I henhold til § 7 i lov nr. 190 af 29. maj 1952 om foranstaltninger til fremme af danske erhvervsinteresser (årbog 1951-52, side 263), jfr. bekendtgørelse nr. 307 af 6. oktober 1954, kan ministeren for handel, industri og søfart indenfor et beløb af 10 mill. kr. i hvert finansår til og med finansåret 1959-60 yde lån til industrivirksomheder med henblik på at øge eksporten af vigtige varer og styrke konkurrenceevnen overfor udlandet.

Endvidere kan der i henhold til § 8 i nævnte lov i hvert af de nævnte finansår indenfor et beløb af 5 mill. kr. ydes lån til modernisering og rationalisering af håndværksvirksomheder og mindre industrivirksomheder.

Lånene, for hvilke der i henhold til § 10 skal stilles en af ministeren i hvert enkelt tilfælde godkendt sikkerhed, ydes ifølge § 9 på indtil 15 år og forrentes med 5 pct. p. a.; lånene vil kunne ydes som afdragsfrie i de første 2 år.

Ved nærværende lov gives der § 9 følgende tilføjelse:

„I tilfælde, hvor ydelsen af det ansøgte lån efter indhentet erklæring fra økonomi- og arbejdsministeren må anses for at være af betydning for nedbringelse af arbejdsløsheden i områder med varig, høj ledighed, bemyndiges ministeren for handel, industri og søfart til ved ydelsen af disse lån at yde afdragsfrihed i de første 5 år og forlænge afdragstiden, dog ikke med mere end 10 år."

Efter det oprindelige lovforslag skulle ministeren være bemyndiget til „at forlænge afdragstiden, dog ikke med mere end 10 år, og/eller nedsætte rentefoden til 3 1/2 pct. p. a." Under sagens behandling i et folketingsudvalg enedes udvalgsmedlemmerne med ministeren om at lade adgangen til rentenedsættelse bortfalde. I stedet for skulle der kunne indrømmes låntagerne afdragsfrihed i de første 5 år.

Lovforslaget vedtoges med tilslutning fra samtlige partier med undtagelse af retsforbundet, der var imod den statsfinansiering, som hjemles ved loven. 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.

Lovforslaget fremsattes i folketinget af økonomi- og arbejdsminister Krag på handelsministerens vegne i forbindelse med forslag til lov om ændring i lov om udlån til visse industrivirksomheder (jfr. nærmest efterfølgende sag). I tilslutning hertil fremsatte landbrugsministeren forslag til lov om ændring i lov om grundforbedring (jfr. nr. 32) og fiskeriministeren forslag til lov om ændring i lov nr. 98 af 31. marts 1954 om udlån til afsætningsvirksomheder m. v. indenfor fiskerierhvervet (jfr. nr. 42).

I sin fremsættelsestale anførte økonomi- og arbejdsministeren, at forslagene indgik i en samlet plan om bekæmpelse af arbejdsløsheden i de såkaldte arbejdsløshedsøer. Herved forstås ifølge en af arbejdsmarkedskommissionen i december 1954 afgivet betænkning en kommune, der varigt er præget af en særlig høj ledighed, også i sommermånederne.

I betænkningen stiller arbejdsmarkedskommissionen forslag om, at man ved overvejelserne angående iværksættelse af særforanstaltninger i første omgang bør koncentrere sig dels om byer, der i 3 års perioden fra oktober 1951 til udgangen af september 1954 gennemsnitlig har haft 12 pct.s ledighed og derover for medlemmer af arbejdsmændenes arbejdsløshedskasse, og som desuden i de 3 nævnte sommerhalvår gennemsnitlig havde mindst 6 pct.s ledighed, dels om de landkommuner, der i 1951-54 gennemsnitlig havde 18 pct.s ledighed og derover og mindst 20 ledige, og som tillige i sommerhalvårene 1952-54 havde mindst 6 pct.s ledighed. Det er herved den såkaldte reducerede ledighedsprocent, der regnes med.

Hvis man anvender de af kommissionen foreslåede kriterier, vil ialt 15 kommuner, nemlig 6 købstadkommuner og 9 landkommuner, komme i betragtning som arbejdsløshedsøer i egentligste forstand. Det drejer sig om følgende byer: Silkeborg, Hjørring, Randers, Aalborg, Horsens og Vejle. Af landkommunerne kommer i første omgang følgende i betragtning: Jetsmark, Vedsted, Saltum-Hune og Børglum-Furreby i Hjørring amt; endvidere Hals, Hadsund, Sdr. og Ndr. Kongerslev-Komdrup, Astrup St., Arden og Lovns-Alstrup, alle i Aalborg amt.

