Som ordfører for forespørgerne begrundede Poul Sørensen (KF) forespørgslen således:

„Jeg har vist lov til at sige, at det vakte stor forundring over hele landet, da man blev bekendt med den disposition, som den højtærede finansminister havde foretaget, og hvorved han havde indført organisationstvang og havde givet H. og K. en forhandlingsmæssig monopolstilling. Det overraskede mange steder, at en disposition af denne art kunne træffes egenmægtigt af finansministeren, og derfor var det naturligt for os, der følte interesser gået for nær, at vi besluttede her i det høje ting at skaffe klarhed på dette område. Man kan måske sige, at det er et begrænset område, men principielt dækker dispositionen forsåvidt stillingen i hele landet, og derfor har vi bedt om en begrundelse for, at en minister kan tage et skridt som det, jeg her har refereret.

Jeg tror, at denne debat, og særlig den højtærede finansministers indlæg, vil blive fulgt med meget stor interesse af alle kredse her i landet. Jeg ved selvfølgelig meget vel, og det ved alle, at regeringschefen, den højtærede statsminister, har meddelt, at han og ministeriet har forstået, at der ikke har været politisk flertal for en sådan disposition — det ligger ganske klart i den korte udtalelse, der fremkom i den åbningsdebat, vi fornylig har haft. Derfor er udgangen af debatten i dag måske nogenlunde klar for det høje ting og for befolkningen, men det er forsåvidt ikke det, der i dag først og fremmest har vor interesse. Forespørgerne beder den højtærede finansminister begrunde det skridt, han her har foretaget."

I sin besvarelse af forespørgslen pegede finansministeren på, at staten som arbejdsgiver for et stort antal løst ansatte må afslutte lønaftaler efter de hovedsynspunkter, som er rådende i det private erhvervsliv, „og det er da også en fast og mangeårig praksis, at statsinstitutionerne indgår kollektive overenskomster med faglige organisationer om løn- og arbejdsvilkår på samme måde som private arbejdsgivere. Forudsætningen må være, at et flertal af de beskæftigede står tilsluttet den faglige organisation, som repræsenterer faget, og under denne forudsætning afviser staten ikke fremsatte ønsker om oprettelse af en overenskomst."

På denne baggrund måtte man bedømme „det af H. og K. i 1954 overfor finansministeriet fremsatte forslag om oprettelse af en overenskomst med forbundet om vilkårene for statens løst ansatte kontorpersonale. Forbundet repræsenterede 70 pct. af samtlige i staten løst ansatte kontorfunktionærer, og det er efter mit skøn i fuld overensstemmelse med statens faste praksis, at ønsket om indgåelse af en overenskomst er imødekommet. Der kan være grund til i denne forbindelse at fremhæve, at medens det store flertal af statens løbende overenskomster er indgået mellem de enkelte statsstyrelser og pågældende fagforbund, er overenskomsten mellem H. og K. og finansministeriet indgået for statsstyrelserne i almindelighed, bortset fra enkelte områder, der i forvejen er dækket af specielle overenskomster, som til eksempel på vareforsyningsdirektoratets område.

Man har herved anvendt samme fremgangsmåde, som blev fulgt under den forrige regering, da den daværende finansminister afsluttede en almindelig overenskomst med Dansk Ingeniørforening for samtlige af staten beskæftigede ikke-tjenestemandsansatte civilingeniører. Da det i begge tilfælde drejer sig om personalegrupper, hvis vilkår bør være ens, uanset for hvilken styrelse arbejdet udføres, og da der i et vist omfang sker overgang fra styrelse til styrelse med større eller mindre intervaller i tjenesten, forekommer det sagligt velbegrundet og udfra administrative synspunkter hensigtsmæssigt, at overenskomster som de her omhandlede indgås af finansministeriet på generel basis."

Finansministeren måtte principielt opfatte forholdet således, at staten ved overenskomstens afslutning „for det første forpligter sig til at anvende overenskomstbestemmelserne på alle beskæftigede indenfor overenskomstområdet, uanset om de pågældende er medlemmer af det kontraherende forbund eller de står udenfor dette — og de kan jo stå udenfor. Dernæst er det min opfattelse, at ændringer af en indgået overenskomst kun kan gennemføres efter aftale med parterne, og at ingen andre kan forhandle om spørgsmål, der falder ind under overenskomstens område."

