Ved lov nr. 117 af 9. april 1933 om lempelse i beskatningen til staten for nyopførte bygninger blev bygninger, hvis opførelse påbegyndtes efter lovens ikrafttræden og senest inden 1. januar 1934, i tiden indtil 1. januar 1943 fritaget for at svare ejendomsskyld til staten. Skattefritagelsen omfattede dog ikke en bygning, der opførtes til erstatning for en bygning, der ved ildsvåde eller på anden måde havde lidt skade, for hvilken der ydedes godtgørelse gennem forsikring. Denne skattefritagelse blev senest ved lov nr. 355 af 22. december 1954 (årbog 1954- 55, side 101) udvidet til at gælde indtil 1. juli 1955.
Ved lov nr. 128 af 11. april 1933 om støtte til boligbyggeri bemyndiges kommunalbestyrelserne til at fritage beboelsesejendomme, hvis opførelse var påbegyndt i tiden 1. april 1933 — 31. marts 1935, for kommunal ejendomsskyld for tiden indtil 1. april 1943. Denne hjemmel er på samme måde som loven af 9. april 1933 forlænget, senest ved lov nr. 107 af 14. april 1955 om byggeri med offentlig støtte (årbog 1954-55, side 229) for tiden indtil 1. april 1959.
Overensstemmende hermed gik forslaget til nærværende lov, der oprindelig havde titlen „Forslag til lov om forlængelse af skattefritagelsen i henhold til lov om lempelse i beskatningen til staten af nyopførte bygninger", ud på, at de fritagelser for ejendomsskyld til staten, der blev givet ved 1933-loven, skulle forlænges for 4 år indtil 1. juli 1959.
Under sagens behandling i folketinget begrænsedes fritagelsen imidlertid til kun at skulle gælde til 30. juni 1956. Samtidig undergik også titlen en ændring. Ved 2. behandling fik lovforslaget følgende affattelse, som også blev lovens:
,,§ 1. Ejendomme, der i henhold til bestemmelserne i lov nr. 117 af 9. april 1933 om lempelse i beskatningen til staten af nyopførte bygninger har været fritaget for ejendomsskyld til staten i tiden indtil den 30. juni 1955, fritages også for ejendomsskyld til staten for tiden fra 1. juli 1955 til 30. juni 1956.
§ 2. Fritagelsen omfatter også fælleskommunal ejendomsskyld."
Ændringsforslaget herom var stillet af finansministeren og tiltrådt af hele det udvalg, der behandlede sagen.
Som begrundelse for ændringen oplyste finansministeren på forespørgsel af Oluf Pedersen (DR), at det ikke havde været muligt at samle flertal om en 4-årig forlængelse. Det var iøvrigt tanken, at disse fritagelser nu skulle ophøre.
Oluf Pedersen gjorde heroverfor gældende, at man burde gå over til en almindelig skattefritagelse for alle nybygninger, hvilket forhåbentlig også blev resultatet senere.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget i den ændrede affattelse enstemmigt.