Ved loven indføres en omsætningsafgift af manufakturvarer, beklædningsgenstande, lædervarer, visse plasticvarer, bijouteri og legetøj. De afgifter, der hidtil har været opkrævet i detailhandelen af guld- og sølvvarer og ure samt af radioapparater, grammofoner og fjernsynsmodtagere m. v., er samtidig ophævet, idet den nye omsætningsafgift også omfatter disse vareområder.

Sammen med forslaget til nærværende lov fremsatte finansministeren:

Forslag til lov om udskrivning af indkomst- og formueskatten til staten for skatteåret 1955-56,

forslag til lov om tillægsindkomstskat for skatteåret 1955-56,

forslag til lov om udskrivning af en værneskat for skatteåret 1955-56,

forslag til lov om børnetilskud,

forslag til lov om investeringsfonds,

forslag til lov om forskellige forbrugsafgifter,

forslag til lov om forhøjelse af benzinafgifterne,

forslag til lov om ændringer i toldloven m. m.,

forslag til lov om ændring af lov om afgift af konsum-is, forslag til lov om ændring i lov om afgift af forlystelser,

forslag til lov om forlængelse af ændringer i lov om omsætningsafgift af motorkøretøjer og endelig

forslag til lov om en tillægsafgift af visse motorkøretøjer m. v. for finansårene 1955-56 og 1956-57.

Samtidig fremsattes af indenrigs- og boligministeren:

Forslag til lov om ændring i loven om en fælleskommunal udligningsfond (vedrørende udskrivningen af fælleskommunal indkomstskat for skatteåret 1955-56 m. v.),

af landbrugsministeren:

Forslag til lov om lån til visse landmænd, der i høståret 1954 har lidt væsentligt tab som følge af ekstraordinær stor nedbør, og af ministeren for offentlige arbejder:

Forslag til lov om ændringer i statsbaneloven og

forslag til lov om tillæg til lov om afgift af motorkøretøjer m. v.

I sin fremsættelsestale anførte finansministeren bl. a.:

"Af disse lovforslag går de første vedrørende udskrivning af indkomstskat til staten, af tillægsindkomstskat og af værneskat og de to sidste om midlertidig forhøjelse af vægtafgift og omsætningsafgift af motorkøretøjer ud på en uændret forlængelse af den bestående lovgivning. Ligeledes indeholder forslagene om ændringer i toldloven og om forskellige forbrugsafgifter bestemmelser om uændret forlængelse af bestående afgifter.

De øvrige lovforslag samt de samtidig hermed af indenrigs- og boligministeren, landbrugsministeren og ministeren for offentlige arbejder skriftligt fremsatte lovforslag må ses som led i en samlet plan af økonomiske forholdsregler, der skal tjene til styrkelse af valutastillingen.

Baggrunden for fremsættelsen af hele dette kompleks af skatte- og afgiftslove er den udvikling, der har fundet sted i landets valutariske stilling, og udsigterne for betalingsbalancen i den kommende tid. I løbet af 1954 er nationalbankens valutastilling forringet med 500 mill. kr., og for 1955 må der under de nugældende forudsætninger regnes med et fortsat betydeligt valutaunderskud.

Denne risiko for et yderligere valutatab må vurderes på baggrund af landets begrænsede valutabeholdning. Efter at der for nogle uger siden er foretaget en større udbetaling til den internationale valutafond, er dollarreserven gået ned til knap 600 mill. kr., og de resterende kreditmuligheder i Den europæiske Betalingsunion er kun 170 mill. kr. udover de 700 mill. kr., som vi nu skylder unionen. Selvom vi således ikke står overfor en akut likviditetskrise, er reserverne så små, at det efter regeringens opfattelse vil være ganske uforsvarligt uden modforholdsregler at affinde sig med risikoen for en yderligere betydelig forringelse af valutastillingen.

Der er tillige en nærliggende mulighed for, at valutaforholdene i løbet af året kan udvikle sig ugunstigere end forudsat. Jeg tænker her navnlig på, at den internationale prisudvikling kan medføre en yderligere forringelse af bytteforholdet i udenrigshandelen. Hvor stor denne risiko er, kan ikke bedømmes i øjeblikket, men således som konjunktursituationen i USA og Vesteuropa har udviklet sig i det sidste halve år, kan man — med de små reserver, vi råder over — ikke undlade at tage muligheden af en opgang i råvarepriserne med i betragtning, når den økonomiske politik skal tilrettelægges."

