Loven tilsigter dels en forhøjelse af tolden på kaffe og te m. v., dels en forlængelse af forskellige midlertidige love.
For rå kaffe forhøjes tolden ifølge § 1 med 1 kr. pr. kg og for brændt kaffe med 1 kr. 23 øre pr. kg til henholdsvis 1 kr. 87 øre og 2 kr. 30 øre. Forholdet mellem de to satser svarer til forholdet mellem de hidtil gældende satser, henholdsvis 87 øre og 1 kr. 7 øre pr. kg.
Samtidig sættes tolden på kaffeekstrakt op fra 2 kr. pr. kg til 6 kr. 25 øre pr. kg. Der er herved ikke alene taget hensyn til forhøjelsen for rå kaffe, men også til at den hidtidige told for kaffeekstrakt medførte negativ beskyttelse for den danske produktion.
For te forhøjes tolden fra 70 øre pr. kg til 2 kr. 70 øre pr. kg.
Lovens § 2 indeholder bestemmelser om efterbeskatning af de beholdninger af kaffe og te, der fandtes her i landet ved lovens ikrafttræden. Der var dog fastsat et afgiftsfrit kvantum af brændt kaffe, kaffeekstrakt og te, hvorved man tilsigtede i det store og hele at undgå efterbeskatning af de beholdninger, der fandtes i den almindelige detailhandel.
§ 3 indeholder en bestemmelse af formel karakter.
Ved § 4 forlænges følgende midlertidige love, som senest var forlænget ved lov kr. 73 af 31. marts 1954 (årbog 1953—54, side 118), og hvis gyldighed udløb den 31. marts 1955:
Lov nr. 156 af 13. april 1938 angående nogle ved en række love fra 1931-33 gennemførte toldforhøjelser.
§§ 1 og 5 i lov nr. 645 af 14. december 1940 angående en revision af toldlovens manufakturgruppe m. v.
Lov nr. 462 af 20. november 1942 angående en række toldforhøjelser fra marts 1942, bl. a. for galanterivarer, kinofilm, fotografiapparater, kikkerter og tobak.
§ 32 i lov nr. 436 af 19. november 1950 angående tolden for krydderier, pelsværk og forskellige andre varer.
Loven trådte i kraft 15. marts 1955 i stedet for som først foreslået 14. marts 1955.
Efter det oprindelige lovforslag skulle tolden på te kun forhøjes fra 70 øre til 1 kr. 30 øre, men satsen blev under sagens behandling i folketinget sat yderligere op til 2 kr. 70 øre. Som begrundelse herfor anførte udvalgets ordfører ved lovforslagets 2. behandling, at man havde villet tilvejebringe et bedre balanceforhold mellem kaffen og teen i afgiftsmæssig henseende. Desuden skulle der ved forhøjelsen skaffes kompensation for lempelser i andre afgiftsforslag.
Lovforslaget gennemførtes som led i en større finansiel plan, hvis formål var at søge valutastillingen rettet op (se ovenfor under nr. 15). Det vedtoges med 89 stemmer (S, RV og Thorkil Kristensen [V]) mod 86, idet de 2 grønlandske medlemmer afholdt sig fra at stemme.