Lovforslaget var udarbejdet på grundlag af det udkast til lov om bestyrelsen af offentlige veje (i det følgende kaldt udkastet), som indeholdes i betænkning om de offentlige veje, afgivet den 16. september 1954 af det af ministeriet for offentlige arbejder den 15. marts 1951 nedsatte vejlovsudvalg.
Allerede i 1933 blev der nedsat et udvalg til revision af vejlovgivningen. På grundlag af en betænkning fra dette udvalg gennemførtes en ny snekastningslov. Udvalget afgav imidlertid ikke nogen betænkning om revisionen af vejlovgivningen iøvrigt. I 1940 nedsatte ministeriet et nyt udvalg med den opgave at forberede en omorganisation af landets vejvæsen, trafikministeriets vejudvalg af 1940. Dette udvalg afgav i 1941 en betænkning, indeholdende udkast til 4 lovforslag, nemlig forslag til lov om oprettelse af et vej departement og et vej råd m. v., forslag til lov om vejvæsenet, forslag til lov om ændring af motorafgiftsloven m. v. samt forslag til ændring af snekastningsloven. Med disse udkast som grundlag fremsatte ministeren for offentlige arbejder i efteråret 1942 på rigsdagen 4 lovforslag, der imidlertid ikke nåede at blive færdigbehandlet inden den 29. august 1943. De pågældende lovforslag er ikke senere blevet genfremsat.
Efter krigens ophør er flere af de i lovforslagene omhandlede emner blevet behandlet i forskellige kommissionsbetænkninger, bl. a. i den af forvaltningskommissionen af 1946 afgivne 4. betænkning af 1949, den af færdselslovsudvalget afgivne betænkning af juni 1954 og landsbyggelovsudvalgets betænkning af 9. december 1955. På grundlag af den nævnte betænkning fra forvaltningskommissionen blev der ved normeringsloven for 1949-50 oprettet et vejdirektorat under ministeriet for offentlige arbejder. Det tidligere forslag om oprettelse af et vejdepartement m. v. var dermed uden aktualitet.
Spørgsmålet om en ændring af motorafgiftsloven udgik til særlig behandling i motorafgiftskommissionen, og på grundlag af dennes betænkning, 1. del, finansiering af vej udgifter, afgivet den 21. maj 1954, fremsatte ministeren for offentlige arbejder forslag til lov om tilskud til de offentlige veje (følgende sag).
Den 15. marts 1951 nedsatte ministeriet for offentlige arbejder som nævnt vejlovsudvalget af 1951. Dette udvalg fik til hovedopgave under hensyn til den siden 1942 stedfundne udvikling at foretage en teknisk gennemgang af det i 1942 fremsatte forslag til lov om vejvæsenet (i det følgende kaldt 1942-forslaget). Om dette forslags indhold og behandling på rigsdagen henvises til årbog 1942-43 side 439-451. Spørgsmålet om en eventuel revision af snekastningsloven (lov nr. 158 af 13. april 1938) og af krydsningsloven (lov nr. 28 af 1. februar 1930) blev imidlertid holdt udenfor udvalgets kommissorium, ligesom udvalget med hensyn til de i 1942-forslaget indeholdte administrative bestemmelser principielt skulle indskrænke sig til at foretage sådanne rettelser, som var en følge af stedfundne ændringer i retstilstanden og senere kommissionsbehandlinger, navnlig i forvaltningskommissionen af 1946 (jfr. dennes 4. betænkning). De pågældende administrative bestemmelser indeholdes i kap. I i udkastet.
Efter betænkningens afgivelse havde ministeriet indhentet erklæringer over denne fra Amtsrådsforeningen, Købstadforeningen, De samvirkende Sognerådsforeninger og foreningen „Bymæssige Kommuner", og i det fremsatte lovforslag var i vidt omfang taget hensyn til disse erklæringer.
