Den nugældende beværterlov, lov nr. 129 af 15. marts 1939 om beværtning og gæstgiveri samt om handel med stærke drikke, der trådte i kraft den 1. januar 1940, hviler på det forslag, der blev udarbejdet af kommissionen af 1934 angående alkoholspørgsmålet. Denne kommission havde bl. a. fået til opgave på grundlag af de siden tidligere undersøgelser indvundne erfaringer at fremkomme med forslag til sådanne ændringer i den gældende beværterlovgivning, som forholdenes udvikling måtte findes at begrunde.

Under 21. marts 1947 nedsatte handelsministeriet en ny tilsvarende kommission, som fik til opgave at videreføre og afslutte de undersøgelser og overvejelser, som kommissionen af 1934 ikke havde nået at tilendebringe, ligesom kommissionen fik i opdrag i forbindelse med en beretning om resultatet af sit arbejde at fremkomme med de forslag, som måtte findes ønskelige, herunder om, hvorvidt den forløbne tid begrundede et forslag om ændringer af beværterloven.

I juni 1954 afgav kommissionen en betænkning indeholdende forslag om omfattende ændringer i den gældende beværterlov. Herom anføres i de til nærværende lovforslag knyttede almindelige bemærkninger:

„Under arbejdet i kommissionen er der opnået enighed om en lang række af de nu foreslåede nye bestemmelser. Om andre af disse — hvoriblandt flere ikke uvæsentlige — har der derimod ikke kunnet opnås enighed, idet kommissionen har delt sig i et flertal og et eller flere mindretal.

Det skal således anføres, at der ikke har kunnet opnås enighed om lovforslagets § 1 (lovens § 1) angående spørgsmålet om, hvilken myndighed der bør give tilladelse til erhvervsmæssig udlejning af lokaler til afholdelse af sluttede sammenkomster, lovforslagets § 8 (ny § 13) angående beskyttelse af hotelbetegnelsen, lovforslagets § 10 (lovens § 14) angående bevillingsnævnenes sammensætning, lovforslagets § 16 (lovens § 26) angående spørgsmålet om meddelelse af beværterbevilling med ret til udskænkning af stærke drikke til visse forsamlingshuse, lovforslagets § 17 (lovens § 27) angående ordningen af forholdene i marketenderier, lovforslagets §§ 18-19 (lovens §§ 31-32) angående beværtningers lukketid samt lovforslagets § 20 (lovens § 33) angående fastlæggelse af værtens strafferetlige ansvar for ulovlig udskænkning m. v.

Af forslag til ændringer i de gældende bestemmelser, for hvilke der i kommissionen ikke har kunnet opnås flertal, og om hvilke der derfor heller ikke af ministeriet er stillet forslag, skal nævnes et forslag om ændring af bestemmelsen i den nugældende lovs § 1, stk. 3, om forståelsen af begrebet „stærkt øl", om ændring af lovens § 4 angående bevillingers gyldighedstid og omfang såvel ved meddelelse som fornyelse, af lovens § 8 angående den i denne bestemmelse indeholdte dispensationsregel, af lovens § 12 for så vidt angår nye bestemmelser om indførelse af købstadregler, af lovens § 24 angående musiktilladelser, af lovens § 27 vedrørende marketenderiers åbning i tiden umiddelbart efter egentlig arbejdstids ophør samt af lovens § 33 angående beruselseskriteriet."

Det af kommissionsflertallet udarbejdede lovudkast dannede grundlag for det af handelsministeren fremsatte lovforslag.

Af lovforslagets 25 paragraffer er de væsentlige gengivet i følgende oversigt, der også indeholder kommentarer til nogle af bestemmelserne.

§ 1. a) I lovens § 1, stk. 1, udgår 2. pkt.

b) Som nyt stk. 7 og 8 indføjes:

„Til udlejning af lokaler til afholdelse af sammenkomster, herunder sluttede selskaber, ved hvilke indbyderen eller deltagerne selv drager omsorg for beværtningen, udkræves der, såfremt udlejningsvirksomheden drives erhvervsmæssigt, tilla- delse fra den lokale bevillingsmyndighed, jfr. kap. II og III, efter forud indhentet erklæring fra kommunalbestyrelsen, i København magistraten. Tilladelsen udfærdiges af politimesteren, i København af magistraten, og kan gives for indtil 1 år ad gangen. Lokalerne skal opfylde vedkommende politivedtægts krav til beværtningslokaler, jfr. § 9. Misbruges den givne tilladelse, kan den myndighed, der har givet tilladelsen, tilbagetage denne.

Afgørelsen af, hvorvidt en tilladelse i medfør af stk. 7, 1. pkt., er nødvendig, kan, foruden af ansøgeren, såvel af kommunalbestyrelsen som af vedkommende toldmyndigheder indankes for ministeren for handel, industri og søfart, der efter forhandling med finansministeren afgør sagen."

ad a. Det foreslås, at bestemmelsen om, at adkomst på gæstgivernæring i købstæderne meddeles ved næringsbrev, bortfalder. Herved vil disse næringsadkomster ligesom næringsadkomster på gæstgivernæring i landkommunerne samt næringsadkomster på beværtervirksomhed, såvel i købstæderne som på landet, være at meddele som bevillinger.

ad b. Udlejning af lokaler til afholdelse af de i forslaget angivne festligheder har, når bortses fra udlejning til foreningsfester med udskænlming af stærke drikke, ikke hidtil været undergivet beværterlovens forskrifter. Efter forslaget udkræves der, såfremt udlejningsvirksomheden er erhvervsmæssig, tilladelse fra den lokale bevillingsmyndighed, hvorved udskænlmingen af stærke drikke vil blive omfattet af omsætningsafgiftsloven. Lokalerne skal opfylde kravene til beværtningslokalers indretning, jfr. beværterlovens § 9.

