Forslaget til folketingsbeslutning gik ud på at henstille til regeringen at fremsætte lovforslag, hvormed der skaffes sikkerhed for, at de af stat og kommune ansatte personer ikke udsættes for organisationstvang.

Ved fremsættelsen anførte Poul Sørensen (KF) som ordfører for forslagsstillerne:

„Forslaget har til formål at bane vej for, at der i lovgivningen skabes sikkerhed for, at personer, som ansættes i stat og kommune, ikke udsættes for organisationstvang. Baggrunden for forslaget er en opsigtsvækkende afskedigelse af en løst ansat funktionær ved Aarhus kommune, en sag, som gav anledning til et spørgsmål i folketingets spørgetid. Af den højtærede indenrigsministers svar fremgik det, at det var tvivlsomt, om der i gældende lov er hjemmel til at hindre afskedigelser på grund af organisationsforhold, og forslagsstillerne ønsker da herved at medvirke til, at der for fremtiden skaffes sikkerhed mod organisationsmæssige overgreb."

Efter udførligt at have belyst det rejste problem sammenfattede økonomi- og arbejdsministeren sin opfattelse af sagen således:

„Stillet overfor alle de mange tvivlsspørgsmål, hele denne sag rejser, ville det naturligste efter min mening være, at man lod retsudviklingen afgøre, om den af staten og kommunerne fulgte praksis med hensyn til organisationsbestemmelser er lovlig eller ikke lovlig. Hvis man ikke vil følge denne naturlige fremgangsmåde, men derimod ønsker — som de ærede forslagsstillere — at regulere hele dette område ved lov, måtte en sådan lovgivning, såvidt jeg kan se, blive meget vidtgående. Man måtte således ikke blot i selve loven klart afgrænse kredsen af de personer, bestemmelsen skal omfatte, men man måtte formentlig herudover klart tage stilling til, hvilke arter af tvang der ikke må anvendes; nægtelse af ansættelse er een form for tvang, trusel om afsked en anden, og endelig er der over en bredere og nuanceret skala påvirkning af nærmere angiven art fra medarbejdere eller disses organisationer. Hvis man ikke medtager påvirkninger fra medarbejdere, f. eks. i form af en kold skulder, eller hvad det nu kan være, vil der efter min mening aldrig kunne blive tale om den sikkerhed, de ærede forslagsstillere ønsker. Forholdet vil jo stort set, sådan som udviklingen har været, næsten altid være det, at et flertal af de ansatte står tilsluttet en organisation, og under disse omstændigheder er det dog vel et spørgsmål, om man ikke må indrømme et sådant flertal i hvert fald en vis frihed til at søge at påvirke deres arbejdskammerater, der ikke står tilsluttet organisationen, til at melde sig ind i denne. Hvis der ikke er en sådan frihed til at agitere, har hele retten til organisation ikke nogen praktisk mening.

Efter regeringens opfattelse vil en lovgivning som den af de ærede forslagsstillere ønskede være i strid med den udviklede overenskomstpraksis, forsåvidt angår de løst ansatte under stat og kommune. Jeg kan herefter ikke se rettere, end at dette område er altfor uoverskueligt og forvaltningsretligt altfor vanskeligt til, at vi her under denne debat kan tage endelig stilling til det af de ærede forslagsstillere fremsatte forslag. Forslaget har, som jeg sagde det i indledningen, en så bred og almindelig form, at det efter alt, hvad jeg her har refereret, må være meget vanskeligt for regeringen at overskue, hvilken retstilstand man med det ønskede lovforslag egentlig tilsigter gennemført.

Alt taget i betragtning må regeringen være af den opfattelse, at der, forinden man tager stilling til spørgsmålet om en lovgivning imod eksklusivaftaler, bør foretages en dybtgående og saglig undersøgelse af hele dette vanskelige problem, og til en sådan undersøgelse er jeg naturligvis villig til at medvirke."

Ordføreren gav ministeren ret i, at det drejede sig om en sag, som kunne komme til at volde vanskeligheder forskellige steder. „Der er sikkert mangt og meget, man skal igennem, inden man får skabt den fuldtud rigtige lovgivning, som skal kunne forhindre sådanne ting; det må vi se i øjnene. Deri tror jeg den højtærede minister har ret, og derfor har vi også valgt denne fremgangsmåde, hvorved vi mener at kunne drage nytte af hele administrationens viden og indsigt på disse felter.

