Det fremsatte lovforslag svarede nøje til det lovudkast, der blev udarbejdet af den af handelsministeren i 1949 nedsatte mælkekommission, hvis opgave var at gennemgå de foranstaltninger, der var gennemført i medfør af lov nr. 415 af 5. august 1940 om bybefolkningens forsyning med mælk og fløde, og overveje, om disse foranstaltninger var egnede til at sikre bybefolkningens fremtidige forsyning med mælk og fløde på den mest hensigtsmæssige og økonomiske måde.

Lovforslaget, der tilsigtede en videreførelse af den stedfundne rationalisering af mælkehandelen, var bygget op over den gældende handelsministerielle bekendtgørelse af 19. august 1940 om bybefolkningens forsyning med mælk m. v. og den praksis, der siden har udviklet sig, idet man dog på visse punkter havde søgt at imødekomme den kritik af detailler, som har været rettet mod den gældende ordning. Det omfattede ligesom den gældende mælkebekendtgørelse handelen med og fordelingen af mælk og fløde i Storkøbenhavn og købstæderne og åbnede endvidere mulighed for, at andre kommuner med bymæssig bebyggelse med tilslutning fra vedkommende kommunalbestyrelse kunne henføres under lovens bestemmelser. Det skulle dog efter lovforslaget ligesom efter de hidtil gældende bestemmelser overlades til de kommunale myndigheder at gennemføre rationaliseringen af mælkehandelen og påse, at de gennemførte rationaliseringsordninger fungerer, som de skal.

Angående lovforslagets indhold anføres følgende:

I § 2 foresloges det, at kommunalbestyrelsen som hidtil skulle godkende oprettelse, salg og flytning af mejerier, faste udsalgssteder for mælk og fløde og detailvognsruter.

Disse bestemmelser skulle sikre, at antallet af virksomheder indenfor en kommune ikke udvides, uden at kommunalbestyrelsen har haft lejlighed til at tage stilling til, hvorvidt det skønnes hensigtsmæssigt, at der opstår et større antal virksomheder.

I § 3 foresloges opretholdt de hidtil gældende bestemmelser angående kommunalbestyrelsens adgang til med handelsministerens godkendelse under visse forhold at fastsætte særlige bestemmelser angående salg eller fordeling indenfor området eller indførsel dertil af mælkekonserves og eksportfløde eller andre mælke- og flødeprodukter.

Ligeledes foresloges i § 4 opretholdt den hidtil gældende bestemmelse om pligt for faste udsalgssteder til at holde åbent alle ugens dage, idet dog generelt undtoges juledag, nytårsdag og påskedag.

Desuden var der indføjet en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen kan give tilladelse til, at faste udsalgssteder kan holdes lukket også på enkelte andre dage end de nævnte.

Fastsættelsen af de nærmere retningslinier for administrationen af de beføjelser, der ved §§ 2 og 4 skulle tillægges kommunalbestyrelserne, foresloges i § 9 henlagt til handelsministeren.

I § 5, stk. 1, foresloges det ved handelsministeriets bekendtgørelse af 19. august 1940, § 1, oprettede storkøbenhavnske mælkeudvalg opretholdt. Herudover skulle der ifølge paragraffens 2. stykke også for kommunalbestyrelserne udenfor Storkøbenhavn være adgang til at nedsætte mælkeudvalg.

I § 6 var opretholdt de i § 4 i bekendtgørelsen af 19. august 1940 givne bestemmelser, der tilsigtede at forhindre virksomheder, der ikke er indstillet på til stadighed at forsyne byerne med alle mælke- og flødesorter, i lejlighedsvis at søge afsætning for en del af deres produktion eller at udnytte en — f. eks. på grund af gældende prisansættelser — særlig let tilgængelig salgsmulighed for enkelte fløde- eller mælkesorter. Der var dog i paragraffens 2. stykke givet kommunalbestyrelserne adgang til med handelsministerens tilslutning at udfærdige bestemmelser af afvigende eller supplerende karakter.

Reglerne i forslagets § 7 om tilbagetagning af mælk og fløde svarede i alt væsentligt til reglerne i § 7 i forannævnte bekendtgørelse, idet der dog var gjort den tilføjelse, at mælken ved tilbagetagningen fra detaillisterne skulle være i brugbar stand.

I stedet for den i § 5 i forannævnte bekendtgørelse opstillede liste over de varer, der må sælges fra samme udsalgssted som mælk og fløde, var der i forslagets § 8 tillagt handelsministeren bemyndigelse til efter forhandling med indenrigsministeren at fastsætte dette.

I § 10 var det i 1. og 2. stykke foreslået, at kommunalbestyrelsen skulle godkende detailpriser og rabatsatser, dog at der ved ændring af disse påhvilede den en pligt til at optage forhandling med mejerierne og mælkehandlernes organisation. Ifølge bestemmelserne i samme paragraf, stk. 3-7, skulle der oprettes et ankenævn, til hvilket kommunalbestyrelsernes afgørelser med hensyn til godkendelse af priser og rabatsatser skulle kunne indankes. Det var foreslået, at indankning af kommunalbestyrelsens afgørelse skulle have opsættende virkning. Således som paragraffen var affattet, var det overladt til domstolene selv at afgøre, hvorvidt de af ankenævnet trufne afgørelser skulle kunne underkastes domstolsprøvelse.