Bestemmelsen i stk. 8 om, at de lokale bevillingsmyndigheders afgørelse af, om en virksomhed med udlejning af lokaler til afholdelse af sammenkomster drives erhvervsmæssigt, skal kunne indankes for handelsministeriet, er ny i forhold til kommissionens forslag og motiveres i bemærkningerne til lovforslaget med, at man herved opnår mulighed for efterhånden at få en ensartet praksis uden at gå det lokale selvstyre for nær.

§ 3. Lovens § 7, stk. 2, affattes således:

„I købstæderne udkræver flytning til andet lokale bevillingsnævnets tilladelse."

Efter forslaget bringes de for landdistrikterne gældende regler om flytning af beværter- og gæstgivervirksomhed i anvendelse i købstæderne, således at flytning også her udkræver den lokale bevillingsmyndigheds tilladelse. Denne tilladelse vil dog i modsætning til, hvad tilfældet er for landdistrikternes vedkommende, kunne gives uden iagttagelse af de for erhvervelse af bevilling fastsatte forskrifter.

§ 4. I lovens § 8 indføjes som nyt stk. 3:

„Omfattes den virksomhed, der ønskes overtaget, af bestemmelserne i § 21, stk. 2, litra e, f eller h, kan dispensation i medfør af stk. 1 eller tilladelse i medfør af stk. 2 ikke gives, medmindre overbevillingsnævnet anbefaler dette."

Bestemmelsen svarer til den af handelsministeriet anlagte praksis med hensyn til meddelelse af dispensation fra bestemmelsen i § 8 til samtidig drift af en virksomhed, der omfattes af overbevillingsnævnets eneretsområde. Efter forslaget bliver der overensstemmelse i loven mellem §§ 8 og 21, stk. 3.

§ 5. I lovens § 9 indføjes som nyt stk. 6:

„Ministeren for offentlige arbejder og ministeren for handel, industri og søfart bemyndiges til hver indenfor sit forretningsområde at fastsætte kravene til beværtningslokaler i jernbanetog, luftfartøjer og skibe samt til at anordne det sundhedsmæssige tilsyn med disse lokaler".

Det har hidtil været følt som et savn, at loven ikke har indeholdt en for de i forslaget nævnte befordringsmidler gældende regel om navnlig de sanitære krav til beværtningslokaler, herunder køkken og magasinrum, samt at der ikke har været etableret et tilsyn med disse lokaler. Det pågældende tilsyn føres mest hensigtsmæssigt af de på dette område specielt sagkyndige organer.

Det forudsættes iøvrigt, at beværterlovens almindelige bestemmelser, herunder også § 33, stk. 2, om udskænkning for berusede personer finder anvendelse i de i nærværende paragraf omhandlede restaurationer.

§ 6. I lovens § 11, stk. 3, indføjes som nyt 3. pkt.:

„Endvidere kan ministeren for handel, industri og søfart efter indhentet erklæring fra den lokale bevillingsmyndighed og vedkommende kommunalbestyrelse, i København magistraten, tillade, at beværtervirksomhed med ret til udskænkning af stærke drikke drives i lokaler i stormagasiner, selv om beværtningslokalerne står i direkte forbindelse med salgslokalerne."

Efter beværterlovens § 11, stk. 3, må der ikke drives f. eks. handelsnæring i lokaler, som står i direkte forbindelse med lokaler, i hvilke der drives bl. a. beværtervirksomhed med udskænkning af stærke drikke. Forslaget tilsigter at bringe lovgivningen i overensstemmelse med den praksis vedrørende stormagasiner, der på grund af de særlige forhold allerede har udviklet sig.

§ 8. Der indføjes en ny § 13, sålydende:

„Ministeren for handel, industri og søfart kan bestemme, at betegnelsen hotel eller ordsammensætninger, hvori ordet hotel indgår, kun må anvendes for gæstgiverier, der opfylder særlige af ministeren fastsatte mindstekrav til lokaler, disses indretning, udstyr m. v. samt til virksomhedens drift. Ministeren kan endvidere foreskrive, at de omhandlede betegnelser alene må benyttes, såfremt adkomsthaveren — eventuelt bestyreren — er i besiddelse af visse nærmere angivne faglige kvalifikationer."

§ 9. Lovens § 13, der bliver § 14, affattes således:

„Ved en af ministeren for handel, industri og søfart stadfæstet vedtægt fastsætter kommunalbestyrelsen, i hvilket omfang beværterbevillinger skal kunne meddeles i kommunen.