Ministeriet havde iøvrigt i det væsentlige kunnet tiltræde indholdet i udkastet. I kap. I var der dog foretaget forskellige ændringer navnlig for at bringe udkastet i overensstemmelse med forslaget til lov om tilskud til de offentlige veje. Enkelte af bestemmelserne i det i motorafgiftskommissionens betænkning, I. del, indeholdte udkast til forslag til lov om motorafgifternes anvendelse, nemlig § 11 om nedsættelse af et vejnævn og § 15 om visse bivejes overgang til landeveje, var indarbejdet i lovforslaget.
Om hovedpunkterne i lovforslaget skal iøvrigt anføres:
Kapitel I (§§ 1-22) omhandler vejenes inddeling og vejmyndighederne.
Ifølge § 1 skal der ved offentlige veje forstås de veje, gader, broer eller pladser, der er optaget på det i § 6 omhandlede veiregister. Indførelsen af et sådant register over samtlige offentlige veje er bl. a. nødvendigt af hensyn til det i tilskudslovforslaget foreslåede system for motorafgiftsrefusion, der bl. a. afhænger af længden af de offentlige veje i vedkommende kommune.
Registret udfærdiges af ministeren for offentlige arbejder. Der optages i statstidende en meddelelse om registrets udfærdigelse samt om de ændringer, som foretages i det.
De offentlige veje inddeles ifølge § 3 i hovedlandeveje, landeveje af 1.-3. klasse og biveje af 1. og 2. klasse, mens der nu sondres mellem landeveje, biveje og bygader. Hovedlandevejene er de veje, der betjener landets fjerntrafik. Landeveje af 1. klasse er de veje, der uden at være hovedlandeveje betjener den gennemgående trafik mellem købstæder indbyrdes eller mellem disse og hovedlandevejene, samt veje, der kan ligestilles hermed. Landeveje af 2. klasse er de veje, der fortrinsvis betjener oplandstrafikken til købstæder, samt veje, der kan ligestilles hermed. Som landeveje af 3. klasse kan optages sådanne biveje, der uden at kunne henregnes til de forannævnte veje har væsentlig færdselsmæssig betydning for et større område udenfor den kommune, i hvilken de forløber. Biveje af 1. klasse er de for lokaltrafikken mest betydende veje. Biveje af 2. klasse er de øvrige offentlige veje.
Kategorien landeveje af 3. klasse fandtes ikke i lovforslaget af 1942. Indførelsen af denne nye kategori af landeveje er overensstemmende med motorafgiftskommissionens forslag og står i forbindelse med, at et stort antal biveje — i 1942 talte man om 5 000 km — bør have landevejskarakter, medens man dog på grund af amtskommunernes begrænsede skattemæssige udskrivningsmuligheder er tvivlende overfor deres økonomiske evne til uden videre at overtage en forøgelse af en sådan størrelsesorden af det godt 8 000 km store landevejsnet. Efter forslaget til tilskudsloven skal udgifterne til landeveje af 3. klasse ligesom udgifterne til andre amtsveje refunderes med 65 pct., men de resterende 35 pct. kan deles mellem amtet og sognekommunerne.
Ved vejbestyrelsen for en offentlig vej forstås ifølge § 4 den kommunale myndighed, under hvis administration vejen henhører. Ifølge § 6 henhører hovedlandevejene og landevejene under amtsrådenes bestyrelse, mens bivejene henhører under de pågældende kommunalbestyrelsers bestyrelse. I købstæderne og i Frederiksberg kommune henhører alle de offentlige veje under kommunalbestyrelsernes bestyrelse; i Københavns kommune henhører de under magistratens. Det bestemmes endvidere, at forsåvidt strækninger af hovedlandeveje eller landeveje indenfor byernes område hidtil har henhørt under et amtsråds administration, bestyres de fortsat af amtsrådet. Gennemførelse af lovforslaget betyder ikke i sig selv, at administrationen af de forskellige vejstrækninger overføres fra en gruppe kommunale myndigheder til en anden; overførelse kan kun ske ifølge de særlige i lovforslaget indeholdte regler (§§ 9 og 13).
