Loven har nær tilknytning til og gennemførtes samtidig med de to nedenfor omtalte love om ændring i lov om udøvelse af tandlægevirksomhed og om euforiserende stoffer.
Af bemærkningerne til forslaget til den heromhandlede lov fremgår, at de konstaterede misbrug af morfin og andre euforiserende lægemidler tidligere navnlig er forekommet indenfor 2 hovedgrupper af personer.
Den ene gruppe omfatter personer beskæftiget indenfor medicinalvæsenet, og indenfor denne gruppe er det navnlig blandt lægerne, misbrugene har vist sig. Misbrug af euforiserende stoffer hos læger skyldes måske, at deres ofte hårde og anspændende arbejde med krav om oplagthed på alle tider af døgnet kan medføre trang til stimulans, og det forhold, at adgangen til stofferne for deres vedkommende er så let. Af lovgivningsforanstaltninger mod misbrug indenfor denne gruppe af personer har man hidtil kun haft en række i forskellige love optagne bestemmelser, som giver mulighed for efter en besværlig procedure at fratage læger og forskellige andre medicinalpersoner retten til at udøve deres gerning, hvis de må anses for farlige under udøvelsen af denne, bl. a. på grund af misbrug af morfin og lignende. Bestemmelserne har så godt som kun været anvendt overfor læger, og først når de var meget stærkt mærkede af deres misbrug.
Den anden gruppe omfatter i det væsentligste personer, som er blevet eufomane, fordi de engang er blevet vænnet til euforiserende lægemidler i forbindelse med en sygdom og siden ikke har kunnet frigøre sig for dem. Mens et mindretal af sådanne personer har skaffet sig midlerne gennem receptfalsk og dermed har kunnet rammes af straffeloven, har langt de fleste skaffet sig stofferne ved ægte lægeattester, hvilket har været muligt bl. a. ved henvendelser til flere faste læger og på grundlag af de afvænningssymptomer, der kan opstå hos eufomane. I den senere tid har der i enkelte tilfælde været rejst straffesager efter lægelovens § 18 for forsømmelig lægegerning mod læger, der har foretaget ordinationer til eufomane på særlig uforsvarlig måde, men iøvrigt har man ikke hidtil i lovgivningen haft nogen mulighed for at bekæmpe denne form for eufomani.
I de seneste år har man fæstet stadig større opmærksomhed ved eufomaniproblemet, fordi man har haft indtryk af, at antallet af eufomanier har været stigende. Særlige betænkeligheder har man haft ved spørgsmålet i årene efter den sidste verdenskrig, fordi der i disse år synes at være fremkommet en tredie gruppe af eufomane: Personer, der indtager stofferne klikevis og kun eller dog overvejende i nydelseshensigt, og som må antages ofte at være kommet ind på misbrugene efter påvirkning fra kammerater. Det drejer sig om personer, der fører en forhutlet omdrivertilværelse, for en stor del i Nyhavn og visse andre kvarterer i København, hvor deres tid væsentlig går med at skaffe sig, sjakre med og indtage euforiserende stoffer. Klikerne har i høj grad benyttet sig af den lette adgang til at få ordinationer fra praktiserende læger og er systematisk gået fra læge til læge efter recepter, men har også skaffet sig stoffer ved receptfalsk og — i mindre omfang — ved tyverier. Klikerne er ivrige efter at skaffe nye medlemmer, bl. a. for at skaffe nye ansigter overfor lægerne. Gennem nogle store kriminelle sager i årene fra 1948 til 1954 har Københavns politi fået et betydeligt indblik i klikernes virksomhed. Bekæmpelsen af dem er af særlig stor betydning, fordi der gennem deres virksomhed i hidtil ukendt omfang trækkes nye mennesker ind i uføret.
Til at overveje spørgsmål om foranstaltninger til bekæmpelse af eufomanierne nedsatte indenrigs- og boligministeriet i november 1950 et udvalg bestående af repræsentanter for sundhedsstyrelsen, retslægerådet, justitsministeriet og Den almindelige danske Lægeforening. Dette udvalg afgav i juli 1953 en enstemmig betænkning. („Betænkning om misbrug af euforiserende stoffer", København, 1953).
På grundlag af udvalgets betænkning, navnlig den deri påviste stigning i eufomanklikernes antal, og under hensyn til virkningerne for de eufomanes familier ansås det for påkrævet at søge gennemført yderligere bekæmpelsesforanstaltninger.