Antallet af bevillinger med ret til udskænkning af stærke drikke må i Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner samt i købstæder med 40 000 indbyggere eller derover ikke sættes højere end svarende til det antal bevillinger af denne art, der i vedkommende kommune var i kraft den 1. januar 1955. Handelsministeren kan dog tillade, at det vedtægtsmæssige antal fastsættes højere end foran angivet, såfremt vedkommende kommunalbestyrelse efter vedtagelse af mindst to trediedele af kommunalbestyrelsens medlemmer gør indstilling derom.

For andre købstæder kan antallet af bevillinger med ret til udskænkning af stærke drikke ikke fastsættes højere end nedenfor angivet:

1 for hver 400 indbyggere for de første 4 000 indbyggere,

1 for hver 600 indbyggere for de næste 6 000 indbyggere,

1 for hver 750 indbyggere for de næste 15 000 indbyggere,

1 for hver 1 000 indbyggere for den del af indbyggerantallet, der overstiger 25 000 indbyggere.

Vedtægten revideres hvert 8. år og bør normalt ikke ændres indenfor gyldighedsperioden.

Ved den i stk. 1 omhandlede vedtægt kan det bestemmes, at nye beværterbevillinger fremtidig kun må meddeles et under kommunalt tilsyn virkende selskab, der driver virksomheden i offentlighedens interesse og uden anden fortjeneste end den indskudte kapitals passende forrentning samt iøvrigt efter regler, som efter indstilling af kommunalbestyrelsen er godkendt af handelsministeren."

Ved forslaget er der, forsåvidt angår købstæder under 40 000 indbyggere, opstillet en smidigere skala til regulering af antallet af beværterbevillinger med ret til udskænkning af stærke drikke, ligesom man yderligere har tilsigtet at tilpasse det vedtægtsmæssige antal bevillinger til det faktiske antal. Ud fra det synspunkt, at det antal bevillinger, som i henhold til beværtervedtægterne højst kan meddeles i København og de store købstæder, i så høj grad overstiger det faktiske antal, at der ikke synes at være behov for uden videre at lade bevillingstallet vokse i takt med befolkningstilvæksten i overensstemmelse med den i øjeblikket gældende norm — 1 bevilling for hver 550 indbyggere — er det foreslået, at en forhøjelse af bevillingstallet pr. 1. januar 1955 i de nævnte byer bliver afhængig af, at kommunalbestyrelsen med den i forslaget nævnte majoritet indstiller dette, og at handelsministeriet tiltræder en forhøjelse. Også deponerede bevillinger må anses som værende i kraft, indtil de måtte være bortfaldet bl. a. som følge af ikke-benyttelse, jfr. lovens § 40, stk. 5.

§ 10. Lovens § 14, der bliver § 15, affattes således:

„Beværter- og gæstgiverbevilling meddeles og fornyes af bevillingsnævnet.

Bevillingsnævnet består i København af borgmesteren for den magistratsafdeling, under hvilken næringssager hører, som formand, rådmanden for samme afdeling og 4 medlemmer, valgt af borgerrepræsentationen ved forholdstalsvalg. Som 7. medlem tiltrædes nævnet af en politiinspektør, valgt af politidirektøren.

Udenfor København består bevillingsnævnet af borgmesteren som formand, politimesteren og 4 medlemmer, valgt af kommunalbestyrelsen ved forholdstalsvalg. I købstæder, hvor politimesteren tillige måtte være borgmester, tiltrædes nævnet af en af politimesteren med godkendelse af ministeren for handel, industri og søfart befuldmægtiget person.

Personer, der driver beværter- eller gæstgivernæring eller er godkendt som bestyrere for sådanne virksomheder i henhold til bestemmelsen i § 6, kan ikke være medlem af bevillingsnævnet. Det samme gælder personer, som er medlem af direktion eller bestyrelse for et selskab, der driver virksomhed som beværter eller gæstgiver. Ingen må som medlem af et bevillingsnævn deltage i behandlingen af en sag, hvis udfald berører hans egne eller ham nærstående personers interesse. Er borgmesteren, jfr. stk. 2 og 3, ifølge bestemmelsen i nærværende stykke udelukket fra at være formand, vælges en anden formand af henholdsvis magistraten og vedkommende kommunalbestyrelse.

De med nævnets virksomhed forbundne udgifter udredes af kommunens kasse.

Forinden kommunalbestyrelsen træffer beslutninger i sager, som vedrører denne lov, skal bevillingsnævnets udtalelse indhentes.

Nævnets forretningsorden og de nærmere regler for dets virksomhed skal godkendes af handelsministeren."

I overensstemmelse med lovforslagets § 1 a), hvorefter adkomst på gæstgivernæring i købstæderne fremtidig meddeles som bevilling, er stk. 1 ændret således, at bevillingsnævnet — foruden beværterbevillinger — meddeler og fornyer gæstgiverbevillinger.

I forslagets stk. 4 er optaget en bestemmelse om, at beværtere og gæstgivere samt bestyrere ikke kan vælges til medlem af bevillingsnævnet. Det samme er tilfældet forsåvidt angår direktører og bestyrelsesmedlemmer. Det er endvidere foreslået, at personer, der er særligt interesseret i en sags behandling, ikke kan deltage i behandlingen af denne.