I § 11 var det overladt til den enkelte kommunalbestyrelse, hvorvidt den ville søge handelsministeren om den bemyndigelse, der ifølge paragraffen kunne gives til koncessionering af handelen med mælk og fløde i vedkommende kommune. Desuden indeholdt paragraffen bestemmelser om det materiale, der skal fremlægges, inden den omtalte beføjelse kan gives. Af bemærkningerne til paragraffen fremgik det, at man, forsåvidt angår de byer, i hvilke kommunalbestyrelsen allerede har fået bemyndigelse til at koncessionere handelen med mælk og fløde i medfør af § 9 i handelsministeriets bekendtgørelse af 19. august 1940, har betragtet det som en konsekvens af § 11, at kommunalbestyrelsen ved udløbet af koncessionerne må tage de i § 11 omhandlede spørgsmål op til fornyet overvejelse og indsende det fremtidige grundlag for kommunens mælkeordning til handelsministerens godkendelse.

Paragraffens stk. 2 tog sigte på at give retningslinier for den rationalisering af mælkehandelen, som tilsigtes ved gennemførelse af koncessionsordninger. Der skulle således søges opnået en tilstrækkelig udnyttelse af mejeriernes kapacitet, og der pegedes på, at man ved placeringen af faste udsalgssteder for mælk og fløde bør tilstræbe at skabe en passende omsætning for disse. Med hensyn til detailvognskørselen gaves der anvisning på fortrinsvis at tilrettelægge mælkevognsruterne således, at forsyningen af områder med spredt bebyggelse sikredes. Stk. 3 fastsatte, at indehavere af mejerier, faste udsalgssteder og detailvognsruter, der nedlægges, har krav på fuldstændig erstatning i overensstemmelse med hidtidig praksis.

Bestemmelserne i § 12 tilsigtede at sikre de indenfor engros- og detailhandelen bestående organisationer forhandlingsret, forinden ministeren udfærdiger bestemmelser i medfør af § 1, stk. 2, §§ 8 og 9 og § 10, stk. 7, ligesom de pågældende organisationer iøvrigt skulle sikres forhandlingsret i forhold til kommunalbestyrelserne.

I § 13 foresloges indsat i loven den hjemmel til at påbyde standardisering af mælk og fløde, som hidtil har måttet søges i vareforsyningsloven.

Forslagets §§ 14 og 15 indeholdt overtrædelses- og ikrafttrædelsesbestemmelser.

Bestemmelserne i bekendtgørelsen af 19. august 1940 angående stimulering af salget af varmebehandlet mælk i løssalg — den såkaldte spandemælk — genfindes ikke i lovforslaget. Handelsministeren begrundede ved fremsættelsen dette med, at trods prisforskellen har hverken forbrugere eller handlende vist interesse for fortsat salg af denne spandemælk.

Ved lovforslagets 1. behandling anbefaledes det af Edel Saunte (S) der fremhævede, at man gennem den ved den hidtidige mælkelov gennemførte rationalisering af handelsleddet havde opnået ikke alene bedre prisforhold, men også en bedre hygiejne og en bedre økonomisk standard for de enkelte detailforretninger, hvorfor det ville være rigtigt at videreføre lovgivningen og fortsætte rationaliseringen.

Anker Lau (V), der hævdede, at der ikke var ført bevis for, at mælken var blevet billigere, end den ville have været, hvis den frie konkurrence havde fået lov til at fortsætte, kunne ikke medvirke til gennemførelse af lovforslaget i den skikkelse, det havde, og udtalte til slut:

„Vi mener iøvrigt, at skal der gives visse regler med hensyn til sundhedskontrollen og måske på andre rent praktiske områder, må det være generelle regler, der ikke lukker erhvervet, men holder det åbent for dem, der vil arbejde under disse generelle regler, og den frie rådighed over de bestående virksomheder må gives tilbage til ejerne."

Poul Claussen (KF), der ikke ville benægte, at der under mælkeordningen var opnået visse pris- og kvalitetsmæssige forbedringer, kunne dog ikke tilslutte sig forslaget, men gik ind for en afvikling af mælkeordningen. Han fandt det uheldigt, at kommunalbestyrelserne ifølge lovforslaget vedblivende skulle godkende detailpriser og rabatter. Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) påpegede en lang række realøkonomiske fordele ved den hidtidige mælkeordning og udtalte: „Efter min mening får vi, hvis vi ikke fortsætter med offentlig regulering, en organisationsmæssig ordning, og der bliver ikke megen anledning til at se den frie erhvervsudøvelse."

Petra Petersen (DK) tilsagde sin gruppes medvirken til lovforslagets gennemførelse, men fandt, at regeringen burde føre den nøjeste kontrol med omkostninger og priser på mælkeforsyningens område.

Tholstrup (DR) kritiserede stærkt såvel lovforslaget som den gældende mælkeordning, mens Jens Chr. Christensen (V), der var uenig med sit partis ordfører i denne sag, påpegede, at de mælkeordninger, der var gennemført siden loven af 1940, alle var gennemført på frivillig basis. Han fandt, at den bestående lovgivning burde videreføres, og hilste med tilfredshed det fremsatte lovforslag.