Forslaget til den heromhandlede lov var ligesom forslaget om omsætningsafgift af chokolade- og sukkervarer et resultat af det samarbejde, der påbegyndtes i foråret 1954 mellem ordførerne for socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre samt tolddepartementet. Formålet hermed var at foretage en teknisk revision af lovgivningen vedrørende beskatningen af spiritus, vin og øl.
Blandt de væsentligste ændringer i den bestående ordning, der gennemføres ved loven, er en sammendragning af de to hidtidige afgifter på spiritus til een afgift. De to afgifter beregnedes begge efter alkoholstyrken og udgjorde henholdsvis 60 øre og 30 kr. pr. l 100 pct. Af disse to afgifter var den lille afgift, „hovedafgiften" — oftest benævnt „produktionsafgiften" — den oprindelige spiritusafgift, som kunne føres tilbage til beskatningen af brændevinsbrænding i slutningen af forrige århundrede. Under de vanskelige forsyningsforhold i slutningen af den første verdenskrig indførtes tillægsafgifter af spiritus, og afgiftssatserne blev på grund af de særlige forhold ansat til høje beløb. Denne beskatning omfattede i modsætning til produktionsafgiften såvel dansk som udenlandsk spiritus, og da man efter krigen bragte de midlertidige ordninger ind i faste rammer, fortsatte man med dette system med to afgifter. Den 1. april 1922 gennemførtes to permanente love herom, nemlig lov om beskatning af spiritus m. m., indeholdende reglerne om den lille produktionsafgift, der alene omfattede den danske produktion af sprit, og lov om tillægafgift på spiritus m. m., indeholdende bestemmelserne om den store tillægafgift, der omfattede både dansk og indført spiritus. I 1930 gennemførtes yderligere en beskatningsordning for visse andre alkoholer og visse acetater med såvel produktionsafgift som tillægsafgift.
De omtalte tre beskatningsordninger er nu afløst af bestemmelserne i lovens afsnit I. Produktionsafgiften og tillægsafgiften har man erstattet med een enkelt afgift af samme størrelse. Ulempen ved, at der efter de tidligere love gjaldt forskellige regler for de to afgifter med hensyn til beregningsgrundlag, afregningstidspunkter og godtgørelser, bortfalder herved, så at væsentlige lettelser opnås såvel for de pågældende erhvervsvirksomheder som i den daglige administration.
Da den nye afgift — ligesom den tidligere tillægafgift — omfatter både danske og indførte varer, og da man alene tilsigtede en teknisk revision, er loven blevet suppleret med en lov om ændringer i toldlovgivningen (jfr. ovenfor under nr. 19).
Med hensyn til beskatningen af andre alkoholer end sprit og acetater er det, efter hvad finansministeren oplyste ved fremsættelsen af lovforslaget, tanken at optage drøftelser med teknisk kyndige med henblik på at søge denne beskatningsordning — eller kontrolordning, som der i praksis ganske overvejende er tale om — begrænset til så få varer som muligt. De undersøgelser, der skal foretages i denne anledning, vil imidlertid strække sig over længere tid, og det kan heller ikke udelukkes, at en een gang foretaget begrænsning senere igen må opgives. Som følge heraf er der i § 2, stk. 3, givet finansministeren en bemyndigelse på dette område.
Ophævelsen af den særlige produktionsafgift har gjort det muligt at indføre mere ensartede regler for de heromhandlede afgifters opkrævning m. v. samt at samle bestemmelserne vedrørende beskatningen af alkoholholdige drikkevarer i nærværende lov, hvori er optaget dels de specifikke afgifter af spiritus, frugtvin og øl, dels den gældende værdiafgift af stærke drikke (engrosomsætningsafgift og restaurationsomsætningsafgift). Der er herved opnået en betydelig forenkling i lovteknisk henseende. Særlig skal fremhæves det hensigtsmæssige i, at omsætningsafgiften af stærke drikke har kunnet indarbejdes i loven. Omsætningsafgiften indbringer efter de senere års gentagne forhøjelser større beløb end de specifikke afgifter, som omsætningsafgiften supplerer. Den samlede indtægt af de i loven optagne afgifter var i 1953 og 1954 477 mill. kr. og 500 mill. kr., hvoraf henholdsvis 342 mill. kr. og 360 mill. kr. faldt på omsætningsafgiften.
