Forslaget til folketingsbeslutning gik ud på at opfordre finansministeren til at lade udarbejde et forslag til lov om ændring i lov nr. 43 af 14. marts 1955 vedrørende forbrugsbegrænsende foranstaltninger, hvorved

1) omsætningsafgiften af manufakturvarer og beklædningsgenstande m. v. svares i detailleddet,

2) afgiften opkræves med en ensartet procentsats og

3) regler for den derved nødvendiggjorte regulering af allerede erlagte afgifter på lagervarer samtidig fastsættes.

Som begrundelse for forslaget anførte Weikop (KF) ved fremsættelsen som ordfører for forslagsstillerne:

„Det er efterhånden blevet åbenbart, at omsætningsafgiften på manufakturvarer i henhold til loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger af 14. marts 1955 medfører store ulemper for forbrugerne og store vanskeligheder for erhvervene både med hensyn til afgiftsberegningen af de enkelte varer og afgiftens erlæggelse. Særlig uheldigt virker det, at forbrugere, der køber varer til nedsatte priser, ikke opnår nedsættelse af omsætningsafgiften, fordi afgiften beregnes af den oprindelige pris og ikke af den faktiske pris. Det virker ligeledes tyngende for detailhandelens økonomi, at afgiften skal betales ved varernes modtagelse. En omlægning af afgiften til en ensartet procent i detailleddet vil bevirke, at detailhandelen først skal afvikle afgiften, når varen er solgt, og at forbrugerne kommer til at betale omsætningsafgift af den faktiske pris.

Ved en sådan omlægning må der foretages en tilbagebetaling af de allerede erlagte afgifter for at hindre, at forbrugerne kommer til at betale dobbelt afgift."

Forslaget mødte ikke tilslutning hos finansministeren, der vedrørende punkt 1) navnlig henviste til, at det ville blive et langt mere omfattende arbejde at kontrolere de 50 000—60 000 detailvirksomheder end engrosforretningerne, af hvilke der kun fandtes godt 7 000; i tilslutning hertil gjorde ministeren opmærksom på, at fabrikanter og grossister også efter gennemførelsen af den foreslåede omlægning ville få et betydeligt arbejde med afgiften, bl. a. fordi de pågældende i et vist omfang sælger varer direkte til forbrugere, og fordi toldvæsenet måtte have adgang til at indhente oplysninger om de enkelte handlendes køb af afgiftspligtige varer. „Som en særlig vanskelighed ved omlægning til detailbeslutning kan nævnes", udtalte finansministeren videre, „at de i henhold til loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger afgiftspligtige varer foruden i specialforretninger som manufaktur- og legetøjsforretninger, guldsmede- og urmagerbutikker forhandles i mange forskelligartede virksomheder, f. eks. hos kolonialhandlere og isenkræmmere, i sæbeudsalg og konfektureforretninger. Dette vil i høj grad vanskeliggøre kontrollen med afgifterne.

Der er således mange fordele ved beskatningen i engrosleddet, men jeg vil naturligvis ikke sige, at en beskatning i detailleddet ikke også på visse punkter kan indeholde fordele. Det må her især nævnes, at spørgsmålene om fastsættelse af varers afgiftspligtige værdi er vanskeligere ved engrosbeskatning, og at det under denne ikke er let at opnå en helt så ligelig og retfærdig beskatning.

Det er imidlertid mit indtryk, at ønsket om omlægning til detailleddet først og fremmest skyldes vanskelighederne ved finansieringen af afgiften, idet indbetalingsfristen ved engrosafgiften er kortere end den tid, der svarer til omsætningshastigheden i detailhandlernes lagre. En sådan ulempe for forretningslivet ville ikke forekomme ved en afgift i detailleddet. Forholdet kunne dog i givet fald rettes meget nemmere ved en forlængelse af indbetalingsfristen end ved en omlægning til detailleddet.

løvrigt er den likviditetsstramning, som den ret korte indbetalingsfrist medfører, i god overensstemmelse med den kreditpolitik, vi fører i øjeblikket, og har vel også ført til en vis mindskelse af detailhandelens lagre."

