Ifølge § 51 i lov nr. 43 af 14. marts 1955 om forbrugsbegrænsende foranstaltninger var gyldigheden af denne lovs afsnit I (omsætningsafgift af tekstilvarer, visse plasticvarer, læder- og skindvarer, visse guldsmedevarer, ure, legetøj, radio- og fjernsynsmodtagere m. v.) og afsnit II (avancebestemmelser) begrænset til udgangen af marts 1957, jfr. årbog 1954-55, side 102.

Ved nærværende lov ophæves afsnit II, mens begrænsningen af gyldighedstiden for afsnit I bortfalder, idet man samtidig har indføjet følgende nye bestemmelser i § 51:

„Når afgifter efter afsnit I skal nedsættes eller bortfalde, skal det ske ved en trinvis nedsættelse af de i §§ 13 og 14 anførte afgiftssatser således, at afgifterne nedsættes hver anden måned med 10 pct. af deres oprindelige størrelse. Finansministeren kan dog — såfremt praktiske hensyn findes at tale derfor — efter forhandling med de pågældende erhvervsorganisationer og med tilslutning fra finansudvalget træffe bestemmelse om ændringer i denne aftrapningsordning, dog således at afviklingen tilendebringes indenfor samme tidsrum som ovenfor fastsat.

Tidspunktet for nedsættelse eller bortfald af afgifter efter afsnit I fastsættes af finansministeren med tilslutning fra finansudvalget. Afgørelsen bekendtgøres i lovtidende."

Efter det oprindelige lovforslag skulle den trinvise nedsættelse af afgifter efter afsnit I ske kvartalsvis med højst 10 pct. af afgifternes oprindelige størrelse. Dette ændredes i folketinget, hvor man samtidig tilføjede bestemmelserne om, at aftrapningsordningen kan ændres, og at finansudvalget skal være medbestemmende ved fastsættelsen af tidspunktet for nedsættelse eller ophør af afgifter.

Udover det nævnte indeholder loven nogle bestemmelser af mere teknisk karakter. Særlig skal nævnes, at man har forlænget betalingsfristen for afgifter i henhold til loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger.

Efter § 15, stk. 2, i loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger skulle afgiften af den i en måned stedfundne afgiftspligtige omsætning være indbetalt inden udgangen af den følgende måned. Ved lovens § 31 var indbetalingsfristen for lovens første halve år forlænget med 1 måned. Efter indtrængende henstilling fra erhvervenes side om hensyntagen til den udstrakte kredit, som de anmeldte virksomheder coutumemæssigt yder detailhandelen, havde man administrativt bevaret den forlængede betalingsfrist for de hidtil forfaldne afgifter.

Denne ordning foresloges nu lovfæstet, men det vedtoges under sagens behandling i folketinget yderligere at forlænge betalingsfristen, idet man gav § 15, stk. 2, 1. punktum, følgende affattelse:

„Afgiften af den i en måned stedfundne afgiftspligtige omsætning skal være indbetalt til de af finansministeriet anviste indbetalingssteder senest den 15. i den 3. måned efter den måned, i hvilken omsætningen har fundet sted."

Andre af nærværende lovs bestemmelser angår fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres bl. a.:

„Ved lov nr. 43 af 14. marts 1955 om forbrugsbesgrænsende foranstaltninger blev der indført omsætningsafgift på en række varer, bl. a. manufakturvarer og beklædningsgenstande. Afgiften i henhold til denne lov er henlagt til engrosleddet, således at afgiften normalt opkræves ved salget fra grossist (eventuelt fabrikant) til detailhandler.

Fra erhvervenes side er der fremsat ønsker om, at der på et så tidligt tidspunkt som muligt gennemføres bestemmelse om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes for at mindske ulemperne for erhvervslivet, når der til sin tid er truffet afgørelse om, at afgiften skal bortfalde, hvorved bemærkes, at loven udløber den 31. marts 1957.

I forbindelse med disse ønsker blev der af medlemmer af det konservative folkeparti den 24. november 1955 i folketinget fremsat forslag til folketingsbeslutning om ændring af omsætningsafgiften af manufakturvarer og beklædningsgenstande m. v., gående ud på at opfordre finansministeren til at udarbejde forslag til ændringer i afgiftsloven, således at afgiften blev omlagt til detailleddet.

I det folketingsudvalg, der blev nedsat til behandling af dette forslag til folketingsbeslutning, har man herefter drøftet dette forslag og forskellige andre spørgsmål om ændringer i afgiftsloven. Under behandlingen i udvalget har det vist sig, at der ikke kunne skaffes flertal for en omlægning af afgiften til detailleddet, og drøftelserne har derefter koncentreret sig om andre veje til at formindske erhvervenes ulemper ved en eventuel ophævelse af afgifterne.

