I folketingssamlingen 1953-54 fremsatte undervisningsministeren forslag til lov om „Ungdommens uddannelsesfond "s forvaltning og virksomhed. (Ændring af lov nr. 217 af 7. juni 1952) (årbog 1953-54, side 549). Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg, som ikke nåede at tilendebringe sit arbejde inden samlingens udløb.
Forslaget til nærværende lov svarede med enkelte ændringer til det nævnte lovforslag; det undergik i folketinget nogle ændringer, hvoraf de væsentligste vil blive omtalt i nedenstående bemærkninger om lovens indhold.
Om baggrunden for loven anføres:
Ifølge ovennævnte lov nr. 217 af 7. juni 1952 om den ved lov nr. 230 af 27. maj 1950 om ændring i lov om tipning af 9. juni 1948 oprettede studiefonds forvaltning og virksomhed (loven om „Ungdommens uddannelsesfond") § 6 skulle loven optages til revision i folketingssamlingen 1954-55.
Gennemførelsen af loven om „Ungdommens uddannelsesfond" betød et skridt i retning af den lige adgang til den højere uddannelse, idet fonden principielt yder støtte til alle uddannelsesområder, herunder også den faglige uddannelse.
Da der imidlertid efter loven alene uddeles 1,5 mill. kr. årlig, har fonden været nødt til at foretage visse begrænsninger, idet der ellers praktisk talt intet ville blive til rådighed for den enkelte.
Fonden har således udelukket 1) aftenundervisningen, 2) dagundervisning under 1/2 år, 3) uddannelsesområder, hvor støtten i forvejen var lige så god eller bedre — som f. eks. for seminarieelevernes vedkommende — end den ville blive indenfor tilsvarende områder efter fondens oprettelse.
Endvidere er lærlingeuddannelsen holdt udenfor på grund af denne uddannelses særlige karakter; også gymnasieuddannelsen har hidtil været udelukket.
Da de løbende indtægter og renten af den opsparede kapital, der på tidspunktet for nærværende lovforslags fremsættelse androg ca. 8 mill kr., langtfra var tilstrækkelige til at sikre et beløb svarende til de hidtidige uddelinger på 1,5 mill. kr. årlig, kunne det forudses, at fondens midler ville være opbrugt i løbet af en kortere årrække.
Det var derfor allerede af den grund tvingende nødvendigt at overveje, hvorledes fondens fremtidige virksomhed kunne sikres. Men herudover anså regeringen det for at være af største betydning, at en væsentlig forbedring af de eksisterende støttemuligheder samtidig tilvejebragtes.
En sådan forbedring måtte efter regeringens opfattelse tilsigte dels, at et langt større beløb stilledes til rådighed for de allerede understøttede områder, dels at flere områder blev inddraget under fonden. Særlig vægt lagde regeringen på, at gymnasieuddannelsen blev inddraget under stipendieordningen, ligesom den ønskede mulighed for at yde understøttelse til seminarieelever. (Det oprindelige lovforslags bestemmelser om de to nævnte områder måtte imidlertid udgå af forslaget under behandlingen i folketinget).
Lovforslaget byggede på det i ungdomskommissionens betænkninger for årene 1949-52 indeholdte forslag til demokratisering af den videregående uddannelse. Mens dettes gennemførelse kunne anslås at ville medføre en årlig udgift på ca. 20 mill. kr., regnede nærværende lovforslag med en udgift på ca. 10 mill kr. årlig, et beløb, der, som nedenfor omtalt, i lovens endelige form blev reduceret til ca. 6 mill. kr. årlig.
Om lovens indhold skal følgende anføres:
§ 1 har følgende ordlyd:
"Af „Ungdommens uddannelsesfond" ydes til ubemidlede, dygtige og evnerige unge, der søger uddannelse ved offentlig anerkendte læreanstalter og fagskoler, i henhold til nærværende lov legater eller studielån til et samlet årligt beløb af 6 mill. kr., fordelt med 4 mill. kr. til stipendier og 2 mill. kr. til lån, idet det herved tilstræbes, at egnede og interesserede unge ikke af økonomiske grunde hindres i at påbegynde og gennemføre en videregående uddannelse."
Paragraffen, der først fik sin endelige affattelse efter udvalgsbehandlingen i folketinget, indeholdt i sin oprindelige udformning også udtrykkelig hjemmel for ydelse af støtte til elever i gymnasieklasser og på seminarier og forberedelseskursus til disse. Disse to områder udgik som anført under behandlingen i tinget.
Lovforslaget regnede ifølge de ledsagende bemærkninger med en årlig udgift på ca. 10 mill. kr. i de første år, fordelt med ca. 2 3/4 mill. kr. til gymnasieuddannelsen, ca. 4 1/2 mill. kr. til uddannelsen ved universiteter og højere læreanstalter, ca. 1/2 mill. kr. til uddannelsen ved seminarier m. v. og ca. 2 1/2 mill. kr. til den faglige uddannelse.
I sin endelige form fastsætter § 1 nu som anført udtrykkeligt det beløb, som kan ydes, til 6 mill. kr. årlig, fordelt med 4 mill. kr. til stipendier og 2 mill. kr. til lån, hvilket svarer nogenlunde til det, som efter forslaget skulle kunne ydes til de grupper af uddannelsessøgende, som kan opnå støtte efter loven. I forhold til den hidtil gældende ordning medfører loven en forøgelse af de midler, der uddeles, fra 1,5 til 6 mill. kr. årlig. Om baggrunden for og den nærmere beregning af de anførte beløb og deres fordeling på de forskellige grupper må henvises til lovforslagets bemærkninger herom.