Om forslaget til nærværende lov, hvorefter der pålægges forskellige varer en omsætningsafgift og til gengæld udstedes sparebeviser til skatteyderne, udtalte finansministeren bl. a.:

"Afgiften er beregnet årligt at ville indbringe omkring 275 mill. kr., hvoraf dog 25-30 mill. ler. vedrører bestående afgifter, der er indarbejdet i lovforslaget. Det er ikke tanken at lade dette beløb indgå i statskassen, og det foreslås derfor, at der samtidigt udstedes for godt 200 mill. kr. sparebeviser til skatteyderne. Loven foreslås gennemført for en 2-årig periode, og der er således faktisk tale om et samlet statslån på godt 400 mill. kr., der efter 1962 skal tilbagebetales med en tiendedel om året. I mellemtiden bindes provenuet af afgiften på en særlig konto i Danmarks Nationalbank. Afgiften foreslås opkrævet i 2 år.

Før jeg går nærmere ind på virkningerne af lovforslaget som helhed, vil jeg gerne nævne nogle enkeltheder vedrørende afgifterne og sparebeviserne.

Afgifterne er foreslået pålagt manufakturvarer af enhver art og plasticstoffer, der finder tilsvarende anvendelse, fodtøj og andre lædervarer samt bijouterivarer og legetøj. Endvidere er i forslaget indarbejdet de bestående afgifter på guld-, sølv- og platinvarer, ure og radioapparater m. v. Afgiften svares ved levering fra grossist eller fabrikationsvirksomhed samt ved direkte import til detailhandler og er som hovedregel 15 pct. af den afgiftspligtige værdi, dog for gulvtæpper som hidtil 25 pct. For yderbeklædning af tekstilstof er afgiften kun 10 pct. I forhold til detailpriserne vil afgifterne dog alt efter detailavancernes højde udgøre lavere procenter.

Når valget er faldet på en afgift i engrosleddet fremfor en afgift ved detailsalg, skyldes dette først og fremmest administrative grunde, navnlig at en sådan afgift må anses for lettere at kontrolere. Det kan således nævnes, at den bestående guld- og sølvvareafgift, der indbringer 5 mill. ler. årlig, omfatter 3 000 virksomheder, og at et tilsvarende antal omfattes af afgiften på radioapparater. Begge disse afgifter er hidtil opkrævet hos detailhandlerne, og omlægningen til engrosbeskatning vil medføre, at antallet af afgiftspligtige virksomheder bliver meget væsentligt nedsat.

Det skal dog samtidig indrømmes, at en afgift på et tidligere led i omsætningen er længere tid om at trænge igennem, og at der herved kan være fare for, at der ved detailsalget beregnes avance også af afgiften. For at undgå dette indeholder lovforslaget en række avancebestemmelser. Herefter kan virksomheder, der indfører, fremstiller eller forhandler de varer, der nu pålægges afgift, ikke uden særlig tilladelse forhøje de pr. 1. marts i år gældende bruttoavancer i kroner og øre for de pågældende varer. Det kan jo ikke være meningen, at nogen erhvervsgruppe skal have øget indtægt, samtidig med at den øvrige befolkning må begrænse forbruget. Det må tillige antages, at den større konkurrence, som følger af den mindre efterspørgsel, vil medvirke til at hindre dette.

Det kan endelig tilføjes, at det for at undgå opkrævning af afgift hos skræddere syersker og andre, der alene fremstiller yderbeklædning og skjorter direkte til forbrugerne, er foreslået, at disse virksomheder ikke skal svare afgift af de pågældende færdige varer. Til gengæld skal de modsat konfektionsfabrikker ikke kunne få tilført metervarerne afgiftsfrit. Derfor er afgiftssatsen for færdige klæder foreslået fastsat lavere — nemlig som nævnt 10 pet. — end den almindelige afgiftsprocent på 15. Ved denne fremgangsmåde opnås tillige væsentlige besparelser ved lovens administration, fordi antallet af afgiftspligtige virksomheder herved nedsættes betydeligt.

Endelig har det været nødvendigt at foreslå en dækningsafgift ved import af en række varer som f. eks. dyner og polstrede møbler, da der til fremstilling af tilsvarende varer her i landet medgår afgiftspligtige materialer.

Afgiftsbestemmelserne er iøvrigt på alle områder, hvor det har været muligt, udarbejdet i nær overensstemmelse med den nyeste forbrugsafgiftslovgivning, som jo netop er underkastet en revision her i tinget.

Lovforslagets bestemmelser om sparebeviser er formet udfra den tankegang, at hensigten er at begrænse forbruget og ikke at øge overskuddet i statskassen. Det vil derfor være rimeligt senere at tilbageføre en væsentlig del af afgifterne til forbrugerne.