I forslaget af 1942 var forudset oprettet et vejnævn, og dette er ligeledes foreslået af motorafgiftskommissionen. Der foreslås nu oprettet et vejnævn, til hvilket der henlægges en lang række opgaver både vedrørende bestyrelses- og tilskudsforslagene, således bl. a. vedrørende de økonomiske vilkår i tilfælde af en offentlig vejs overgang fra en kommunal myndighed til en anden og vedrørende pålæg til kommunerne om at udføre visse vejarbejder. § 5 om vejnævnets sammensætning og beføjelser lyder således:
„Der nedsættes et vejnævn med 15 medlemmer til at udøve de dette ved nærværende lov og lov om ... tilskud til de offentlige veje tillagte beføjelser.
Vejnævnet består af 2 af ministeren for offentlige arbejder udnævnte medlemmer, hvoraf den ene skal være nævnets formand, og 13 andre medlemmer, hvoraf 1 udpeges af finansministeriet, 1 af indenrigsministeriet, 1 af boligministeriet, 2 af Amtsrådsforeningen, 2 af De samvirkende Sognerådsforeninger, 2 af foreningen „Bymæssige Kommuner", 2 af Købstadforeningen, 1 af Københavns magistrat og 1 af den eller de organisationer af motorkørende, som ministeren for offentlige arbejder godkender dertil.
Vejnævnet skal på begæring af ministeren afgive udtalelser i sager, som denne forelægger nævnet, ligesom nævnet for ministeren kan forelægge spørgsmål af betydning for vejvæsenet.
For samtlige medlemmer udpeges suppleanter. Vederlag for formanden og medlemmerne fastsættes ved finansloven. Udgifterne hertil og til medhjælp for nævnet samt dettes udgifter til rejser m. v. afholdes af den i lov ... om tilskud til de offentlige veje omhandlede vejfond."
Ifølge § 7 bestemmer ministeren for offentlige arbejder snarest efter lovens ikrafttræden efter forhandling med de respektive kommunale myndigheder og efter indhentet erklæring fra vejnævnet, hvilke veje der skal henregnes til hovedlandeveje og landeveje af 1. og 2. klasse.
Ministeren kan i henhold til § 9 efter forhandling med de respektive kommunale myndigheder og efter indhentet erklæring fra vejnævnet foretage forandring i klassificeringen af de i vejregisteret opførte veje, bestemme, at bestyrelsen af hovedlandeveje og landeveje overgår fra en kommunal myndighed til en anden, samt i vejregisteret optage nyanlagte veje som hovedlandeveje eller landeveje.
En bivej kan kun optages som landevej af 3. klasse, når den er udbygget og vedligeholdt i en efter sin færdsel på tidspunktet for optagelsen tilfredsstillende stand, eller når der inden lovens ikrafttræden måtte være afsluttet overenskomst eller indgået anden aftale mellem amtsrådet og vedkommende kommune om hel eller delvis overtagelse eller administration af vejen.
Når administrationen af en offentlig vej overgår til en anden kommunes bestyrelse, fastsættes de økonomiske vilkår for overgangen i mangel af mindelig overenskomst af vejnævnet. Ved optagelse af en bivej som landevej af 3. klasse træffes der bestemmelse om, i hvilken udstrækning sognekommunen skal refundere amtskommunens egenudgift ved vejens fremtidige vedligeholdelse. (§ 13).
I § 12 bestemmes, at der ikke kan vindes hævd over de i vejregistret optagne vejes arealer. I samme paragraf fastsættes, at det offentliges ejendomsret til nyerhvervede vejarealer skal. sikres ved disses udskillelse i matriklen, og det pålægges vejbestyrelserne inden udløbet af en frist på 20 år efter lovens ikrafttræden at drage omsorg for, at samtlige hovedlandeveje og landeveje udskilles i matriklen som offentlige vejarealer, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Tilsvarende udskillelse af biveje vil lejlighedsvis være at foretage efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem ministeren for offentlige arbejder og landbrugsministeren.
§§ 14 og 16 omhandler udarbejdelse af fortegnelser over de veje, der fremtidig skal være henholdsvis sognekommunale og købstadkommunale biveje af 1. og 2. klasse. Som sognekommunale biveje betegnes biveje i de til amtsrådskredsene hørende kommuner og som købstadkommunale biveje i købstæderne, København og Frederiksberg. Fortegnelserne tilstilles af de kommunale myndigheder for offentlige arbejder til optagelse i vejregistret.
