Efter Den nordatlantiske Traktats ikrafttræden har der udviklet sig et stadigt stigende forsvarssamarbefde mellem Atlantlandene, der bl. a. har givet sig udtryk i, at styrker fra et Atlantland er blevet stationeret på et andet Atlantlands territorium, og i oprettelsen af internationale militære NATO-hovedkvarterer. Der er således stationeret allierede styrker eller oprettet NATO-hovedkvarterer i flertallet af Atlantlandene. På grund af dette forøgede samkvem mellem landene er der opstået et behov for at fastsætte retsstillingen for personel, der tjenstgør på et andet Atlantlands territorium. De i så henseende anvendelige almindelige folkeretlige grundsætninger har en anden baggrund end det vidtgående militære samarbejde, der udfolder sig indenfor Atlantpagtens rammer, og det har derfor været nødvendigt og praktisk at afslutte aftaler om, hvilke rettigheder og pligter myndighederne i de i betragtning kommende lande skal have. Efter at spørgsmålet havde været henvist til en sagkyndig arbejdsgruppe indenfor Den nordatlantiske Traktats Organisation, undertegnedes i juni 1951 en overenskomst mellem deltagerne i Den nordatlantiske Traktat vedrørende status for deres styrker samt i august 1952 en protokol om status for internationale militære hovedkvarterer oprettet i henhold til Den nordatlantiske Traktat.
Overenskomsten og tillægsprotokollen medfulgte det fremsatte lovforslag som bilag.
Adskillige af bestemmelserne i aftalerne kan gennemføres uden særlig lovgivning, men en række bestemmelser kan kun gennemføres, hvis der tilvejebringes forskellige ændringer i den danske lovgivning, og den foreliggende lov tilsigter at tilvejebringe de nødvendige ændringer, inden regeringen ratificerer overenskomsten og protokollen.
I bemærkningerne til lovforslaget fremhæves, at det ved en bedømmelse af overenskomstens regler bør tages i betragtning, at fremmede troppeafdelinger under kommando ifølge almindeligt anerkendte folkeretlige grundsætninger er unddraget opholdslandets jurisdiktion. I princippet afviger overenskomsten herfra, idet opholdslandets myndigheder som hovedregel indenfor deres territorium har jurisdiktion over tropper fra en anden Atlantmagt.
Det fremhæves endvidere, at det i overenskomstens indledning udtrykkeligt udtales, at der ikke ved overenskomsten er taget stilling til selve afgørelsen af, om der skal udsendes styrker fra en Atlantmagt til en anden, men at dette spørgsmål fortsat skal være genstand for særskilte aftaler mellem de i betragtning kommende regeringer. Ved lovforslagets fremsættelse udtalte stats- og udenrigsministeren herom, at regeringens stilling til fredstidsstationering var uændret, og at Danmarks ratifikation af aftalerne ikke havde nogen indflydelse på dette spørgsmål.
I territorial henseende finder overenskomsten principielt kun anvendelse på deltagerlandets hjemlige territorium; der hjemles deltagerne ret til at udvide overenskomstens anvendelsesområde til alle eller visse af de territorier indenfor Den nordatlantiske Traktats område, for hvis mellemfolkelige anliggender det pågældende land er ansvarligt. Det oplyses i bemærkningerne, at regeringen agter at optage drøftelser med USA om at lade overenskomsten komme til at gælde for de i Grønland stationerede amerikanske tropper, der opholder sig dér som et led i NATOs forsvarssystem. Disse styrkers status er nu fastlagt i den dansk-amerikanske traktat af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland, men denne traktat bestemmer, at de pågældende bestemmelser i traktaten skal afløses af en NATO-overenskomst, i hvilken de to regeringer måtte være deltagere, i det omfang hvori bestemmelserne er indbyrdes uforenelige.
Protokollen om status for NATOs militære hovedkvarterer, hvorved der fastsættes visse selvstændige rettigheder for hovedkvartererne og bl. a. bestemmes, med hvilke modifikationer overenskomsten skal finde anvendelse på de pågældende hovedkvarterer, får ikke direkte betydning for Danmark, idet hovedkvarteret for nordregionen er placeret i Norge. I det omfang, dette hovedkvarters personel måtte opholde sig i Danmark, finder protokollens bestemmelser dog anvendelse.