I forslagets § 11 er optaget de redaktionelle ændringer i lovens § 15 som følge af de foran omtalte ændringer i loven, og ifølge forslagets § 12 udgår lovens § 16, der indeholder de hidtil gældende købstadsregler.

Ifølge forslagets § 13 skal lovens § 21, stk. 2, litra a—f, der omfatter de tilfælde, i hvilke overbevillingsnævnet kan udfærdige bevillinger til at drive beværtning eller gæstgiveri, affattes således:

,,a) i badehoteller og tilsvarende gæstgiverier, i etablissementer, der hører til kur- og badesteder, samt i andre tilfælde, hvor ganske særlige og bestemt angivne hensyn taler derfor,

b) i teatre og andre til offentlig forlystelse indrettede bygninger og etablissementer samt i badeanstalter, på idrætspladser og lignende steder,

c) i foreninger, der har faste lokaler, som til stadighed er tilgængelige for foreningsmedlemmerne,

d) i jernbanestationer, lufthavne, rutebilstationer o. lign.,

e) i tilfælde, hvor grund eller lokaler tilhører staten og af denne er udlejet til adkomstansøgeren,

f) i tilfælde, hvor grund eller lokaler tilhører en kommune og af denne er udlejet til adkomstansøgeren."

I bemærkninger til lovforslaget oplyses, at der ved den hidtidige fortolkning af lovens § 21, stk. 2, litra f, har rådet nogen uklarhed med hensyn til forståelsen af udtrykket „etablissementer" tilhørende en kommune. For at udelukke tvivl er det derfor foreslået, at bestemmelsen affattes således, at overbevillingsnævnet fremtidig afgør alle de bevillingssager, hvor der kan foreligge en direkte økonomisk interesse for stat eller kommune i forbindelse med den pågældende bevillingsudstedelse. Ved den foreslåede begrænsning til de tilfælde, hvor stat eller kommune udlejer direkte til ansøgeren, har man udelukket, at bevillingsudstedelse til eksempelvis beværtningerne i „Tivoli" unddrages de lokale bevillingsmyndigheder.

§ 14. a) I lovens § 22, stk. 1, indføjes som nyt 2. punktum:

„Sådan tilladelse er dog ufornøden ved højskolers, landbrugsskolers og lignende institutioners beværtning ved fælles måltider af deltagere i sammenkomster og møder."

b) Stk. 3 affattes således:

„Lejlighedstilladelse til beværtning uden ret til udskænkning af stærke drikke ved møder eller fester kan for et tidsrum af 6 måneder ad gangen gives de i § 26, stk. 3, omhandlede forsamlingsbygninger."

c) Som nyt stk. 7 indføjes:

„Det retlige ansvar for en given tilladelses benyttelse påhviler såvel den i henhold til stk. 1 udpegede person som de for lokalernes administration ansvarlige personer."

ad a. Ved den foreslåede ændrede affattelse af § 22, stk. 1, der afviger fra det af kommissionen foreslåede, har man haft til hensigt tydeligere at præcisere, at lejlighedstilladelse ikke er nødvendig ved beværtning af deltagere i højskolers, landbrugsskolers og lignende institutioners ordinære sammenkomster og møder.

ad b. Efter den foreslåede affattelse vil det være udelukket at meddele stående tilladelse til udskænkning af stærke drikke ved særlige lejligheder. Er der tale om udskænkning af stærke drikke, kan dette kun ske i henhold til en til den særlige lejlighed given tilladelse. Der vil derimod fremdeles ikke være noget i vejen for at meddele stående tilladelse til udskænkning af svage drikke; sådan tilladelse skal dog efter forslaget kun kunne gives for 6 måneder ad gangen i modsætning til, hvad tilfældet er nu, hvor tilladelsen kan gives for indtil 1 år ad gangen.

ad c. Den foreslåede bestemmelse, hvis forbillede er reglen i beværterlovens § 6, stk. 5, om ansvaret i tilfælde, hvor en virksomhed drives ved bestyrer, lægger et medansvar på f. eks. forsamlingshusets ledelse for den stedfindende beværtning. At der således pålægges foruden den særlige forsamlingshusvært bestyrelsen et direkte ansvar, udelukker ikke, at der påhviler ledelsen af den forening, der arrangerer den konkrete festlighed, et ansvar for denne.

§ 15. a) I lovens § 23, stk. 1, ændres „1 år ad gangen" til: „3 år ad gangen".

b) I § 23, stk. 1, indføjes som nyt 2. pkt.:

„I sygdomstilfælde o. lign. kan politiet, i København magistraten, tillade, at en anden navngiven person, der opfylder betingelserne for opnåelse af vandrebrev, benyttes som medhjælp."

ad b. Forslaget står i forbindelse med, at det — som efter næringslovgivningens almindelige forskrifter — kan være nødvendigt at åbne adgang til at benytte medhjælp som stadepladsbestyrere. Det forudsættes, at denne bestemmelse også vil kunne benyttes i tilfælde af stadeindehaverens ferie eller andet forfald.

§ 16. I lovens § 26, stk. 3, indføjes som nyt 2. pkt.:

„Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse på sådanne forsamlingsbygninger, som dels har lokaler med selvstændig indgang for de i 1. punktum nævnte formål, dels har lokaler, der er indrettet til beværtningsbrug, jfr. § 9."