I konsekvens af den betragtning, at det ikke er muligt på forsvarlig måde at foretage en tilbagebetaling til detailhandlerne af de af lagrene erlagte afgiftsbeløb, har udvalget fra forskellige erhvervsorganisationer modtaget henvendelse gående ud på, at problemet vedrørende detailhandlernes lagre af beskattede varer søges løst gennem en såkaldt aftrapningsordning, som skulle gå ud på, at afgifterne ved eventuel ophævelse ikke bortfalder på een gang, men nedsættes trinvis med passende mellemrum. En sådan fremgangsmåde skulle medføre, at detailforretningerne mellem nedsættelserne får mulighed for at afsætte deres lagre og derved formindske deres tab ved afgiftens bortfald. Endvidere skulle ordningen medføre den fordel for fabrikanter og grossister, at man undgår den tilbageholdenhed med indkøb, som må forventes at ville indtræde i den sidste tid, inden afgiften skal eller forventes at skulle falde bort.

Som resultat af drøftelserne af disse spørgsmål er man i udvalget nået til enighed om, at afgifterne på manufakturvarer m. v., når disse skal bortfalde, afvikles gennem en aftrapningsordning.

Nogle af udvalgets medlemmer er gået ind for, at tidspunktet for aftrapningens påbegyndelse fastsættes allerede nu, medens andre medlemmer har været af den opfattelse, at det ikke på indeværende tidspunkt kan afgøres, hvornår valutastillingen og statens finanser kan give grundlag for en afvikling af afgiften. Ved nærværende lovforslag, der bygger på den sidstnævnte opfattelse, er det i § 8 foreslået, at tidspunktet for aftrapningsordningens påbegyndelse til sin tid fastsættes ved en ministeriel bekendtgørelse.

For at en afviklingsordning skal medføre de mindste ulemper for erhvervene, og for at den kan gennemføres på kontrolmæssigt forsvarlig måde, bør nedsættelserne i afgiftssatserne pr. gang være relativt små og tidsintervallerne mellem nedsættelserne relativt lange. Ordningen foreslås derfor gennemført med kvartalsvise nedsættelser på højst 10 pct. af de oprindelige afgiftssatsers størrelse.

Det nævnte folketingsudvalg har endvidere drøftet forskellige ændringer, hovedsagelig af teknisk art, i loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger, herunder en forlængelse af den i loven fastsatte indbetalingsfrist for omsætningsafgiften."

Ved fremsættelsen af lovforslaget gjorde finansministeren gældende, at den økonomiske situation var så uafklaret, at det efter regeringens opfattelse ville være udelukket nu at afgøre, om forholdene i 1957 gør det muligt at afskaffe eller nedsætte afgiften på de afgiftspligtige vareområder eller på nogle af disse.

Ved 1. behandling var der delte meninger om lovforslaget, navnlig fordi det intet indeholdt om, hvor længe afgiften på manufakturvarer m. v. skulle opretholdes.

I det udvalg, der fik sagen til behandling, enedes et flertal, bestående af de socialdemokratiske og radikale udvalgsmedlemmer, om at indstille lovforslaget til vedtagelse med de foran omtalte ændringer.

Flertallet var ifølge den afgivne betænkning af den opfattelse, „at det ikke på indeværende tidspukt vil være forsvarligt at træffe afgørelse om, hvornår de i loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger omhandlede afgifter skal afvikles, men anser det for meget ønskeligt, at der af hensyn til erhvervslivets dispositioner allerede nu fastsættes bestemmelser om, at afgifterne ikke skal bortfalde på een gang, men til sin tid skal afvikles trinvis efter den i forslagets § 8 angivne fremgangsmåde, dog med visse ændringer, som går ud på dels at gøre afviklingsperioden kortere, dels at fastsættelsen af tidspunktet for aftrapningens påbegyndelse gøres afhængig af finansudvalgets tilslutning."

Som mindretal indenfor flertallet udtaler de radikale, at „de afgifter, der med forbrugsbegrænsende formål under valutakrisen i 1955 blev pålagt manufakturvarer, nødvendigvis måtte blive en belastning for handelen med tekstilvarer. Disse byrder forøgedes meget betydeligt gennem virkningerne af den stærkt forøgede toldbeskatning i 1956, og det radikale venstre er udfra såvel forbrugermæssige som erhvervsmæssige synspunkter principielt af den opfattelse, at lovgivningen på de to nævnte områder bør afvikles.

Mindretallet må imidlertid erkende, at selvom der efter afgiftslovens gennemførelse i 1955 er indtrådt en væsentlig bedring af valutasituationen, så er den økonomiske udvikling og valutasituationen såvel som spørgsmålene vedrørende gennemførelsen af besparelser på statsbudgettet endnu så uafklarede, at det vil være uforsvarligt på nærværende tidspunkt at træffe bindende beslutning om afgifternes afvikling fra 1. april 1957. På den anden side finder mindretallet, at den nuværende usikkerhed med hensyn til formen for afviklingen er så skadelig for såvel produktion som handel, at der bør skabes klarhed i så henseende. Da der også af erhvervsorganisationer overfor udvalget er givet udtryk for den samme opfattelse og det herunder er fremhævet, at afviklingsperioden bør være på ca. 1½ år, har mindretallet fundet det rigtigt, at den i lovforslaget foreslåede afviklingsperiode på ca. 2½ år begrænses til de nævnte 1½ år.