For at undgå, at denne ordning virker som belønning for stort forbrug, er det foreslået, at beregningen af de opsparede beløb ikke sker i forhold til det faktiske forbrug af de afgiftspligtige varer, men i forhold til den ansatte indkomst. Herved opnår man også, at de skatteydere, der har husket at få alting med på selvangivelsen, for første gang får en præmiering heraf, medens skatteydere, der har holdt en del af indkomsten udenfor selvangivelsen — som oftest ved at forbruge pengene — må betale afgifterne uden at have mulighed for at få kompensation herfor."

Efter hvad finansministeren oplyste, kunne provenuet af de foreslåede nye afgifter og afgiftsforhøjelser i henhold til forannævnte skatteforslag anslås til ialt 500 mill. kr. Herfra gik ca. 45 mill. kr. til forhøjelse af børnetilskud og til godtgørelser for de grupper af mindrebemidlede, som man ønskede at holde skadesløse for afgiftsforøgelsen.

„Tilbage bliver således ca. 450 mill. kr. Denne beregning forudsætter som sagt nogenlunde uændret omsætning af hver af de beskattede varer. Man må imidlertid gå ud fra, at omsætningen af disse varer ikke fuldtud kan opretholdes, ligesom det må antages, at omsætningen af de varer, som i forvejen er forbrugsbeskattede — øl og spiritus, tobak og chokolade for at nævne nogle af de vigtigste — kan gå noget tilbage. Hvor store forskydninger der kan blive tale om, er det meget vanskeligt at skønne over. Man kan dog i hvert fald ikke uden videre sammenlægge det lige nævnte beløb for, hvad de nye afgifter vil indbringe, med det overskud på statens drifts- og anlægsbudget på ca. 250 mill. kr., som vi i øjeblikket regner med.

Det er givet, at en finanspolitisk indsats af denne størrelse vil få ganske betydelige virkninger på hele samfundsøkonomien. Jeg skal i det følgende belyse disse virkninger nærmere, idet jeg begynder med priserne og pristallet.

Uden den foreslåede opsparingsordning ville den samlede direkte virkning på pristalsbudgettet af alle afgiftsforslag blive en udgiftsforøgelse i det lønregulerende pristal. Blev der ikke foretaget yderligere skridt, ville dette medføre, at arbejdere og tjenestemænd skulle have i hvert fald eet yderligere dyrtidstillæg fra efteråret 1955. Det er klart, at en sådan øjeblikkelig afledet lønstigning ville være imod hele tanken med disse forslag og ville medføre yderligere prisstigninger og således en stigning i omkostningsniveauet her i landet. I denne forbindelse vil jeg understrege, at det er pengelønnen — ikke reallønnen — der med den givne kronekurs, som ingen ansvarlig i dag kunne tænke sig at røre ved, er afgørende for de danske eksporterhvervs konkurrenceevne.

Regeringen kan ikke tilslutte sig den ofte fremførte kritik mod pristalsreguleringen af lønningerne. Set over en årrække foreligger der intet, der tyder på, at pristalsreguleringen af arbejdslønnen har haft nogen selvstændig betydning for lønudviklingen her i landet. Det er tværtimod velkendt, at lønnen siden krigen er steget væsentligt mere end pristallet. Pristalsreguleringens positive betydning har navnlig ligget deri, at den har muliggjort indgåelsen af 2-årige arbejdsoverenskomster, hvorigennem der i de senere år er opnået en betydelig stabilitet på arbejdsmarkedet. Man vil utvivlsomt fra alle sider være enig i, at det er af stor betydning, at denne stabilitet bevares.

Det er regeringens opfattelse, at roen på arbejdsmarkedet i høj grad beror på, at der hersker tillid til de indgåede overenskomster, og regeringen har derfor ikke kunnet acceptere den udvej simpelthen at bestemme, at de nu foreslåede afgiftsforhøjelser skulle holdes udenfor det lønregulerende pristal. Derimod har man ved forslaget om sparebeviserne og forhøjelsen af børnetilskuddene givet skatteyderne sådanne kompensationer, at pristallet ikke vil stige som følge af de foreslåede besparelser og afgiftsforhøjelser.

Den foreslåede finanspolitiske stramning vil også indebære en tendens til at formindske pengemængden i samfundet."

Efter i tilslutning hertil at have gjort nærmere rede for den pengepolitiske situation sluttede finansministeren med at anmode om en hurtig behandling af lovforslagene.

Denne anmodning blev imødekommet af tinget, der i løbet af kort tid — med større eller mindre tilslutning — gennemførte samtlige skattelovsforslag, omend ikke uden foretagelsen af en række ændringer.