I § 15 gives nærmere regler om fremgangsmåden ved nedlæggelse eller omlægning af almene veje, der ikke er optaget i vejregistret, og hvor almenhedens ret ikke hviler på vedtægt eller deklaration. Afgørelsen træffes af kommunalbestyrelsen ved kendelse, der kan indankes for en landvæsenskommission.
§§ 17, 18 og 19 indeholder de nærmere bestemmelser om administrationen af henholdsvis hovedlandeveje og landeveje, de sognekommunale biveje og de købstadkommunale biveje. Bestemmelserne pålægger vedkommende kommunale myndigheder at holde de under deres bestyrelse værende veje i en efter trafikkens art og størrelse forsvarlig tilstand. Vedrørende hovedlandeveje og landeveje samt de af amtsrådskredsenes kommuner bestyrede veje indeholder §§ 17 og 18 tillige regler om tilsyn med opfyldelsen af denne pligt, mens der ikke med hensyn til de købstadkommunale biveje er bestemmelser om et sådant tilsyn.
Ifølge § 17 føres tilsynet med de af amtsrådene, byrådene, Københavns magistrat og Frederiksberg kommunalbestyrelse administrerede hovedlandeveje og landeveje af ministeren for offentlige arbejder, der kan pålægge en vejbestyrelse at afhjælpe forefundne mangler inden en fastsat frist og eventuelt lade det forsømte arbejde udføre for vedkommende vejbestyrelses regning. Ministerens samtykke udkræves til vejbestyrelsernes bestemmelser om anlæg af nye hovedlandeveje og landeveje og til eventuelle bestemmelser om, at sådanne veje skal forbeholdes visse færdselsarter. Ministeren kan, såfremt vejbestyrelsen ikke træffer de fornødne foranstaltninger, med vejnævnets tilslutning pålægge vejbestyrelsen at udføre sådanne anlægsarbejder på bestående hovedlandeveje og landeveje, som han måtte finde påtrængende nødvendige, samt pålægge vejbestyrelsen at anlægge nye hovedlandeveje eller landeveje i det, omfang, dette skønnes påtrængende nødvendigt. I disse tilfælde skal der ydes vejbestyrelsen tilskud af vejfonden. Ministeren kan ligeledes give sådant pålæg med hensyn til anlæg, som omfattes af internationale forpligtelser, som den danske stat måtte påtage sig. Herved er bl. a. tænkt på den internationale protokol af 16. september 1950 om det internationale hovedvej snet og på aftaler med vore nabolande. Projekter til anlæg af nye hovedlandeveje og landeveje samt til ombygning eller udvidelse af bestående hovedlandeveje eller landeveje skal, forinden arbejdet påbegyndes, godkendes af ministeren i et nærmere bestemt omfang. Ifølge samme paragraf gives der adgang til helt eller delvis at lægge udgifterne ved fortovsanlæg langs de af amtsrådene bestyrede hovedlandeveje og landeveje over på de tilstødende grundes ejere.
I henhold til § 18 om administrationen af de til amtsrådskredsene hørende kommuners biveje — de sognekommunale biveje — er det amtsrådet, som fører tilsyn med, at kommunalbestyrelserne opfylder deres forpligtelser med hensyn til vedligeholdelse, og som kan pålægge kommunalbestyrelserne at afhjælpe forefundne mangler, ligesom det er amtsrådet, som skal give samtykke til anlæg af nye biveje og i et vist omfang godkende projekter til nyanlæg, ombygninger og udvidelser. Med hensyn til påtrængende og nødvendige anlægsarbejder på bestående biveje og anlæg af nye biveje, som findes påtrængende nødvendige, gives der ministeren for offentlige arbejder beføjelse til efter indstilling fra vedkommende amtsråd og med vejnævnets tilslutning at give en kommunalbestyrelse pålæg om udførelsen. I så fald skal der gives kommunalbestyrelsen tilskud af vejfonden.
