L 83 Lov om forlængelse af lov om tillæg til bankloven.

Af: Minister for handel, industri og søfart Lis Groes ()
Samling: 1954-55
Status: Stadfæstet
Lov nr. 156 af 04-05-1955
Gyldigheden af midlertidig lov nr. 38 af 3. februar 1950 om tillæg til lov om banker, jfr. lov nr. 499 af 20. december 1950, blev ved lov nr. 323 af 10. december 1953 (årbog 1953-54, side 330) forlænget indtil udgangen af april måned 1955.

Under forhandlingerne i det af folketinget nedsatte udvalg angående forslaget til sidstnævnte lov blev der udtalt ønske om, at handelsministeren ville undersøge, om der fortsat var grund til at opretholde de særlige bestemmelser i tillægsloven, og såfremt dette skønnedes at være tilfældet, henstilledes det, at bestemmelserne indarbejdedes i bankloven.

I overensstemmelse hermed blev der i folketinget i samlingen 1954-55 fremsat forslag til lov om ændringer i lov om banker. Da behandlingen af dette forslag ikke lod sig tilendebringe inden det tidspunkt, da gyldigheden af den midlertidige lov udløb, vedtoges det ved nærværende lov at forlænge gyldigheden af den nævnte lov nr. 38 af 3. februar 1950, jfr. lov nr. 499 af 20. december 1950, indtil udgangen af april 1956.

Lovforslaget vedtoges i folketinget uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Holger Eriksen (S), Niels Eriksen (V), C. Rasting (KF) og Axel Sørensen (RV)