Ved nærværende lov, der i alt væsentligt følger udvalgets indstilling, indføjes i lov nr. 72 af 14. marts 1934 om udøvelse af lægegerning, således som denne lov er ændret ved lovene nr. 88 af 15. marts 1939, nr. 286 af 18. juni 1951 og nr. 191 af 11. juni 1954, følgende nye bestemmelser:
1) I § 5 indføjes som nyt stk. 7:
„En læge kan overfor indenrigs- og boligministeren fraskrive sig retten til at udøve lægegerning for tid eller indtil videre. Retten genindtræder, når en fastsat tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og kan iøvrigt — også indenfor en fastsat tidsfrist — generhverves efter regler svarende til reglerne i stk. 6."
Det nuværende stk. 7 i § 5 ændres til stk. 8.
2) Efter § 5 indføjes som nyt kapitel:
„Kapitel I A. Særligt om retten til at ordinere euforiserende stoffer.
§ 5 a. Anser sundhedsstyrelsen det for ønskeligt, at der føres kontrol med en læges ordinationer af euforiserende stoffer, kan den pålægge ham at føre nøjagtige optegnelser om disse ordinationer, herunder om ordinationernes tidspunkt, art og mængde, patientens navn og adresse og indikationen for ordinationen, og at indsende disse optegnelser til embedslægen efter nærmere af sundhedsstyrelsen fastsatte bestemmelser.
Bestemmelserne om ordination i dette kapitel gælder også om lægens personlige forbrug.
Sundhedsstyrelsen afgør, hvad der i dette kapitel skal forstås ved euforiserende stoffer.
§ 5 b. Dersom en læge, hvem der er meddelet pålæg efter § 5 a, begår væsentlig overtrædelse af dette, eller dersom det af hans optegnelser fremgår, at han ordinerer euforiserende stoffer på uforsvarlig måde, kan indenrigs- og boligministeren fratage ham retten til at ordinere alle eller enkelte grupper af disse stoffer for en tid af fra 1 til 5 år eller indtil videre.
I påtrængende tilfælde kan sådan fratagelse ske, selvom der ikke er meddelt pålæg efter § 5 a, når det af foreliggende oplysninger fremgår, at en læge ordinerer euforiserende stoffer til eget forbrug på uforsvarlig måde. Der skal dog først være givet lægen lejlighed til mundtligt at udtale sig overfor sundhedsstyrelsen.
Dersom lægen ønsker afgørelsen i henhold til de foranstående bestemmelser prøvet ved domstolene, skal han overfor indenrigs- og boligministeren fremsætte begæring herom inden 3 uger fra det tidspunkt, da han ved forkyndelse eller anbefalet brev er blevet gjort bekendt med afgørelsen. Indenrigs- og boligministeren foranlediger herefter retssag anlagt imod lægen i den borgerlige retsplejes former.
Indenrigs- og boligministerens afgørelse har, dersom den ikke bestemmer andet, virkning straks fra afgørelsens modtagelse og uafhængigt af, om sagen indbringes for domstolene.
§ 5 c. En læge kan overfor indenrigs- og boligministeren fraskrive sig retten til at ordinere euforiserende stoffer eller en nærmere angiven gruppe af sådanne stoffer for tid eller indtil videre.
§ 5 d. Når en læge efter ovenstående bestemmelser helt eller delvis har mistet retten til at ordinere euforiserende stoffer, påhviler det amtslægen (i København stadslægen) at foretage de til lægens praksis fornødne ordinationer af sådanne stoffer. Sundhedsstyrelsen kan dog udpege en anden dertil villig læge til at foretage disse ordinationer. Nærmere regler om fremgangsmåden ved disse ordinationer kan fastsættes af sundhedsstyrelsen.
§ 5 e. Indenrigs- og boligministeren kan på ethvert tidspunkt efter ansøgning tilbagegive en læge retten til at ordinere euforiserende stoffer eller en nærmere angiven gruppe af stofferne. Dersom ministeren afslår ansøgningen, kan lægen begære denne afgørelse prøvet ved domstolene, hvis der er forløbet mindst et år, efter at der er truffet endelig bestemmelse om rettens bortfald, og mindst et år, efter at generhvervelse senest er nægtet ham ved dom. Det er en betingelse for afgørelsens prøvelse ved domstolene, at lægen fremsætter begæring herom overfor ministeren inden 3 uger fra det tidspunkt, da han ved forkyndelse eller anbefalet brev er blevet gjort bekendt med afgørelsen. Indenrigs- og boligministeren foranlediger herefter retssag anlagt mod lægen i den borgerlige retsplejes former.
