Under hensyn til, at der ved den i 1950 stedfundne 10. almindelige vurdering af landets faste ejendomme var sket en stigning såvel i de skattepligtige grundværdier som i de skattepligtige bygningsværdier, hvorved en tilsvarende stigning af ejendomsbeskatningen måtte forudses, og under hensyn til, at en sådan stigning ville virke forholdsmæssig særlig tyngende for de mindre beboelsesejendomme og for de mindre erhvervsejendomme indenfor landbrug, håndværk og handel, blev der ved lov nr. 46 af 14. februar 1951 og lov nr. 88 af 7. marts 1951 gennemført en væsentlig forhøjelse af de skattefri fradrag ved ejendomsbeskatningen til stat og kommune. Medens de forhøjede fradrag for statsejendomsskatternes vedkommende blev gennemført uden tidsbegrænsning, kom fradragsforhøjeiserne for de kommunale ejendomsskatters vedkommende kun til at omfatte 4 års perioden fra 1. april 1951 til 31. marts 1955.
Ved nærværende lov bestemmes, at de i loven af 14. februar 1951 indeholdte bestemmelser om størrelsen af de skattefri fradrag ved den kommunale ejendomsbeskatning også skal være gældende for 4 års perioden fra 1. april 1955 til 31. marts 1959 (for de amtskommunale skatters vedkommende fra 1. januar 1955 til 31. december 1958).
Denne forlængelse mødte i folketinget tilslutning fra alle sider.
Under sagens behandling i et udvalg enedes man endvidere om at tiltræde et af indenrigs- og boligministeren stillet ændringsforslag, hvorefter § 6 i lov nr. 188 af 20. maj 1933 om kommunale ejendomsskatter skulle have følgende tilføjelse:
„Stk. 3. For kommuner, hvor der som følge af betydelig befolkningstilvækst må forudses i løbet af en 4 års periode at ville ske væsentlige forskydninger i de forhold, der bør tages i betragtning ved fastsættelsen af det i stk. 2 omhandlede forhold mellem ligning på fast ejendom og på formue og lejlighed, kan dette forhold fastsættes for et kortere åremål end 4 år, når vægtige grunde findes at tale derfor.
Stk. 4. I kommuner, hvor der som følge af betydelig befolkningstilvækst er sket væsentlige forskydninger i de forhold, der har været bestemmende for fastsættelsen af det i stk. 2 omhandlede forhold mellem ligning på fast ejendom og på formue og lejlighed, kan dette forhold ændres med virkning for den tilbageværende del af vedkommende periode, når vægtige grunde findes at tale derfor."
I tilslutning hertil stilledes der forslag om nogle redaktionelle ændringer i lovforslaget, herunder en ændring af det oprindelige lovforslags titel, der lød: „Forslag til lov om fradrag ved beregningen af kommunale ejendomsskatter".
Endelig støttede udvalgets socialdemokratisk-radikale flertal et af indenrigs- og boligministeren stillet ændringsforslag, hvorefter § 4, stk. 2, i lov nr. 188 af 20. maj 1933 om kommunale ejendomsskatter — indeholdende en begrænsning af ejendomsbeskatningens højde i Københavns og Frederiksberg kommuner — skulle bortfalde. Dette ændringsforslag var derimod ikke tiltrådt af udvalgets øvrige medlemmer, der i betænkningen anfører, at de principielt er imod, at der skabes mulighed for en forhøjelse af ejendomsbeskatningen.
Ved lovforslagets 2. behandling vedtoges sidstnævnte ændringsforslag med 80 stemmer mod 47 (V og KF), idet 6 medlemmer (DK) afholdt sig fra at stemme. De øvrige ændringsforslag vedtoges uden afstemning.
Ved lovforslagets 3. behandling vedtoges lovforslaget i den ændrede affattelse med 86 stemmer (S, RV, DK og DR samt 3 konservative) mod 54 (V og flertallet af de konservative), idet 3 medlemmer (2 konservative og 1 grønlandsk medlem) afholdt sig fra at stemme.
Blandt de konservative stemte Aksel Møller, Knud Nielsen og Marie Antoinette von Lowzow for lovforslaget, hvilket Aksel Møller for sit vedkommende begrundede således:
„Ved anden behandling af dette lovforslag stemte jeg imod ændringsforslag nr. 3 om fjernelse af loftet over ejendomsskatterne i Københavns og Frederiksberg kommuner. Jeg gjorde det dengang i det håb, at det endnu ville være muligt mellem anden og tredie behandling at opnå tilstrækkelig tilslutning til en bestemmelse for Københavns og Frederiksbergs vedkommende, der stillede dem principielt lige med provinsbyerne. Jeg er ked af, at en sådan enighed ikke er kommet tilveje; den ville have sikret en mulighed for, at balancen mellem opholdskommuneskat og ejendomsskat til kommunerne kunne tilpasses på et rimeligere niveau end i dag, men da dette forslag altså ikke har opnået fornøden tilslutning, finder jeg det forslag, som foreligger her til afstemning ved tredie behandling, bedst stemmende med hovedstadskommunernes tarv, og jeg vil derfor stemme for det."
De 2 konservative, der undlod at stemme, var Weikop og Poul Claussen.
Alfred Jensen (DK) havde forud for afstemningen anført, at hans parti ikke var tilhænger af, at Københavns og Frederiksberg kommuner fritoges for den gældende begrænsning med hensyn til ejendomsbeskatningens højde. Kommunisterne ville dog ikke stemme mod lovforslaget som helhed.