Angående spørgsmålet om pligten til at være medlem af H. og K.s arbejdsløshedskasse udtalte ministeren bl. a.:

„Ved en saglig vurdering af dette spørgsmål bør man for det første være opmærksom på, at det her drejer sig om en løst ansat personalegruppe i staten, hvis størrelse, som jeg tidligere har været inde på, varierer ret betydeligt under de skiftende konjunkturer, hvor afskedigelser og senere genantagelser hører til dagens orden, og hvor man iøvrigt ved personalepolitikken tilstræber også at tage et passende socialt hensyn, idet man har for øje de vanskeligheder, som de lidt ældre, men iøvrigt kvalificerede kontorfolk har ved at finde beskæftigelse indenfor det private erhverv.

Netop under disse forhold forekommer det mig, at spørgsmålet om arbejdsløshedsforsikring har en særlig betydning, og de herhen hørende bestemmelser i overenskomsten må betragtes på denne baggrund. Bestemmelserne går som bekendt ud på, at der fortrinsvis skal antages kontorfunktionærer, der er forsikret imod arbejdsløshed i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse, og at det, såfremt der antages kontorfunktionærer, der ikke ved antagelsen er medlemmer af en sådan, skal tilkendegives de pågældende, at de skal søge optagelse i arbejdsløshedskassen.

Forsåvidt angår selve bestemmelsen, vil jeg understrege, at den alene vedrører arbejdsløshedsforsikringen, men ikke medlemsskabet af H. og K., og jeg forstår derfor ikke ganske det i forespørgslen anvendte ordvalg om organisationstvang. Man er tilbøjelig til at identificere de to ting, medlemsskab af arbejdsløshedskassen og medlemsskab af H. og K., men dette er efter min opfattelse uberettiget. Ved en realitetsbedømmelse af bestemmelsen er der endvidere grund til at fremhæve, at da adgangen til at blive medlem af den pågældende arbejdsløshedskasse står åben for alle kontorfunktionærer, der opfylder de af lovgivningsmagten fastsatte almindelige betingelser for optagelse, indeholder bestemmelsen ikke nogen reel begrænsning af adgangen for kontorfunktionærer til at modtage statsansættelse."

Finansministeren sluttede med at gøre gældende, at afslutningen af overenskomsten med H. og K. efter hans opfattelse var fuldt overensstemmende med statens faste og mangeårige praksis på overenskomstområdet, og at kravet om medlemsskab af arbejdsløshedskassen måtte anses for lovmedholdeligt og rimeligt. „Da der imidlertid allerede under åbningsdebatten viste sig at være et klart flertal her i tinget mod bestemmelsen om obligatorisk arbejdsløshedsforsikring, har jeg den 22. oktober opsagt overenskomsten med henblik på en ændret affattelse af de pågældende bestemmelser."

Ordføreren for forespørgerne kunne på flere punkter ikke tilslutte sig de af finansministeren fremsatte synspunkter, men var tilfreds med, at regeringen havde erkendt, at den trufne ordning ikke kunne opretholdes. „Jeg er glad for, at man har erkendt det, og at finansministeren altså er veget tilbage for at opretholde den overenskomst, som blev sluttet. Når vi så får klaret, at der ikke er sket noget i mellemtiden og ikke vil ske noget indtil 1. april 1956, er vi forsåvidt ude af den sag, som har givet anledning til denne drøftelse, men jeg vil gerne i mine sidste ord her understrege, at dermed har vi ingenlunde givet tilkende, at den opbygning, vi har nu, det afhængighedsforhold, der er mellem disse faktorer, ligger på en sådan måde, at vi alle kan være tjent med det, i hvert fald hvad angår de organisationer, som det offentlige opretholder eller i hvert fald bidrager til. Jeg kan love den højtærede finansminister, at disse synspunkter skal vi senere på forskellige felter vende tilbage til."

Forespørgslen gav anledning til en indgående debat, der afsluttedes med følgende udtalelse af finansministeren:

„Jeg vil gerne bekræfte, at det ikke er en enkelt bestemmelse, men hele overenskomsten, der er opsagt. Det var den 22. oktober, det skete. Nu vil der blive forhandlet om overenskomstens ordlyd, og det er givet, at vi vil prøve at finde en ordlyd, der tilfredsstiller et flertal her i tinget."