Ifølge lovforslaget skulle de i § 13 i lov nr. 43 af 14. marts 1955 om forbrugsbegrænsende foranstaltninger omhandlede omsætningsafgifter af tekstilvarer samt de i § 14 i samme lov omhandlede dækningsafgifter bortfalde straks.

Som begrundelse herfor anføres i bemærkningerne til lovforslaget:

„De her omhandlede omsætningsskatter på tekstilvarer har haft en uheldig virkning på prisniveauet og har på den måde medvirket stærkt til den utilfredshed med lønnens aftagende købekraft, som nylig gav sig udslag i en for den enkelte og for hele landet kostbar konflikt.

Det må være folketingets opgave at søge kronens købekraft bevaret. Dette kan bl. a. ske ved ophævelse af varefordyrende afgifter.

Med hensyn til dækning for de bortfaldne afgifter henvises til besparelser på statens udgifter."

I overensstemmelse hermed udtalte forslagsstilleren ved fremsættelsen bl. a.:

„Ifølge loven udløber denne afgift om 11 måneder, men de uheldige virkninger, den hidtil har haft og fortsat vil have, må give store betænkeligheder med hensyn til dens fortsatte opretholdelse. Under de nylig stedfundne forhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdere har det tydeligt vist sig, at den slags kunstige prisforhøjelser, som tøj skatten er, har foranlediget arbejderne til at stille krav om lønforbedringer, som arbejdsgiverne på deres side ikke har ment at kunne imødekomme, fordi de både skulle give den rimelige andel i den tekniske fremgang og ovenpå dette dækning for alle de nye afgifter, som arbejderne må udrede af deres løn. Normalt skulle der jo være mulighed for lønforbedringer, efterhånden som teknikken skrider frem, således at arbejderne kan få deres rimelige og retmæssige andel i resultaterne af den tekniske fremgang. Arbejdsstandsningerne kunne sikkert have været undgået, hvis man havde lyttet til retsforbundets advarsler, da man gennemførte martsforliget i 1955 med alle de nye afgifter.

Arbejdsstandsningen blev bragt til ophør, men problemerne består. Arbejderne har fået en beskeden lønforbedring, men har udtrykt frygt for, at hele denne forbedring og mere til vil smuldre væk igennem skatteforhøjelser og varefordyrelser, og klamrer sig til det håb, at en lov om prisstop vil standse prisstigningerne. De har ikke turdet tro på muligheden af også at få gennemført et skattestop, siden de ikke har fremført dette krav.

Vi mener, at et prisstop ikke er nok til at skabe det arbejdshumør, som skal til for at give det, man kalder ro på arbejdspladserne. Der må prisnedsættelser til, således at arbejderen kan se, at det også kan gå den anden vej, altså den rigtige vej, så at pengene får større købekraft."

Finansministeren indskrænkede sig ved lovforslagets 1. behandling til at udtale:

„Det spørgsmål, som dette lovforslag omhandler, behandles allerede i et folketingsudvalg, og da vi er midt i forhandlingerne dér, vil jeg finde det rimeligt, at man fortsætter disse drøftelser. Jeg finder derfor ikke grund til at tage stilling til lovforslaget her i dag."

Udenfor forslagsstillerens eget parti mødte lovforslaget kun tilslutning hos kommunisterne, hvis ordfører anbefalede det til vedtagelse.

Ordførerne for de øvrige partier mente ligesom finansministeren, at man måtte fortsætte de forhandlinger, som var i gang angående tøjskatten.

Det udvalg, hvortil forslaget henvistes, afgav ikke betænkning om det.