i § 8, stk. 1, omhandlede tilskud pr. indbygger forhøjes til 16 kr. 90 øre, og det i § 8, stk. 2, omhandlede tilskud pr. sygedag forhøjes til 9 kr.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres:

„Ved lov nr. 134 af 29. april 1955 om ændring i lov om sygehusvæsenet blev de i henhold til sygehusloven ydede tilskud fra den fælleskommunale udligningsfond til nedbringelse af kommunernes udgifter til drift af sygehusene fra og med finansåret 1955-56 forhøjet til 15 kr. 65 øre pr. indbygger og 8 kr. 10 øre pr. sygedag.

I henhold til disse tilskudssatser vil der for finansåret 1956-57 tilfalde kommunerne et samlet tilskud fra den fælleskommunale udligningsfond på ca. 134 mill. kr. Det anførte tilskud er i overensstemmelse med sygehuslovens almindelige bestemmelser beregnet på grundlag af de fra kommunerne modtagne opgørelser over sygehusudgifterne i finansåret 1954-55, som viser, at de samlede tilskudsberettigede nettoudgifter exclusive udgifterne til driften af kommunale tuberkuloseafdelinger i dette år har beløbet sig til ca. 250 mill. lir. Dette beløb er ca. 27 mill. kr. større end de tilsvarende udgifter i finansåret 1953-54, der blev lagt til grund ved fastsættelsen af de gældende tilskudssatser i 1955.

Under henvisning hertil har indenrigsministeriet fundet det rimeligt at imødekomme en af de kommunale organisationer fremsat henstilling om, at tilskuddet i overensstemmelse med forhøjelsen i 1955 fastsættes til 60 pct. af de tilskudsberettigede nettoudgifter, hvilket giver et samlet tilskud for finansåret 1956-57 på ca. 150 mill. kr. Det nævnte beløb foreslås som sædvanligt fordelt ligeligt på indbygger- og sygedagstilskud. Indbyggertilskuddet vil herefter være at forhøje fra 15 kr. 65 øre til 16 kr. 90 øre og sygedagstilskuddet fra 8 kr. 10 øre til 9 kr., idet man i overensstemmelse med tidligere praksis agter at lægge indbyggertallet fra den seneste folketælling til grund for beregningen af indbyggertilskuddet."

Lovforslaget henvistes i folketinget til et udvalg, der bl. a. drøftede spørgsmålet om ændring af reglerne for udbetaling af tilskuddene, da den hidtidige ordning ikke fandtes at virke helt retfærdigt overfor kommuner med stærkt voksende indbyggertal.

Man var iflg. udvalgets betænkning af den opfattelse, „at det vil være rigtigst ved dette tilskuds beregning at lægge det faktiske folketal til grund indenfor de områder, hvor befolkningstilvæksten er særlig stor, mens det i andre områder, som det hidtil har været tilfældet, må være det senest foreliggende folketal i henhold til folketællingen, der danner grundlag for tilskudsberegningen."

Endvidere drøftede udvalget spørgsmålet om ekstra tilskud til sygehuse, for udgifter ved behandling af tilskadekomne trafikanter. Der var i udvalget enighed om det urimelige i, at sygehusejerne skal bære en så stor del af udgifterne, som det nu er tilfældet. Udvalget var af den opfattelse, at disse udgifter burde afholdes af motorafgifterne.

Angående tilskudsfordelingen udtalte indenrigsministeren ved lovforslagets 2. behandling:

„Jeg har bemærket, hvad der er skrevet i betænkningen om det ønskelige i ved beregningen af det tilskud, der her er tale om, at lægge det faktiske folketal til grund indenfor de områder, hvor befolkningstilvæksten er særlig stor. Men ligger det ikke sådan, at dette spørgsmål ikke har synderlig stor interesse i forbindelse med det foreliggende lovforslag? Som bekendt er et forslag til ny sygehuslov til behandling i et udvalg, og i det forslag er vi gået bort fra det nu eksisterende beregningsgrundlag og over til et nyt, for hvilket folketallet ingen betydning vil få. Hvad angår ordningen for indeværende år, har spørgsmålet jo ikke nogen praktisk betydning, da den er bundet til det folketal, som fremgår af den sidste folketælling. Forsåvidt det nævnte nye forslag går igennem, har spørgsmålet altså ingen praktisk interesse."