Med hensyn til beskatningen af øl med 2 1/4 pct. alkohol og derover, hvoraf der efter de hidtil gældende love svaredes dels en afgift pr. hektoliter, dels omsætningsafgift af engrossalgets værdi, er der også foretaget en forenkling, idet afgiften pr. hektoliter er forhøjet således, at den tilnærmelsesvis svarer til de to hidtil gældende afgifter; som følge heraf bortfalder opkrævningen af omsætningsafgift af engrossalget af øl, jfr. § 36. Som det nedenfor er omtalt berører ændringen konkurrenceforholdet mellem store og små bryggerier.
Iøvrigt har man ved den tekniske revision omredigeret og moderniseret de gældende bestemmelser.
Nærmere enkeltheder vil på en række punkter fremgå af følgende uddrag af bemærkningerne til det af finansministeren fremsatte lovforslag:
„De almindelige bestemmelser vedrørende de afgifter, der bortset fra omsætningsafgiften af stærke drikke opkræves af spiritus, frugtvin og øl, hidrører i det væsentlige fra 1922. Der er ved flere love foretaget ændringer i disse bestemmelser, men nogen egentlig revision er ikke foretaget.
Med hensyn til den særlige beskatning af spiritus findes hovedreglerne i to love, begge af 1. april 1922. Lov nr. 109 om beskatning af spiritus m. m. giver reglerne vedrørende den såkaldte produktionsafgift, der opkræves af spritfabrikkernes produktion af sprit. Lov nr. 114 indeholder reglerne vedrørende den tillægsatgift, der svares af dansk og udenlandsk spiritus m. m. I denne sidste lov er der foretaget flere ændringer, og loven er med disse ændringer optrykt i finansministeriets lovbekendtgørelse nr. 5 af 9. januar 1954. Den gældende afgiftssats er fastsat ved lov nr. 73 af 31. marts 1954 om forlængelse af midlertidige ændringer i forbrugsafgiftslove, § 5.
Bestemmelserne om afgift af her i landet fremstillet vin findes i lov nr. 114 af 1. april 1922, der med ændringer er optrykt i lovbekendtgørelse nr. 5 af 9. januar 1954. Afgiftssatserne er ændret ved lov nr. 296 af 1. oktober 1954 om nedsættelse af beskatningen af frugtvin.
Bestemmelserne vedrørende ølskatten indeholdes i lov nr. 111 af 1. april 1922 om beskatning af øl, der med senere ændringer er optrykt i finansministeriets lovbekendtgørelse nr. 7 af 9. januar 1954. Afgiftssatserne er ændret ved lov nr. 299 af 1. oktober 1954 om ændring i beskatningen af øl.
Foruden disse love vedrørende de specifikke afgifter på spiritus m. m., frugtvin og øl, der beregnes på basis af rumfang og styrke, gælder loven om afgift på omsætningen af stærke drikke, der indeholder en værdiafgift dels af omsætningen af spiritus, vin og stærkt øl engros, dels af omsætningen af disse varer i restaurationer. De gældende bestemmelser er optrykt i lovbekendtgørelse nr. 6 af 9. januar 1954, jfr. lov nr. 185 af 11. juni 1954, § 13, og lov nr. 297 af 1. oktober 1954.
Lovforslaget tilsigter at erstatte de omtalte love med een enkelt lov, der skal indeholde alle bestemmelser vedrørende beskatningen af spiritus og vin, herunder frugtvin o. lign., samt øl.
Samtidig med denne omredaktion er der foretaget en teknisk revision af lovgivningens bestemmelser på disse områder. Herom skal man særligt bemærke følgende:
For spiritusbeskatningens vedkommende er det foreslået, at den ene af de to specifikke afgifter på sprit, nemlig produktionsafgiften, ophæves. Der tilsigtes herved en i praksis ønskelig forenkling. Selvom produktionsafgiften og tillægsafgiften for spritfabrikkernes produktion begge beregnes efter varens rumfang og styrke — nemlig med 60 øre pr. l 100 pet. for produktionsafgiften og 30 kr. pr. l 100 pct. for tillægsafgiften — fremkommer der alligevel i praksis et ikke ringe administrativt besvær både for spritfabrikkernes og administrationens vedkommende af den grund, at der i flere henseender skal tages hensyn til, at der er tale om to afgifter og to sæt lovregler.