§ 20 omhandler nedlæggelse udenfor Københavns kommune af en i vejregistret optaget bivej eller af en hovedlandevej eller landevej, der ikke opretholdes som bivej, samt sådanne vejes eventuelle overgang til at blive opretholdt som private veje.
Ifølge § 21 udarbejder ministeren for offentlige arbejder efter forhandling med de pågældende vejbestyrelser en vejplan for hele landet, omfattende samtlige hovedlandeveje og landeveje samt sådanne biveje, som må anses for at være af særlig betydning for den gennemgående færdsel. Forinden en sognekommunal bivej optages på planen, skal sagen forelægges amtsrådet og eventuelt vejnævnet.
Ifølge samme paragraf udfærdiger ministeren almindelige regler for vejes linieføring samt længde- og tværprofiler m. v. til vejledning ved anlæg, udvidelse og ombygning af offentlige veje.
Kapitel II (§§ 23-31) giver regler om ekspropriation og taksation. De nugældende regler om ekspropriation til vejanlæg er uensartede og findes spredt i en række forskellige og tildels forældede love, hvis indhold har givet anledning til kritik. Forslaget har derfor søgt at give klare og mere tidssvarende bestemmelser om de formål, hvortil der kan eksproprieres. Hovedbestemmelsen herom i § 23 går ud på, at arealer m. v., herunder rettigheder over disse, midlertidigt eller varigt kan kræves afstået eller pålagt rådighedsindskrænkninger i det omfang, det må anses for nødvendigt til anlæg eller udvidelse af offentlige veje med tilbehør, herunder parkeringspladser, vigepladser, rastpladser, materialpladser og lignende, til sikring af oversigt over vejkryds eller vejsving, til beskyttelse af offentlig vej, til retablering af de ved vejanlæg afbrudte forbindelser, til anlæg af beplantninger ved vejene samt til gennemførelse af de i denne lov iøvrigt omhandlede foranstaltninger.
Ved gennemførelsen af reglerne vil der blive skabt retsenhed på dette område for by og land. Dog undtages Københavns kommune, hvor ekspropriation og taksation forudsættes fortsat at skulle ske i henhold til den københavnske byggelov.
Endvidere foreslås en mere rationel opbygning af vurderingsmyndighederne. Herved ændres den tidligere retstilstand, hvorefter taksation og overtaksation på landet foretoges af mænd udmeldt af retten, medens der i købstæder og andre kommuner med vejvedtægt kun foretoges een vurdering af en særlig kommission og uden mulighed for appel. Det foreslås, at taksationen skal foretages af en eller flere taksationskommissioner for hver amtsrådskreds, hver bestående af en formand og 2 medlemmer. Som formand udnævner ministeren for offentlige arbejder efter samråd med justitsministeren en af amtets underdommere eller dommerfuldmægtige. Efter nærmere angivne regler udpeges i hver amtsrådskreds af amtsrådet og byrådene i amtsrådskredsen et antal personer, der for en 8-årig periode opføres på en særlig liste over medlemmer af taksationskommissionerne. Amtmanden bestemmer, hvem af de således på listen opførte der skal deltage i taksationskommissionerne vedrørende de enkelte anlæg eller dele deraf.
Som appelinstanser nedsættes for hele landet 7 overtaksationskommissioner, nemlig 3 for de jyske amter, 1 for de fynske amter og 3 for de sjællandske, lolland-falsterske og bornholmske amter. Hver overtaksationskommission består af en formand, der skal opfylde betingelserne for at være landsdommer, og 2 faste medlemmer med suppleanter. Formanden, medlemmerne og suppleanterne beskikkes af ministeren for offentlige arbejder for en 8-årig periode. I hver sag tiltrædes kommissionen desuden af 2 medlemmer, der udpeges af ministeren efter en på grundlag af indstillinger fra amtsråd og byråd udarbejdet særlig liste.
Af hensyn til lodsejerne foreslås indført bindende regler om åstedsforretninger og protokollering og om indankning for amtsråd eller ministeren af ekspropriationsbeslutninger.
