Lovforslaget, der fremsattes sammen med det ovenfor omtalte, havde følgende indhold:

§ 1. Til arbejdsløse, der oppebærer understøttelse af statsanerkendte arbejdsløshedskasser, udbetales udover de nugældende understøttelsessatser et dyrtidstillæg.

§ 2. Dyrtidstillægget udgør 4 kr. og 3 kr. pr. dag for henholdsvis forsørgere og ikke-forsørgere, 70 øre pr. dag pr. barn og indtil 70 kr. månedlig i huslejehjælp, dog under iagttagelse af bestemmelsen i § 15, stk. 6, 1. punktum, i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 43 af 18. februar 1952.

§ 3. Ved 60 dages ledighed i den i § 15, stk. 9, i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. nævnte periode udbetales en ekstra portion brændselstillæg.

§ 4. Dyrtidstillægget udbetales fuldtud uanset bestemmelserne i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. § 15, stk. 10.

§ 5. De med denne lov forbundne udgifter afholdes fuldtud af statskassen. Socialministeren kan bestemme, at der ydes arbejdsløshedskasserne forskud på de dem tilkommende beløb.

§ 6. Denne lov træder straks i kraft og gælder til 31. december 1956.

Som ordfører for forslagsstillerne henviste Alfred Jensen (DK) ved fremsættelsen til, at hans parti til stadighed havde arbejdet og talt for, at man skulle hjælpe de arbejdsløse ved at sikre dem beskæftigelse. „Derfor har vi talt for og foreslået forskellige foranstaltninger til fremme af beskæftigelsen. Vi har foreslået, at vejmillionerne skulle bruges til vejarbejder, så de mange ledige arbejdsmænd landet over kunne få beskæftigelse. Vi har foreslået, at boligstøtteloven blev ændret, at de nedskæringer, der gennemførtes for et års tid siden, blev ophævet, så der skabtes mulighed for mere byggeri og derigennem arbejde for de arbejdsløse bygningsarbejdere. Vi har i almindelighed også talt for, at man satte ind for ikke at begrænse, men at forøge den jævne mands købekraft. Endvidere har vi talt og arbejdet for, at Danmark skulle udnytte de muligheder, der er for udvidet handel med Østeuropa. Vi har den opfattelse, at der vil være mulighed for at afsætte varer, der produceres her i landet, der ikke forbruges her, og som vi har vanskeligt ved at sælge andre steder. Vi har den opfattelse, at hvis denne handel gribes an på den rigtige måde, vil det være muligt at udnytte de virksomheder, som ligger stille, på en sådan måde, at der bliver arbejde til de ledige hænder. Alt dette har vi talt for og arbejdet for, og bestræbelser, der vil blive gjort i denne retning, vil have vor fulde støtte. Men vi må gøre os klart, at inden foranstaltninger af denne art kommer til at virke, vil der gå tid; de arbejdsløse vil komme til at lide under ledigheden og dyrtiden, og det er derfor, vi fremsætter vore forslag."

Ordføreren udtalte derefter om det foreliggende lovforslags enkeltheder:

„I § 1 i forslaget til lov om dyrtidstillæg til arbejdsløse foreslår vi, at der udover de nugældende understøttelsessatser udbetales et dyrtidstillæg til de arbejdsløse. I § 2 foreslås det, at dyrtidstillægget skal udgøre 4 kr. og 3 kr. pr. dag for henholdsvis forsørgere og ikke-forsørgere. Jeg har allerede nævnt, hvilke dagpengebeløb der nu ydes; det højeste er 12 kr. 20 øre. Dernæst foreslår vi, at børnetillægget, som for tiden udgør 1 kr. 30 øre daglig pr. barn, skal forhøjes med 70 øre. Desuden foreslår vi, at huslejehjælpen skal kunne ydes med et større beløb end de 81 kr., der gælder i dag, nemlig med indtil 70 kr. mere.