Det kan således nævnes, at produktionsafgiften ifølge loven afregnes med statskassen på den måde, at afgiften af det kvantum sprit, der er produceret i en måned, betales inden midten af den tredie måned herefter.
Tillægsafgiften beregnes derimod af det fra fabrikkerne udleverede kvantum spiritus, således at afgiften af det i en måned udleverede kvantum afregnes med statskassen inden udgangen af den følgende måned. Der er dog for denne afgifts vedkommende bestemmelser om, at afgiftspligten kan overføres til virksomheder, der mod sikkerhedsstillelse har opnået en særlig kreditlagerordning, således at afgiften først afregnes, når varerne er videresolgt fra den pågældende kreditlagerhaver; afgiften af de i løbet af et kvartal videresolgte varer afregnes da med statskassen ved begyndelsen af det følgende kvartal.
Ikke alene beregningsgrundlag og afregningsregler er forskellige for de to afgifter. Også de bestemmelser, der er fastsat i de to love af 1. april 1922 om godtgørelse af afgifterne, er i væsentlige henseender forskellige.
Produktionsafgiften (60 øre) kan ifølge loven kun godtgøres, når spritten denatureres, og kun for mindst 100 l 100 pct. ad gangen.
Tillægsafgiften (30 kr.) er der derimod efter loven mulighed for at tilbagebetale, selv om spritten ikke denatureres, når det godtgøres, at kun ren sprit eller sprit med en tilsætning, der ikke kan betragtes som egentlig denaturering, kan anvendes til det pågældende tekniske formål. Der kan også godtgøres afgift af mindre kvanta end 100 l.
Som følge heraf vil der i adskillige tilfælde blive tale om at fritage sprit for tillægsafgift, medens der samtidig nægtes godtgørelse af produktionsafgiften.
Det gældende system medfører således særlig bogføring, særlige angivelser og særlig praksis med hensyn til afgiftsgodtgørelse for hver af de to afgifter.
Produktionsafgiften har i finansårene 1951-52, 1952-53 og 1953-54 indbragt gennemsnitlig 2 mill. kr. årlig, tillægsafgiften 60 mill. kr.
Under hensyn til det foran anførte er det foreslået, at produktionsafgiften og tillægsafgiften erstattes af en enkelt afgift på 30 kr. 60 øre pr. 1 100 pct., der i det store og hele tænkes opkrævet efter de regler, der gælder for tillægsafgiften.
Denne ordning vil medføre en afgiftslettelse med hensyn til sprit, der anvendes til formål, hvor der hidtil er givet fritagelse for tillægsafgiften, men nægtet godtgørelse af produktionsafgiften, fordi denaturering ikke kunne ske.
Sprit, der bruges til fremstilling af frugtvin, er efter de gældende bestemmelser fritaget for tillægsafgift, men ikke for produktionsafgift. Den afgiftslettelse, der herefter vil fremkomme ved den foreslåede ordning af spiritusbeskatningen for frugtvinens vedkommende, søges kompenseret gennem en forhøjelse af afgiftssatsen for frugtvin af afgiftsklasse 3, hvortil der i særlig grad anvendes sprit.
Med hensyn til sprit, der benyttes til fremstilling af hårvand, badesprit, barbersprit, parfumer o. lign., svares der efter de gældende bestemmelser produktionsafgift (60 øre), medens tillægsafgiften nedsættes til 1 kr. 40 øre pr. 1 100 pct. Ifølge lovforslaget skal der ikke gælde en særlig afgift for sprit til disse formål; der skal indrømmes afgiftsfrihed mod, at der som nu tilsættes spritten stoffer, der gør den uegnet til drikkebrug. Når man foreslår at lade den særlige beskatning af sprit til de omtalte formål bortfalde, er det navnlig, fordi man herved venter at kunne opnå en forenkling, også med hensyn til beskatningen af andre alkoholer end ætylalkohol, jfr. nedenfor. Hertil kommer, at langt den overvejende del af den pågældende sprit anvendes til fremstillingen af hårvand, barbersprit og badesprit o. lign., og det synes ikke rimeligt, at disse varer, som tillige omfattes af den særlige afgift af parfumer og toiletmidler, beskattes hårdere end f. eks. læbestifter, pudder og andre kosmetiske midler.