Om indholdet af lovens bestemmelser og de bestemmelser i overenskomsten, som har nødvendiggjort disse, skal anføres:
Lovens § 2 bestemmer, at i det i overenskomstens artikel VII angivne omfang og i overensstemmelse med de i nævnte artikel indeholdte bestemmelser kan overenskomstdeltagernes militære myndigheder udøve kriminel og disciplinær jurisdiktion på dansk, herunder også grønlandsk, territorium.
Ifølge overenskomstens artikel VII, hvortil der henvises, skal afsenderlandets militære myndigheder have adgang til i modtagerlandet at udøve al kriminel og disciplinær jurisdiktion, som er dem tillagt i henhold til afsenderlandets lovgivning over alle personer, som er undergivet dette lands militære lovgivning, og skal modtagerlandets myndigheder have jurisdiktion over medlemmerne af en styrke eller et civilt element og disses pårørende, forsåvidt angår lovovertrædelser, der er begået på modtagerlandets territorium og strafbare i henhold til dette lands lovgivning.
Afsenderlandets militære myndigheder skal have adgang til at udøve udelukkende jurisdiktion over personer, der er undergivet dette lands militære lovgivning, forsåvidt angår lovovertrædelser, som er strafbare i henhold til afsenderlandets lovgivning, herunder lovovertrædelser vedrørende dette lands sikkerhed, men som ikke er strafbare i moderlandet.
Modtagerlandets myndigheder har ret til at udøve udelukkende jurisdiktion over medlemmer af en styrke eller af et civilt element samt over disses pårørende, forsåvidt angår lovovertrædelser, som er strafbare i henhold til modtagerlandets lovgivning, herunder lovovertrædelser vedrørende dette lands sikkerhed, men som ikke er strafbare i afsenderlandet.
Har begge lande adgang til at udøve jurisdiktion, skal afsenderlandets militære myndigheder have fortrinsret til at udøve jurisdiktion over et medlem af en styrke eller et civilt element, forsåvidt angår lovovertrædelser, der udelukkende er rettet imod dette lands ejendom eller sikkerhed, eller lovovertrædelser, der udelukkende er rettet imod et til dette lands styrke eller civile element knyttet medlems eller pårørendes person eller ejendom, og lovovertrædelser, der hidrører fra enhver under udøvelsen af tjenstlig pligt begået handling eller undladelse.
Forsåvidt angår enhver anden lovovertrædelse, skal modtagerlandets myndigheder have fortrinsret til at udøve jurisdiktion.
Det udtales udtrykkeligt i artikel VII, at de forannævnte bestemmelser ikke hjemler afsenderlandets militære myndigheder nogen adgang til at udøve jurisdiktion over personer, der er statsborgere i eller har fast bopæl i modtagerlandet, medmindre de er medlemmer af afsenderlandets styrker.
Lovens § 3 knytter sig til en bestemmelse i overenskomstens artikel VII, hvorefter modtagerlandets bistand til anholdelse kan påkaldes med hensyn til medlemmer af afsenderlandets styrke eller af et civilt element eller disses pårørende. Da det er en forudsætning for anholdelse, at der foreligger mistanke om et efter dansk (grønlandsk) ret strafbart forhold, og da der kan fremsættes begæring om anholdelse på grundlag af sigtelser for forhold, der ikke er strafbare efter dansk ret, f. eks. desertation fra afsenderlandets militære styrker, bestemmer § 3, at anholdelse kan ske, selvom de pågældende ikke sigtes for et efter dansk (grønlandsk) ret strafbart forhold, når bistand til anholdelse begæres i henhold til overenskomsten.
Ifølge § 4 finder forskellige bestemmelser i retsplejeloven og den grønlandske retsplejelov om vidnepligt tilsvarende anvendelse, forsåvidt vidneforklaring kræves af en i medfør af § 2 på dansk område virkende domstol.