I kapitel III (§§ 32-39) indføres der nye regler om overkørsler og overgange, hvorved man har søgt at løse de vanskelige spørgsmål om randbebyggelse ved de vigtige færdselsårer. Den tiltagende randbebyggelse har været skyld i mange færdselsulykker og har endvidere begrænset kapaciteten af vejene og i mange tilfælde nødvendiggjort anlægget af kostbare omkørselsveje. Randbebyggelsen vil effektivt kunne modvirkes, hvis man indskrænker adgangen til at opnå overkørsler og overgange til de vigtigere færdselsårer. Efter den nuværende retstilstand er vejbestyrelsernes hjemmel til at begrænse tilvæksten af overkørsler og overgange og til at forhindre en uønsket udnyttelse af bestående overkørsler noget tvivlsom. Det foreslås derfor nu i §§ 33 og 34 udtrykkeligt fastslået, at anlæg af nye overkørsler og udvidet benyttelse af bestående overkørsler er betinget af vejbestyrelsens samtykke.
For at skaffe klarhed over, hvilke adgangsmuligheder der bliver til nye eller ombyggede veje, foreslås det i § 32, at vejbestyrelsen såvel ved anlæg af nye veje som ved omlægning og udbygning af bestående veje skal træffe bestemmelse om, på hvilken måde de ejendomme, hvis adgang til offentlig vej herved afbrydes, skal sættes i forbindelse med det offentlige vejnet. Forsåvidt vejbestyrelsen ikke skønner det hensigtsmæssigt at give en ejendom direkte adgang til den nye eller ombyggede vejstrækning, påhviler det vejbestyrelsen at sikre ejendommen fornøden forbindelse til offentlig vej. Såfremt sådan forbindelse ikke etableres, tilkommer der ejeren erstatning efter de i lovforslaget indeholdte regler. En vejbestyrelse kan endvidere ved ekspropriation forlange bestående overkørsler eller andre adgange nedlagt eller spærret, selvom vejen eller gaden ikke ombygges. Ved disse bestemmelser vil der være givet klar hjemmel for anlæg af facadeløse veje.
For snarest efter lovens ikrafttræden at skaffe klarhed over, indenfor hvilke områder begrænsninger med hensyn til adgangen til vejene vil komme til at gælde, nedsættes der i hver amtsrådskreds et særligt udvalg på 7 medlemmer med den opgave at gennemgå samtlige hovedlandeveje, landeveje [ved en trykfejl var disse sidste ikke medtaget] samt de biveje, som skønnes af særlig betydning for den gennemgående færdsel, og efter forhandling med vedkommende amtsråd, kommunalbestyrelse og eventuelle byudviklingsudvalg afgive indstilling til ministeren for offentlige arbejder om, hvilke varige begrænsninger der skal gælde for de enkelte vejstrækninger med hensyn til tilslutning af nye veje og stier, anlæg af nye overkørsler og overgange — i almindelighed bortset fra markoverkørsler — samt med hensyn til adgangen til vejen iøvrigt. Ved bedømmelsen heraf skal på den ene side tages hensyn til, at vejen fortsat kan tjene som en i sikkerhedsmæssig og trafikal henseende tilfredsstillende færdselsåre, og på den anden side til den allerede skete bebyggelse langs vejen samt til foreliggende byplandispositioner. Til brug for udvalgenes arbejde udfærdiger ministeren for offentlige arbejder en almindelig vejledning. På grundlag af amtsudvalgenes indstillinger udsteder ministeren en bekendtgørelse, som kan gøre disse begrænsninger bindende.
Udenfor Københavns amtsrådskreds består amtsudvalgene af amtmanden som formand, 1 af ministeren for offentlige arbejder udpeget medlem, 1 af boligministeren udpeget medlem, 2 af amtsrådet valgte medlemmer og 2 af de indenfor amtsrådskredsen beliggende købstæder valgte medlemmer. I Københavns amtsrådskreds består udvalget af amtmanden som formand, 1 af ministeren for offentlige arbejder, 1 af boligministeren samt 4 af Københavns amtsråd udpegede medlemmer.