I § 3 foreslår vi, at der ved 60 dages ledighed skal kunne ydes dobbelt portion brændselstillæg. Dette tillæg udgør nu 91 kr. og ydes efter 40 dages ledighed i perioden 1. oktober-31. marts. Vi har tidligere peget på, at dette beløb var for lavt, og at de 7-8 hl koks, der kan købes for brændselshjælpen, ikke er tilstrækkeligt for vinterens arbejdsløse, og derfor har vi foreslået, at der ydes flere portioner, forsåvidt arbejdsløsheden strækker sig over en længere periode. Det, vi nu foreslår, er, at man, hvor det drejer sig om en ledighedsperiode på 60 dage og derover, yder to gange 91 kr. i brændselshjælp. Dette betyder jo ingenlunde, at de arbejdsløse får overflod af brændsel; det betyder kun, at de bedre bliver i stand til at varme deres boliger nødtørftigt op i vintertiden.

I § 4 foreslår vi, at de begrænsninger, der findes i arbejdsløshedslovens § 15, stk. 10, ikke skal bringes i anvendelse i forbindelse med dette dyrtidstillæg. Det drejer sig om begrænsningen i det maksimale beløb, som kan udbetales, nemlig til 2/3 af den gennemsnitlige arbejdsfortjeneste for almindelige medlemmer, der ikke har forsørgerbyrde med familie, eller som er enligstillede, og for forsørgere med familie til 4/5 af den gennemsnitlige arbejdsfortjeneste.

Vi foreslår dernæst i § 5, at arbejdsløshedskasserne ikke skal bære omkostningerne ved den ekstrahjælp, der her er tale om. Jeg behøver næppe at forklare, at de allerfleste arbejdsløshedskasser, der nu er udsat for den stigende arbejdsløshed, ikke har sådanne formueforhold, at de er i stand til at afholde udgifter af denne art; hvis de alligevel skulle yde en sådan hjælp, måtte det være forbundet med udskrivning af nye kontingenter. Kontingentbyrden er imidlertid i forvejen af en sådan højde, at den ikke tåler at blive ændret i opadgående retning, og derfor foreslår vi, at staten skal afholde samtlige de med disse foranstaltninger forbundne udgifter. Når man tager i betragtning, at arbejdsløsheden bl. a. hidrører fra de bestræbelser, der udfoldes fra statens side for at bringe forbrug og beskæftigelse ned, er det også såre rimeligt, at staten betaler omkostningerne ved den håndsrækning, der her foreslås givet de arbejdsløse.

I § 5 foreslås det endvidere, at socialministeren kan bestemme, at der skal ydes arbejdsløshedskasserne forskud på de tilskud, som de vil være berettiget til i henhold til de foregående paragraffer.

Endelig bestemmes det i § 6, at loven skal træde i kraft straks og gælde indtil udgangen af dette år. Vi mener, det er rimeligt, at man sætter en sådan begrænsning, men at man til gengæld så også omgående går i gang med at hjælpe de arbejdsløse gennem en forøgelse af ydelserne til dem som her foreslået."

På socialministerens vegne udtalte justitsministeren om lovforslaget ved dettes 1. behandling:

„Til lovforslaget om dyrtidstillæg til arbejdsløse skal jeg kun gøre to bemærkninger. Den ene er, at det jo er givet, at dette lovforslags gennemførelse vil medføre meget betydelige udgifter. Efter hvad der er oplyst for mig, vil merudgifterne andrage op imod 100 mill. kr., men jeg går ud fra, at det ærede medlem så også har gjort sig visse forestillinger om, hvorledes dette beløb skal skaffes tilveje; det vil det interessere mig at høre. Jeg vil dog gerne understrege, at det kun har interesse at høre det ærede medlems mening på dette område, forsåvidt det drejer sig om forslag, der politisk lader sig gennemføre.

Den anden bemærkning, jeg gerne vil gøre, er, at det ærede medlem i hvert fald må lade § 4 udgå af lovforslaget. Såvidt det er blevet oplyst for mig, vil lovforslaget, hvis det gennemføres uændret, i mange tilfælde medføre, at der vil blive udbetalt en større samlet understøttelse, end den pågældende ville kunne oppebære i arbejdsløn; dette er principielt overordentlig betænkeligt." Jfr. iøvrigt omtalen af den nærmest foregående sag.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til et udvalg, der indstillede det til forkastelse, samtidig med at et af socialministeren fremsat lovforslag om ydelse af ekstraordinær brændselshjælp til arbejdsløshedsforsikrede indstilledes til vedtagelse.

Ved 2. behandling forkastedes det heromhandlede lovforslag med alle øvrige stemmer mod kommunisternes. Lovforslaget var dermed bortfaldet.