Taget under eet har der i 3 års perioden i gennemsnit været ca. 17 000 arbejdsløshedsforsikrede arbejdsmænd i samtlige nævnte 15 kommuner. Af de 17 000 har gennemsnitlig ca. 2 600 været ledige.

Efter hvad kommissionen udtrykkelig har gjort opmærksom på, må afgrænsningen af arbejdsløshedsøerne dog betragtes som foreløbig, idet ledighedsforholdene skifter. Kommissionen har også fremhævet, at en kommune ikke kan betragtes som en isoleret enhed, der er uafhængig af forholdene i de tilstødende kommuner.

Bl. a. under hensyn hertil bør rammerne for særforanstaltninger af den nævnte art ikke lægges så snævert, at muligheden for at bringe dem til anvendelse begrænses til de opregnede 15 kommuner.

De forslag, kommissionen har stillet, tilsigtede dels at fremme bortflytningen af arbejdskraft fra arbejdsløshedsøerne, dels at fremme beskæftigelsen i disse områder.

„Jeg skal", udtalte økonomi- og arbejdsministeren, „først beskæftige mig med kommissionens forslag til fremme af bortflytningen af arbejdskraft. Disse forslag går ud på at fremskaffe beskæftigelse udenfor arbejdsløshedsøerne til personer fra disse og at lette de pågældendes mulighed for at opnå bolig på et sted, hvor arbejde kan skaffes. Fremskaffelse af beskæftigelse udenfor arbejdsløshedsøernes område kan f. eks. ske ved, at et antal pladser ved offentlige, eller offentligt støttede, bygge- og anlægsarbejder, f. eks. ved statsbanerne og post- og telegrafvæsenet, forbeholdes personer fra arbejdsløshedsøerne. For at skaffe beskæftigelsesmuligheder også i det private arbejdsmarked vil man søge at gøre arbejdsanvisningen mere effektiv. Man tænker sig her, at der fremskaffes betydeligt mere detaillerede oplysninger end normalt om de ledige fra arbejdsløshedsøerne, således om deres alder, deres uddannelse og deres kvalifikationer. Disse oplysninger videresendes dels til anvisningskontorer i de øvrige dele af landet, dels direkte til sådanne større virksomheder, som har behov for udvidelse af deres arbejderstab.

Dersom det lykkes ved de forslag, der er nævnt, at skaffe arbejde udenfor arbejdsløshedsøernes område, vil det være en nødvendighed, at der også er mulighed for, at den tilflyttede arbejdskraft kan skaffe sig bolig det pågældende sted. Kommissionen stiller derfor en række forslag, der dels skal gøre det lettere at få anvist bolig i det bestående byggeri, dels skal søge at placere boligbyggeri i områder, hvor der er behov for arbejdskraft. Med hensyn til de enkelte forslag herom må jeg nøjes med at henvise til betænkningen.

Videre foreslås det, at det undersøges, om der er mulighed for at træffe en ordning, hvorved der ydes tilskud til dækning af udgifter ved daglige rejser til og fra arbejdsstedet, noget, der har været praktiseret under ganske særlige forhold indenfor beskæftigelseslovgivningen. . . . .

Jeg har hermed i store træk nævnt de forslag, som vedrører fremme af bortflytningen, og skal så omtale de forslag, som navnlig tager sigte på fremme af beskæftigelsen indenfor selve arbejdsløshedsøerne.

Fra kommissionens side foreligger der her en lang række forskellige forslag. Jeg må indskrænke mig til at omtale dem gruppevis, men skal til indledning henvise til, at kommissionen — efter min mening helt rigtigt — har fremhævet, at der må lægges afgørende vægt på, at en forøgelse af beskæftigelsen får en varig og produktiv karakter. Det må derfor i almindelighed foretrækkes at stimulere oprettelse af nye erhvervsvirksomheder og at lette mulighederne for en iværksættelse af egnede grundforbedrings- og landvindingsarbejder fremfor at iværksætte egentlige beskæftigelsesforanstaltninger, der, selvom de er nødvendige i en overgangstid, jo virker i retning af at fastholde arbejdskraften uden at skabe varig beskæftigelse.