Angående punkt 2) pegede ministeren på, at den særlige afgiftssats for yderbeklædning muliggjorde en betydelig formindskelse af antallet af virksomheder, hos hvilke toldvæsenet skal opkræve afgift. „Loven er jo opbygget således, at skræddere, hjemmesyersker og andre tilsvarende virksomheder, der kun fremstiller yderbeklædning af tekstilstof direkte til forbrugere, betaler 15 pct. af indkøbssummen for de af dem indkøbte metervarer, hvilket nogenlunde svarer til den afgiftsbelastning, som sker hos konfektionsfabrikker, der betaler 10 pct. af den færdige vares pris. Den særlige afgiftssats for yderbeklædning er således et fundamentalt træk i afgiftslovens system, idet man derved undgår kontrol med et meget betydeligt antal virksomheder, formentlig over en halv snes tusind. Hvis afgiften derimod omlægges til detailleddet, er der ingen grund til at have en sådan særlig afgiftssats for yderbeklædningen."

Den under punkt 3) omhandlede tilbagebetaling af erlagt afgift i tilfælde af afgiftspligtens flytning fra engros- til detailleddet anså ministeren for praktisk talt uigennemførlig, hvis der med det forhåndenværende kontrolapparat skulle kunne føres en betryggende kontrol med de lageropgørelser, som omlægningen ville nødvendiggøre.

Det kunne dog være rimeligt at drøfte de rejste problemer i et udvalg. Der forelå også fra Grosserer-Societetet en henvendelse vedrørende en lang række punkter af teknisk karakter i denne lovgivning, som det ville være naturligt at overveje.

Fra venstres side erkendte man, at forslaget rørte ved problemer, som burde overvejes nærmere. Men partiet nærede, efter hvad dets ordfører, Alfred Bøgh, udtalte, „ængstelse for, at en overføring af afgiften til detailleddet vil indebære den risiko, at afgiften bliver permanent og eventuelt baner vej for nye omsætningsskatter. Endvidere er vi ikke i tvivl om, at en overflytning til detailleddet vil medføre en voldsom udvidelse af administrationen; det er vist ikke forkert anslået, at der vil blive ca. 10 gange så mange handlende at kontrolere, og man har haft besvær nok med at få administrationen til at glide med den nuværende ordning; jeg tror endda, der er store vanskeligheder, der endnu ikke er overvundet. Nu midt i lovens løbeperiode at øge antallet af afgiftspligtige virksomheder med mange, mange tusinde, det lader sig vist ikke gøre, det bliver i hvert fald dyrt. Jeg har også svært ved at tro, at handelen virkelig ved en omlægning til detailleddet vil opnå så store fordele, at de kan opveje de utallige ulemper og besværligheder, der uvægerligt følger af en sådan ordning."

På det radikale venstres vegne understregede Bertel Dahlgaard stærkt de problemer, som en vedtagelse af forslaget ville rejse. „Det er", udtalte han "efter vor mening værd at overveje, om den i loven fastsatte stramning af kredittiden for forretningerne ikke vil kunne lempes, og jeg vil meget henstille til den højtærede finansminister at se med velvilje herpå. Men alt i alt vil en omlægning af afgiften nu midt i lovens gyldighedstid bringe en sådan forvirring og sådanne nye byrder for detailhandelen, at denne for sin egen skyld bør ønske, at den ikke sker."

Aksel Larsen (DK) var derimod tilhænger af, at afgiften, så længe man havde den, blev opkrævet i detailleddet, men ønskede den snarest muligt afskaffet, hvilket han understregede ved at fremsætte følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Idet folketinget erkender, at befolkningens beklædningsgenstande aldrig burde være beskattet, opfordrer det regeringen til omgående at fremsætte forslag om øjeblikkelig ophævelse af omsætningsafgiften af manufakturvarer og beklædningsgenstande og går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Tholstrup (DR) kunne tiltræde dette dagsordensforslag, idet han helst så tøjskatten afskaffet straks. Kunne der ikke opnås den fornødne tilslutning hertil, burde man i hvert fald snarest påbegynde en gradvis afvikling af afgiften.

Efter afslutningen af 1. behandling forkastedes Aksel Larsens dagsordensforslag med 76 stemmer mod 14 (DK og DR), idet 59 medlemmer (V og KF) afholdt sig fra at stemme.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning om sagen.