Loven, i hvilken der under behandlingen i folketinget foretoges ændringer i §§ 1, 2 og 3, har følgende indhold:

§ 1. Følgende overenskomster, nemlig

1) Overenskomsterne om landbrugsarbejde, gældende mellem Dansk Arbejdsmands Forbund og medlemmer af Sammenslutningen af landbrugets arbejdsgiverforeninger, nemlig Arbejdsgiverforeningen for land- og skovbrug i Maribo amt, Arbejdsgiverforeningen for land- og skovbrug på Bornholm, Arbejdsgiverforeningen for landbruget i Fyns stift, Arbejdsgiverforeningerne for landbrug i Jylland, Arbejdsgiverforeningen for landbruget på Sjælland og Møn og De samvirkende danske sukkerroedyrkerforeninger og Haderslev sukkerroedyrkerforening,

2) Overenskomst om arbejde i frugtplantager, gældende mellem Dansk Arbejdsmands Forbund og medlemmer af Arbejdsgiverforeningen for land- og skovbrug i Maribo amt, Arbejdsgiverforeningen for landbruget på Sjælland og Møn, Arbejdsgiverforeningen for landbruget i Fyns stift og Arbejdsgiverforeningen for landbruget i det sydøstlige Jylland,

3) Overenskomsterne mellem Dansk Arbejdsmands Forbund og Dansk gartner forbund og Planteskolernes arbejdsgiverforening angående arbejdet i planteskolerne i hovedstadsområdet, i provinsen og i landdistrikterne,

4) Overenskomst mellem Dansk gartner forbund og Gartnernes arbejdsgiverforening i provinsen,

5) Overenskomsterne mellem Arbejdsgiverforeningen for land- og skovbrug i Maribo amt, Skovbrugets arbejdsgiverforening for Sjælland, Skovbrugets arbejdsgiverforening for Fyns stift og Skovbrugets arbejdsgiverforening for Jylland og Dansk Arbejdsmands Forbund angående overenskomst og arbejdsprisliste for skovbrug samt angående stødbrænde,

6) Overenskomst mellem Mejeriernes arbejdsgiverforening og Dansk mejeristforbund vedrørende mejeristernes løn- og arbejdsforhold på landmejerier,

7) Overenskomst mellem Mejeriernes arbejdsgiverforening og Dansk Arbejdsmands Forbund vedrørende ufaglærte mandlige og kvindelige arbejderes løn- og arbejdsforhold på landmejerier,

8) Overenskomst mellem Arbejdsgiverforeningen for land- og skovbrug i Maribo amt og Dansk Arbejdsmands Forbund angående dræningsarbejde og overenskomst mellem Dræ- ningsmesterforeningen for Holbæk, Frederiksborg og GI. Roskilde amter og Dansk Arbejdsmands Forbund angående afvandings- og dræningsarbejder,

9) Overenskomst vedrørende lucernetørrerier,

10) Overenskomst mellem Mejeriernes arbejdsgiverforening og Dansk mejeristforbund og Dansk Arbejdsmands Forbund angående løn- og arbejdsforhold for de på bornholmske mejeriers andelsosteri i Klemensker og Kaseinfabrikken beskæftigede mejerister og arbejdsmænd,

11) Overenskomst mellem Kvindeligt arbejderforbund og Andelsosteriet i Klemensker,

12) Overenskomst mellem Jysk dræningsmesterforening, Foreningen af dræningsmestre på landet i Fyns stift og Dansk Arbejdsmands Forbund,

13) Overenskomst mellem Jysk dræningsmesterforening og Dansk Arbejdsmands Forbund vedrørende grøblingsarbejde, og

14) Overenskomst mellem Dansk Arbejdsmands Forbund og Planteskolernes arbejdsgiverforening vedrørende Hedeselskabets tre planteskoler i Guldager, Skodborg og Faarvang,

som senest er fornyet på grundlag af mæglingsforslaget af 18. maj 1954 fra statens forligsmand i arbejdsstridigheder, skal fremdeles være gældende fra 1. april 1955 at regne; opsigelse kan finde sted i overensstemmelse med overenskomsternes herom gældende bestemmelser. Dog skal de mellem parterne bestående uoverensstemmelser, der har medført opsigelse og varsling eller iværksættelse af arbejdsstandsninger, afgøres af en i dette øjemed af økonomi- og arbejdsministeren nedsat voldgiftsret på grundlag af en samfundsøkonomisk vurdering af de af parterne fremsatte synspunkter og krav.

De som følge af de nævnte uoverensstemmelser varslede arbejdsstandsninger må ikke iværksættes, ligesom de i samme anledning iværksatte arbejdsstandsninger vil være at bringe til ophør straks. Arbejdere, hvis arbejdsforhold er blevet afbrudt på grund af de iværksatte arbejdsstandsninger, vil såvidt muligt være at genantage i samme omfang som ved arbejdets ophør, ligesom samtlige af arbejdsstandsningerne omfattede arbejdere, såvidt forholdene tilsteder det, skal gå i arbejde på de samme steder, hvor de var beskæftiget før arbejdsstandsningerne. Der må ikke på nogen af siderne finde nogen art af boykotning sted, hverken overfor arbejdsgivere eller arbejdere.