Beskatningen af andre alkoholer end sprit omfatter efter de gældende bestemmelser amyl-, butyl-, propyl- og metylalkohol samt acetater fremstillet med anvendelse af fuselolie. Beskatningen af her i landet fremstillede varer består dels af en produktionsafgift, dels af en tillægsafgift, begge af samme størrelse pr. liter som fastsat for her i landet fremstillet sprit af 100 pct.s styrke. Afgifterne bortfalder helt ved denaturering, og tillægsafgiften nedsættes ved anvendelse til parfumer m. v. efter samme regler som for sprit.
Afgiften af disse alkoholer indbringer ikke nogen nævneværdig indtægt for staten. Formålet er alene at afbalancere de gældende afgifter for sprit, således at det sikres, at de andre alkoholer beskattes, når de bruges til formål, hvortil beskattet sprit iøvrigt finder anvendelse, f. eks. til fremstilling af parfumer, badesprit, essenser m. v. Også for disse alkoholer gælder det, at der skal foretages denaturering, såfremt produktionsafgiften ønskes godtgjort.
Alkoholerne skal ved denatureringen ifølge loven gøres uanvendelige til fremstilling af nydelsesmidler og af parfumer m. v. Disse krav giver anledning til besværinger f. eks. fra den kemiske industri, og det må antages at kunne medføre væsentlige fordele i praksis, såfremt man kunne dels svække kravene til denatureringen, dels helt undlade at stille krav om denaturering. En forudsætning herfor er, at der ikke skal kræves afgift af disse alkoholer — og dermed heller ikke af sprit — til fremstilling af hårvand, parfumer m. v., og at man i det hele stilles noget friere end efter den gældende lov. Det ville således være praktisk, om man, såfremt det ved nærmere undersøgelser blev sandsynliggjort, at visse alkoholer eller acetater uden risiko kunne holdes udenfor beskatningen, havde hjemmel til forsøgsvis at etablere en sådan praksis.
Under hensyn hertil er det foreslået, at de gældende, meget detaillerede lovbestemmelser (§§ 3-5 i lov nr. 82 af 22. marts 1930 sammenholdt med §§ 7 og 8 i lov nr. 332 af 22. december 1953) afløses af en bemyndigelse for finansministeren til at inddrage andre alkoholer end sprit samt acetater af alkoholer under spiritusafgiften.
For så vidt angår beskatningen af stærkt øl (øl med 2 1/4 vægtprocent alkohol og derover) er der foreslået en teknisk omlægning, således at den nugældende hektoliterafgift og omsætningsafgift omregnes til en hektoliterafgift, der opkræves hos bryggerierne og ved indførslen af øl fra udlandet. løvrigt er der stillet forslag om andre kriterier end de gældende til brug for afgrænsningen af skattefrit øl fra skattepligtigt øl."
Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse. Forhandlingerne drejede sig ikke mindst om de mindre bryggeriers konkurrencevilkår overfor de større bryggerier efter den foreslåede nyordnings gennemførelse, et forhold, hvorom Poul Hansen (Kalundborg) (S) udtalte:
„Jeg tænker, at det er gået andre ærede medlemmer, som det er gået mig, at de har fået henvendelse fra nogle mindre provinsbryggerier, som står udenfor bryggeriforeningen, og som fører en særlig prispolitik. De fører nemlig den prispolitik, at de holder prisen på pilsner, vistnok særlig på luksusøl, noget lavere end de øvrige bryggerier. Det er jo klart, at når størstedelen af afgiften, sådan som den i øjeblikket bliver det, beregnes som en procentmæssig værdiafgift, der udregnes efter engrosprisen, slipper disse bryggerier lidt billigere i afgift, end når hele afgiften, således som foreslået, tages som hektoliterafgift. Det vil altså igen sige, at omlægningen for disse bryggeriers vedkommende betyder en lidt højere afgift end den, de betaler i dag, og denne lille afgiftsforhøjelse mener man, efter hvad der er forebragt for mig, vil skade disse bryggerier meget. Efter oplysninger, der er meddelt mig af et af disse bryggerier, vil den merafgift, der bliver tale om, andrage 1,6 øre pr. pilsner og 4,8 øre pr. flaske luksusøl, så det er ikke, fordi det er kæmpemæssige beløb, der er tale om. Nu vil jeg imidlertid meget nødig have, at det indtryk skal fæstne sig nogetsteds, at vi er hårde ved de små bryggerier, og derfor vil jeg gerne gøre et par bemærkninger yderligere om dette forhold.