Den hidtil gældende regel har været, at der ikke kan knyttes beværterbevilling med ret til udskænkning af stærke drikke til sådanne forsamlingsbygninger i landkommuner, der har til formål at afgive lokaler til afholdelse af den stedlige befolknings møder, sportsøvelser m. v. Bestemmelsen opretholdes ifølge forslaget, men med den anførte tilføjelse.

Lovforslagets §17 vedrører marketenderivirksomhed. Ved en ny affattelse af lovens § 27 er der fastsat en række nye regler på dette område. I følgende gengivelse af paragraffen er i bemærkninger til de enkelte stykker redegjort for ændringerne i forhold til den bestående retstilstand.

Lovens § 27 foreslås affattet således:

„Stk. 1. Ved marketenderivirksomhed forstås i denne lov beværtning i dertil indrettede lokaler i eller i tilknytning til fabrikker, værksteder, kontorer, kaserner, institutioner, arbejdspladser og tilsvarende steder for de der beskæftigede. Som beskæftigede kan tillige anses midlertidigt beskæftigede samt chauffører, kuske og bude med ærinde i den pågældende virksomhed m. v.

Dette stykke er med enkelte redaktionelle ændringer i overensstemmelse med det nugældende stk. 2. Bestemmelsen er udvidet med en regel om, at også midlertidigt beskæftigede samt chauffører, kuske og bude, som har regelmæssigt ærinde i den pågældende virksomhed m. v., kan anses som beskæftiget på stedet.

Stk. 2. Til at drive marketenderi udkræves, såfremt beværteradkomst ikke er erhvervet, tilladelse fra politiet, i København magistraten. Sådan tilladelse giver ikke ret til udskænkning af andre stærke drikke end øl af den i § 1, stk. 3, nævnte art og medfører ikke afgiftspligt i henhold til lov nr. 537 af 31. oktober 1946 om afgift på omsætningen af stærke drikke. Når behørig kontrol med marketenderiet kan føres, og dette iøvrigt opfylder de i denne paragraf fastsatte betingelser, kan tilladelse kun nægtes, når ganske særlige omstændigheder taler mod dens meddelelse.

Dette stykke svarer til stk. 1 i den nugældende lov. Efter forslaget vil tilladelsen til marketenderivirksomhed dog ikke kunne omfatte destillerede stærke drikke samt vin. Endvidere er bestemmelsen om, at tilladelse ikke kan nægtes under de i sidste punktum angivne forudsætninger, hentet fra det nuværende stk. 4.

Stk. 3. Marketenderitilladelse giver alene ret til beværtning for de i vedkommende virksomhed eller på vedkommende arbejdsplads, såsom et havneområde, beskæftigede personer. Salg af tobaksvarer vil alene kunne finde sted til tilfredsstillelse af de pågældendes behov på stedet.

Dette stykke svarer med enkelte redaktionelle ændringer til det nuværende stk. 3. Tilføjelsen om, at også tobaksvarer vil kunne forhandles i nævnte omfang, dækker den nuværende praksis.

Stk. 4. Marketenderitilladelse kan alene gives til en virksomhed eller en flerhed af virksomheder eller, efter aftale med vedkommende virksomhed eller virksomheder, til en sammenslutning af de der beskæftigede. Forså vidt angår arbejdspladser, der ikke er knyttet til bestemte virksomheder, gives tilladelsen til en sammenslutning af de beskæftigede. Til at forestå den daglige drift skal være ansat en til politiet, i København magistraten, anmeldt marketender. Det retlige ansvar for marketenderiets tilbørlige drift påhviler såvel marketenderitilladelsens indehaver som marketenderen. Marketenderens løn må hverken helt eller delvis beregnes som en procentdel af omsætningen af stærkt øl. Ministeren for handel, industri og søfart kan fastsætte nærmere forskrifter med henblik på afgrænsning af de til marketenderiet adgangsberettigede samt til sikring af og kontrol med, at alene disse beværtes, og at misbrug af tilladelsen ej heller iøvrigt finder sted.

Dette stykke svarer med enkelte redaktionelle ændringer til det nuværende stk. 4. Forslaget lægger vægt på at understrege, at et marketenderi enten skal drives af virksomheden (virksomhederne) eller af repræsentanter for en sammenslutning af de dèr beskæftigede. Hvor der er tale om arbejdspladser, skal marketenderiet drives af repræsentanter for de dèr beskæftigede. Bestemmelsen om det retlige ansvar er hentet fra beværterlovens § 6, stk. 5.

Stk. 5. Marketenderier må længst holdes åbne i tiden fra ½ time før arbejdstidens begyndelse til ½ time efter dennes ophør. Politiet kan dog, hvor forholdene taler herfor, tillade, at et marketenderi holdes åbent i indtil 1½ time efter arbejdstidens ophør.

Dette stykke er i overensstemmelse med det nuværende stk. 5, dog at bestemmelsen om udskænkning af stærke drikke — efter forslaget stærkt øl — er flyttet til stk. 6.

