Efter at gyldigheden af de bestemmelser i lov nr. 235 af 30. april 1946 om byggeri med offentlig støtte med senere ændringer og i lov nr. 117 af 15. marts 1947 om finansiering af boligbyggeri med særlig byggemåde med senere ændringer, som udløb med udgangen af finansåret 1953-54, ved lov nr. 52 af 5. marts 1954 (årbog 1953-54, side 246-248) var forlænget til udgangen af december måned 1954, fremsatte indenrigs- og boligministeren den 13. maj 1954 i folketinget et forslag til lov om boligforholdene, indeholdende bestemmelser til afløsning af den gældende lovgivning om leje, boliganvisning og statens støtte til boligbyggeriet (årbog 1953-54, side 501—513). Forslagets bestemmelser om statens støtte til boligbyggeriet tilsigtede en ret omfattende revision af de hidtidige bestemmelser på dette område. Forslaget blev i folketinget underkastet 1. behandling og henvist til et udvalg, der imidlertid ikke nåede at tilendebringe sit arbejde med lovforslaget inden folketingsårets udløb. Som et led i foranstaltningerne til styrkelse af landets valutastilling gennemførtes derimod ved lov nr. 304 af 6. oktober 1954 ændringer i byggestøttelovgivningen (årbog 1953-54, side 248—251), som havde til formål at begrænse statens udgifter til boligbyggeriet, uden at man derved nedsatte omfanget af det byggeri, der skulle gennemføres til fordel for den mindrebemidlede del af befolkningen. Loven indeholdt navnlig nye regler for statslånsydelsen, hvorefter der principielt skulle svares markedsrente af statslånet, mens der til nedbringelse af huslejen ydedes et årligt driftstilskud. Endvidere indførtes ændrede låneregler for parcelbyggeriet samt en begrænsning af arealstørrelsen for lejligheder i det sociale byggeri og det private etagebyggeri.
Da der ved de videre forhandlinger om en ny lovgivning om leje, boliganvisning og statens støtte til boligbyggeriet måtte tages hensyn til disse ændringer, blev det nævnte forslag til lov om boligforholdene ikke genfremsat, hvorimod gyldigheden af såvel lejeloven som byggestøttelovgivningens bestemmelser forlængedes til 15. april 1955 (lov nr. 360 og 362 af 22. december 1954).
Mens regeringen efter de stedfundne forhandlinger ikke fandt tiden inde til en mere omfattende revision af lejeloven, se herom den ovenfor omtalte lov om ændring i lov om leje, ansås det for påkrævet snarest at søge gennemført en del af de i forslag til lov om boligforholdene indeholdte regler om byggestøtte, som ikke var optaget i loven af 6. oktober 1954. Nærværende lov bygger derfor, dog under hensyntagen til den senere udvikling, i vidt omfang på forslaget til lov om boligforholdene (maj-forslaget).
De regler i forslaget til lov om boligforholdene, som — for en del i ændret skikkelse — er optaget i nærværende lov, er navnlig følgende:
Reglerne om fordeling mellem hovedstadskommunerne af tab på garantiforpligtelser for statslån, af de tilskud, der af disse kommuner ydes til social-filantropisk byggeri og af udgifterne til huslejetilskud, jfr. §§ 6, stk. 2, 18, stk. 2, og 68 i nærværende lov, reglerne om henlæggelser i sociale boligforetagender til imødegåelse af tab, jfr. lovens § 27, stk. 2; reglerne om lån og tilskud til byggeri m. v. for ungdommen, jfr. lovens kap. VII; reglerne om større støtte til invalider og kronisk syge, jfr. lovens kap. XI; reglerne vedrørende de indtægtsforhold, der er afgørende for, at personer kan anses for mindrebemidlede og mindstbemidlede, jfr. lovens § 76. Herudover indeholder loven en række ændringer af redaktionel karakter.
Under lovforslagets behandling i folketinget udgik en del af de oprindeligt foreslåede bestemmelser, og en lang række ændringer gennemførtes. De væsentligste af disse vil blive nærmere omtalt i nedenstående redegørelse for lovens indhold.