Vi ønsker at få gennemført en lovgivning, der har en sådan form, at der ikke ved almindelige administrative bestemmelser eller beslutninger kan gøres forskel på borgernes adgang til arbejde i statens og kommunens tjeneste under hensyntagen til, om de er medlemmer af en forening eller ikke. Når det er målet, må man selvfølgelig ophæve almindeligt gældende administrative bestemmelser, der har et indhold, som strider herimod. Det er, sagt i få ord, det, vi vil nå frem til, og vi føler, at vi har en meget stor del af befolkningen bag os i det ønske, det krav, kan jeg sige, som vi ved denne debat har rejst.

Denne såkaldte Aarhussag er selvfølgelig anledningen til, at vi har draget spørgsmålet frem, men jeg vil gerne fremhæve, at den lovgivning, som vi håber bliver udgangen af vort arbejde, naturligvis ikke skal være en lovgivning, som ene tager sigte på handels- og kontormedhjælpernes fagforening, selvfølgelig ikke, ej heller på fagforeninger i al almindelighed. Forekommer der i det samfund, som vi administrativt har bygget op, lignende forhold andre steder, er vi naturligvis ganske klar over, at så må man også der skaffe sig midler til, at der kan sættes ind udfra de synspunkter, jeg her har givet udtryk for."

Socialdemokratiets ordfører, Carl P. Jensen, fandt den opmærksomhed, man fra venstres og de konservatives side viste handels- og kontorfunktionærernes organisation, lidt anmassende, ikke mindst på baggrund af, at man ganske savnede et tilsvarende initiativ, når det gjaldt organisationsproblemet indenfor andre samfundsgrupper. „Når det i det foreliggende forslag til beslutning hedder, at man skal skaffe sikkerhed for, at de i stat og kommune ansatte personer ikke udsættes for organisationstvang, forstår jeg meget vel dette ordvalg. Disse ord er sikkert valgt med megen omhu, fordi man herved mener, at man har sikret sig, at man udelukkende skal tale om dette problem, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, og ikke noget andet. Det er denne affattelse, forslagsstillerne har givet forslaget, fordi man gerne vil begrænse hele problemet til dette område og ikke komme ind på andre organisationsområder, som er hellige og ukrænkelige."

Det var talerens opfattelse, at „forsåvidt der i det hele taget kan skabes flertal for en lovgivning som den, man her tilstræber, må man anstændigvis tage et videre sigte end det, der her er lagt op til, og også end det, der i ganske tågede vendinger er antydet, og i så fald tror jeg, at en sådan lovgivning vil gribe mindre ind på fagbevægelsens område end på så mange andre områder.

For en ordens skyld vil jeg gerne understrege, at mit parti naturligvis ikke ønsker at medvirke til en lovgivning af denne art, og jeg skal med disse bemærkninger — idet jeg endnu en gang minder de ærede ordførere, der følger efter mig, om de spørgsmål, jeg har stillet og gerne vil have besvaret — anbefale at stemme imod det foreliggende forslag."

Henry Christensen (V) understregede stærkt sit partis ønske om at få gennemført en lovgivning mod organisationsmæssige misbrug på dette område.

Bertel Dahlgaard (RV) ønskede sagen taget op til undersøgelse i et udvalg, men i en større sammenhæng end af forslagsstillerne forudsat. Bl. a. burde visse erhvervsorganisationers bidrag til den politiske presse indgå i overvejelserne. „Man må så på grundlag heraf søge frem til en tilstand, hvor ingen borger, for hvem det er en økonomisk nødvendighed at være medlem af en bestemt forening, derigennem tvinges til at yde støtte til sine politiske modstandere."

Alfred Jensen (DK) kunne ikke anbefale, at man imødekom forslagsstillernes ønske om en undersøgelse af sagen. Han så ingen grund til, at forslaget fremmedes. „Jeg vil gerne yderligere sige, at heller ikke de momenter, det ærede medlem hr. Bertel Dahlgaard føjede til, for os gør det mere nødvendigt, at man behandler disse problemer. Det betyder ikke, at jeg eller mine meningsfæller godkender, at pengene bruges til politiske formål, som vi synes er helt forkerte, men det må være et spørgsmål, man overlader til organisationerne, og det må være organisationernes flertal, der her bestemmer."

Oluf Pedersen (DR) fandt det derimod ønskeligt, at sagen — herunder også det under forhandlingen rejste spørgsmål vedrørende bidrag til den politiske presse — blev taget op til overvejelse.

Forslaget til folketingsbeslutning henvistes efter 1. behandling til et udvalg. Dette afgav ikke betænkning.