Stk. 6. I marketenderier må ikke udskænkes stærkt øl udenfor de i vedkommende virksomhed fastsatte spisetider. Andre stærke drikke end øl af den i § 1, stk. 3, nævnte art må ikke nydes i marketenderier. Det er forbudt at tilbageholde arbejdsløn til dækning af skyld i marketenderier for stærkt øl. Bestemmelserne i § 33 finder tilsvarende anvendelse på marketenderier.

Dette stykke svarer til det nuværende stk. 6. Efter forslaget må der heller ikke nydes medbragte destillerede stærke drikke og vin.

Stk. 7. Såfremt der i et marketenderi jævnligt forekommer drukkenskab, eller tilladelsen iøvrigt misbruges, kan den myndighed, der har givet tilladelsen, med godkendelse af handelsministeren fratage marketenderiet retten til at udskænke stærkt øl i en nærmere fastsat tid eller endog, når groft og vedvarende misbrug har fundet sted, inddrage tilladelsen.

Stk. 8. Bestyrere af marketenderier må ikke udøve handelsnæring, ligesom der ikke fra lokaler, der er indrettet til marketenderivirksomhed, må drives nogen næring, til hvis udøvelse der kræves næringsbrev; Såfremt der fra de pågældende lokaler fordeles varer i henhold til næringsloven af 28. april 1931 § 10, må der ikke udleveres andre stærke drikke end øl.

Til den nugældende regel er føjet en bestemmelse om, at der, såfremt der fra de pågældende lokaler fordeles varer i henhold til næringslovgivningens bestemmelser om brugsforeninger, ikke må udleveres andre stærke drikke end øl.

Stk. 9. Efter marketenderiets lukketid, jfr. stk. 5, må der ikke finde servering sted. Dette gælder dog ikke ved sammenkomster, der bekostes af vedkommende virksomhed. Anvendelse af marketenderilokaler efter marketenderiets lukketid til afholdelse af sammenkomster, herunder sluttede selskaber, ved hvilke indbyderen eller deltagerne selv drager omsorg for beværtningen, jfr. bestemmelsen i § 1, stk. 7, kræver tilladelse fra politiet i hvert enkelt tilfælde. Sådan tilladelse kan kun gives, såfremt der i sammenkomsten alene deltager de i vedkommende virksomhed m. v. beskæftigede samt gæster i følge med disse."

Dette stykke er nyt. Bestemmelsen, der omhandler marketenderilokalernes anvendelse efter marketenderiets lukketid, indeholder dels en regel om servering i marketenderiet, dels en regel om medbringning af mad- og drikkevarer til sammenkomster i marketenderiet.

Ifølge forslagets § 18 ændres i lovens § 31, stk. 2, „kl. 1" til: „et af kommunalbestyrelsen fastsat tidspunkt".

Efter forslaget er beværtningernes lukketid fremdeles kl. 24 eller det i politivedtægten eventuelt fastsatte tidligere tidspunkt. Efter beværterlovens § 31, stk. 2, kan politiet give et af kommunalbestyrelsen nærmere fastsat antal beværtere tilladelse til at holde åbent efter kl. 24 eller det i politivedtægten eventuelt nævnte tidligere lukketidspunkt, dog længst til kl. 1. Efter forslaget ændres denne bestemmelse derhen, at det overlades til kommunalbestyrelsen at træffe afgørelse af, hvornår beværtninger med den omhandlede tilladelse skal lukke. Følgen heraf er, at reglerne i beværterlovens § 32, stk. 1, 2. og 3. pkt., om beværtning for siddende gæster bortfalder.

§ 20. I lovens § 33, stk. 2, indføjes som nyt 2., 3. og 4. pkt.:

„Politiet kan, når forholdene taler derfor, forbyde beværtere at lade personer under 18 år opholde sig som gæster i vedkommende beværtning. Bevillingshaveren er ansvarlig for sine medhjælperes overtrædelse af forskrifterne i dette stykke. Er den daglige drift overladt en af vedkommende myndighed godkendt bestyrer, gælder bestemmelserne i § 6, stk. 5."

Efter § 33, stk. 2, er det forbudt at skænke eller lade skænke stærke drikke for personer, der må antages at være berusede, og for personer, der ikke er fyldt og heller ikke kan antages at være fyldt 18 år. I bestemmelsen er endvidere optaget et forslag om, at politiet skal kunne forbyde beværtere at modtage personer under 18 år som gæster i vedkommende beværtning. Efter forslaget skal bevillingshaveren i alle tilfælde anses som ansvarlig for disse bestemmelsers overholdelse, medmindre der i overensstemmelse med reglerne i § 6 er godkendt en bestyrer til at lede den daglige drift, i hvilket tilfælde ansvaret går over på ham. Bestemmelsen om eventuelt forbud mod mindreåriges ophold i en beværtning må forstås med den begrænsning, at der ikke kan foreligge nogen overtrædelse af denne bestemmelse, såfremt en ikke 18-årig efter sit udseende må antages at være fyldt 18 år, medmindre den ansvarlige vidste eller burde vide, at vedkommende var under 18 år.

Forsåvidt bevillingshaveren er et selskab m. v., ligger ansvaret for den daglige drift hos bestyreren.

