Efter loven skal de i lovbekendtgørelse nr. 377 af 22. december 1954 om midlertidige ændringer i reglerne om påligning af indkomst- og formueskat til staten (årbog 1954-55, side 84) indeholdte ligningsregler, der havde gyldighed for skatteåret 1955-56, også gælde for 1956-57, dog med enkelte ændringer.

Disse ændringer er optaget i en ny lovbekendtgørelse nr. 305 af 13. december 1955 og nærmere omtalt i skattedepartementets cirkulære nr. 198 af 23. december 1955.

Om ændringerne i lovbekendtgørelsens bestemmelser anføres:

Til § 2.

I stk. 2 har man indført nye regler for, hvordan indkomsten skal opgøres for en person, der tilflytter Danmark. Det foregående indkomstårs indtægt skal ikke længere lægges til grund i disse tilfælde, men i stedet skal man beregne, hvilken indkomst den pågældende kan forventes at ville få i den kommende skattepligtsperiode, iøvrigt efter en lignende fremgangsmåde som den, der allerede benyttes ved enkeansættelser i henhold til statsskattelovens § 7, stk. 6. Det bemærkes dog, at ansættelsen ved tilflytning ubetinget skal ske på grundlag af den fremtidige indtægt, selvom denne måtte være større end indkomsten i det foregående indkomstår. Opgørelsen af den skattepligtige indkomst sker iøvrigt efter lovgivningens almindelige regler.

I stk. 3. omhandles den ansættelse, som skal finde sted ikke for selve tilflytningsåret, men for det efterfølgende skatteår. For dette skatteår skal den pågældende ansættes på tilsvarende måde som nævnt i stk. 2., medmindre han indenfor det foregående kalenderår har haft skattepligtigt ophold her i landet i et tidsrum af mindst 6 måneder, i hvilket tilfælde man benytter den faktiske indtægt i dette tidsrum som udgangspunkt for ansættelsen af den skattepligtige indkomst.

I stk. 4. omhandles skattefradragsrettens gennemførelse, på hvilket punkt den foreskrevne fremgangsmåde afviger fra den fremgangsmåde, som følges ved enkeansættelser i henhold til statsskattelovens § 7, stk. 6. Man må, da den pågældende endnu ikke har betalt skat her i landet, konstruere et skattefradrag, og loven angiver — i modsætning til den ovenfor omtalte regel i statsskattelovens § 7, stk. 6 — direkte, hvorledes beregningen skal finde sted.

I stk. 5. foreskrives, at der, hvor en anslået fremtidig indkomst foreløbig er lagt til grund, skal ske regulering ved skatteårets udløb. Denne regulering skal altså ikke finde sted i de i stk. 3 omhandlede tilfælde, hvor ansættelsen er baseret på den faktiske indkomst i en del af det foregående kalenderår.

Hvor reguleringen skal finde sted, skal den ske i overensstemmelse med de i stk. 1-4 nævnte principper, hvilket bl. a. indebærer, at man også ved den endelige ansættelse arbejder med et beregnet skattefradrag, udfundet i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 4.

Til § 4.

Efter de hidtil gældende regler, der har været i kraft siden skatteåret 1951-52, gives der for plejebørn, for hvis pleje der ydes vedvarende vederlag, ikke børnefradrag, såfremt vederlaget er mindst henholdsvis 800 kr., 700 kr. og 600 kr. i de i lovbestemmelsen omhandlede områder A—C. Disse beløbsgrænser er nu forhøjet, således at plejevederlaget kan udgøre en faders normalbidrag + 25 pct., forinden plejeforældrenes ret til børnefradrag og børnetilskud falder bort.

Til § 5.

Bestemmelserne om nedslag i indkomsten for aldersrentemodtagere m. fl. er i forhold til de gældende regler ændret både med hensyn til maksimalindkomstbeløbene og nedslagsbeløbene, idet disse beløb for skatteåret 1956-57 er fastsat således:

[Se oversigt i Folketingsårbogen, 1955-56, side 68].