Kapitel IV (§§ 40-46) omhandler byggelinier, d. v. s. linier, bag hvilke bebyggelse ved vejen skal holdes. Bestemmelser herom findes i lov nr. 275 af 28. november 1928, og disse foreslås nu i moderniseret form optaget i loven om offentlige veje.
§ 40 bestemmer, at en vejbestyrelse, når den af færdselshensyn finder, at der bør sikres en offentlig vej mulighed for udvidelse til større bredde, eller at færdslens tarv iøvrigt gør det fornødent, kan beslutte, at fremtidig bebyggelse ved vejen skal holdes bag ved byggelinier, der forløber på begge sider af vejen, og hvis indbyrdes afstand ikke overstiger 40 m ved hovedlandeveje og landeveje og 30 m ved andre offentlige veje. I særlige tilfælde kan afstanden forøges til 50 m. De nugældende grænser for byggeliniers indbyrdes afstand er nu for landeveje 35 m og for andre offentlige veje 25-30 m.
For at sikre fri oversigt over hjørnearealer indeholder § 40 tillige bestemmelser om hiørneskæring ved byggelinie, hvor en grunds grænselinier mod vej skærer hinanden under en vinkel, der er mindre end 135 grader. Hjørnet skal afskæres med en linie på 5, eventuelt 3 m, der danner lige store vinkler med de to vejlinier.
§ 41 giver regler om fastsættelse af byggelinier til sikring af gennemførelsen af nye vejanlæg eller forlægninger af bestående offentlige veje, der er optaget på den i § 21 omhandlede vejplan og til sikring af fri oversigt over sådanne veje. Efter den hidtidige retstilstand har anlægget af planlagte veje kun kunnet sikres indenfor byplanlagte områder. Da amtsrådene, der bestyrer langt den største del af hovedfærdselsårerne, ikke er byplanmyndigheder, har der været et stærkt behov for en bestemmelse som den foreslåede.
Kapitel V (§§ 47-51) indeholder bestemmelser om offentlige stier. Såvel købstad- og sognekommuner som amtskommuner får ret til at overtage bestående stier som offentlige samt til at anlægge nye offentlige stier. De kan, hvis de ønsker det, også optage bestående stier som offentlige for et tidsrum af 5 år ad gangen, uden at jordarealerne erhverves til ejendom. Efter de nugældende regler har sognerådene i de kommuner, der ikke har indført vej vedtægt, alene adgang til at erhverve en sådan brugsret over offentlige stier i kommunen (for 3 år ad gangen). Efter forslaget får disse kommuner altså tillige adgang til at ekspropriere stiarealer til ejendom. Vejbestyrelserne udfærdiger hver indenfor sit område en fortegnelse over de stier, der fremtidig skal være offentlige.
Af de "forskellige bestemmelser", som indeholdes i kapitel VI (§§ 52-60), kan nævnes, at § 52 bl. a. fastsætter regler om nødvendigheden af vejbestyrelsens samtykke til at anbringe faste genstande, der rager ind over vejens areal, og til at benytte vejarealet til bilreparation og tankning. I § 53 findes bestemmelser om foranstaltninger mod glat føre. Der fastsættes ingen almindelig grusningspligt, men vejbestyrelserne bestemmer, på hvilke strækninger og i hvilket omfang der vil være at træffe foranstaltninger mod glat føre på de offentlige vejes kørebaner. Ministeren for offentlige arbejder kan udfærdige vejledende bestemmelser herom.
§§ 55 og 57 omhandler vejbelysning og elektriske eller andre ledninger i vejen.
§ 56 giver vejbestyrelserne hjemmel til at opkræve afgift for benyttelsen af parkeringspladser og anlæg for motorkøretøjer. løvrigt kan vejbestyrelsen i samråd med vedkommende politimyndighed bestemme, at der på steder, hvor en begrænsning af adgangen til at parkere motorkøretøjer er ønskelig, opkræves en parkeringsafgift, der kan sættes i forhold til det tidsrum, i hvilket motorkøretøjerne holdes parkeret.
§§ 58-60 indeholder straffebestemmelser, bestemmelser om ikrafttrædelsestidspunkt og ophævelse af ældre love samt overgangsbestemmelser.
