Lovforslaget, der tilsigtede indenfor rammerne af det i lov nr. 107 af 14. april 1955 om byggeri med offentlig støtte fastsatte samlede udlånsbeløb at overføre midler fra det sociale byggeri efter lovens kap. II til det private byggeri efter kap. V A., gik ud på foretagelse af følgende ændringer i ovennævnte lov:

1. I lovens § 17, stk. 1, der fastsætter, hvilken andel af det samlede rådighedsbeløb der kan stilles til rådighed for det sociale byggeri, foresloges satsen „50 pct." ændret til: „25 pct.".

2. For at der ikke skulle ske for store indskrænkninger i det egentlige sociale byggeri, var der til § 17 foreslået tilføjet følgende nye stk. 3: „Rådighedsbeløbet anvendes fortrinsvis til bevilling af lån til byggeforetagender, hvori der indrettes lejligheder til den mindstbemidlede del af befolkningen, jfr. § 18."

3. I lovens § 31, der omhandler lån til parcel- og rækkehusbyggeri for mindrebemidlede, var stk. 4, som har følgende indhold: „Indenrigs- og boligministeren kan med tilslutning af folketingets finansudvalg træffe bestemmelse om, at en del af det i stk. 1 nævnte rådighedsbeløb overføres til anvendelse til byggeri i medfør af kapitel V og VI", foreslået ændret således, at ordene „kapitel V og VI" erstattes med: „kapitel II, V og VI".

4. I lovens § 35, stk. 1, der fastsætter, hvilken del af rådighedsbeløbet der kan stilles til rådighed for det private byggeri, var det foreslået at ændre satsen ,,27½ pct." til: ,,52½ pct." 5. For at de til kap. V overførte midler, der eventuelt ikke måtte blive opbrugt til byggeri efter kap. V A., skulle kunne overføres til byggeri efter kap. V B., stilledes følgende forslag om en ny formulering af § 35, stk. 3: „I det omfang der ikke overfor boligministeren er fremsat begæring om reservering af lånemidler i medfør af afsnit A, og i det omfang der ikke er anvendelse for beløbet til byggeri efter afsnit B i nærværende kapitel, kan boligministeren med tilslutning af folketingets finansudvalg træffe bestemmelse om, at en del af det i stk. 1 nævnte rådighedsbeløb overføres til anvendelse til byggeri i medfør af kapitel II og IV.

Overførsel kan indenfor hvert finansår tidligst ske 4 måneder før finansårets udløb, og til kapitel II kan højst overføres beløb svarende til 25 pct. af de i § 1, stk. 1, fastsatte rådighedsbeløb."

Den gældende formulering indeholder kun bestemmelse om, at ministeren med tilslutning af finansudvalget kan træffe bestemmelse om, at en del af det i paragraffens 1. stykke nævnte rådighedsbeløb overføres til anvendelse til byggeri i medfør af kapitel IV.

6. Med det formål at ophæve den i § 36, stk. 1, indeholdte begrænsning af etagebyggeri efter kap. V A. til byggeforetagender på ikke over 36 lejligheder foresloges stykket affattet således: „Lån kan ydes til nyopførte etageejendomme, såfremt bruttoetagearealet af de enkelte lejligheder i byggeforetagendet ikke overstiger 110 m2."

7. For at undgå statens medvirken ved finansiering af luksusbetonet byggeri og af bebyggelser på dyre grunde foresloges føjet som nyt punktum til § 36, stk. 5, følgende bestemmelse: „Statslån til en- og tofamilieshuse kan dog ikke overstige 25 000 kr. pr. lejlighed."

8. Til § 37, stk. 1, foresloges føjet følgende nye punktum: „Reservering af lånemidler sker efter boligministerens nærmere bestemmelse kvartalsvis under hensyntagen til bestemmelsen i § 2, stk. 1, første punktum." Ved den foreslåede tilføjelse tilsigtedes en udjævning af byggerytmen.

9. Da den i loven fastsatte frist for påbegyndelse af byggeriet af forslagsstilleren er anset for at være for kort for etagebyggeriets vedkommende, foresloges i § 37 som nyt stk. 2 indsat følgende bestemmelse: „Byggearbejderne skal påbegyndes inden 2 måneder efter datoen for reserveringen af lånemidler, idet reserveringen ellers bortfalder. For etageejendomme er fristen for byggearbejdernes påbegyndelse dog 4 måneder. Boligministeren kan i særlige tilfælde forlænge de nævnte frister."

Om baggrunden for lovforslaget anførtes i de ledsagende bemærkninger bl. a.:

Begrundelsen for det foreliggende forslag er den overmåde store interesse, der har været for det private byggeri efter kap. V A., hvilket formentlig ikke var forudset ved lovens tilblivelse, og endvidere at byggeri efter kap. V A. er den for staten billigste og fordelagtigste form for udlån til boligbyggeri, hvorved kan anføres,

at der ved byggeri efter kap. V A. ikke ydes driftstilskud eller huslejetilskud af nogen art,

at størrelsen af det gennemsnitlige udlån pr. lejlighed eller parcelhus er væsentlig mindre ved byggeri efter kap. V A. end ved det sociale byggeri - i 1954 endda kun halvt så stort -,

at lånene i henhold til kap. V A. amortiseres på 35 år, medens lånene til det sociale byggeri er afdragsfri indtil 1971 og først derefter afdrages over 45 år,

at der ved hvert ejerskifte ved byggeri efter kap. V A. betales et afdrag på 10 pct. af statslånet samt

at udlån efter kap. V A. må siges at være den sundeste form for finansiering af byggeri, idet bygherren selv skal præstere 25 pct. af vurderingssummen.