Endvidere er der sket den ændring, at nedslaget ikke kan overstige halvdelen af forskellen mellem den skattepligtige indkomst og maksimalindkomsten. Hvis således en forsørger i København, der omfattes af bestemmelserne, har en skattepligtig indkomst på 7 000 kr., bliver nedslaget halvdelen af forskellen mellem 11 000 kr. og 7 000 kr., 4 000 kr., eller 2 000 kr.

Om disse ændringer anførte finansministeren ved fremsættelsen:

„Med hensyn til ... det nedslag, der ydes for nedsat erhvervsevne til aldersrentemodtagere m. fl. og til personer, der er fyldt 65 år, gælder, at man, siden nedslagsreglerne første gang gennemførtes med virkning for skatteåret 1948-49, hvert år har ændret satserne, således at man på det nærmeste har undgået stigning i rentemodtagernes skat som følge af de gennemførte forhøjelser af rentebeløbene. Også i 1955 vil rentemodtagerne få en noget større indkomst som følge af, at renten er steget, og man har derfor også i det foreliggende forslag søgt at undgå sådan stigning af skatten.

Herudover er der foretaget en betydningsfuld ændring af den måde, hvorpå nedslaget beregnes. Dels er den indkomstgruppe, indenfor hvilken der kan gives nedslag, udvidet væsentligt. Jeg kan som eksempel nævne, at maksimalindkomsten for henholdsvis forsørgere og ikke-forsørgere i hovedstadsområdet efter de gældende regler er henholdsvis 7 300 kr. og 5 200 kr., men efter forslaget henholdsvis 11 000 kr. og 7 500 kr. Og dels er nedslaget foreslået beregnet som halvdelen af — mod efter de gældende regler hele — forskellen mellem den skattepligtige indkomst og maksimalindkomsten. Herved opnår man, at den stigning i skatten, som jo er en uundgåelig følge af stigende indkomst, bliver mere lempelig, eller, som man også kan udtrykke det, at aftrapningen af nedslagsbeløbene bliver mindre brat.

Endvidere opnår man, at der også tages hensyn til de såkaldte "selvpensionister", hvis forhold, som det vil være det høje ting bekendt, tidligere har været genstand for drøftelser her i tinget. Selvom en del af den kritik, som har været fremsat fra "selvpensionisterne"s side, retter sig mod forhold, der ikke kan rådes bod på ad skattelovgivningens vej, har man dog fundet det rimeligt gennem de foretagne forhøjelser af maksimalindkomstbeløbene at åbne mulighed for nedsættelse af indkomstskatten for de selvpensionister, der er over 65 år, og hvis skattepligtige indkomst ikke overstiger beløb, der varierer fra 9 000 til 11 000 kr. for forsørgeres vedkommende og fra 6 500 til 7 500 kr. for ikke-forsørgeres vedkommende. Spørgsmålet om at lempe formueskatten for den samme gruppe af personer er ligeledes rejst flere gange, men det må tages op til overvejelse under behandlingen af udskrivningsloven for det kommende skatteår."

Til § 24.

I § 24 hjemles der som hidtil adgang for skatterådene til i visse tilfælde bevillingsmæssigt at indrømme nedsættelse i den skattepligtige indkomst for skatteydere, der i tiden mellem den 1. april 1950 og den 1. november 1955 første gang har etableret eller overtaget en selvstændig erhvervsvirksomhed, hvoraf de stadig er indehavere. Bestemmelsen svarer til de gældende regler bortset fra, at perioden, i hvilken etableringen eller overtagelsen skal have fundet sted, er forlænget, således at den omfatter tiden fra den 1. april 1950 til den 1. november 1955.

Det af finansministeren fremsatte lovforslag gennemførtes i folketinget med 3 ændringer, hvoraf den ene var af teknisk karakter. Den anden gik ud på at fastholde 1. april 1950 som skæringsdag i ligningslovens § 24 vedrørende skattelempelse for nyetablerede; finansministeren havde foreslået, at skæringsdagen skulle ændres til 1. april 1951, men han gik under sagens behandling med til at blive stående ved den hidtidige skæringsdag. Det tredie ændringsforslag gik ud på af lovforslaget at udtage en paragraf, hvorefter den ved lov nr. 308 af 6. oktober 1954 (årbog 1953-54, side 106) indførte begrænsning af adgangen til i indtægtsopgørelsen at fradrage udgifter til vedligeholdelse af visse ejendomme skulle forlænges for et år, så at begrænsningen også fik gyldighed for skatteåret 1957-58. Efter forhandling med finansministeren enedes man om at lade denne forlængelse bortfalde.

