Loven har følgende indhold:
§ 1. Ordet „opfindelser" omfatter i denne lov kun opfindelser, der kan patenteres her i riget.
Ordet „arbejdstager" omfatter enhver, der er ansat i offentlig eller privat tjeneste.
Lærere og andet videnskabeligt personale ved universiteter og andre højere læreanstalter anses ikke i denne deres egenskab som arbejdstagere og har den fulde ret til de af dem gjorte opfindelser, medmindre andet måtte være bestemt ved anden lov eller følge af aftale.
§ 2. Denne lovs bestemmelser kommer, forsåvidt de ikke udtrykkeligt er erklæret for ufravigelige, kun til anvendelse, hvis ikke andet er eller må anses aftalt.
§ 3. I det omfang, ikke andet følger af denne eller anden lov, har en arbejdstager retten til de af ham gjorte opfindelser.
§ 4. Er en opfindelse blevet til ved samarbejde mellem flere indenfor en virksomhed på en sådan måde, at det ikke er muligt at angive bestemte personer som opfindere, anses virksomheden som opfinder.
Søger en virksomhed patent på en sådan opfindelse, skal ansøgningen være ledsaget af en af virksomhedens ledelse på tro og love afgiven erklæring om, at virksomheden må anses som opfinder. Ledelsen er forpligtet til på forespørgsel at meddele dette til de arbejdstagere, som indenfor virksomheden har deltaget i det arbejde, der har ført til opfindelsen.
Formuleringen af lovforslagets § 4, stk. 2, ændredes af folketinget med henblik på i højere grad at sikre arbejdstageren mod, at hans opfindelse behandles som en bedriftsopfindelse.
§ 5. Har en arbejdstager gjort en opfindelse, som han må anses at være nået til gennem sin tjeneste, er arbejdsgiveren, såfremt udnyttelsen af opfindelsen falder indenfor hans virksomheds arbejdsområde, berettiget til at kræve retten til opfindelsen overdraget til sig for et eller flere lande. Samme ret har arbejdsgiveren, selvom udnyttelsen af opfindelsen ikke falder indenfor virksomhedens arbejdsområde, hvis arbejdstagerens opfindelse angår en ham af virksomheden stillet, nærmere angiven opgave.
§ 6. En arbejdstager, der har gjort en opfindelse, som omfattes af bestemmelserne i § 5, er pligtig til uden ugrundet ophold at underrette arbejdsgiveren herom under angivelse af sådanne oplysninger om opfindelsen, at arbejdsgiveren sættes i stand til at bedømme opfindelsens betydning.
§ 7. Ønsker en arbejdsgiver at erhverve retten til en opfindelse i henhold til § 5, skal han underrette arbejdstageren herom inden 4 måneder efter at have modtaget den i § 6 nævnte meddelelse.
Inden udløbet af denne frist må arbejdstageren ikke uden arbejdsgiverens skriftlige samtykke disponere over opfindelsen eller åbenbare den for andre på en sådan måde, at den kan offentliggøres eller udnyttes for andres regning. Dette gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren skriftligt har erklæret at være uden interesse i opfindelsen.
Selvom den nævnte frist ikke er udløbet, kan arbejdstageren, såsnart han har givet sådan meddelelse som i § 6 omhandlet, søge patent på opfindelsen, men han skal i så fald forinden underrette arbejdsgiveren herom. Arbejdstageren kan ikke på forhånd give afkald på denne ret.
§ 8. Erhverver arbejdsgiveren i henhold til § 5 eller på andet grundlag retten til en af arbejdstageren gjort opfindelse, er arbejdstageren, selvom andet måtte være aftalt, berettiget til rimelig godtgørelse, medmindre værdien af opfindelsen ikke overstiger, hvad arbejdstageren under hensyn til sine arbejdsforhold i det hele med rimelighed kan forudsættes at skulle præstere.
Ved fastsættelsen af godtgørelsen skal hensyn særligt tages til opfindelsens værdi og dens betydning for virksomheden, til arbejdstagerens ansættelsesvilkår samt til den betydning, arbejdstagerens tjeneste har haft for opfindelsen.
