Loven har følgende indhold:

§ 1. Den, som i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan a) dræber medlemmer af gruppen,

b) tilføjer medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,

c) forsætlig påfører gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,

d) gennemfører forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler indenfor gruppen, eller

e) med magt overfører en gruppes børn til en anden gruppe, straffes for folkedrab med fængsel på livstid eller på tid ikke over 16 år.

§ 2. Forsøg på og medvirken til de i § 1 nævnte handlinger straffes, jfr. borgerlig straffelovs kapitel 4.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte justitsministeren bl. a.:

,,Baggrunden for forslaget er den af De Forenede Nationers plenarforsamling den 9. december 1948 vedtagne konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab, der med rigsdagens samtykke [årbog 1950-51, side 528] blev ratificeret af Danmark ved kongelig resolution af 25. maj 1951.....

Ved denne konvention har Danmark forpligtet sig til at foreskrive effektive straffe for folkedrab, sammensværgelse for at begå folkedrab, direkte og offentlig tilskyndelse til samt forsøg på og meddelagtighed i folkedrab.

Som der nærmere er redegjort for i de bemærkninger, der ledsager forslaget, er forholdet det, at de fleste af de handlinger, som ifølge konventionen skal belægges med straf, allerede er strafbare efter bestemmelser i borgerlig straffelov, navnlig dennes kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme. Da dette imidlertid ikke gælder fuldtud, er en lovgivning nødvendig til opfyldelse af de folkeretlige forpligtelser, Danmark har påtaget sig ved den nævnte konvention.

Det har i justitsministeriet været under overvejelse, om den nødvendige lovgivning burde gennemføres som ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov eller som en særlig lov. Af de grunde, der anføres i lovforslagets bemærkninger, hvortil jeg tillader mig at henvise, har man anset den sidstnævnte løsning for mest hensigtsmæssig. Rigsadvokaten og straffelovskommissionen, der har haft forslaget forelagt til udtalelse, har tiltrådt det princip, der er anvendt ved lovens udformning.

Straffelovskommissionen har overfor justitsministeriet givet udtryk for den opfattelse, at det i forbindelse med vedtagelsen af en lov som den omhandlede ville være naturligt og konsekvent at ændre lov nr. 227 af 7. juni 1952 om dødsstraf for visse handlinger begået under krig eller fjendtlig besættelse, således at der i medfør af den blev hjemmel for dødsstraf også for de i loven om folkedrab omhandlede forbrydelser. Justitsministeriet har dog som nævnt i forslagets bemærkninger ikke anset det for påkrævet at optage nogen særlig bestemmelse om dødsstraf for folkedrabshandlinger. Ministeriet har herved lagt vægt på, at folkedrabshandlinger for størstedelens vedkommende vil være omfattet af borgerlig straffelovs § 237 om drab og hermed, såfremt de begås under krig eller besættelse til fremme af fjendtlig interesse, også af den nævnte lov af 1952."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis arbejde med sagen ikke resulterede i ændringsforslag. I udvalgets enstemmige behandling oplyses, at udvalget i samråd med justitsministeren har „drøftet de under lovforslagets 1. behandling rejste spørgsmål om lovens gyldighed i Grønland og om udformningen af den i lovforslagets § 2 indeholdte bestemmelse om straf for forsøg på og medvirken til folkedrab.

Med den statsretlige stilling, Grønland indtager efter den nye grundlov, må det anses for unødvendigt i loven, som man fra alle sider er enig om bør have gyldighed også for Grønland, at optage en udtrykkelig bestemmelse herom. Efter justitsministerens opfattelse, som deles af udvalget, følger det af den grønlandske kriminallovs karakter af en speciel lov og af kriminailovens § 2 — hvorefter blandt andet lovens kapitler 3 og 23, forsåvidt ikke andet er bestemt, finder anvendelse også på overtrædelser af særlovgivningen — at der i Grønland ikke bliver tale om ikendelse af fængselsstraf, men alene om idømmelse af de i kriminallovens kap. 23 omhandlede foranstaltninger, og at de i kriminailovens kap. 3 indeholdte bestemmelser om forsøg og medvirken for Grønlands vedkommende træder i stedet for borgerlig straffelovs tilsvarende regler. Udtrykkelige bestemmelser herom i forslaget om straf for folkedrab må således anses for overflødige.

Udvalget har overvejet spørgsmålet om, hvorvidt lovforslagets § 2 bør formuleres som en henvisning til borgerlig straffelovs regler om forsøg og medvirken eller som en ordret gengivelse af konventionens art. III, b—e. Den i forslaget benyttede formulering finder udvalget ligesom justitsministeren mest hensigtsmæssig, idet den på den ene side må anses for tilstrækkelig til at opfylde .konventionens bestemmelser og på den anden side indebærer de fordele for retsanvendelsen, der er forbundet med anvendelsen af de traditionelle forsøgs- og meddelagtighedsbegreber."

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.