Kapitel I. Indledende bestemmelser.
§ 1 har følgende ordlyd:
„I perioden fra 16. april 1955 til og med finansåret 1958-59 kan indenrigs- og boligministeren give lån til byggeri som bestemt i denne lov med følgende beløb i hvert af nedennævnte finansår:
1955—56 .................................. 335 mill. kr.
1956—57 .................................. 315 — -
1957—58 .................................. 300 — -
1958—59 .................................. 300 — -
Finansministeren bemyndiges til at udstede statsobligationer i det omfang, hvori lån gives.
Indenrigs- og boligministeren bestemmer efter forhandling med finansministeren, hvorvidt statslån skal udbetales kontant til pari eller til en nærmere fastsat kurs eller skal berigtiges ved udlevering af statsobligationer. Såfremt lånene berigtiges ved udlevering af obligationer eller på grundlag af en kursværdi, er provenuet af lånet afgørende med hensyn til de i denne lov fastsatte lånegrænser."
Paragraffen, der i sin oprindelige form svarede til § 104 i forslag til lov om boligforholdene, ændredes væsentligt under behandlingen i folketinget. Mens den oprindelig gav hjemmel for ydelse af lån og tilskud i en periode af 8 år, giver den nu loven gyldighed i en 4 års periode.
De i stk. 1 anførte rådighedsbeløb indsattes ligeledes under behandlingen i folketinget, idet de pågældende midler efter det oprindelige forslag skulle bevilges på de årlige finanslove.
Også stk. 3 er et resultat af folketingets behandling og tilsigter at gøre statslåneordningen mere smidig. Mens denne hidtil har været baseret på kontante udlån til pari kurs, gives der nu desuden mulighed for berigtigelse ved udlevering af statsobligationer og for kontante lån til en nærmere fastsat kurs for om nødvendigt at sikre staten mod risiko for tab ved konvertering.
Regeringen havde som nævnt ønsket, at loven skulle gælde for en 8 års periode for derved at skabe mulighed for en rationel tilrettelæggelse af byggevirksomheden på længere sigt.
Når det oprindelige forslag ikke indeholdt fastsatte rådighedsbeløb, var det bl. a., fordi det i tidligere år havde været nødvendigt at overskride sådanne faste beløb væsentligt, og fordi regeringen ikke fandt det muligt at anslå de nødvendige bevillinger for en længere årrække på forhånd. Indenrigs- og boligministeren beklagede ved lovforslagets 2. behandling, at det som en konsekvens af landets økonomiske situation havde været nødvendigt at fastsætte de anførte beløb, som indebar en nedsættelse af udlånene og dermed en reduktion af de kommende 4 års boligproduktion, som ville hemme bestræbelserne for at imødegå bolignøden.
I §2, stk. 1, som svarer til § 3 i forslag til lov om boligforholdene, fremhæves lovens produktionsmæssige formål. Der skal tilstræbes en udvidelse og billiggørelse af boligproduktionen, bl. a. gennem en stabil byggerytme, mindskelse af sæsonledigheden og fremme af rationalisering.
Paragraffen, der iøvrigt svarer til nævnte lovforslags § 105, fastslår i stk. 2 udtrykkeligt, at byggeri med statslån skal være uden luksuspræg, men udstyret med almindelige moderne bekvemmeligheder, og giver i stk. 3-5 almindelige regler for boligernes indretning, kvalitetsmæssige og tekniske krav m. v.
§ 3, der med en enkelt ændring svarer til § 106 i forslag til lov om boligforholdene, fastslår i stk.1 , at statslån og statstilskud skal bevilges forud for byggeriets igangsætning. Reglen, der svarer til hidtidig praksis, er fundet nødvendig for at sikre den administrative kontrol med statslånsbyggeriet.