Ved fremsættelsen udtalte ministeren for offentlige arbejder efter en gennemgang af lovforslagets hovedpunkter følgende om de med de kommunale organisationer førte forhandlinger:
„I vejlovsudvalget af 1940 var kommunalorganisationerne repræsenteret, og inden forslaget blev fremsat på rigsdagen i 1942, var det modificeret efter drøftelse med rigsdagens partier. Efter at nu lovforslaget fra 1942 er blevet underkastet en teknisk-juridisk gennemgang i vejlovsudvalget af 1951, er dette sidste udvalgs betænkning i marts 1955 blevet forelagt de kommunale organisationer. Amtsrådsforeningen og købstadforeningen har ikke haft væsentlige bemærkninger at gøre til denne betænkning. Det har iøvrigt i forslaget været muligt i væsentligt omfang at imødekomme de ønsker, der er fremsat fra kommunal side. På visse punkter har jeg dog ikke fundet det hensigtsmæssigt at følge de særlige ønsker, der er fremkommet, navnlig ikke når disse griber afgørende ind i hele det system, der nu søges fastlagt for vejstyret.
Det gælder således, når sognerådsforeningerne har ment, at biveje burde undtages fra reglen om, at ministeren mod at give vejfondstilskud kan forlange anlægsarbejder udført, bymæssige kommuners ønske om at blive fritaget for det hidtidige tilsyn fra amtsrådenes side, som alle andre sognekommuner er underkastet, samt denne organisations tanke om, at de bymæssigt bebyggede sognekommuner skulle overtage de landevejsstrækninger, der løber gennem dem. Endelig har ministeriet fra Københavns magistrat i år — det er derfor ikke omtalt i bemærkningerne — modtaget en henvendelse, hvorefter forslaget skulle ændres til overhovedet ikke at gælde Københavns kommune. Jeg skal dog ikke på forhånd afvise den tanke, at en nærmere drøftelse af disse spørgsmål, som jeg formoder der bliver lejlighed til i det høje ting, vil vise mulighed for i større eller mindre grad at imødekomme visse af de fremsatte ønsker."
Ved 1. behandling gav Kai Jensen (S) tilsagn om velvillig behandling af lovforslaget. Holmberg (V) kunne også principielt give tilslutning, men havde ønsker om ændring af forskellige bestemmelser. Således ønskede han den endelige afgørelse af spørgsmålet om vejenes klassificering og visse andre afgørelser henlagt til vej nævnet i stedet som foreslået til ministeren for offentlige arbejder. Han kunne ikke tiltræde bestemmelsen om, at der skulle kunne gives sognekommunerne pålæg om udførelse af anlægsarbejder vedrørende bivejene, og han ønskede sognekommunerne repræsenteret i de i forslagets § 35 omhandlede amtsudvalg.
Poul Sørensen (KF) tilsagde sit partis saglige medarbejderskab ved en nærmere gennemgang af lovforslagene i et udvalg. Han fandt, at ministeriets indflydelse i en del af bestemmelserne var trukket vel stærkt op, og så gerne, at man imødekom de fra kommunal side fremsatte ønsker om så udstrakt kommunal selvbestemmelsesret som muligt. Han ønskede en nærmere undersøgelse af bestemmelserne om ekspropriation og taksation samt overkørsler og overgange og var ikke sikker på, at man skulle lovfæste oprettelsen af et vejregister.
Skytte (RV) gav principielt tilslutning til lovforslaget, men ønskede ligesom de to foregående ordførere en stærkere fremhævelse af de kommunale organers og vejnævnets beføjelser overfor ministerens.
Lynnerup Nielsen (DK) og Tholstrup (DR) gav ligeledes i hovedsagen tilslutning til lovforslaget.
Horn (S) henstillede, at det nedsatte udvalg tog spørgsmålet om indførelse af særlige statsveje for rene fjerntrafikvejes vedkommende op til overvejelse.
Lovforslaget henvistes til behandling i samme udvalg som lovforslaget om tilskud til de offentlige veje. Udvalget afgav ikke betænkning.