Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer finansministeren til at nedsætte et udvalg med den opgave at undersøge, i hvilket omfang landets valutariske og økonomiske vanskeligheder skyldes et svigtende samarbejde mellem de organer, der er af størst betydning for landets økonomiske politik, og at overveje formerne for det bedst mulige samarbejde i fremtiden.

Udvalget bør bestå af et formandsskab på 5 medlemmer samt 18 andre medlemmer. Finansministeren udpeger en formand blandt formandsskabets medlemmer, hvoraf 1 medlem udnævnes af finansministeren og 1 medlem udpeges af nationalbanken. Endvidere udnævner finansministeren efter forhandling med folketingets udvalg for forretningsordenen 3 nationaløkonomisk sagkyndige til medlemmer af formandsskabet.

Af udvalgets øvrige medlemmer udpeger De samvirkende Fagforbund 3, Dansk Arbejdsgiverforening 1, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger 1, Industrirådet 1, Håndværksrådet 1, Landbrugsrådet 1, De samvirkende danske Husmandsforeninger 1, Grosserer-Societetets Komité 1, Provinshandelskammeret 1, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger 1, Butikshandelens Fællesråd 1, Danmarks Sparekasseforening og Danske Bankers Fællesrepræsentation 1, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1, Fællesrepræsentationen for danske Arbejdsleder- og tekniske Funktionærforeninger 1, Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer 1 og Statstjenestemændenes Centralorganisation I 1.

Inden udgangen af februar måned 1956 afgiver udvalgets formandsskab en rapport til finansministeren og til folketinget om resultatet af udvalgets arbejde."

Forslaget til folketingsbeslutningen var ved fremsættelsen ledsaget af følgende bemærkninger:

„Der hersker efterhånden en udbredt forståelse af, at der her i landet ikke er det nødvendige samarbejde tilstede mellem de organer, der øver afgørende indflydelse på landets økonomiske politik. Det er umiddelbart indlysende, at der består en indbyrdes forbindelse mellem på den ene side den af organisationerne beherskede løn- og avancepolitik og på den anden side den af regering og folketing førte finanspolitik samt den af nationalbanken bestemte kreditpolitik. Erfaringerne viser imidlertid, at disse økonomiske magtfaktorer ofte handler uafhængigt af hinanden, og at deres bestræbelser derfor til tider krydser og modvirker hinanden, så der ikke i den økonomiske politik kan følges en fast linie på længere sigt, der sikrer den fornødne balance i landets økonomi. At dette forhold er medvirkende til de valutavanskeligheder, Danmark fra tid til anden er udsat for, må synes udenfor al tvivl.

Det må derfor efter forslagsstillernes opfattelse være en bydende nødvendighed, at alle herhenhørende problemer tages op til en samlet overvejelse.

Det vil i denne forbindelse være naturligt, at de i forbindelse med pristalsproblemet stående spørgsmål indgår i udvalgets overvejelser.

Forslagsstillerne mener, at overvejelserne bør ske under medvirken af særlig økonomisk sagkyndige samt af repræsentanter for de ovenomhandlede organisationer, og stiller derfor foranstående forslag til beslutning af folketinget."

Efter det oprindelige forslag skulle udvalget kun have 7 medlemmer udover formandsskabets 5 medlemmer, og finansministeren skulle forhandle med finansudvalget i stedet for med udvalget for forretningsordenen om udpegningen af 3 nationaløkonomisk sagkyndige til medlemmer af formandsskabet. Endelig var fristen for afgivelsen af formandsskabets rapport foreslået fastsat til udgangen af januar 1956, hvilket ændredes til udgangen af februar 1956.

Forslaget blev modtaget velvilligt af finansministeren. Det gav anledning til nogen debat og henvistes efter 1. behandling til et folketingsudvalg, hvis enstemmige betænkning indeholdt forslag om de nævnte ændringer.

Kommunisterne gik imod forslaget, om hvilket Aksel Larsen bl. a udtalte:

„Jeg er af den opfattelse, at dette udvalg enten skal bruges til eller vil blive brugt til at drive propaganda og til at fremskaffe materiale, der tilsyneladende skal understøtte propagandaen om, at det ikke kan gå an, at arbejdernes lønninger stiger, for så stiger omkostningsniveauet, og så ruineres Danmark.

Da dette enten er det sande formål med udvalgets arbejde eller i hvert fald vil blive det eneste sandsynlige resultat af udvalgets arbejde, hvis det giver noget resultat, kan og vil vi kommunister ikke medvirke til udvalgets nedsættelse."

Retsforbundet kunne heller ikke støtte forslaget, men ville undlade at stemme om det. Som begrundelse for partiets stilling til sagen udtalte Søren Olesen bl. a.:

„Ved første behandling gav jeg udtryk for, at retsforbundet ikke ventede sig ret meget af et sådant udvalg som det, man her ønsker nedsat. Vi ved jo omtrent i forvejen, at organisationerne har stor magt, og at de naturligvis bruger den til egen fordel og i egen interesse. Det kan vist ingen have noget imod, for hvad skulle man ellers med organisationer? Deres eneste formål er selvfølgelig at varetage egne interesser. Dette ved vi altså i forvejen, ligesom vi naturligvis også ved, at de trækker hver til sin side, hvad der forsåvidt er godt, da de forskellige kræfter så holder hinanden nogenlunde i balance.

Man venter, at dette udvalg skal kunne fortælle noget, som tinget og regeringen ikke i forvejen ved. Det må da vel være meningen, at det skal kunne forelægge resultater og klarlægge forhold, som man ikke i forvejen har været klar over. Det tror vi ikke meget på."

Efter at de stillede ændringsforslag var tiltrådt uden afstemning, vedtoges forslaget med 99 stemmer mod 6 (DK), idet 6 medlemmer (DR) afholdt sig fra at stemme.

Det i folketingsbeslutningen omhandlede udvalg nedsattes 14. december 1955 af finansministeren. Udvalget, hvis arbejde lededes af professor Kjeld Philip, udsendte i juni 1956 en af dets formandsskab udarbejdet rapport om samarbejdsproblemer i Danmarks økonomiske politik.