§ 21. Lovens § 39 affattes således:

„Der vil ikke kunne nægtes politiet adgang til de til en beværtning eller et gæstgiveri hørende lokaler eller rum. Tilsvarende regel gælder, forsåvidt angår marketenderier samt de i henhold til § 1, stk. 7, godkendte udlejningsvirksomheder."

Ifølge den hidtil gældende formulering kunne der ikke nægtes politiet adgang til en beværtnings eller et gæstgiveris lokaler eller rum.

Under den foreslåede formulering henhører foruden de i paragraffen udtrykkeligt nævnte virksomheder også forsamlingshuse og andre lokaler, hvori der i henhold til beværterlovens § 22 drives beværtning ved særlige lejligheder.

Lovforslagets §§ 21-25 er af redaktionel karakter eller indeholder overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte handelsminister Lis Groes til indledning:

„Jeg vil gerne straks understrege bemærkningerne til lovforslaget om, at det er anset for rigtigst at fremsætte lovforslaget i den skikkelse, som alkoholkommissionen har givet det. Der er dog gjort visse ændringer efter forhandling med andre interesserede ministerier, ligesom der er foretaget enkelte andre ændringer, væsentligst af redaktionel art. Beværterloven er et sagområde, hvor meningerne ikke deler sig efter de almindelige politiske linier. Ved den gennemgang af de enkelte forslag, som jeg skal tillade mig at foretage, vil jeg gøre visse bemærkninger om min personlige opfattelse af de forskellige spørgsmål. Man må så i det udvalg, som vil blive nedsat til nærmere behandling af forslaget, nøjere se på de foreliggende uoverensstemmelser om problemerne.

Om begrundelsen for de enkelte bestemmelser i forslaget kan jeg i det hele henvise til alkoholkommissionens betænkning ..."

Kommissionen havde anlagt det hovedsynspunkt, at der med enkelte undtagelser ikke var anledning til at forlade de hovedprincipper, beværterloven er bygget op på. Til dette synspunkt gav erhvervene tilslutning, idet de dog gjorde opmærksom på et principielt spørgsmål, som kommissionen efter erhvervenes opfattelse burde have taget op til behandling. Det drejede sig om den tilstedeværende forskel på reglerne angående købstæder og landkommuner. „Erhvervene anser bestemmelserne om sognerådenes og vælgernes mulighed for at hindre udskænkning af og handel med stærke drikke for mindre stemmende med de — også trafikalt — moderne tider. De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark er inde på det samme spørgsmål. Der ses ikke stillet noget konkret forslag til ændring af reglerne, som de er, og jeg tror også, at denne deling mellem land og by på det heromhandlede område stadig har en reel begrundelse, og at de særlige lovregler — navnlig bestemmelserne om adgang til kommuneafstemning, forsåvidt angår beværtning og gæstgiveri — bør opretholdes.

Lovforslaget rokker således ikke ved den gældende lovs hovedprincipper. De foreslåede ændringer er alle ændringer, som erfaringerne siden 1939, da den nye lov blev vedtaget, har gjort hensigtsmæssige."

Handelsministeren kommenterede derefter meget udførligt enkelthederne i de nye regler i lovforslaget, som hun anbefalede til folketingets velvillige behandling.

Under lovforslagets 1. behandling gav ordførerne udtryk for deres partiers stilling til den række problemer, som lovforslaget rummer, ofte med tilføjelse af, at der indenfor deres pårti ikke var fuld enighed om, på hvilken måde disse problemer burde løses.

De foreslåede nye regler om marketenderier (lovforslagets § 17) og om selskabslokaler (lovforslagets § 1) samt problemer i forbindelse med restaurationsskatterne, der ikke omfattes direkte af lovforslaget, blev særlig omtalt.

Angående marketenderierne udtalte Axel Ivan Pedersen (S) tilfredshed med de skærpede regler. Vagn Bro (V) gav udtryk for, at marketenderier ikke bør have karakter af egentlige restauranter; de bør være steder, hvor de i virksomheden beskæftigede kan få deres mad og en øl. Kun i undtagelsestilfælde, f. eks. når en arbejder fejrer jubilæum, bør der måske gives dispensation, så der kan skænkes en snaps. Han tilsluttede sig ligeledes lovforslagets skærpede bestemmelser på dette område. Weikop (KF) fandt det urimeligt, at kooperative marketenderier fremdeles har ret til at forhandle varer, mens andre marketenderier ikke har den samme ret. Rimeligst ville det være at forbyde enhver form for handel i forbindelse med marketenderivirksomhed. Såfremt det fra anden side fremsatte ønske om ret til udskænkning af andre stærke drikke end øl blev imødekommet, måtte denne omsætning gøres afgiftspligtig. Aage Fogh (RV) var betænkelig ved oplysningerne om drikkeri i marketenderier og ønskede de heromhandlede problemer nøje belyst under udvalgsarbejdet. Alvilda Larsen (DK) var utilfreds med skærpelsen af marketenderireglerne, hvorefter der fremtidig kun må udskænkes øl og ikke som hidtil snaps, likør og lignende, idet hun henviste til, at spiritus praktisk taget ikke nydes i marketenderierne, bortset fra fødselsdage og jubilæer. løvrigt mente hun, at et forbud kunne omgås. Alfred Jørgensen (DR) kunne tiltræde forslaget om forbud mod udskænkning af andre stærke drikke end øl.

