Loven har følgende indhold:

§ 1. Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til på statens vegne at afslutte overenskomst med de norske og svenske regeringer om ydelse af statsgaranti vedrørende driftstab, som måtte opstå i de tre moderselskaber i konsortiet Scandinavian Airlines System (SAS), nemlig A/S Det Danske Luftfartselskab, A/S Det Norske Luftfartselskap og A/B Aerotransport, samt til af statskassens midler at afholde de deraf følgende udgifter.

Det forudsættes, at det i overenskomsten fastsættes,

1) at garantien i hvert af landene får gyldighed i 5 år fra den 1. oktober 1955 at regne,

2) at den årlige garantisum ikke kommer til at overstige for Danmarks vedkommende 1/2 mill. d. kr., for Norges vedkommende 4 1/2 mill. n. kr. og for Sveriges vedkommende 5 mill. sv. kr., dog således, at regeringerne i tilfælde af nedskrivning eller opskrivning af de skandinaviske valutaer skal optage forhandling om regulering af garantibeløbene,

3) at vedkommende selskab — for Danmarks vedkommende Det Danske Luftfartselskab — betaler en garantiafgift på 1 pct. p. a. af de til enhver tid trukne og endnu ikke tilbagebetalte beløb,

4) at hvert af selskaberne skal være pligtigt til af sit overskud at tilbagebetale hævede garantibeløb efter nærmere regler, der fastsættes ved overenskomst mellem staten og vedkommende selskab,

5) at et selskab, sålænge udbetalte garantibeløb ikke er fuldstændig tilbagebetalt, ikke uden vedkommende statsmyndigheds samtykke kan udbetale udbytte, og at dette ikke vil kunne overstige 5 pct. af aktiekapitalen,

6) at beløb, som ikke er tilbagebetalt 1. oktober 1975, kan eftergives, dersom konsortiets og det nationale selskabs økonomiske stilling gør dette rimeligt.

§ 2. Den i § 1 omhandlede overenskomst er stempelfri.

Loven tilsigter at forny den i henhold til § 3 i lov nr. 493 af 20. december 1950 om Danmarks deltagelse i det skandinaviske luftfartssamarbejde (årbog 1950-51, side 349) indgåede overenskomst mellem Danmark, Norge og Sverige om økonomisk garanti til de 3 moderselskaber i konsortiet Scandinavian Airlines System (SAS). Den nævnte garantioverenskomst tilsikrer for en periode af 5 år fra den 1. oktober 1950 at regne de 3 selskaber dækning for deres eventuelle underskud indenfor et for hvert år fastsat maksimumsbeløb, som stilles til rådighed af de 3 landes regeringer.

Garantibeløbene er fastsat til 2 mill. d. kr. årligt for DDL, 2 mill. n. kr. for DNL og 2,2 mill. sv. kr. for ABA for den nævnte 5 års periode. Den tilsagte garanti er endnu ikke blevet aktuel, idet SAS i de første 4 driftsår efter garantiordningens ikrafttræden ikke har haft underskud, men SAS har anmodet om en forlængelse af garantioverenskomsten for yderligere 5 år (fra 1. oktober 1955 til 30. september 1960) og en samtidig ajourføring af garantibeløbenes størrelse.

Det nævnte garantibeløb, som for hele den første 5-årige periode andrager ca. 35 mill. d. kr., svarer til 3 1/2 pct. af den omsætning, som SAS skønnede at ville få indenfor perioden, ansat til ca. 1 000 mill. kr. Den virkelige omsætning for denne periode er senere anslået til at ville beløbe sig til 1 667 mill. d. kr. For den næste 5 års periode anslås omsætningen at ville andrage ialt 2 333 mill. d. kr. Denne omsætning er baseret på en forventet gennemsnitlig årlig forøgelse af omsætningen med 5 pct., mens den årlige omsætning i første 5 års periode er forøget med gennemsnitligt 13 pct.

De i nærværende lov fastsatte nye maksimale årlige garantisummer, der for Danmarks vedkommende udgør 4 1/2 mill. d. kr., for Norges vedkommende 4 1/2 mill. n. kr. og for Sveriges vedkommende 5 mill. sv. kr., er fastsat på grundlag af et samlet beløb for hele perioden af 80 mill. d. kr. eller 3 1/2 pct. af den forventede omsætning. For hele perioden andrager det totale beløb for Danmark 22 1/2 mill. d. kr., for Norge 22 1/2 mill. n. kr. og for Sverige 25 mill. sv. kr., hvilke beløb forholdsmæssigt svarer til moderselskabernes andel i konsortiet, nemlig 2/7 for DDL, 2/7 for DNL og 3/7 for ABA.

Selvom SAS har kunnet undgå underskud hidtil og dets økonomiske balance må anses for konsolideret, er det dog meget vanskeligt at bedømme selskabets fremtidige økonomiske udvikling. En vis stagnation i trafikudviklingen har i den senere tid gjort sig gældende samtidig med, at der spores en forøget tendens til en mere restriktiv politik i en række lande med hensyn til spørgsmålet om trafikrettigheder for derigennem at beskytte egne nationale luftfartsselskaber. Hertil kommer, at den stadig stigende konkurrence kræver et flyvemateriel på højeste niveau, og at den hurtige tekniske udvikling på materiellets område medfører store økonomiske byrder for selskabet med hensyn til investeringer, forrentning og afskrivning.