Som en hovedregel fastsættes det endvidere i stk. 1, ligeledes i overensstemmelse med hidtidig praksis, at lån og tilskud udbetales, når byggeriet er afsluttet og — bortset fra lån efter § 36 — når udgifterne er opgjort. Fra denne regel gøres dog i stk. 2 visse undtagelser, der også svarer til praksis.
§ 4, der svarer til maj-forslagets § 107, fastslår i lighed med den hidtidige byggestøttelovs § 4, at lån eller tilskud kan ydes på grundlag af ejendommens anskaffelsessum eller værdi efter indenrigs- og boligministerens afgørelse. Fastsættelse på grundlag af vurdering har hidtil (bortset fra den tidligere lovs kap. VIII a) kun været anvendt i ganske få tilfælde.
§ 5, der har samme ordlyd som maj-forslagets § 108, giver i stk. 1 samme regler om kommunegaranti, som fandtes i den hidtidige lovs § 5, stk. 1, dog med den tilføjelse, at „indenrigs- og boligministeren kan nægte at godkende tilbudt kommunegaranti, hvis denne er gjort betinget af opfyldelse af vilkår, som må antages at være i modstrid med nærværende lovs formål."
Sidstnævnte regel er i overensstemmelse med hidtidig praksis, idet ministeriet f. eks. i tilfælde, hvor man har måttet befrygte, at betingelserne kunne medføre, at byggeriets økonomi ikke blev tilstrækkeligt varetaget, har nægtet at godkende garantien med den virkning, at statslånet blev beregnet, som om garanti ikke var meddelt.
Efter stk. 2 kan indenrigs- og boligministeren tilsidesætte et amtsråds afgørelse om, at en sognekommune ikke må påtage sig garanti for statslån. Bestemmelsen, der efter den hidtidige lovs § 12, stk. 2, kun var gældende for det sociale byggeri, er nu udvidet til at omfatte alle former for byggeri.
§ 6, stk. 1, der er enslydende med maj-forslagets § 109, stk. 1, indeholder regler om en kommunes ret til nedsættelse af garantiforpligtelser for fremtidige lån, når kommunens samlede garantiforpligtelser andrager mindst 75 kr. pr. indbygger. Bestemmelserne herom svarer med en vis klargøring til den hidtidige lovs § 5, stk. 2.
Stk. 2 giver en regel om fordeling af tab på garantiforpligtelser mellem hovedstadskommunerne udfra den betragtning, at hovedstadsområdet boligforsyningsmæssigt må ses som en helhed, og at de økonomiske forpligtelser ved nybyggeriet navnlig rammer omegnskommunerne.
§§ 9 og 10 indeholder reglerne om forrentning og afdrag af statslån og om driftstilskuddet ( „m2-tilskud" ). Reglerne ændredes på flere punkter under behandlingen i folketinget. Princippet om lån til markedsrente mod ydelse af visse driftstilskud videreføres, men som udtryk for en vis afviklingstendens er det nu fastsat, at driftstilskuddet kun ydes med det fulde beløb indtil begyndelsen af den første terminsperiode i året 1967, hvorefter det i de følgende 7 år nedsættes gradvis for derefter helt at bortfalde. Muligheden for en tidligere afvikling, hvis forholdene tillader det, er opretholdt.
Udfra den betragtning, at det er mindre hensigtsmæssigt, at staten gennem disse tilskud bidrager til afdragsbetaling til sig selv og dermed til kapitalopsparing i ejendommene, er lånene gjort afdragsfri i den periode, hvori der ydes tilskud, hvorved det er gjort muligt at reducere tilskudssatserne i forhold til det oprindeligt foreslåede, uden at dette medfører lejestigning.
Mens det oprindelige lovforslag graduerede tilskuddene efter landets forskellige områder, fastsættes de nu i lighed med tidligere for landet som helhed. Satserne er herefter for socialt byggeri 11 kr. pr. m2 og for privat byggeri 8 kr. pr. m2.