Allerede som følge af den mindre lånestørrelse pr. lejlighed i kapitel V A.-byggeriet vil der — indenfor samme udlånsbeløb — kunne opføres væsentligt flere, efter forholdene i 1954 endda ca. dobbelt så mange, lejligheder og parcelhuse efter kap. V A. som efter kap. II (det sociale byggeri). Såfremt boligstøttelovgivningen fortsættes over en længere periode, er forholdet endnu grellere, idet udlånene til byggeri efter kap. V A. på grund af den kortere afdragstid og ejerskifteafdrag amortiseres dobbelt så hurtigt som efter kap. II. De derved indkomne beløb vil derefter kunne anvendes til nyt byggeri, hvilket igen vil sige, at der over lang sigt formentlig vil kunne opføres 3-4 gange så mange lejligheder efter kap. V A. som efter kap. II for det samme udlånsbeløb.

Ved 1. behandling blev lovforslaget afvist af boligministeren under henvisning til såvel politiske som sociale, erhvervsmæssige og beskæftigelsesmæssige hensyn. Angående de politiske hensyn understregede ministeren, at byggestøtteloven af 14. april 1955 var et led i et politisk forlig, der foruden spørgsmålet om byggestøtten også omfattede huslejelovgivningen. Vedrørende de sociale hensyn udtalte han, at „de udlejningsvilkår, som kapitel V A.-byggeriet kan byde sine lejere, er altfor byrdefuldt til, at den jævne befolkning kan bære det. Huslejen i byggeriet efter kapitel V A. ligger oppe på omkring 50 kr. pr. m2 etageareal, medens lejen i det sociale byggeri gennemsnitlig er ca. 30 kr. ... Endvidere er der de erhvervsmæssige hensyn ... Man kan ikke fra lovgivningsmagtens side det ene øjeblik proklamere, at statens støtte skal tilrettelægges med henblik på en stabil byggerytme og med henblik på billiggørelse og rationalisering, og så det næste øjeblik give sig til at ændre de vilkår, som byggeriet med rette havde indstillet sig på skulle gælde over en længere årrække." Endelig fandt ministeren ud fra beskæftigelsesmæssige hensyn lovforslaget uheldigt, idet det havde vist sig, at kap. V A.-byggeriet havde en tendens til at koncentrere sig i hovedstadsområdet, skønt tanken med denne låneordning havde været, at den navnlig skulle kunne udnyttes af de mindre mestre og især ude i landet.

Forslagsstilleren, der også talte som ordfører for venstre, oplyste, at mens lovforslaget på kortere sigt tilsigtede at skaffe midler til byggeriet efter kap. V A., var formålet i det noget længere løb at få skabt et 3.-prioritetsinstitut til fremme af det private boligbyggeri, mens det endelige mål efter partiets opfattelse måtte være en afvikling af boligstøttelovgivningen.

Carl P. Jensen (S) udtalte, at skulle der i det hele taget ske noget som helst i retning af ændringer i den nugældende lov, havde også socialdemokratiet en ønskeseddel parat, hvorpå bl. a. var et ønske om en sådan fordeling af midlerne, at der kunne opføres flere boliger for enlige.

Thestrup (KF), der sympatiserede med tanken om statsfinansieringens afløsning med privat finansiering og fandt kap. V A.-byggeriet egnet som en overgangsform, udtalte: „Men når jeg har givet den ærede forslagsstiller medhold i disse principielle betragtninger, må jeg til gengæld give udtryk for betænkeligheder såvel med hensyn til de nærmere regler, hvorved han søger disse principper gennemført, som med hensyn til tidspunktet, da dette tænkes gjort. Jeg er således bange for, at vi ved at overføre en så stor del af byggeriet til kapitel V A., som foreslået koncentrerer for meget af det samlede byggeri i København og navnlig i Københavns omegn. Jeg er også bange for, at vi, hvis vi overfører mere af byggeriet til kapitel V A. end angivet i loven, kommer til at have regler, der bedre end de nuværende giver mulighed for at sikre byggerytmen."

Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) fandt ikke, at der var indtruffet nye, ekstraordinære omstændigheder af en sådan karakter, at de begrundede så gennemgribende ændringer i en for blot et år siden gennemført 4-årig plan. Alvilda Larsen (DK) udtalte, at kommunisterne nok var tilhængere af en revision af boligstøtteloven, men det var med helt andre formål, hvorfor hun ikke kunne stille sig velvillig overfor lovforslaget. Søren Olesen (DR), der heller ikke kunne anbefale, fandt, at man snarere burde formindske statsfinansieringen end foretage en overflytning indenfor statsfinansieringens område.

Lovforslaget henvistes på forslag af forslagsstilleren til et udvalg, der dog ikke nåede at afgive betænkning.