§ 5 f. Sundhedsstyrelsen giver samtlige apotekere meddelelse om bortfald og generhvervelse af retten til at ordinere euforiserende stoffer.
3) I lovens § 22 tilføjes som nyt stk. 2:
„En læge, der i medfør af §§ 5 b eller 5 c har mistet retten til at ordinere euforiserende stoffer, men som desuagtet foretager sådanne ordinationer eller giver andre læger vildledende oplysninger for at få dem til at ordinere stofferne for sig, straffes med bøde eller hæfte."
4) Som ny § 28 a i loven indsættes:
„Sundhedsstyrelsen er berettiget til at udsende meddelelse til læger og apotekere om personer, der efter de for sundhedsstyrelsen foreliggende oplysninger må antages at misbruge euforiserende stoffer."
Det nye stk. 7 til § 5 er indføjet, fordi det i praksis har vist sig ønskeligt, at sager angående frakendelse af en læges praksisret kunne afsluttes ved, at lægen giver afkald på retten til at virke som læge. Dette er efter lovens hidtidige affattelse ikke anset for muligt.
Et i medfør af § 5 a givet pålæg forventes foruden at give lægen større overskuelighed over ordinationernes omfang og at tjene til underretning for sundhedsmyndighederne også at bidrage til opklaring af falske recepters udstedelse. Pålægget kan indskrænkes til en nærmere angiven gruppe af stofferne.
Ved afgørelse af spørgsmålet om fatagelse af retten til at ordinere euforiske stoffer efter § 5 b vil der bl. a. blive lagt vægt på, om lægen overholder den vejledning om sådan ordination, som påtænkes udsendt.
Mens stk. 1 forudsætter forudgående pålæg efter § 5 a, giver stk. 2 mulighed for fratagelse selv uden forudgående pålæg i tilfælde, hvor en læge har ordineret euforiserende stoffer til sig selv på uforsvarlig måde. Der kan dog kun skrides ind i påtrængende tilfælde, og lægen skal først have lejlighed til mundtligt at udtale sig overfor sundhedsstyrelsen.
Stk. 3 åbner mulighed for domstolsprøvelse af ministerens afgørelse efter stk. 1 og 2.
Dersom adgangen til fratagelse skal kunne virke efter sit formål, må der kunne skrides hurtigt ind. Man har derfor anset den omstændelige fremgangsmåde, der i lægelovens § 5 er fastsat for fuldstændig frakendelse af retten til at udøve lægegerning, for uanvendelig, ligesom den også er anset for upåkrævet, når der er adgang til at indbringe den ministerielle afgørelse for domstolene, hvilket som nævnt er fastsat i stk. 3. Af de samme grunde er det anset for nødvendigt, at ministerens afgørelse, hvis den ikke bestemmer andet, får virkning straks, når lægen har modtaget den, og at dette ikke påvirkes af, at lægen benytter sin ret til at få sagen indbragt for domstolene, jfr. stk. 4.
Den embedslæge eller anden læge, som det efter § 5 d påhviler at foretage de pågældende ordinationer, skal sørge for, at en læge, der har mistet ordinationsretten, har den for sin praksis nødvendige beholdning af euforiserende stoffer, og vil, når tilstrækkelige oplysninger foreligger, kunne udstede recepter på sådanne stoffer uden selvstændig undersøgelse af patienter, som bør have sådanne recepter.
Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse fra alle sider. Den stramning af reglerne for ordination af euroriske stoffer, som det indeholdt, ansås for berettiget og påkrævet udfra det voksende misbrug, som var påvist i de senere år, og den vanskeligere adgang til at erhverve stofferne ad legal vej mentes at ville være til gavn for både lægestanden og ofrene for de euforiske stoffer.
Det folketingsudvalg, som fik sagen til behandling, stillede en række spørgsmål til indenrigs- og boligministeren. Besvarelsen af disse spørgsmål belyser navnlig den påtænkte administration af lovens bestemmelser og findes optrykt som bilag til betænkningen.
Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt ved 3. behandling.