Af det i kap. VII og VIII omhandlede byggeri med socialt og kulturelt formål følger en del de nævnte regler for socialt byggeri og en del reglerne for privat byggeri. § 10 indeholder iøvrigt en række nærmere regler for de forskellige kategorier af byggeri. Som en nydannelse skal nævnes den mulighed, der ved paragraffens stk. 2 er givet for at yde m2-tilskud også til byggeri, der er finansieret med andre midler end statslån.
§ 11 giver mulighed for at lempe vilkårene for lån til udgifter ved ekstraordinære vinterforanstaltninger og søger herved at fremme sæsonudjævningen indenfor byggefagene, mens en i samme paragraf oprindelig indeholdt bestemmelse om lempelser ved forsøgsbyggeri o. lign. måtte udgå under behandlingen.
I § 12 begrænses den rentelempelse, som ydes til byggeri efter lovens § 36 (lån på grundlag af vurdering), til den del af statslånet, som ligger indenfor et beløb af 15 000 kr. pr. lejlighed.
De øvrige bestemmelser i kap. I svarer med enkelte ændringer til de hidtil gældende regler.
Kapitel II. Lån og tilskud til socialt byggeri.
Reglerne i dette kapitel er overført fra forslag til lov om boligforholdene og svarer med visse ændringer til den hidtidige lovs kap. II og III. De væsentligste afvigelser herfra og de væsentligste af de ændringer, som foretoges under behandlingen i folketinget, vil fremgå af det følgende.
§17 fastsatte i sin oprindelige form lånegrænsen til 97 pet. af ejendommens anskaffelsessum eller værdi ved socialt byggeri med kommunegaranti, hvilket svarede til den maksimale lånegrænse efter den hidtidige lov. Under behandlingen i folketinget ændredes lånegrænsen til 94 pet., ligesom dette byggeris andel i de i § 1, stk. 1, anførte rådighedsbeløb fastsattes til 50 pet.
Spørgsmålet om lånegrænserne var et af hovedstridspunkterne under lovforslagets behandling, og nedsættelsen skyldes navnlig et stærkt krav fra venstres og konservativ side. Indenrigs- og boligministeren betonede ved lovforslagets 2. behandling, at nedsættelsen til 94 pct. ville betyde en følelig skærpelse af kravet til det indskud, der skal præsteres i dette byggeri, idet det ville svare til en gennemsnitlig forøgelse af indskuddet med ca. 1 200 kr. pr. lejlighed. Han fremhævede, at det var et af de væsentligste punkter, som regeringspartiet havde måttet resignere på for at skabe et betryggende flertalfor lovens gennemførelse. Også den socialdemokratiske ordfører, Carl P. Jensen, beklagede stærkt den skete nedsættelse, som ville medføre en belastning for netop den del af befolkningen, som støtten burde tilkomme.
Ved stk. 2 er der tilvejebragt en overgangsordning, som muliggør en finansiering efter de hidtil gældende regler (med en lånegrænse på 97 pct.) for 8 000 lejligheder svarende til de i ministeriet liggende, færdige projekter.
Reglerne om arealbegrænsning, som efter den hidtidige lovs formulering kun undtagelsesvis kunne fraviges, er ved stk. 3, ændret til, at de pågældende ejendomme hovedsagelig eller udelukkende skal indeholde lejligheder på højst 85 m2. Efter en udtalelse i udvalgets betænkning bør dette fortolkes således, at det i almindelighed bør tillades, at indtil 10 pct. af lejlighederne i et byggeforetagende, overskrider denne grænse, en opfattelse, som ministeren under forhandlingerne kunne give sin tilslutning. Ændringen hilstes velkommen fra mange sider som et forsøg på at tilstræbe et mere differentieret byggeri.
§ 18, stk. 1, opretholder den hidtil gældende ordning for tilskud til socialfilantropisk byggeri. Paragraffen indeholdt i sin oprindelige form væsentlige lempelser med hensyn til kravene om tilskud fra anden side end staten, men ændredes under behandlingen i tinget.
Stk. 2 indeholder en regel om fordeling af hovedstadskommunernes tilskud til dette formål i lighed med, hvad der gælder efter § 6, stk. 2.
