Lovforslaget gik ud på følgende:

1) Forhøjelse af det beløb, som i henhold til lov nr. 107 af 14. april 1955, § 1, stk. 1, årligt af statskassens midler kan anvendes til byggelån. Beløbet er i loven fastsat til 335 mill. kr. for perioden 16. april 1955-31. marts 1956 og henholdsvis 315 mill. kr., 300 mill. kr. og 300 mill. kr. for hvert af de følgende tre finansår. Samtlige disse bevillinger foresloges sat op til 600 mill. kr.

2) Forhøjelse af lånegrænserne efter lovens § 17, stk. 1, der efter forslaget skulle have følgende affattelse (ændringerne fremgår af, hvad der er indføjet i parenteser):

Indenfor 50 pct. af de i § 1, stk. 1, fastsatte rådighedsbeløb kan lån ydes op til en lånegrænse på 85 pct. af ejendommens anskaffelsessum eller værdi til opførelse af beboelseshuse til brug for medlemmer eller med udlejning for øje til boligforeninger, boligselskaber og selvejende byggevirksomheder. Lånegrænsen forhøjes dog til 97 pct. [efter den gældende lov 94 pct.], hvis kommunegaranti tilbydes for den del af lånet, der får sikkerhed efter 85 pct,. af ejendommens anskaffelsessum eller værdi. Til samme formål kan lån ydes til en kommune indenfor en lånegrænse på 95 pct. [efter den gældende lov 94 pct.] af ejendommens anskaffelsessum eller værdi.

3) Forhøjelse af lånegrænsen efter lovens § 31, stk. 1, der foresloges affattet således:

Indenfor 15 pct. af de i § 1, stk. 1, fastsatte rådighedsbeløb kan lån ydes op til en lånegrænse på 85 pct. af ejendommens anskaffelsessum eller værdi til mindrebemidlede personer — jfr. § 76 — til opførelse af parcelhuse af mindre størrelse og med beskedent udstyr, når huset skal benyttes til bygherrens eget brug. Denne lånegrænse forhøjes dog til 95 pct. [efter den gældende lov 90 pct.], såfremt der tilbydes kommunegaranti for den del af lånet, der får sikkerhed efter 85 pct. af ejendommens anskaffelsessum eller værdi.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte Alvilda Larsen (DK) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Baggrunden for vort lovforslag er den meget uheldige udvikling, der foregår i byggeriet for tiden, og som har fundet sted, siden et flertal her i tinget i april måned i år på afgørende måde forringede vilkårene for byggevirksomheden. Selvom forringelserne i byggestøtteloven i foråret tydeligt nok var et led i nedskæringsforliget, gik argumentationen fra regeringens side mere ud på, at nødvendigheden af at opnå bedre rytme i byggeriet retfærdiggjorde forringelserne. Den samme argumentation blev iøvrigt fremført i går.

Mit parti var imod de forringelser, der blev gennemført i foråret, og heri var vi enige med praktisk talt alle de folk, der overhovedet har med byggeri at gøre her i landet, ikke mindst de sociale byggeselskaber og den del af fagbevægelsen, der omfatter arbejdere beskæftiget i byggeindustrien. Vi så i forringelserne af loven en alvorlig fare for en formindskelse af byggeriets omfang og en alvorlig fare for beskæftigelsen, og vor frygt i så henseende har da også vist sig at holde stik."

Videre anførte ordføreren:

"Alt det byggeri, som skulle sikre gode boliger, overkommelige at betale for jævne mennesker, nemlig det sociale byggeri, har meget store vanskeligheder at kæmpe med, og det tror jeg at ikke mindst regeringspartiet er vidende om. Derfor foreslår vi, at lånegrænserne for dette byggeri føres tilbage til, hvad de var før forringelserne i april 1955. Vi foreslår, at § 17 ændres, således at lånegrænsen bliver 97 pct. i stedet for de nugældende 94 pct. For lån til kommuner foreslår vi en grænse på 95 pct. i stedet for den nugældende på 94 pct. Endelig foreslår vi en ændring til § 31, der omfatter byggeri af parcelhuse og rækkehuse for mindrebemidlede. Lånegrænsen for dette byggeri foreslår vi forhøjet til 95 pct. imod den nugældende 90 pct.s grænse.

Den udvikling, der er i gang nu, må ikke have lov til at fortsætte. Vort forslag tilsigter at hidføre bedre betingelser for byggeriet til gavn for de boligsøgende og til gavn for de i byggeriet beskæftigede arbejdere."

Boligministeren kunne ikke tiltræde lovforslaget, der efter hans opfattelse var et typisk kommunistisk forslag, som talte for sig selv.

„I betragtning af de vanskelige økonomiske forhold, vi har at kæmpe med, og som naturligvis ikke kan undgå også at præge byggeriet, må man vist sige, at det ikke er helt utilfredsstillende, at man kan opretholde et byggeri af et omfang, der svarer til den gennemsnitlige produktion i de øvrige efterkrigsår. Når nu det kommunistiske parti fremsætter forslag om en fordobling af rådighedsbeløbene for det støttede byggeri, er dette ganske ude af takt med de faktiske byggemuligheder, som vi for tiden har her i landet. Når godt 300 mill. kr. muliggør en påbegyndelse af ca. 17 000 lejligheder, skulle et rådighedsbeløb på 600 mill. kr. komme til at omfatte 34 000 lejligheder om året. Enhver, der har blot en smule realitetssans, kan naturligvis gennemskue hulheden i det fremsatte forslag, idet den arbejdskraft, der er påkrævet, ikke eksisterer.

Må jeg så endelig sige, at når vi i foråret indgik et forlig om vor boligpolitik for de kommende 4 år, så har vi naturligvis ikke til hensigt nu et halvt år efter at fragå, hvad vi dengang måtte indgå på. Der er jo ikke indtruffet omstændigheder, som tyder på, at udviklingen indenfor byggeriet er blevet anderledes, end hvad vi dengang måtte være forberedt på. Naturligvis tilfredsstiller forliget ikke på alle punkter regeringen og mit parti, men således er jo netop karakteren af et kompromis, der kræver imødekommenhed fra alle sider."

Lovforslaget gav ikke anledning til nogen almindelig debat, idet ingen fra de øvrige partier udtalte sig.

Efter at have været til 2. behandling bortfaldt lovforslaget ved, at tinget med 119 stemmer mod 8 (DK) nægtede det overgang til 3. behandling.