Lovforslaget mødte tilslutning fra samtlige partier med undtagelse af retsforbundet, hvis ordfører, Oluf Pedersen, ved 2. behandling begrundede partiets stillingtagen til sagen således:

„Vi må fastholde, at det er bedre at svare en del af jordrenten til dækning af amternes udgifter end at svare personlige skatter af arbejdsindtægter, også når det gælder sygehusudgifter; derfor er vi imod dette lovforslag, som vi var imod dets forgængere.

Derimod sagde jeg allerede ved første behandling, at der var grund til at se nærmere på, hvem der burde betale for de tilskadekomne ved færdselsulykker. Der har været drøftet en særlig forsikring, som skulle betales af de motorkørende; men mange ulykker skyldes jo andre vejfarendes uagtsomhed, ligesom en sådan ordning ville give ny administration med opkrævning o. s. v. Derfor vil jeg give tilslutning til den opfattelse, som også udvalget er enedes om ifølge betænkningen, at sygehusudgifter i forbindelse med trafikulykker — jeg går ud fra, at det drejer sig om en rimelig del af disse udgifter — hvor motortrafikanter er implicerede, skal afholdes af motorafgifterne."

Thorkil Kristensen (V) kunne heller ikke give lovforslaget sin tilslutning. Han udtalte ved sagens 3. behandling:

„Da den tilsvarende lov var til behandling i fjor, gik jeg imod den forhøjelse af sygehustilskuddet, som dengang blev vedtaget, idet jeg mener, at det er til skade for kommunernes tendens til at føre den fornødne økonomisk forsigtige politik i spørgsmålet om de meget stærkt stigende sygehusudgifter.

Det blev imidlertid vedtaget i fjor, at man skulle forhøje tilskuddet til normalt at dække 60 pct. af udgifterne. Jeg er naturligvis klar over, at hvis det er folketingets flertals faste vilje, at 60 pct. i fremtiden skal være normen, kan dette ikke forhindres, og så må vi alle indstille os derpå. Jeg mener imidlertid, det ville være forkert, hvis man på nuværende tidspunkt binder sig til en sådan linie, bortset fra at jeg personlig synes, den er forkert. Når jeg ikke mener, at tidspunktet til at tage stilling er inde, er det, fordi vi i øjeblikket befinder os i en situation, hvor forskellige forhold, der har berøring med denne sag, er til forhandling. Vi forhandler om hele spørgsmålet om byrdefordelingen i skattereformudvalget — jeg går ud fra, at det er meningen, at disse forhandlinger skal videreføres i næste folketingsår — og i disse forhandlinger hører dette spørgsmål jo hjemme. Vi forhandler også om amtsskatternes omlægning, et problem, som vi har rejst fra venstres side. Også dette har meget nær berøring med dette spørgsmål, idet det ikke mindst er de stærkt stigende amtsskatter i visse amtskommuner, der har fremkaldt ønskerne om større sygehustilskud.

Vi forhandler fremdeles om motorafgifterne og deres anvendelse, og som det fremgår af udvalgets betænkning, har man været inde på det spørgsmål, at de skaderamte fra motorulykker bør have deres sygehusomkostninger dækket gennem motorafgifterne i større eller mindre udstrækning. Desuden mener jeg, at man ikke for alvor har behandlet det problem, jeg rejste i fjor, nemlig at da de bestående sygehustakster flere steder er altfor lave i forhold til omkostningerne, giver de ikke den tilstrækkelig opmuntring til forsigtighed, heller ikke hos lægerne, så at undertiden patienter indlægges, som det ikke var nødvendigt at indlægge.

Af disse grunde kan jeg heller ikke i år medvirke til den foreslåede forhøjelse af sygehustilskuddet. Jeg beklager, at dette ikke fremgår af betænkningen. Jeg var forhindret i at deltage i det udvalgsmøde, hvor betænkningen blev afgivet, og var for sent opmærksom på, at betænkningen var blevet afgivet. Derfor ser det af udvalgets betænkning ud, som om jeg er med til at indstille lovforslaget til vedtagelse, hvilket altså ikke er tilfældet."

Lovforslaget vedtoges med 124 stemmer mod 7 (DR og Thorkil Kristensen), idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.