Loven må ses på baggrund af de forhandlinger, som fandt sted under behandlingen af forslag til lov om ændring i lov om leje (se side 216) og forslag til lov om en overordentlig skat til staten af faste ejendomme (se side 400). De to nævnte lovforslag tilsigtede bl. a. gennem huslejeforhøjelser i de ældre ejendomme at bidrage til en udjævning af de forskellige lejeniveauer i den ældre og den nyere boligmasse.

Efter at det under forhandlingerne i det folketingsudvalg, som behandlede de nævnte lovforslag, havde vist sig umuligt at skabe flertal for lovforslaget om en overordentlig ejendomsskat til staten, gav indenrigs- og boligministeren under den fortsatte udvalgsbehandling tilsagn om at søge gennemført en forhøjelse af ejendomsbeskatningen i købstæderne svarende til en huslejeforhøielse på ca. 3 pct.

Overensstemmende hermed fremsattes forslaget til nærværende lov.

Om lovens indhold skal følgende anføres:

Ved § 1, stk. 1, forøges den kommunale ejendomsbeskatning i købstæderne fra 1. april 1956 at regne ved forhøjelse af de hidtil gældende promiller for opkrævning af grundskyld og ejendomsskyld med henholdsvis 6,0 og 4,5, idet forhøjelserne dog ikke kan overstige henholdsvis 12,0 promille og 9,0 promille med fradrag af de i vedkommende kommune for perioden 1. april 1955-31. marts 1959 fastsatte grundskyld- og ejendomsskyldpromiller.

Den sidstnævnte begrænsning på henholdsvis 12,0 og 9,0 promille tilstræber en vis udligning af de fra købstad til købstad noget varierende promiller.

Efter formuleringen af bestemmelsen fastsættes tillægspromillerne således een gang for alle for hver købstadkommune, men kommunerne kan herudover i samme omfang som hidtil forhøje deres ordinære grund- og ejendomsskyldpromiller for senere 4 års perioder.

Når forhøjelsen af ejendomsskatterne begrænses til købstæderne, skyldes det, at der i Københavns og Frederiksberg kommuner allerede med virkning fra 1. april 1955 er sket en forøgelse af ejendomsbeskatningen til henholdsvis 11,0 og 12,0 i grundskyldpromille, og at der udenfor bykommunerne i forvejen findes en meget høj beskatning af faste ejendomme. Derimod er de gennemsnitlige grund- og ejendomsskyldpromiller for købstæderne praktisk talt ikke steget i de sidste 20 år.

I overensstemmelse med principperne for de huslejeforhøj eiser, der gennemførtes ved den ovenfor nævnte ændring af lejeloven, mindskes den øgede huslejebyrde, der følger af nærværende lov, for de nyere ejendommes vedkommende, hvor huslejeniveauet i forvejen er højt. Denne aftrapningsordning findes i § 1, stk. 2, der har følgende ordlyd:

„Forsåvidt angår ejendomme, der i medfør af byggestøttelovgivningen helt eller delvist er fritaget for den på bygningerne faldende del af de kommunale ejendomsskatter, finder den i stk. 1 foreskrevne forhøjelse af promillen (tillægspromillen) for opkrævning af kommunal ejendomsskyld anvendelse i følgende omfang:

a) Ejendomme, for hvilke den i henhold til byggestøtte- lovgivningen indrømmede skattefritagelse regnes fra et tidspunkt, der ligger før den 1. april 1947, skal svare kommunal ejendomsskyld med den fulde tillægspromille.

b) Ejendomme, for hvilke den i henhold til byggestøtte- lovgivningen indrømmede skattefritagelse regnes fra et tidspunkt, der ligger indenfor tidsrummet 1. april 1947-31. marts 1950, skal — i det omfang fritagelse for den ordinære ejendomsskyld er gældende — kun svare kommunal ejendomsskyld med 2/3 af tillægspromillen.

c) Ejendomme, for hvilke den i henhold til byggestøtte- lovgivningen indrømmede skattefritagelse regnes fra 1. april 1950 eller senere, er i tilsvarende omfang fritaget også for den af nærværende lov følgende forøgelse af den kommunale ejendomsskyld."

Efter de regler, der efter byggestøttelovgivningen gælder for indrømmelse af fritagelse for ejendomsskyld, vil de foran under a) nævnte regler få virkning for ejendomme fuldført før 1. oktober 1945, de under b) nævnte for ejendomme fuldført mellem 1. oktober 1945 og 1. oktober 1948, mens den under c) nævnte fritagelse for forøgelsen omfatter ejendomme, der er fuldført efter 1. oktober 1948.

§ 2 indeholder en bestemmelse om, at de lejligheder i ejendomme bygget før 1890, der ifølge lejeloven kun får en begrænset huslejestigning, ikke skal kunne få lejeforhøjelse som følge af de her foreslåede forhøjelser af ejendomsbeskatningen.

Efter § 3 skal de midler, der tilvejebringes gennem den foreslåede forhøjelse af grund- og ejendomsskyldpromillerne, henlægges til en særlig fond til imødegåelse af tab på kommunale garantier for statslån i henhold til byggestøttelovgivningen. Fra og med regnskabsåret 1960-61 vil indenrigs- og boligministeren dog i forbindelse med udøvelsen af sit almindelige tilsyn med kommunerne kunne tillade, at fondens midler tillige anvendes til finansiering af kommunens anlægsvirksomhed, herunder til saneringsformål. De nærmere vilkår herfor forudsættes fastsat i det enkelte tilfælde.

Da lovforslaget indgik som led i det forlig, der var opnået om ændringerne i lejeloven, gav det ikke anledning til større forhandlinger i folketinget.

Det underkastedes en kortvarig udvalgsbehandling. Til den af udvalget afgivne betænkning findes som bilag optrykt et af indenrigs- og boligministeriet afgivet notat, der bl. a. på basis af erfaringerne i Københavns og Frederiksberg kommuner nærmere belyser virkningen af en forhøjelse af ejendomsbeskatningen i købstæderne.

Lovforslaget fandt støtte fra alle partier med undtagelse af kommunisterne.

Det vedtoges uændret ved 3. behandling med 103 stemmer mod 2 (DK), idet 1 grønlandsk medlem tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.