Overenskomstens artikel VII, stk. 11, forpligter enhver af overenskomstdeltagerne til at søge gennemført en sådan lovgivning, som den anser for nødvendig for på sit territorium at tilvejebringe tilstrækkelig sikring og beskyttelse af andre kontraherende parters installationer, udrustning, ejendom, arkiver og officielle aktstykker samt afstraffelse af personer, som måtte overtræde en sådan lovgivning. For at gennemføre denne beskyttelse, forsåvidt den ikke allerede er hjemlet i dansk lovgivning, kriminaliseres ved lovens § 5 forskellige handlinger vendt mod afsenderlandet efter tilsvarende principper som dem, hvorefter handlinger vendt mod lignende danske installationer m. v. er kriminaliseret.
Ved lovens § 6 bemyndiges forsvarsministeren til efter forhandling med finansministeren og med tilslutning fra folketingets finansudvalg at udbetale sådanne erstatninger, som det påhviler den danske stat at udrede i henhold til overenskomstens artikel VIII. Denne artikel indeholder detaillerede regler om, i hvilket omfang og af hvem der skal betales erstatning for skader, som militært personel fra et andet overenskomstland måtte forvolde på modtagerlandets og dets borgeres ejendom. I visse tilfælde af skade på statsejendom giver de kontraherende parter gensidigt afkald på erstatning. Erstatningskrav fra modtagerlandets borgere opstået som følge af handlinger eller undladelser, der må tilskrives afsenderlandets styrker eller civile elementer under udøvelsen af tjenstlige pligter, skal afgøres efter modtagerlandets lovgivning og foreløbigt betales af dette land. De udbetalte erstatningsbeløb fordeles senere mellem de kontraherende parter i overensstemmelse med de i overenskomsten specificerede regler. I tilfælde af skader fremkaldt ved handlinger uden forbindelse med tjenestens udøvelse hæfter modtagerlandet ikke for dets borgeres eventuelle erstatningskrav mod den anden parts personel.
§ 7 fastsætter, at der ved kgl. anordning i det omfang, som gennemførelsen af visse bestemmelser i overenskomsten og tillægsprotokollen forudsætter, kan gøres undtagelse fra 1. de gældende regler om den personlige skattepligt til staten, den fælleskommunale udligningsfond og kommunerne samt pligten til at svare arveafgift og gaveafgift og 2. reglerne i de gældende told- og forbrugsafgiftslove.
For Færøernes vedkommende gives de fornødne regler til gennemførelse af de pågældende overenskomstbestemmelser af det færøske hjemmestyre.
Ved lovforslagets fremsættelse oplyste stats- og udenrigsminister H. C. Hansen, at af de oprindelige 12 signatarlande havde 8, deriblandt Norge, Beneluxlandene, USA, Frankrig og Storbritannien, nu ratificeret den militære statusoverenskomst for NATO, ligesom Grækenland og Tyrkiet havde tiltrådt overenskomsten efter deres optagelse i NATO. Endvidere havde 9 lande indtil nu ratificeret protokollen om retsstillingen for NATOs internationale militære hovedkvarterer.
Ved lovforslagets 1. behandling fik det tilslutning af ordførerne for socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og Danmarks retsforbund. På det radikale venstres vegne udtalte Johs. Christiansen, at partiet ikke ønskede at tage noget medansvar for ratifikationen af den til lovforslaget knyttede overenskomst. Aksel Larsen (DK) henstillede, at lovforslaget afvistes, og vendte sig imod en række af de i overenskomsten indeholdte bestemmelser, der efter hans opfattelse betød en opgivelse af dansk suverænitet indenfor eget territorium.
Efter at stats- og udenrigsministeren og justitsministeren havde udtalt sig om forskellige under forhandlingen rejste spørgsmål, henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, i hvis betænkning der som bilag var optrykt et memorandum fra udenrigsministeriet vedrørende forståelsen af forskellige af overenskomstbestemmelserne. Et flertal (hele udvalget undtagen Johs. Christiansen) indstillede herefter lovforslaget til vedtagelse uændret, mens et mindretal (Johs. Christiansen) ikke ønskede at tage medansvar for lovforslagets gennemførelse bl. a. under henvisning til sit partis principielle opfattelse af NATO-samarbejdet.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 127 stemmer mod 7 (DK); 14 medlemmer (RV) undlod at stemme.