§ 2. Voldgiftsretten består af et formandsskab på 3 medlemmer samt 4 andre medlemmer, hvoraf de 2 udpeges af Sammenslutningen af landbrugets arbejdsgiverforeninger og 2 af De samvirkende Fagforbund.

Formand for voldgiftsretten er den faste voldgiftsretsformand. Den faste voldgiftsret udpeger formandsskabets 2 andre medlemmer, af hvilke den ene skal være højesteretsdommer og den anden en i erhvervsøkonomiske forhold kyndig nationaløkonom.

Forsåvidt der indenfor voldgiftsretten ikke foreligger enstemmighed om afgørelsen af den foreliggende sag eller i det mindste 4 stemmer for en bestemt afgørelse, trænes afgørelsen af formandsskabet. Forsåvidt der indenfor formandsskabet ikke foreligger enstemmighed om afgørelsen eller i det mindste 2 stemmer for en bestemt afgørelse, bliver sagen at afgøre af voldgiftsrettens formand.

Repræsentanter for enhver forening, hvis medlemmer er berørt af varslede eller iværksatte arbejdsstandsninger, vil have adgang til ved personligt fremmøde for voldgiftsretten at fremsætte deres synspunkter.

§ 3. Voldgiftsrettens kendelse er endelig. Kendelsen, der skal være motiveret, vil være at afsige senest den 20. maj 1955.

§ 4. Angående procesmåden, rettens sæde m. m. skal bestemmelserne i §§ 6, 8, 9, 11, 12, 13, 14, stk. 1, 15 og 16, 1. punktum, i loven om den faste voldgiftsret med de fornødne lempelser være gældende.

§ 5. Arbejdsstandsninger indenfor de af denne lov omfattede overenskomstområder er efter lovens ikrafttræden ulovlige efter samme regler, som gælder, når der foreligger overenskomst mellem parterne.

§ 6. Forsåvidt voldgiftsrettens kendelse ikke efterkommes, vil dette være at behandle som brud på overenskomstforhold og vil således ligesom sager iøvrigt vedrørende brud på de af denne lov omfattede overenskomster kunne indankes for den faste voldgiftsret til påkendelse og eventuel ikendelse af bod og erstatning. Tilsvarende regler gælder i tilfælde af overtrædelse af bestemmelserne i § 1, stk. 2, 2. og 3. punktum.

§ 7. De med voldgiftsrettens nedsættelse forbundne udgifter afholdes af statskassen.

§ 8. Denne lov, der kan stadfæstes straks efter vedtagelsen, jfr. grundlovens § 42, stk. 7, træder i kraft straks.

I bemærkningerne til lovforslaget hedder det:

„I det af statens forligsmand den 18. maj 1954 fremsatte mæglingsforslag til fornyelse af de mellem arbejdsgiver- og arbejderorganisationerne indenfor landbrug og hermed beslægtede områder afsluttede overenskomster indeholdtes bl. a. bestemmelse om, at forbundene, uanset at overenskomsterne iøvrigt blev forlænget for to år, havde adgang til opsigelse allerede efter eet års forløb, d. v. s. til 1. april 1955, såfremt der ikke inden den 1. marts 1955 var blevet gennemført en lovmæssig regulering af arbejdstiden.

I slutningen af december 1954 og i slutningen af februar 1955 blev overenskomsterne opsagt af forbundene til ophør den 1. april 1955. Da der ikke under de herefter stedfundne forhandlinger er blevet opnået enighed mellem parterne om en fornyelse af overenskomsterne, og der heller ikke inden 1. marts 1955 var blevet gennemført en lovmæssig regulering af arbejdstiden, blev der fra forbundenes side fremsendt 1. og senere 2. strejkevarsel overfor arbejdsgiverorganisationerne for et mindre antal virksomheder til iværksættelse henholdsvis den 2., 6. og 12. april 1955. Herefter afgav arbejdsgiverorganisationerne 1. lockoutvarsel indenfor det samlede overenskomstområde. De i den anledning under ledelse af statens forligsmand i arbejdsstridigheder stedfundne forhandlinger blev afsluttet, uden at forligsmanden fandt grundlag for at fremsætte et mæglingsforslag. De varslede strejker trådte herefter i kraft til de fornævnte tidspunkter. Under 4. april 1955 fremsendte arbejdsgiverorganisationerne 2. lockoutvarsel for det samlede område til iværksættelse den 16. april 1955.

For at prøve endnu en mulighed for at bilægge de opståede uoverensstemmelser indkaldte regeringen den 4. april parterne til et møde hos økonomi- og arbejdsministeren den 9. april. Da disse forhandlinger imidlertid også er endt resultatløst, må regeringen anse det for nødvendigt at søge uoverensstemmelserne bilagt ad lovgivningens vej gennem nedsættelse af en særlig voldgiftsret.

Man har herved navnlig ment at burde tage i betragtning de meget alvorlige følger, som en arbejdsstandsning indenfor landbruget, mejerierne, skovbruget og gartnerierne m. v. ville få såvel for landets eksport og valutamæssige stilling som for befolkningens forsyning med levnedsmidler.