Ved § 19 indføres regler, hvorefter de fordele, som tilskudsordningen medfører, bortfalder for boligtagere, hvis økonomiske forhold forbedres.
Kapitel III. Tilsyn med sociale boligselskaber.
Reglerne i dette kapitel svarer med enkelte ændringer til den hidtidige lovs kap. III.
Kapitel IV. Lån til parcel- og rækkehusbyggeri for mindrebemidlede.
Den i § 31 oprindeligt foreslåede lånegrænse på 95 pet. ved lån med kommunegaranti — svarende til den hidtidige ordning — blev under folketingets behandling nedsat til 90 pct., og det fastsattes, at lån til byggeri af den heromhandlede karakter kan ydes indenfor 15 pct. af de i § 1 anførte rådighedsbeløb.
Som en overgangsordning er der dog åbnet mulighed for at forhøje lånegrænsen til 95 pct. for indtil 500 parcel- eller rækkehuse, som opnår lånetilsagn efter lovens ikrafttræden.
De øvrige regler i paragraffen svarer, såvel som kapitlets øvrige bestemmelser i §§ 32-34, med enkelte ændringer til, hvad der hidtil var gældende.
Kapitel V. Lån til privat byggeri.
Bestemmelserne i dette kapitel svarede i det oprindelige lovforslag stort set til de hidtil gældende regler. Kapitlet fik imidlertid efter udvalgsbehandlingen en ny affattelse, som medførte visse omplaceringer og ændringer. Af den nye formulering fremgår det bl. a., at hovedvægten lægges på reglerne om lån udmålt på grundlag af vurdering (svarende til den hidtidige lovs kap. VIII a).
§ 35 fastsætter i stk. 1, at lån efter nærværende kapitel samt efter kap. VI kan ydes indenfor 27 1/2 pct. af de i § 1 anførte rådighedsbeløb, og understreger i stk. 2, at rådighedsbeløbet fortrinsvis skal anvendes til bevillinger i medfør af kapitlets afsnit A, se nedenfor.
A. Lån udmålt på grundlag af vurdering.
Ved § 36 udvides ordningen til at omfatte byggeforetagender med indtil 36 lejligheder, mens det tidligere kap. VIII a satte 12 lejligheder som maksimum. Det tilladte maksimale bruttoetageareal er forhøjet fra 85 m2 til 110 m2 pr. lejlighed, hvorved dog erindres om, at der til dette byggeri ikke ydes m2-tilskud, og at der som foran nævnt efter § 12 kun kan indrømmes en rente af 5,5 pct., forsåvidt angår den del af lånet, som ligger indenfor 15 000 kr. pr. lejlighed.
Den hidtidige lånegrænse på 75 pct. af værdien er opretholdt for denne art af byggeri.
Efter § 37, stk. 1, må byggearbejderne først påbegyndes, når der er givet meddelelse om, at de fornødne lånemidler er reserveret, hvilket under hensyn til begrænsningen i statens udlån til boligbyggeri er anset nødvendigt for at sikre sig imod, at der ved siden af det almindelige støttede byggeri sættes et uforholdsmæssigt stort byggeri igang efter det nye kap. V.
Udfra tidligere erfaringer er det endvidere anset nødvendigt i stk. 2 at pålægge de kommunale myndigheder at påse, at visse tekniske vilkår overholdes.
B. Lån udmålt på grundlag af anskaffelsessummen.
I § 38 er lånegrænsen for det private forretningsmæssige etagebyggeri med kommunegaranti fastsat til 88 pet., mens den oprindeligt var foreslået til 90 pet. Formuleringen af bestemmelsen om arealbegrænsning for lejligheder til 85 m2 er lempet i lighed med den foran omtalt bestemmelse i § 17, stk. 3.
Bestemmelserne i §§ 39 og 40 om privat parcel- og rækkehusbyggeri svarer stort set til den hidtidige retstilstand. Lånegrænsen på 85 pet. ved lån med kommunegaranti er opretholdt.