Efter min mening er man slet ikke hård ved de små bryggerier i afgiftslovgivningen, tværtimod. De har nemlig efter de gældende regler en moderation, en rabat kan man sige, på den nuværende hektoliterafgift, og den føres med over i det nye lovforslag. For det stærke øls vedkommende er reglerne herom at finde i § 17, stk. 2. Denne moderationsordning betyder for alle bryggerier, der producerer mindre end 2 000 hl årlig, en rabat i skatten på 25 kr. pr. hl, det vil sige en 8-9 øre pr. halvflaske øl. Er produktionen større, falder rabatten i hastig takt og forsvinder helt, når produktionen er over 125 000 hl. Hvis vi nu tager et bryggeri med en produktion på grænseområdet, nemlig 2 000 hl, udgør moderationen altså gennemsnitlig ca. 8-9 øre pr. flaske; hvis produktionen på bryggeriet fordeler sig ligeligt på pilsnere og luksusøl, kan bryggeriet f. eks. anvende denne rabat til at beregne sin pilsnerpris 3 øre lavere og sin pris på luksusøl 10-13 øre lavere end andre bryggerier, som ikke har denne moderation. Da den nuværende engrosafgift er en procentafgift, indvindes der her yderligere for pilsneren 2 øre og for luksusøllet 8-9 øre. Den samlede afgift for dette bryggeri udgør altså efter dette regnestykke ca. 5 øre mindre pr. pilsner og 20 øre mindre pr. flaske luksusøl end det, de store bryggerier betaler, og det svarer temmelig nøje til den prisforskel, man holder, nemlig 5 øre lavere for pilsneren, 20 øre lavere for luksusøllet. Man kunne altså, hvis man ville være ondskabsfuld, sige, at der føres priskonkurrence for statens regning! Man kan også sige det sådan, at disse små bryggerier har en dobbelt afgiftsmæssig begunstigelse. Efter det foreliggende lovforslag videreføres den ene begunstigelse, nemlig rabatten på hektoliterafgiften, medens den anden, som rimeligt er, falder væk."
Udenfor ordførernes kreds omtalte Reedtz-Thott (KF) indgående de mindre bryggeriers interesse i ændringer i den foreslåede nyordning på dette punkt.
I det udvalg, som fik sagen til behandling, enedes man også om at stille forslag om et par ændringer til fordel for de mindre bryggerier. Dels skulle grundtaksten for de mindre bryggeriers afgiftslempelse forhøjes fra 25 kr. pr. hl til 30 kr., dels indrømmedes der bryggerier, hvis priser for luksusøl er særlig lave, et overgangsår — finansåret 1955-56 — med midlertidig nedsættelse af afgiften for luksusøl, dog højst for et kvantum af samme størrelse som bryggeriets udlevering af sådant øl til forbrug her i landet i kalenderåret 1954.
Samtidig foresloges også enkelte andre ændringer, således vedrørende § 49.1 den ændrede affattelse går bestemmelsen ud på at give kontrolmyndigheden adgang til at få oplysninger om restaurationsvirksomheders indkøb af afgiftspligtige varer hos detailhandlere o. lign. på tilsvarende måde som vedrørende indkøb hos engrosleverandørerne. Bestemmelsen tilsigter ikke at hindre den hidtil gældende frie forbindelse mellem kunde og leverandør.
