Den 28. oktober 1955 vedtog Finlands riksdag enstemmigt et forslag fra den finske regering om Finlands tilslutning til Nordisk Råd. I den anledning fandt der mellem Danmarks og Sveriges regeringer og Nordisk Råds formand drøftelser sted om ændringer i rådets vedtægter. Der opnåedes herunder enighed om kun at foretage sådanne ændringer, som Finlands tilslutning til rådet gjorde påkrævet, bortset fra at ordene „Danmarks rigsdag" ændredes til „Danmarks folketing". Som resultat af drøftelserne udarbejdedes et forslag til ændringer i vedtægt for Nordisk Råd, hvilke ændringer for Danmarks vedkommende har fået gyldighed ved gennemførelsen af nærværende lov, hvis ordlyd er følgende:
§ 1. I den i lov om Det nordiske Råd nr. 206 af 7. juni 1952 § 1 indeholdte vedtægt for Det nordiske Råd affattes punkterne 1, 2, 3 og 5 således:
„1. Det nordiske Råd er organ for samråd mellem Danmarks folketing, Finlands riksdag, Islands alting, Norges storting og Sveriges riksdag samt' disse landes regeringer om spørgsmål, der angår samvirken af disse lande eller nogle af dem.
2. Rådet består af 16 delegerede fra hver af Danmarks folketing, Finlands og Sveriges rigsdage samt Norges storting, repræsenterende forskellige politiske anskuelser og valgt — tilligemed det fornødne antal stedfortrædere — af henholdsvis folketinget, rigsdagene og stortinget blandt sammes medlemmer. Valget sker for den tid og på den måde, som bestemmes i hvert enkelt land. Efter tilsvarende regler vælges 5 delegerede af Islands alting.
De deltagende landes regeringer repræsenteres i rådet af de regeringsmedlemmer, som i hvert enkelt tilfælde udpeges dertil af de respektive regeringer.
3. Regeringsrepræsentanterne deltager i rådets forhandlinger, men ikke i dets beslutninger.
5. Rådet vælger for hver samling og tiden indtil næste samling en formand og fire næstformænd. Formanden og næstformændene danner i forening rådets præsidium."
§ 2. Denne lov træder i kraft, såsnart tilsvarende ændringer har fået gyldighed i Island, Norge og Sverige og vedtægterne er godkendt i Finland.
I den tidligere formulering af vedtægterne lød punkt 3 således: „Når det ønskes fra finsk side, kan finske repræsentanter deltage i rådets forhandlinger og beslutninger". Denne bestemmelse er nu overflødiggjort ved Finlands tilslutning til Nordisk Råd, og i stedet for har man til punkt 3 henflyttet den tidligere under punkt 2 optagne bestemmelse om, at regeringsrepræsentanterne deltager i rådets forhandlinger, men ikke i dets beslutninger.
Mens rådets præsidium tidligere bestod af en formand og tre næstformænd, har man nu som en konsekvens af Finlands tilslutning til rådet forøget antallet af næstformænd til fire.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte stats- og udenrigsministeren bl. a.:
„I Danmark, ja, i hele Norden, modtog vi med glæde meddelelsen om, at Finlands riksdag den 28. oktober i år enstemmigt havde vedtaget et forslag fra den finske regering om Finlands tilslutning til Nordisk Råd.
Jeg skal ikke ved denne lejlighed komme nærmere ind på den udvikling, der har fundet sted i spørgsmålet om Finlands forhold til Nordisk Råd. Kun vil jeg minde om, at da det nordiske interparlamentariske råd i december 1951 vedtog et udkast til vedtægter for rådet, måtte man konstatere, at Finland ikke mente at kunne tiltræde den foreslåede ordning. Dette — at Finland ikke mente at kunne være med — føltes som et savn af alle i Norden, og der blev derfor i vedtægtsudkastet åbnet en mulighed for, at repræsentanter for Finland kunne deltage i rådets arbejde, når det ønskedes fra finsk side."
Ønsket om at få Finland tilsluttet Nordisk Råd var nu ved at blive virkeliggjort. „En væsentlig årsag hertil tror jeg man kan finde deri, at rådet i nøje overensstemmelse med de retningslinier, der blev fastsat i rådets vedtægter, har formået at udføre sit store og betydningsfulde arbejde på en sådan måde, at dette arbejde har vundet respekt og skabt tillid."
De påtænkte vedtægtsændringer var ved den danske og den svenske regerings foranstaltning blevet forelagt for regeringerne i Helsingfors, Oslo og Reykjavik, og det kunne forventes, at tilslutning derfra ville foreligge i den nærmeste fremtid, hvilket også inden sagens 1. behandling viste sig at holde stik.
Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider og vedtoges uændret og enstemmigt uden forudgående udvalgsbehandling.