Reglerne i kapitel VI om lån til forandring af ældre ejendomme svarer med enkelte ændringer til den hidtidige lovs bestemmelser.
I kapitel VII er nu reglerne om lån og tilskud til byggeri m. m. for ungdommen samlet. Reglerne bygger hovedsageligt på de i den hidtidige lovs kap. VII indeholdte bestemmelser herom, men udbygger dog disse på enkelte punkter.
Lån i henhold til kap. VII og VIII kan ifølge § 44 ydes indenfor 7 1/2 pct. af de i § 1 anførte rådighedsbeløb.
Flere af bestemmelserne i kap. VII ændredes under behandlingen i folketinget, væsentligst som følge af den nedsatte lånegrænse ved socialt byggeri, som også gælder ved byggeri af den heromhandlede art.
En foreslået bestemmelse om tilskud til anskaffelse af inventar m. m. udgik under tingets behandling af lovforslaget.
Kapitel VIII angående lån til tilvejebringelse eller forandring af bygninger med andet socialt og kulturelt formål bygger ligesom det foregående kapitel på bestemmelserne i den hidtidige lovs kap. VII, som er udvidet på enkelte punkter.
Kapitel IX. Begunstigelser af familier med børn.
Reglerne om huslejetilskud til familier med børn er udformet på grundlag af den hidtidige lovs kap. V. Der er dog foretaget enkelte realitetsændringer i forhold til den gældende lov. Iøvrigt har man søgt at gøre reglerne mere overskuelige.
§ 54 indeholder de betingelser, der kræves for at opnå huslejetilskud. De svarer i alt væsentligt til den hidtidige lovs regler, dog med enkelte lempelser. Mens ministeriet hidtil har anset betingelsen om mindrebemidlethed for opfyldt, selv om indtægten oversteg "sygekassegrænsen" med indtil ca. 1 500 kr., er denne grænse nu fastlagt som afgørende. For at afbøde de ulemper, dette vil kunne medføre for personer, hvis indtægt ligger over denne grænse, har man dog indført den regel, at også disse personer kan opnå huslejetilskud, men at huslejetilskuddet i så fald nedsættes med 50 pct. af det beløb, hvormed indtægten overstiger grænsen.
§ 55 fastsætter huslejetilskuddenes størrelse svarende til den hidtil gældende lovs procentsatser, mens maksimumsbeløbene forhøjes, samtidig med at der i modsætning til tidligere fastsættes maksimumsbeløb også forsåvidt angår lejligheder taget i brug efter 1. januar 1950 under hensyntagen til forskellen i lejeniveauet. Sondringen mellem lejligheder taget i brug før og efter nævnte dato var ikke medtaget i det oprindelige forslag, men genoptoges under behandlingen i tinget.
I den hidtil gældende byggestøttelov var reglerne om særlige huslejetilskud til aldersrentemodtagere og til invaliderentemodtagere og modtagere af hjælp til kronisk syge samlet i eet afsnit, men udfra erkendelsen af, at de boligmæssige problemer i flere henseender er forskellige for aldersrentemodtagere og for invalider, har man i loven delt reglerne op således, at kap. X alene omfatter regler om begunstigelser for aldersrentemodtagere, mens kap. XI indeholder regler om begunstigelser for invalider og kronisk syge.
Reglerne bygger på den hidtidige lovs regler, men indebærer en række ændringer og udvidelser i forhold hertil.
Reglerne i kap. XIII om fritagelse for ejendomsskatter og i kap. XIV om fritagelse for stempel- og tinglysningsafgift svarer med enkelte ændringer til de hidtil herom gældende regler.
Kapitel XV indeholder en række overgangsbestemmelser m. v.
§ 76 definerer udtrykkene "mindrebernidlet" og ,,mindstbemidlet". Om det førstnævnte udtryk henvises til det ved § 54 anførte. For at anses som mindstbemidlet kræves, at den skattepligtige indtægt ikke overstiger 2/3 af det beløb, som er højeste grænse for nydende medlemsskab af en statsanerkendt sygekasse.