Endvidere har mindretallet fundet det rigtigt, at det, som foreslået af finansministeren med tilslutning af flertallet, bestemmes i loven, at tidspunktet for afviklingens påbegyndelse skal have tilslutning af finansudvalget.

Da likviditetsspørgsmålet er af væsentlig betydning for mange virksomheder, er mindretallet meget tilfreds med den af finansministeren med tilslutning af flertallet foreslåede forlængelse af fristen for afgifternes indbetaling.

Mindretallet kan herefter i henhold til de ovenfor anførte synspunkter anbefale de af finansministeren med tilslutning af flertallet stillede ændringsforslag til vedtagelse."

Venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer, der ikke kunne tiltræde flertallets synspunkter vedrørende afviklingsbestemmelserne, peger i betænkningen på, at de oprindelig har foreslået afgifterne placeret i detailleddet i stedet for i engrosleddet. Da der ikke nu lod sig gennemføre en hertil sigtende ændring, var man principielt af den opfattelse, at detailhandelen måtte have godtgørelse for de afgifter, der var erlagt for endnu usolgte varer ved lovens ophør. „Fra forskellig side har der været udtrykt betænkeligheder ved en sådan tankes praktiske gennemførelse, medens der i udvalget har været almindelig tilslutning til afvikling gennem aftrapning ved lovens bortfald.

Mindretallet betragter lovforslagets §§ 1-7 som en forbedring af loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger, idet man herved imødegår nogle ulemper, som har vist sig i den tid, loven har været gældende. Derimod mener mindretallet ikke at kunne gå ind for, at den i loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger fastsatte tidsbegrænsning bortfalder, også under hensyn til, at afgifternes pristalsvirkning efter 1. april 1957 er uafklaret.

Mindretallet er af den opfattelse, at begyndelsestidspunktet for en afvikling af afgifterne på manufakturvarer og beklædningsgenstande bør fastsættes allerede nu ..."

I overensstemmelse hermed stillede mindretallet ændringsforslag om aftrapning af afgifterne på tekstilvarer, besætningsartikler, visse plasticvarer, paraplyer og parasoller m. v. (§ 1, nr. 1-3, i loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger) i perioden 1. januar-31. august 1957, således at de pågældende varer fra 1. september 1957 skulle være afgiftsfri. For de varer, der omhandles i loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger § 1, nr. 4-8, foresloges ingen ændringer, hverken med hensyn til afgifternes størrelse eller deres gyldighedsperiode.

I tilslutning til den foreslåede aftrapning af afgiftssatser stillede mindretallet nogle heraf nødvendiggjorte ændringsforslag, bl. a. om aftrapning af de i loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger § 14 omhandlede dækningsafgifter. Endelig foresloges det, at der efter nærmere fastsatte regler skulle ydes detailhandlere afgiftsgodtgørelse af deres lagre pr. 1. september 1957 af afgiftsberigtigede gulvtæpper og gulvtæppestoffer. Denne afgiftsgodtgørelse skulle udgøre 17 pct. af den værdi, hvoraf afgiften i sin tid var beregnet. Begrundelsen herfor var, at man ved aftrapningsordningen kun havde foreslået afgiften for denne varegruppe nedbragt fra 25 pct. til 17 pct. inden afgiftens bortfald den 1. september 1957, mens de væsentlig lavere afgifter på tekstilvarer m. v. foresloges nedbragt til 2 eller 3 pct. inden nævnte dato.

Udenfor betænkningen stilledes fra kommunistisk side et underændringsforslag, hvorefter aftrapningen skulle foregå fra måned til måned i stedet for som af finansministeren foreslået med 2 måneders mellemrum.

Ved lovforslagets 2. behandling forkastedes mindretallets ændringsforslag om afvikling af afgifterne af tekstilvarer m. v. i tiden indtil 1. september 1957 ved navneopråb med 82 stemmer (S og RV samt Thorkil Kristensen) mod 75. Fraværende var 22 medlemmer (herunder de 2 grønlandske medlemmer og Hans Schmidt).

Mindretallets øvrige ændringsforslag betragtedes herefter uden afstemning ligeledes som forkastet.

Efter at det kommunistiske underændringsforslag var forkastet med 82 stemmer mod 6, idet 63 medlemmer afholdt sig fra at stemme, vedtoges de af finansministeren stillede og af udvalgets flertal tiltrådte ændringsforslag.

Til 3. behandling stilledes fra kommunistisk side udenfor den af udvalget afgivne tillægsbetænkning ændringsforslag om, at nedsættelse af afgifterne i afsnit I i loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger skulle påbegyndes 1. juli 1956. Efter at dette ændringsforslag var forkastet med 80 stemmer mod 11 (DK og DR), idet 54 medlemmer afholdt sig fra at stemme, vedtoges lovforslaget i den ændrede affattelse med 80 stemmer (S og RV) mod 59; 8 medlemmer (DK, Thorkil Kristensen, Frederik Lynge og Hans Schmidt) afholdt sig fra at stemme.