Lov nr. 184 af 4. maj 1939 om forsikring af varer og fragt mod krigsfare til søs, således som denne lov senere er ændret og forlænget, blev ved lov nr. 294 af 17. november 1953 (årbog 1953-54, side 337) forlænget indtil udgangen af året 1955. Den forlænges herved yderligere til udgangen af 1965. Samtidig har man ændret bestemmelsen i § 4, stk. 4, 4. pkt., om det højeste beløb, instituttet i krigstid kan forsikre på en enkelt køl (for tiden 3 mi ll. kr.), således, at det overlades til instituttets bestyrelse selv at fastsætte et sådant maksimumsbeløb.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte økonomi- og arbejdsminister Krag som fungerende handelsminister bl. a.:

„Da loven i 1953 blev forlænget, var det en forudsætning, at spørgsmålet om, hvorvidt det ved loven oprettede forsikringsinstitut „Dansk Sø-Krigsforsikring for Varer" kunne afvikles, skulle tages op til nærmere overvejelse. Under de forhandlinger, der siden har fundet sted indenfor instituttets bestyrelse og de dertil knyttede garantgrupper, er det imidlertid klargjort, at søforsikringsselskaberne vel ville kunne overtage forsikring af risikoen ved minefare fra en afsluttet krig, men at man ikke anser det for forsikringsmæssigt forsvarligt at overtage krigsudbrudsforsikring. Der er derfor indenfor bestyrelsen og erhvervsorganisationerne enighed om, at instituttet bør fortsætte sin virksomhed jævnsides med Krigsforsikringen for danske Skibe.

De forskellige garantgrupper indenfor vareforsikringsinstituttet har lagt stor vægt på, at forlængelsen af loven om forsikring af varer begrænses til 10 år, og at spørgsmålet om en afvikling af instituttet allerede på et tidligere tidspunkt tages op til overvejelse, såfremt forholdene skønnes at gøre dette muligt."

Lovforslaget vedtoges i folketinget enstemmigt, idet de 2 grønlandske medlemmer afholdt sig fra at stemme.