Der er først tale om forskellige lovforslag angående oprettelse af nye erhvervsvirksomheder. Herom kan jeg henvise til de lovforslag indenfor handelsministeriets og fiskeriministeriets virkeområde, som jeg omtalte i indledningen til min redegørelse. De går ud på, at der ved ydelse af lån til oprettelse af virksomheder indenfor håndværks-, industri- og fiskerierhvervet, herunder industri- og værkstedshuse, skal kunne fastsættes lempeligere vilkår med hensyn til rentens størrelse, afdragstidens længde og størrelsen af virksomhedens egenkapital end hidtil. Det er naturligvis herved en forudsætning, at de pågældende virksomheders oprettelse har en direkte beskæftigelsesmæssig betydning for arbejdsløshedsøerne, og at der ikke påføres bestående virksomheder en urimelig konkurrence.

Den anden gruppe forslag omhandler spørgsmålet om nye virksomheders placering. Dette spørgsmål foreslås for de offentlige virksomheders og institutioners vedkommende søgt løst ved en henstilling til de enkelte styrelser dels om at indhente en udtalelse fra økonomi- og arbejdsministeriet, før styrelsen endeligt tager stilling til placeringsspørgsmålet, dels om fortrinsvis at placere ordrer på investerings- og forbrugsvarer hos virksomheder i arbejdsløshedsøerne, såfremt levering kan ske til konkurrencedygtige priser. Dette sidste må naturligvis være en betingelse.

For private erhvervsvirksomheders vedkommende vil der derimod ikke fra det offentliges side kunne gribes direkte ind i placeringsspørgsmålet, men man foreslår, at staten støtter den oplysningsvirksomhed, som allerede overvejes iværksat af Industrirådet og foreningen Dansk Arbejde, og som går ud på at give interesserede private erhvervsdrivende oplysninger om forhold, der er af betydning ved afgørelsen af, på hvilke steder nyanlæg bør placeres. Statens støtte tænkes ydet dels ved praktisk bistand til den pågældende oplysningsvirksomhed, dels om nødvendigt tillige ved finansiel bistand, jfr. de fremsatte lovforslag.

Den tredie gruppe forslag omhandler mulighederne for en forøget beskæftigelse ved grundforbedringsarbejder, landvindingsarbejder og forskellige plantningsarbejder m. v., arbejder, der alle er af produktiv karakter. Under denne gruppe falder bl. a. det fremsatte lovforslag om ændringer i grundforbedringsloven, hvortil jeg henviser.

De øvrige forslag i denne gruppe kan gennemføres uden lovændringer. De går ud på en øget anvendelse af det supplerende tilskud, der i henhold til beskæftigelsesloven kan ydes landvindingsarbejder, og at søge egnede projekter til sådanne arbejder fremmet samt at forbedre tilskudsordningerne for forskellige plantningsarbejder og at fortsætte de allerede påbegyndte moseundersøgelser, bl. a. med henblik på kultivering af afgravede tørvearealer.

Den fjerde gruppe forslag tager sigte på at forøge uddannelsesmulighederne for personer i arbejdsløshedsøerne ved at reservere pladser til arbejdsmænd fra arbejdsløshedsøerne på statens arbejdsmandskursus og ved at placere undervisningsanstalter i områderne. Der tænkes herved særligt på sådanne anstalter, der giver maskinist-, radiotelegrafist- og teknikumuddannelse."

Videre udtalte ministeren bl. a.:

„Jeg ville gerne have afsluttet denne redegørelse med nogle oplysninger om udgifterne ved de forskellige forslags gennemførelse, men der er for mange ukendte faktorer til, at det lader sig gøre at opstille et overslag. Det vil således være afhængigt af det høje folketings stilling, hvilke forslag der kommer til udførelse, og det vil ikke være muligt på forhånd at vurdere, i hvilken udstrækning og i hvilket tempo der fra lokal side vil fremkomme forslag, som er egnet til at føres ud i livet.

Jeg må derfor nøjes med at pege på, at de bevillinger, der står til handelsministeriets og fiskeriministeriets rådighed for nærværende, synes at kunne strække til, og at der antagelig kun i begrænset omfang vil være behov for eventuelt at supplere de bevillinger, som er givet på finansloven, f. eks. til de forskellige tilskudsarbejder under landbrugsministeriet, eller til at søge nye bevillinger iøvrigt."