L 37 Lov om tillæg til lov om opførelse af arbejderboliger på landet.

(Vedrørende ejerskifter).

Af: Landbrugsminister Jens Smørum (S)
Samling: 1954-55
Status: Stadfæstet
Lov nr. 90 af 31-03-1955
Loven, der udgør et tillæg til lov nr. 449 af 23. september 1947 om opførelse af arbejderboliger på landet, således som denne er ændret ved senere love, jfr. lovbekendtgørelse nr. 142 af 1. maj 1954, tilsigter at hindre en konstateret uheldig udvikling ved ejerskifter, hvorved en del af de heromhandlede arbejderboliger, der er opført under tidligere års lavere prisniveau, overtages af folk, som ikke i lovens forstand er kvalificerede dertil.

Man har således ved denne tillægslov søgt yderligere at sikre, at disse arbejderboliger, der er opført med statens støtte, fremtidig kan bevares for den befolkningsgruppe, de er bestemt for, idet bestemmelserne i den hidtidige lovgivning herom efter erfaringerne fra de seneste år har vist sig at være utilstrækkelige.

Det kan således nævnes, at kravet om statslånets indfrielse ved overdragelse til en ukvalificeret køber har virket stedse mindre præventivt, idet det stigende prisniveau har gjort det lettere for sælgerne at indfri statslånene, hvorved tillige statens forkøbsret til de pågældende ejendomme bortfalder, så at der tilbage af statens kontrolmuligheder kun blev bestemmelserne i ovennævnte lovbekendtgørelses kap. V, hvorefter der i 20 år efter statslånets indfrielse ikke må foretages tilbygninger eller ændringer i husets indretning, hvorved det mister sin karakter af arbejderbolig. Denne bestemmelse har dog kun kunnet sikre ejendommens karakter af arbejderbolig, men ikke dens benyttelse som sådan.

Ved den heromhandlede tillægslov er der med henblik herpå foretaget en række udvidelser i forhold til den hidtidige lovgivning.

Ved § 1 er bestemmelserne i den forannævnte hovedlovs § 11 om grænserne for pantsætning og retsforfølgning udvidet til at gælde i 20 år efter byggelånets indfrielse.

Ved § 3 er der til hovedlovens § 21 føjet en bestemmelse om, at endelig adkomst på en ejendom, der ifølge notering i tingbogen er undergivet vilkårene i lov om opførelse af arbejderboliger på landet, kun kan tinglyses,

hvis erhververen er den tidligere ejers efterlevende ægtefælle, eller

hvis erhververen har fået tilladelse til at overtage statslånene, eller

hvis erhververen må anses for beskæftiget ved normalt forefaldende arbejde på landet, eller

hvis ejendommen er opført på landmandens regning og givet i brug til en arbejder efter lovgivningens regler, eller

hvis erhververen i andre tilfælde har fået statens jordlovsudvalgs tilladelse til at overtage ejendommen.

Da den nævnte virkning er knyttet til noteringen i tingbogen, jfr. hovedlovens § 19, er der i den heromhandlede tillægslovs § 2 af billighedshensyn overfor de købere, der har måttet indfri statslånene i forbindelse med et ejerskifte, der er endelig tinglyst inden denne lovs ikrafttræden, foretaget en ændring af hovedlovens § 19, stk. 3, hvorefter sådanne ejere kan begære noteringen i tingbogen slettet.

Herudover er i § 4 ophævet den forkøbsret, som staten tidligere havde ved ejerskifter i henhold til hovedlovens § 22, stk. 2, sidste punktum, idet en sådan forkøbsret efter de forannævnte ændringer og udvidelser er anset for overflødig.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 152 stemmer; de 2 grønlandske medlemmer undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Jens Bladt (S), Niels Eriksen (V), V. Fibiger (KF), Jacob Kirkegaard (RV), Villy Fuglsang (DKP) og Søren Olesen (DR)