Ved lovforslaget ... foreslås det, at overenskomsterne fremdeles skal være gældende fra 1. april 1955 at regne, således at de bestående uoverensstemmelser afgøres af en særlig voldgiftsret".

Ved fremsættelsen af lovforslaget oplyste økonomi- og arbejdsministeren, at den varslede strejke for 79 større gårde trådte i kraft den 2. april. Den 6. april iværksattes en tilsvarende begrænset strejke overfor 78 gartnerier og den 12. april overfor 28 planteskoler. Det af arbejdsgiverorganisationerne den 4. april udsendte 2. lockoutvarsel gjaldt for det samlede overenskomstområde og ville i sine konsekvenser få en meget væsentlig betydning for landbrugseksporten og for befolkningens forsyning med de nødvendigste livsfornøden- heder. Ministeren udtalte yderligere, at regeringen måtte anse det for særdeles betydningsfuldt at bevare det gældende system for ordningen af arbejdsforholdene, hvorefter parterne selv, eventuelt under ledelse af statens forligsinstitution, søger at forhandle sig tilrette om de fornødne overenskomster og tager ansvaret for disses indhold.

Ved lovforslagets 1. behandling erklærede Bundvad (S), at socialdemokratiet absolut ikke er tilhænger af tvungen voldgift i arbejdsstridigheder; imidlertid anså han det nødvendigt at anvende denne fremgangsmåde til løsning af den foreliggende konflikt under hensyn til Danmarks økonomiske stilling og til det store valutaunderskud, til hvis nedbringelse der fornylig var gennemført indgribende foranstaltninger.

Sønderup (V) udtalte, at der ingen saglig baggrund var for kravet om en arbejdstidsforkortelse i landbruget, og at hans parti mente, at spørgsmålet om landbrugets arbejdstid ikke er egnet til voldgiftsbehandling. Venstre kunne derfor ikke støtte ministerens forslag, men var villig til — under hensyn til den nøje sammenhæng mellem konflikten og landets alvorlige valutasituation — at medvirke til en løsning, der pålægger parterne at trække de forskellige strejke- og lockoutvarsler tilbage.

Poul Sørensen (KF) erklærede, at udgangspunktet for konflikten lå i lønforhandlingerne i 1954, idet ministeren under disse forhandlinger tog spørgsmålet om arbejdstid ud, hvorved offentligheden fik det indtryk, at spørgsmålet om arbejdstiden i landbruget skulle forelægges folketinget til afgørelse.

Jørgen Jørgensen (Lejre) (RV) udtalte på sit partis vegne, at folketinget havde pligt til nøje at orientere sig om karakteren af og baggrunden for en konflikt som den foreliggende, så længe der ikke var gennemført faste rammer for lovgivningsmagtens indgriben i omfattende arbejdskonflikter, således som hans parti havde foreslået. Han ønskede lovforslaget behandlet grundigt i et udvalg, men understregede, at han ikke ønskede folketinget placeret som dommer i overenskomstmæssige stridigheder, hvor man stiller sig så på den ene og så på den anden side, alt efter som det politiske flertal i tinget svinger.

Alfred Jensen (DK) var modstander af lovforslaget; han fandt, at man skyldte landarbejderne og de øvrige arbejdere, der var tale om, den arbejdstidsforkortelse, som de havde ønsket gennem mange år. Han kunne ikke billige de økonomiske betragtninger, der var fremført for, at lovgivningsmagten skulle gribe ind i konflikten, og hans parti ville stemme imod lovforslaget.

Oluf Pedersen (DR) erklærede, at retsforbundet kunne give principiel tilslutning til tvungen voldgift i de tilfælde, hvor parterne ikke kan tale sig til rette. Han forbeholdt sig iøvrigt sit partis stilling, til resultatet af udvalgsarbejdet forelå.

Efter at også den varslede lockout var iværksat den 16. april, afgav udvalget betænkning den 20. april, og lovforslaget gennemførtes samme dag i folketinget. Udvalgets flertal (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer) indstillede lovforslaget til vedtagelse med 3 af økonomi- og arbejdsministeren stillede ændringsforslag, der vedrørte retningslinierne for voldgiftsrettens arbejde, voldgiftsrettens sammensætning samt fristen for afsigelsen af kendelsen. Et mindretal i udvalget (venstres og det konservative folkepartis medlemmer) stillede ændringsforslag om en ny affattelse af lovforslaget, hvorefter de hidtil gældende overenskomster mellem parterne skulle forlænges uforandret i 1 år.

Ved 2. behandling, hvorunder ordførerne meget udførligt redegjorde for deres partiers stilling til lovforslaget og ændringsforslagene,
vedtoges økonomi- og arbejdsministerens 3 ændringsforslag med socialdemokratiets, det radikale venstres og retsforbundets stemmer mod kommunisternes, mens venstre og det konservative folkeparti, hvis ændringsforslag først var blevet forkastet, undlod at stemme.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 93 stemmer (S, RV og DR) mod 74 (V, KF og DK).