L 16 Lov om ændring i lov om omsætningsafgift af chokolade- og sukkervarer m. m.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1955-56
Status: Stadfæstet
Lov nr. 152 af 09-06-1956
Ved lov nr. 22 af 11. februar 1955 (årbog 1954-55, side 141) blev afgiften af chokolade- og sukkervarer, der hidtil havde været baseret på ren værdibeskatning, ændret til en kombineret vægt- og værdiafgift med en afgiftssats på 2 kr. pr. kg + 40 pct. af den afgiftspligtige værdi.

Denne omlægning bevirkede en lempelse af beskatningen af de egentlige chokoladevarer, hvilke varer som følge af en meget betydelig stigning i kakaobønneprisen var blevet stillet særlig ugunstigt i beskatningsmæssig henseende under den tidligere gældende meget høje værdiafgift. Omlægningen medførte endvidere en forhøjelse af beskatningen for sukkervarer o. lign. billigere varer.

Imidlertid fandt man det nu ønskeligt at lempe beskatningen særlig for de billigere varer, og det vedtoges ved nærværende lov at nedsætte vægtafgiftssatsen fra 2 kr. til 1,50 kr. pr. kg.

Loven trådte i kraft 20. juni 1956 i stedet for som oprindelig foreslået 1. juli 1956.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med 3 andre lovforslag om ændringer i bestående afgiftslove. Det mødte tilslutning fra alle sider og vedtoges enstemmigt med den nævnte ændring.
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), Alfred Bøgh (V), Poul Møller (KF), Aage Fogh (RV), Alvilda Larsen (DKP) og Knud Tholstrup (DR)