Ifølge § 15, stk. 5, i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring, jfr. lovbekendtgørelse nr. 43 af 18. februar 1952, ydes der som tillæg til arbejdsløshedsunderstøttelse en huslejehjælp til forsørgere og til ikke-forsørgere med 15 års medlemstid og derover, når de pågældende — forsørgere og ikke-forsørgere — har været arbejdsløse i 25 kontrolerede dage indenfor de sidst forløbne 12 måneder.

Efter nærværende lovforslag skulle huslejehjælpen ydes til alle arbejdsløse med en ledighed på 25 kontrolerede dage indenfor de sidst forløbne 12 måneder uanset varigheden af deres medlemsskab.

Som begrundelse for den foreslåede ændring udtalte ordføreren for forslagsstillerne, Alfred Jensen (DK), ved fremsættelsen bl. a.:

„Jeg tror, det er klart for enhver, at adskillige af dem, der betragtes som ikke-forsørgere, og som ikke har 15 års medlemsskab, kan komme ud for at måtte betale en endda temmelig stor husleje; værelser er vel i almindelighed billigere end en hel lejlighed, men også kun i almindelighed, for der er mange eksempler på, at de, der falder ind under begrebet ikke-forsørger, og som må leje sig ind i værelser, må betale både 100 og 150 kr. om måneden for et møbleret værelse.

Det siger sig selv, at den, der ikke opnår den maksimale dagpengesats som forsørger, ej heller har noget særligt at stå imod med, når det drejer sig om at betale husleje. Derfor er det en urimelighed, at man ikke yder huslejehjælp til samtlige arbejdsløse, og det er denne urimelighed, vi søger at komme til livs ved at foreslå en ændring af § 15, stk. 5, så at den kommer til at gå ud på, at samtlige arbejdsløse, der har 25 kontrolerede dage indenfor de sidst forløbne 12 måneder, er berettiget til at få huslejehjælp med det beløb, der må betales i husleje."

På socialministerens vegne udtalte justitsministeren om lovforslaget ved dettes 1. behandling:

„Jeg vil uden videre gøre det ærede medlem den indrømmelse, at man altid kan diskutere, hvorvidt man med denne 15 års frist har ramt det rette, men jeg ville være meget betænkelig ved uden en nærmere undersøgelse af lovforslagets virkninger — herunder ikke alene de økonomiske — med et pennestrøg at stryge bestemmelsen, og jeg ville også være det af den grund, jeg nævnte for det ærede medlem før, nemlig at man skal være varsom med gennem bestemmelser i lovgivningen, der kan få en urimelig virkning, om det så blot er i enkelte tilfælde, at skabe uvilje imod den sociale lovgivning. Derfor vil jeg mene, at der må en dyberegående undersøgelse til, før det er muligt for det høje ting at tage stilling til, om denne bestemmelse skal lempes eller helt bortfalde."

Ministeren fandt det iøvrigt naturligt, at lovforslaget tillige med det nedenomtalte lovforslag om dyrtidstillæg til arbejdsløse blev henvist til samme udvalg som det af socialministeren fremsatte (og senere gennemførte) lovforslag om ydelse af brændselshjælp til arbejdsløshedsforsikrede. „Rent principielt vil jeg gerne sige, at naturligvis er arbejdsløshedsloven i sin nuværende udformning et kompromis, som heller ikke på alle punkter tilfredsstiller os, og skulle der være politiske muligheder for ændringer i retning af det, som vi måtte ønske, er det klart, at disse muligheder vil blive udnyttet."

Ved lovforslagets 2. behandling forkastedes det — i overensstemmelse med en enig udvalgsindstilling - paragraf for paragraf. Lovforslaget var dermed bortfaldet. Forkastelsen skete med samtlige øvrige stemmer mod kommunisternes.