Der er siden dannelsen af SAS sket en betydelig forbedring af selskabets økonomi, men driftsoverskuddet er dog så ringe i forhold til omsætningen (i 1953-54 9,3 mill. d. kr. i forhold til en omsætning på ca. 368 mill. d. kr.), at det økonomiske resultat ikke kan anses for fuldt tilfredsstillende, ligesom det ikke har været muligt at henlægge rimelige reserver — endsige at forrente den investerede kapital.

Det må endvidere tages i betragtning, at der ikke fra de skandinaviske stater er ydet tilskud til SAS bortset fra mindre tilskud til opretholdelsen af indenrigsruter, mens en række af de store udenlandske selskaber, som SAS konkurrerer med, har fået og stadig får meget betydelige direkte eller indirekte statstilskud.

Udfra de anførte betragtninger skønnedes det, at de motiver, der lå til grund for den første garantioverenskomst, stadig var tilstede, og efter at de skandinaviske trafikministre på et møde i Oslo den 11. oktober 1954 var blevet enige om at søge den fornødne lovhjemmel til en fornyelse tilvejebragt, fremsattes forslaget til nærværende lov.

Overenskomsten tænkes forlænget på uforandrede vilkår, og loven svarer derfor, bortset fra garantibeløbenes størrelse, ganske til ordlyden af ovennævnte § 3 i lov nr. 493 af 20. december 1950.

Lovforslaget medførte ved behandlingen i folketinget nogen debat, især om selskabets økonomiske forhold, og hvorvidt disse berettigede til en forhøjelse af garantibeløbene af den foreslåede størrelse. Navnlig Gottschalck-Hansen (KF) var betænkelig ved at forhøje garantien til 22 1/2 mill. kr. og fandt, at grundlaget herfor var for spinkelt. Han kunne gå med til en vis forhøjelse som følge af den forringede pengeværdi, men påpegede det ejendommelige i, at en stigning i omsætningen skulle modsvares af forøget garanti. Selskabets overskud fandt han ikke tilfredstillende, set i forhold til omsætningens størrelse, og han understregede, at en væsentlig del af overskuddet hidrørte fra salg af brugt materiel.

Disse synspunkter fandt udtryk i følgende mindretalsudtalelse og et dertil svarende ændringsforslag i den af udvalget mellem 1. og 2. behandling afgivne betænkning:

„Et mindretal (Bøgholm og Gottschalck-Hansen) anerkender fuldtud den betydning, SAS har såvel i national som i international henseende. Da der imidlertid ikke — efter mindretallets mening — fra regeringens side er skabt fornøden klarhed over det berettigede i en forøgelse af statsgarantien fra 10 mill. kr. til 22 1/2 mill. kr., kan mindretallet ikke tiltræde lovforslaget, men indstiller, at den nugældende statsgaranti ajourføres, således at den samlede statsgaranti fra 1. oktober 1955 til 30. september 1960 andrager 15 mill. kr., dog således at den årlige garanti ikke må overstige 3 mill. kr."

Såvel Horn (S) som Jensen-Broby (V) fandt det rimeligt at forlænge garantien med det i lovforslaget foreslåede beløb bl. a. under hensyn til den forøgede omsætning, de stadig stigende udgifter til materiel og den voksende konkurrence fra udenlandske selskaber. Også A. C. Normann (RV) kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse, selvom han fandt selskabets driftsresultat utilfredsstillende. Der var efter hans mening stadig tale om en opbygnings- og overgangsperiode, som formentlig måtte fortsættes en tid fremover, ligesom også hensynet til det nordiske samarbejde krævede en gennemførelse af loven. Alfred Jørgensen (DR) kunne ikke medvirke til lovforslagets fremme og fandt ikke selskabets økonomi tilfredsstillende.

Horn rejste spørgsmålet om muligheden for at opnå besparelser ved i højere grad at lade militære flyvemaskiner efterse på SASs værksteder, en tanke, som fandt tilslutning fra flere sider. Ministeren for offentlige arbejder oplyste, at han var vidende om, at der havde fundet forhandlinger sted om dette spørgsmål, men han kunne ikke vurdere, i hvilket omfang en sådan benyttelse af værkstederne kunne finde sted, idet det måtte bero på militære overvejelser.

På et spørgsmål fra Gottschalck-Hansen om personalefordelingen indenfor SAS oplyste ministeren, at det ikke var regeringens hensigt at ændre det oprindeligt fastsatte forhold, hvorefter Danmark skulle bidrage med 2/7 af arbejdskraften.

Der blev iøvrigt under behandlingen fra næsten alle sider givet udtryk for glæde over det gode eksempel, SAS var på praktisk nordisk samarbejde, ligesom man fandt, at selskabet på udmærket måde havde formået at hævde sig i den stærke udenlandske konkurrence.

Det ovenfor nævnte ændringsforslag af Bøgholm og Gottschalck- Hansen fik ved 2. behandling ikke støtte fra Foss (KF), som fandt, at den opgave, som SAS havde løst, både reklamemæssigt, trafikmæssigt og udfra et nordisk synspunkt var af en ganske særegen karakter, og herefter ikke mente, at de foreslåede beløb var urimelige. Heller ikke socialdemokraterne, venstre og de radikale kunne stemme for ændringsforslaget, der derimod støttedes fra kommunistisk side, mens retsforbundet undlod at stemme.

Efter at ændringsforslaget var forkastet ved 2. behandling, udtalte mindretallet i den af udvalget afgivne tillægsbetænlming, at det ville undlade at stemme ved lovforslagets 3. behandling.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 96 stemmer mod 10 (DK og DR); 18 medlemmer (KF med undtagelse af Foss) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.