Angående beskatningsspørgsmålet udtalte Axel Ivan Pedersen (S), at mange problemer i beværterlovgivningen ville blive mindre, hvis man havde en ensartet beskatning, uanset på hvilken måde salg, fordeling eller servering fandt sted. Således ville fristelsen til at sælge såkaldt „sort spiritus" bortfalde, og administrationen af spiritusbeskatningen ville blive lettere. Vagn Bro (V) gav udtryk for, at det måske var rimeligt, om man lettede nogle af de meget alvorlige økonomiske byrder, der hviler på beværterstanden. Weikop (KF) oplyste, at den samlede beskatning af stærke drikke fra 1939—40 til 1954—55 er steget fra 97 mill. kr. til 505 mill. kr., og han var af den opfattelse, at disse meget høje skatter holder forbruget af stærke drikke nede i et sådant omfang, at andre foranstaltninger til nedbringelse af forbruget ikke er påkrævede. Aage Fogh (RV) fandt, at der var grundlag for en ændring af restaurationsskatten; der bør gives restauratørerne bedre betingelser end de nuværende, og man vil da også kunne stille strengere krav til dem med hensyn til overholdelse af afgiftslovgivningen til at de holder deres lokaler i tilbørlig stand, og til at de ikke skænker for berusede personer eller for mindreårige. Alvilda Larsen (DK) erklærede, at hendes parti var enigt med restauratørerne i deres vrede over de høje forbrugsafgifter på dette område, men hun kunne ikke tiltræde restauratørernes ønske om, at beskatningen bredes ud til nye områder — med skat ved kilden — ved skærpelse af marketenderireglerne og reglerne om selskabslokaler. Hun mente, at det er den almindelige forringelse af købekraften hos befolkningen, der forringer restaurationsbesøgene. Alfred Jørgensen (DR) tog afstand fra de høje omsætningsafgifter og ytrede ønske om en udligning med hensyn til afgiften uden hensyntagen til, om man nyder spiritus det ene eller andet sted.

Om den nye regel om, at udskænkning af stærke drikke i selskabslokaler falder ind under beværterlovens forskrifter og dermed omfattes af omsætningsafgiftsloven, når udlejningen af lokalerne drives erhvervsmæssigt, udtalte Vagn Bro (V), at det er rigtigt, at bevillingsnævnene også får indseende med denne virksomhed, der har grebet så stærkt om sig. Weikop (KF) fandt det rimeligt at pålægge omsætningsafgift i disse tilfælde under hensyn til de byrdefulde afgifter, der lægges på restauranterne, men han kunne ikke tiltræde forslaget om, at afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt udligningen er erhvervsmæssig, skal træffes af handelsministeren, idet han fandt, at det burde overlades til domstolenes afgørelse. Alvilda Larsen (DK) fandt, at den nye regel om selskabslokaler var urimelig, idet den ville forhindre mindrebemidlede i at holde deres familiefester i selskabslokaler; de har ikke råd til at holde dem på restauranterne og vil derfor som oftest være henvist til at afholde festerne i de altfor små lejligheder. Alfred Jørgensen (DR) udtrykte betænkelighed ved den nye regel om selskabslokaler, idet den i praksis vil medføre forskelsbehandling af bybefolkningen og landbefolkningen. Den nye bestemmelse vil i almindelighed ikke omfatte forholdene på landet, hvor forsamlingshuset bruges af hele sognet som selskabslokale og netop ikke drives erhvervsmæssigt. Hermed vil man ramme den mindrebemidlede befolkning i byerne, hvor særlig mange af pladshensyn er henvist til at afholde private fester i lejede lokaler.

Angående partiernes stilling til lovforslaget tilsagde Axel Ivan Pedersen (S) støtte og vilje til en saglig behandling med rimelig hensyntagen til såvel fagets udøvere som befolkningen, Vagn Bro (V) løfte om en grundig, men også velvillig udvalgsbehandling, Weikop (KF) løfte om at deltage i et udvalgsarbejde med efterprøvning af de foreslåede bestemmelser, Aage Fogh (RV) støtte til lovforslagets gennemførelse, Alvilda Larsen støtte til lovforslaget med undtagelse af skærpelserne vedrørende selskabslokaler og marketenderier og Alfred Jørgensen (DR) velvilje ved den fortsatte behandling af lovforslaget.

Udenfor ordførernes række udtalte Helga Pedersen (V), at man ved den nu foreslåede grundige revision af beværterloven burde benytte lejligheden til at gennemføre regler, der sikrer mulighed for en effektiv måde at få Nyhavn og lignende kvarterer renset ud.

Heilesen (V) omtalte en række af lovforslagets enkeltregler og udtalte ønske om, at gennemførelse af lovforslaget ville gavne ædrueligheden. Hanne Budtz (KF) tilsluttede sig ministerens forslag i § 20 om ubetinget ansvar for beværteren, også for hans medhjælpere, i tilfælde af udskænkning for berusede personer og for unge under 18 år.

Lovforslaget blev henvist til udvalg, der ikke nåede at færdiggøre sit arbejde inden samlingens udløb.