Om enkelte af de spørgsmål, som udvalget havde drøftet, men som der ikke stilledes ændringsforslag om, hedder det i betænkningen:
„Udvalget kan tilslutte sig et af Vinhandlerforeningen for Danmark overfor udvalget fremsat forslag om, at mulighederne for en teknisk omlægning af engrosomsætningsafgiften af stærke drikke undersøges i et særligt, sagkyndigt udvalg.
Der har i udvalget fra flere sider været rejst spørgsmål om en nedsættelse af afgiften af restaurationsomsætningen af stærke drikke. Finansministeren har lovet at overveje spørgsmålet og at rette henvendelse til de udvalgsberettigede partier om sagen."
I tilslutning hertil skal anføres følgende udtalelse af udvalgets ordfører ved 2. behandling:
„Det ærede medlem hr. Aage Fogh har også i udvalget ligesom her i salen rejst spørgsmålet om en omlægning af restaurationsafgiften, således at det samme beløb blev taget ved en beskatning ved kilden for de pågældende varers vedkommende. Denne tanke har imidlertid ikke kunnet vinde flertal i udvalget.
Det samme gælder to ønsker fremsat af Vinhandlerforeningen for Danmark, ønsker om ændringer i §§ 29 og 34. Vedrørende § 29 ønskede foreningen, at overførsler til detailsalg for vinhandlere med detailsalg ikke skulle betragtes som afgiftspligtige. Jeg tør vel sige, at i hvert fald udvalgets flertal af finansministeren har ladet sig overbevise om, at bestemmelsen er nødvendig af kontrolmæssige grunde.
§ 34 ønskede man ændret derhen, at hvor afgiften beregnes på grundlag af detailprisen, sættes fradrag for detailavancen til 12 pct. i stedet for de foreslåede 11 pct., der jo som bekendt har været gældende siden afgiftsforhøjelsen i efteråret. Der kunne ikke samles noget flertal om at imødekomme Vinhandlerforeningen i dette ønske, idet — det tør jeg vel sige — udvalgsflertallet ikke kunne godtage den opfattelse, at man giver grønt lys for en avanceberegning også af afgiftsforhøjelsen i efteråret.
Derimod har udvalget, som det også fremgår af betænkningen, kunnet tilslutte sig Vinhandlerforeningens ønske om nedsættelse af et særligt, sagkyndigt udvalg til at undersøge mulighederne for en teknisk omlægning af engrosafgiften på stærke drikke; jeg har forstået, at den højtærede finansminister også er sindet at imødekomme dette ønske."
De i betænkningen stillede ændringsforslag vedtoges uden afstemning.
Også mellem 2. og 3. behandling drøftedes nogle beskatnings- problemer. Ordføreren udtalte herom ved 3. behandling:
„Siden 2. behandling har udvalget holdt et enkelt møde og behandlet de ønsker, som bl. a. fra nogle deputationer er fremkommet i mellemtiden.
Det drejer sig om ønsker fra de såkaldte mindre bryggerier om en længere overgangstid med hensyn til de beskatningsformer, der nu bliver gældende; disse ønsker har ikke kunnet imødekommes af udvalget. Derimod har man ved det ændringsforslag, der er stillet, imødekommet et ønske om, at et par af landets mindre bryggerier, der ikke fik fordel af den foreslåede overgangsordning for det stærke øls vedkommende, også får fordel af den, og der er i betænkningen optaget en bemærkning om, at den beregning, der finder sted, foretages således, at den udlevering af stærkt øl, man har haft kun i den sidste del af sidste kalenderår, beregnes som en helårsudlevering. Derved bliver alle de mindre bryggerier, om jeg så må sige, reddet på lige fod.
Endelig har udvalget modtaget en deputation fra Tønder Amts Hotel- og Beværterforening, som gjorde opmærksom på virkningerne af den store restaurationsskat, således som disse virkninger særlig gør sig gældende i grænselandet. Denne deputations henvendelse har ikke givet udvalget anledning til at stille ændringsforslag."
Efter at det nævnte ændringsforslag var tiltrådt, vedtoges lovforslaget enstemmigt i den ændrede affattelse.