Indholdet af loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger er følgende:

Afsnit 1.

Omsætningsafgift af forskellige varer.

Det afgiftspligtige vareområde.

§ 1. Der svares til statskassen en omsætningsafgift af følgende varer:

1. Manufakturvarer og beklædningsgenstande af enhver art.

Kunstige blomster. Besætningsartilder, knapper og andet tilbehør til klædningsstykker. Pelsskind.

2. Metervarer af bløde formstoffer (plastic) samt sådanne varer af bløde formstoffer, som finder tilsvarende anvendelse som de under punkt 1 hørende varer.

3. Paraplyer og parasoller.

4. Varer fremstillet af læder eller skind samt varer, af formstoffer, fiber o. lign., der finder tilsvarende anvendelse.

5. Guld-, sølv- og platinvarer, dog ikke varer, som kun er forgyldte eller forsølvede. Endvidere ædelstene, halvædelstene og perler. Bijouterivarer af enhver art (også forgyldte eller forsølvede).

6. Ure af enhver art, herunder urværker. Kæder, remme o. lign. til ure.

7. Legetøj.

8. Radiogrammofoner og andre radiomodtagere, fjernsynsmodtagere, grammofoner, pladespillere, højttalere, højttalerenheder, grammofonmotorer, pladetallerkener, pickup'er, pickup-arme, pickup-hoveder og pladeskiftere samt kabinetter til radiomodtagere, fjernsynsmodtagere og pladespillere; møbler, hvori en radiomodtager, eventuelt tillige et grammofonværk, kan anbringes på en sådan måde, at varen fremtræder som en skabsradio eller en radiogrammofon, anses for afgiftspligtige kabinetter.

Efter det oprindelige lovforslag skulle der også svares omsætningsafgift af fodtøj og elektriske barbermaskiner. Disse artikler udgik af forslaget i folketinget.

§ 2. Varer af den art, der ved indførsel fra udlandet omfattes af toldtariffens afsnit for "tekstilstoffer og arbejder heraf", dog ikke toldfri spindestoffer, vat og asbestvarer, anses i alle tilfælde for manufakturvarer. Varer sammensat af gummi og tekstil anses ikke for afgiftspligtige, såfremt de ved indførsel fra udlandet omfattes af toldtariffens nr. 97-99 a. For andre varer sammensat af gummi og tekstil forholdes der ved bedømmelsen af, om varen kan anses for manufakturvare, således, at gulvtæpper og gulvtæppestoffer samt varer, hvis vægt kan bedømmes af toldvæsenet og højst udgør 1 kg 500 g pr. m2, anses for manufakturvarer, medens andre varer kun anses for manufakturvarer, hvis indholdet af tekstil overstiger halvdelen af varens vægt.

§ 3. Fritaget for afgift er:

Bandager til sygehusbrug. Sutursilke.

Tekstilstoffer pålagt klæbemasse samt farvebånd.

Garn, reb og tovværk af hamp, sisal, jute, kokos og papir. Sække og wrappers.

Fiskenet.

Driv- og transportremme. Slanger.

Seletøj, der henhører under § 1, punkt 4.

Linoleum og tilsvarende gulvbelægningsmateriale.

Briller og brillestel.

Madrasser. Dyner og puder o. lign.

Fodtøj.

Sidste linie i § 3 (Fodtøj) blev tilføjet under sagens behandling i folketinget.

§ 4. Finansministeriet kan efter samråd med det i § 21 omhandlede nævn fritage en vare for afgift, såfremt varens anvendelse til teknisk brug eller praktiske administrative hensyn i ganske særlig grad taler derfor.

Finansministeriet kan fritage en vare for afgift, såfremt den anvendes til fremstilling af varer, der ikke omfattes af afgiftspligten i henhold til § 1, jfr. § 3, eller § 14 eller er fritaget for afgift i henhold til stk. 1.

Den afgiftspligtige omsætning og afgiftens størrelse.

§ 5. Afgift svares af den, der i erhvervsmæssigt øjemed fremstiller afgiftspligtige varer eller driver mellemhandel med sådanne varer.

Afgift svares endvidere af den, der indfører afgiftspligtige varer fra udlandet, forsåvidt den pågældende ikke omfattes af bestemmelsen i stk. 1.

Ved auktionssalg svares afgift, medmindre varen godtgøres at være afsat til en i henhold til stk. 1 anmeldt virksomhed. Tvangsauktionssalg i henhold til udlæg og udpantning hos personer m. v., der ikke omfattes af bestemmelsen i stk. 1, fritages for afgift.