Kravet på fastsættelse af godtgørelse forældes på 5 år i overensstemmelse med lov nr. 274 af 22. december 1908, idet forældelsesfristen regnes fra det tidspunkt, da arbejdsgiveren har tilkendegivet, at han ønsker at erhverve opfindelsen.
Selvom andet måtte være aftalt, kan bestemmelser eller aftaler vedrørende godtgørelse på forlangende af en af parterne senere ændres, når de forhold, der har været bestemmende, har forandret sig væsentligt, eller andre særlige omstændigheder taler derfor. Der skal dog aldrig i medfør af foranstående bestemmelse finde tilbagegivelse sted af ydelser, som arbejdstageren har modtaget på grundlag af tidligere fastsættelse af godtgørelsen.
§ 9. Søges der inden 6 måneder, efter at en arbejdstager er fratrådt sin tjeneste, patent på en af ham gjort opfindelse, som, hvis den var blevet til, medens tjenesten varede, ville have været omfattet af bestemmelserne i § 5, antages opfindelsen gjort, medens tjenesten varede, medmindre det kan sandsynliggøres, at opfindelsen er blevet til efter tjenestens ophør.
§ 10. En overenskomst mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager, gående ud på at begrænse arbejdstagerens ret til at disponere over opfindelser, der gøres senere end et år, efter at tjenesteforholdet er ophørt, er ugyldig.
§ 11. Vilkår, der indeholdes i en aftale mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager om retten til arbejdstagerens opfindelser, kan helt eller delvis tilsidesættes, hvis det ville stride mod god skik eller føre til åbenbart ubillige resultater at anvende dem.
§ 12. Den, der som følge af bestemmelserne i denne lov kommer til kundskab om en opfindelse, må ikke uhjemlet udnytte, hvad han på denne måde har erfaret, eller upåkrævet åbenbare noget herom.
Forsætlig overtrædelse af denne bestemmelse eller af bestemmelsen i § 7, stk. 2, straffes med bøder eller hæfte. Bøder tilfalder statskassen.
Påtale sker på begæring af den forurettede.
§ 13. § 3, stk. 3, i lov om patenter, jfr. lovbekendtgørelse nr. 192 af 1. september 1936, ophæves.
§ 14. Denne lov forelægges folketinget til revision i folketingsåret 1959-60.
§ 14 indsattes i loven under udvalgsbehandlingen.
Om baggrunden for lovforslaget, der tidligere har været fremsat i samlingerne 1951-52, 1952-53 og 1953-54, henvises til årbog 1953-54, side 529.
Ved fremsættelsen udtalte ministeren for handel, industri og søfart:
"Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at der i de foregående tre samlinger har været fremsat tilsvarende lovforslag, men at de udvalg, der har været nedsat til behandling af forslaget, ikke har nået at tilendebringe drøftelserne. Under hensyn til, at dette kunne tages som udtryk for, at der ikke var udsigt til, at lovforslaget kunne gennemføres, var det egentlig min hensigt ikke at genfremsætte forslaget i denne samling. Imidlertid er der fra visse sider overfor mig fremsat ønske om, at der måtte blive skabt mulighed for en fortsat drøftelse af tankerne bag lovforslaget, og jeg har derfor ment det rettest at imødekomme disse ønsker ved at genfremsætte lovforslaget.
Lovforslaget fremsættes i samme skikkelse som i sidste samling, og jeg tillader mig derfor at nøjes med at henvise til, hvad jeg sagde ved fremsættelsen dengang [folketingets forhandlinger sp. 578-579].
Jeg vil gerne udtrykke håbet om, at det i denne samling må lykkes at få forslaget færdigbehandlet.
Med disse ord skal jeg tillade mig at anbefale forslaget til det høje tings velvillige behandling."
Ved lovforslagets 1. behandling gav samtlige ordførere tilsagn om en velvillig behandling af lovforslaget.
Under udvalgsbehandlingen opnåedes der enighed mellem socialdemokratiets, det konservative folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget om at indstille lovforslaget til vedtagelse med de af handelsministeren foreslåede 2 ændringer, der er nævnt ovenfor.