Under lovforslagets behandling i folketinget blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt der i ekstraordinære tilfælde burde kunne indrømmes lempelse i skatten for afholdte udgifter til befordring fra bopæl til arbejdsplads, idet man navnlig henviste til de store befordringsudgifter for arbejdere, som er beskæftiget på „Danfoss" fabrikken på Als.

Finansministeren gav efter henstilling fra udvalget tilsagn om at overveje, hvorvidt der i ganske ekstraordinære tilfælde kunne tilstås lempelse i skattebyrden i medfør af statsskattelovens § 37 eller § 28, jfr. § 23.

I overensstemmelse hermed anføres det i skattedepartementets cirkulære af 23. december 1955, at det „ikke bør være udelukket, at skatterådet efter andragende indrømmer nedsættelse af indkomstansættelsen i medfør af statsskattelovens § 28, jfr. § 23, når den skattepligtige som følge af ganske ekstraordinært store befordringsudgifter er vanskeligt økonomisk stillet.

Nedsættelse af indkomsten på dette grundlag bør i intet tilfælde udgøre et større beløb end det, hvormed udgiften ved benyttelsen af offentlige transportmidler ville overstige 600 kr. årligt. Endvidere bør det være en betingelse, at den heraf følgende skattelettelse er af betydning for den pågældendes økonomiske forhold i det hele. Endelig bør en nedsættelse af indkomsten som regel ikke komme i betragtning, hvis den pågældende har haft rimelig mulighed for at skaffe sig bopæl nærmere arbejdsstedet."

Udvalget indstillede iøvrigt i sin enstemmige betænkning til finansministeren at foranledige, at spørgsmålet om de handelsrejsendes fradrag for rejseudgifter optoges til overvejelse i forbindelse med den kommende skatteligning under hensyn til den i 1955 skete forhøjelse af tjenestemandsdiæterne.

Udenfor betænkningen stilledes af Alfred Jensen (DK) m. fl. en række ændringsforslag til lovforslagets 2. behandling.

Disse ændringsforslag gik ud på følgende:

1) Forhøjelse af de i statsskattelovens § 8, stk. 1-6, omhandlede fradrags- og indtægtsbeløb (vedrørende forsørgere) med 100 pct.

2) Forhøjelse af børnefradragene og af aldersgrænsen for de børn, hvis forsørgere kan få børnefradrag, fra 16 til 18 år.

3) Udvidelse af bestemmelserne i ligningslovens § 5 om skattelempelser for aldersrentemodtagere m. fl. til også at gælde tuberkulose- og polioramte. „Jeg ved vel", udtalte Alfred Jensen ved lovforslagets 2. behandling herom, „at der findes en bekendtgørelse fra finansministeriet om, at man kan give nedslag i indkomsten efter skøn, men efter min opfattelse er det bedre, at man ligestiller denne gruppe af medborgere med dem, som kommer ind under §§ 247 og 248, og derfor har vi stillet ændringsforslag nr. 3". Desuden skulle efter ændringsforslaget de samme lempelser komme enligstillede mødre og enker tilgode.

4) Sambeskatning af lærlinge og studerende under 18 år med familieoverhovedet, uanset om de pågældende har indtægter, der efter de gældende regler medfører selvstændig skattepligt. Forældrene ville ved denne ændring få mulighed for at opnå såvel børnefradrag som børnetilskud for de pågældende.

5) Indføjelse af en ny bestemmelse i statsskattelovens § 37, stk. 1, gående ud på, at der for arbejdsløshed udover 30 dage altid skulle eftergives et beløb svarende til skatten for ledighedsperioden.

Ved lovforslagets 2. behandling vedtoges de i betænkningen indeholdte ændringsforslag, mens kommunisternes ændringsforslag forkastedes.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt i den ændrede affattelse.