Ved § 80 skabes der mulighed for gennem lejeforhøjelse at overvælte den forøgelse af en ejendoms statslånsydelse, som er en følge af rentenedsættelses eller afdragshenstands bortfald m. v., på lejerne.
Lovforslaget gav anledning til en indgående debat i folketinget, hvor adskillige af bestemmelserne blev udsat for kritik fra flere sider. Navnlig venstres ordfører, Lorentzen, gav udtryk for utilfredshed og fandt, at tiden nu var inde til at søge gennemført en videregående afvikling af statens forpligtelser i henhold til byggestøttelovgivningen. løvrigt var de fleste af ordførerne enige om, at partiernes hovedsynspunkter vedrørende boligpolitikken gennem de mange forhandlinger, der i den senere tid havde fundet sted i forbindelse med tidligere fremsatte forslag, var trukket så klart op, at hovedvægten burde lægges på udvalgsbehandlingen. Da lovforslagets problemer måtte ses i sammenhæng med lejelovens bestemmelser, henvistes det til det udvalg, som var nedsat til behandling af ovenfor omtalte forslag til lov om ændring i lov om leje m. m.
Lovforslaget underkastedes i udvalget en meget grundig behandling, som medførte en lang række ændringsforslag, hvoraf de væsentligste vil fremgå af ovenstående bemærkninger. Spørgsmålet om statens ydelser efter byggestøtteloven inddroges i marts måned under de almindelige forhandlinger, som fandt sted om en række lovforslag vedrørende finansielle foranstaltninger, og det var ikke mindst disse forhandlingers klargørelse af landets vanskelige økonomiske situation, som under stærkt pres fra navnlig venstres og konservativ side nødvendiggjorde ændringerne angående rådighedsbeløbenes og lånegrænsernes nedsættelse.
Den socialdemokratiske ordfører, Carl P. Jensen, beklagede ved lovforslagets 2. behandling, at det ikke havde været muligt at gennemføre en boliglovgivning på lang sigt i lighed med det tidligere fremsatte forslag til lov om boligforholdene, og var utilfreds med en stor del af de skete ændringer og nedskæringer i det foreliggende forslag.
Lorentzen (V) fandt, at de fleste af de skete ændringer var forbedringer, men hans parti kunne ikke stemme for lovforslagets endelige vedtagelse, da man anså det for altfor vidtgående med hensyn til statens medvirken ved boligbyggeriet og ønskede en stærkere afvikling.
Thestrup (KF), som var ordfører under Aksel Møllers orlov, anbefalede ændringerne og var tilfreds med, at loven nu kun skulle gælde for 4 år. Han fandt, at der i lovforslaget var klare tendenser mod en afvikling af byggestøtten.
Også Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) kunne som ordfører for sit parti anbefale lovforslaget og de stillede ændringsforslag. Hun fandt anledning til at kritisere venstres holdning under de stedfundne forhandlinger, der havde ført til en efter hendes mening saglig forsvarlig løsning, som også udfra venstres synspunkter måtte betragtes som et fremskridt.
Mens det kommunistiske partis ordfører, Alvilda Larsen, fandt, at forslaget var et brud på de givne løfter om boligpolitikken og medførte en væsentlig forringelse for de boligsøgende, mente Søren Olesen (DR), at man nu burde tilstræbe en afvikling af byggestøttelovgivningen, som efter hans opfattelse ikke havde opfyldt sit formål. Ud fra disse forskellige begrundelser gik begge de to partier imod lovforslaget.
Thorkil Kristensen (V) fandt, at lovforslaget indeholdt så store forbedringer, at han, trods utilfredshed med visse punkter, kunne medvirke til dets gennemførelse under forudsætning af en mindre brat afvikling af m2-tilskuddet.
Ved udvalgsbehandlingen mellem 2. og 3. behandling opnåedes der enighed om en sådan overgangsordning, og lovforslaget vedtoges derefter ved 3. behandling med 105 stemmer mod 13 (DK og DR), idet 38 medlemmer (venstre og de grønlandske medlemmer) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.