Et mindretal i udvalget (venstres medlemmer) stillede forslag om en helt ny affattelse af forslaget og bemærkede herom i betænkningen:
„Mindretallet ønsker om den foreslåede nye affattelse af lovforslaget at bemærke, at det principielt ikke finder, at ministerens lovforslag med de af flertallet foreslåede ændringer tilfredsstiller mindretallets ønske om at sikre den egentlige opfinder dennes fulde rettigheder. Man kan iøvrigt diskutere, om en lovgivning på dette område er tiltrængt, da retspraksis har været i stand til på tilfredsstillende måde at ordne problemerne.
Vedrørende lovforslagtes § 4 bemærker mindretallet, at denne bestemmelse omfatter et meget vanskeligt og ømtåligt spørgsmål, der i den sidste menneskealder har været genstand for stærke stridigheder mellem de industrielle virksomheder på den ene side og opfindende funktionærer og arbejdere på den anden. Fra sidstnævnte side er det gang på gang bestemt hævdet, at opfindelser kun gøres af fysiske personer og ikke af, hvad man plejer at kalde „juridiske personer", f. eks. aktieselskaber og firmaer.
Lovforslagets § 4 har på dette område en social slagside, idet den ligefrem legaliserer bedriftsopfindelsen i strid med, hvad som nævnt de opfindende funktionærer og arbejdere har hævdet. Der ses ikke at være nogen saglig grund til ved loven at tage parti i denne strid ved i arbejdsgivernes interesse at legalisere bedriftsopfindelsen. Men dernæst står der intet i § 4 om, hvem der har bevisbyrden for, om der foreligger en virkelig bedriftsopfindelse. Det synes i al fald at være det eneste naturlige at pålægge arbejdsgiveren, den industrielle virksomheds tekniske ledelse, at bevise, at det er umuligt at angive bestemte personer som opfindere, hvilket i al fald må medføre, at der i loven stilles krav om, at den tekniske ledelse ved en på tro og love afgiven erklæring — med sandhedspligt efter straffelovens §§ 161-163 — bestemt udtaler, at det er umuligt at angive sådanne bestemte personer.
Det af ministeren stillede og af udvalgets flertal tiltrådte ændringsforslag til § 4 imødekommer i et vist omfang mindretallets opfattelse, men ikke fuldt tilstrækkeligt, hvorfor mindretallet stiller sit ændringsforslag.
De fleste af det fremsatte lovforslags regler er kun deklaratoriske, d. v. s. at de kan fraviges ved aftale. Dette gælder således §§ 3-6 og § 7, stk. 1 og 2. Derimod er § 7, stk. 3, § 8 og §§ 10 og 11 ufravigelige. Men netop fordi de førstnævnte regler i loven kan tilsidesættes ved private kontrakter, er det mest hensigtsmæssigt ganske at overlade disse regler til standardkontrakter, der smidigt kan ændres efter tidernes behov, og ikke fiksere dem som retningslinier for, hvordan de private skal affatte kontrakter, hvad lovgivningen i reglen er dårligt egnet til, allerede fordi den ikke kan forudse en kommende udvikling. Den i kommissionens betænkning som bilag 1 (side 34-36) gengivne standardkontrakt indeholder gode momenter, men er på visse punkter ikke tilfredsstillende. De nævnte ufravigelige regler er også overflødige, idet vore domstole som nævnt allerede efter gældende dansk ret og efter konkurrenceloven har ydet tilfredsstillende retsbeskyttelse for de opfindende funktionærer og arbejdere og altså tilsidesat kontrakterne."
Ved 2. behandling forkastedes mindretallets ændringsforslag om en ny affattelse af lovforslaget. Ved 3. behandling erklærede venstres ordfører (Givskov Christensen), at hans parti, skønt venstres ændringsforslag blev forkastet, kunne stemme for lovforslaget i den ændrede form, idet der ved ændringen af § 4 var taget hensyn til partiets synspunkter.
Lovforslaget vedtoges derefter enstemmigt med 125 stemmer.