Mens den hidtidige lov om „Ungdommens uddannelsesfond" tilstræbte oprettelse af en fond, hvis renter skulle anvendes til legater og studielån, er det efter nærværende lov hensigten, at midlerne tilvejebringes alene som løbende indtægter.
I disse indtægter indgår ifølge § 2 det restbeløb af tipstjenestens årlige overskud, som tilfalder uddannelsesfonden, ligesom det i medfør heraf i de forløbne år fra tipstjenestens overskud indvundne og i fonden opsparede beløb (ca. 8 mill. kr.) inddrages i fondens indtægter.
§ 3, stk. 1, indeholdt i sin oprindelige formulering noget ændrede regler om bestyrelsens sammensætning og funktioner. Den foreslåede udvidelse af bestyrelsens medlemstal bortfaldt under behandlingen i tinget, så dens sammensætning nu svarer til den hidtidige. En bestemmelse om bestyrelsens fordeling af midlerne mellem legater og studielån bortfaldt som en følge af den nye affattelse af § 1.
Efter § 3, stk. 2, fastsættes det som noget nyt, at der — til bistand for bestyrelsen — ved de enkelte skoler og læreanstalter oprettes stipendienævn med det formål at gennemgå de indkomne ansøgninger og foretage indstilling om tildeling af støtte i overensstemmelse med de af undervisningsministeriet fastsatte retningslinier.
Nævnene skal bestå af institutionens leder og mindst 2 andre medlemmer, fortrinsvis valgt blandt institutionens lærere.
Ifølge § 3, stk. 3, kan der for større uddannelsesområder efter indstilling af fondens bestyrelse af undervisningsministeren nedsættes centralnævn til koordinering af indstillingerne fra stipendienævnene for det pågældende område.
Paragraffens stk. 4 indeholder også en nydannelse, idet undervisningsministeren herefter nedsætter et rådgivende repræsentantskab, hvori såvel lærer- som elevrepræsentanter for de i betragtning kommende hovedområder har sæde. Repræsentantskabet skal indkaldes til møde mindst een gang årligt.
Oprettelsen af dette må ses ud fra den betydning, det må tillægges, at der er nøje kontakt mellem fondens bestyrelse og de forskellige uddannelsesområder, ikke mindst da loven betegner en nyskabelse med hensyn til den danske ungdoms muligheder for videreuddannelse, således at man ikke kan have overblik over, hvorledes det i enkeltheder vil virke i praksis.
Efter § 4 optages fondens budget på de årlige bevillingslove og dens regnskab på statsregnskabet. En årlig beretning om fondens virksomhed forelægges folketinget og finansministeriet.
Ifølge lovforslagets bemærkninger skal fondens bestyrelse, hvis fondens indtægter i et enkelt år ikke er tilstrækkelige til at imødekomme behovet, være bemyndiget til at supplere indtægterne ved træk på fondens mellemregningskonto med undervisningsministeriet. Beløb, der på denne måde forbruges i mellemregning, skal i videst muligt omfang tilbageføres af senere års indtægter.
Ved § 5 bemyndiges undervisningsministeren til at træffe de nærmere bestemmelser til lovens gennemførelse, og § 6 fastsætter i sin endelige form, at loven skal optages til revision i 1957-58 (efter det oprindelige lovforslag i 1960—61).
Der blev under lovforslagets behandling i folketinget fra alle sider givet udtryk for stor interesse for ungdommens problemer og for ønsket om at hjælpe den uddannelsessøgende ungdom økonomisk.
Venstres ordfører, Henry Christensen, understregede dog, at en løsning af spørgsmålet burde ske udfra princippet hjælp til selvhjælp, og anbefalede en udvidelse af låneformens anvendelse fremfor stipendier. Han fandt, at lovforslaget var for vidtgående set på baggrund af landets økonomiske situation.
Også Hvidberg (KF) havde økonomiske betænkeligheder og rejste især spørgsmålet om måden, hvorpå de nødvendige midler skulle tilvejebringes. Også han anså en øget økonomisk støtte til ungdommens uddannelse for yderst påkrævet, men understregede, at hans parti ikke kunne medvirke til midlernes fremskaffelse gennem det af finansministeren fremsatte forslag til lov om ændringer i lov om afgift af arv og gave (se herom side 399), og anbefalede i det hele at søge besparelser gennemført på andre områder fremfor øgede skatter.
Søren Olesen (DR) fandt, at støtte til de i lovforslaget omhandlede formål væsentligst burde tilvejebringes ad frivillighedens vej, og måtte anbefale at stemme imod lovforslaget af hensyn til dets mulige konsekvenser.
Under den meget indgående udvalgsbehandling opnåedes der i udvalget enighed om de ovenfor omtalte ændringer, som bl. a. indebar, at den foreslåede støtte til gymnasieelever og seminarister udgik, og at det herefter nedsatte rådighedsbeløb fordeltes mellem stipendier og lån i et nærmere angivet forhold.
Undervisningsministeren gav under den videre behandling udtryk for beklagelse af, at det ikke havde været muligt at „nå til vejs ende straks", idet han betegnede det opnåede resultat som den "første etape i gennemførelsen af en effektiv studieordning". Han var imidlertid talmemmelig for den tilslutning, der var givet, og for det ikke ubetydelige fremskridt, der var nået. Ministeren ville arbejde videre på gennemførelsen af nye lovgivningsbestemmelser om gymnasieelevernes forhold og ville tage spørgsmålet op om en forhøjelse af finanslovens bevilling til støtte af seminarieeleverne.
Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 123 stemmer mod 6 (DR).