§ 6. Undtaget fra afgiftspligten i henhold til § 5, stk. 1, er den, hvis afgiftspligtige virksomhed alene består i fremstilling af yderbeklædning (herunder skjorter og flipper) af tekstilstof til salg direkte til forbruger.

Som yderbeklædning i henhold til stk. 1 anses ikke handsker og vanter, kraver, slips, sjaler, slør, tørklæder, strømper, sokker og gamacher, jfr. iøvrigt § 21.

§ 7. Enhver virksomhed, der fremstiller eller driver mellemhandel med afgiftspligtige varer, skal være anmeldt for kontrolmyndigheden, der som bevis herfor udsteder et legitimationskort; dette skal tilbageleveres ved virksomhedens ophør som afgiftspligtig virksomhed. Undtaget fra anmeldelsespligten er dog de i § 6 omhandlede virksomheder.

Såfremt en virksomheds afgiftspligtige omsætning — bortset fra udlevering til eget detailudsalg — efter finansministeriets skøn må antages at blive mindre end 10 000 kr. årlig eller mindre end 1/3 af omsætningen af afgiftspligtige varer i virksomhedens detailudsalg, kan ministeriet, når beskatning kan ske ved udleveringen fra leverandørerne, træffe bestemmelse om, at virksomheden ikke kan være anmeldt som afgiftspligtig virksomhed eller kun kan indkøbe afgiftspligtige varer i afgiftsberigtiget stand.

I andre tilfælde, hvor afgiftspligtige virksomheder har eget detailudsalg, kan finansministeriet på nærmere fastsatte vilkår tillade, at afgiftspligtige varer, der af virksomheden erhverves til detailudsalget, indkøbes i afgiftsberigtiget stand.

§ 8. Den afgiftspligtige omsætning er den afgiftspligtige værdi af de udleverede afgiftspligtige varer med fradrag af værdien af varer, der er overført til anden anmeldt virksomhed eller udført til udlandet under iagttagelse af nærmere af finansministeriet fastsatte regler. De udleverede varer medregnes i omsætningen, uanset om varerne er endeligt solgt eller leveres i konsignation eller på anden måde. Til omsætningen henregnes også varer, der forbruges eller benyttes af den afgiftspligtige eller udleveres uden modydelse.

I tilfælde, hvor en afgiftspligtig virksomhed fremstiller yderbeklædning af tekstilstof indleveret til forarbejdning af en ikke afgiftspligtig virksomhed, medregnes betalingen for selve forarbejdningen ikke i den afgiftspligtige omsætning, hvorimod der skal svares afgift af de afgiftspligtige materialer, som den afgiftspligtige virksomhed leverer i forbindelse med forarbejdningen af det indleverede stof.

Overførsel af afgiftspligtige varer fra en i henhold til § 5, stk. 1, afgiftspligtig virksomhed til eget detailudsalg betragtes som én afgiftspligtig omsætning.

En anmeldt virksomhed er kun berettiget til afgiftsfrit at modtage afgiftspligtige varer, som er bestemt til videresalg eller af virksomheden anvendes til fremstilling af afgiftspligtige varer under sådanne vilkår, at fremstillingen af de pågældende varer skal anmeldes i henhold til § 5, jfr. § 6.

§ 9. De afgiftspligtige virksomheder hæfter for afgiften af de varer, der er indført eller fremstillet af virksomheden eller tilført denne fra anden virksomhed, medmindre afgiftspligten overføres til en anden anmeldt virksomhed. Såfremt den tilstedeværende beholdning af afgiftspligtige varer er mindre end beholdningen ifølge regnskabet, tilsvares afgiften af det manglende kvantum. Finansministeriet kan dog tillade, at varer, der på grund af beskadigelse eller lignende er blevet uanvendelige, på nærmere fastsatte betingelser fraskrives i lagerbeholdningen; endvidere frafaldes krav om betaling af afgift for varer, der på en efter finansministeriets skøn betryggende måde godtgøres at være gået tabt for virksomheden ved indbrud eller brand.

§ 10. Den afgiftspligtige værdi er det vederlag, som modtageren skal yde for varerne, afgiften ikke medregnet. Rabat, som er betinget af betaling inden en vis frist eller af køb af et nærmere fastsat kvantum i en vis periode eller af andre vilkår, der ikke er opfyldt ved selve købet, skal dog medregnes til den afgiftspligtige værdi; det samme gælder agentprovision o. lign. I tilfælde, hvor der ikke finder modydelse sted, er den afgiftspligtige værdi virksomhedens almindelige pris ved udleveringen af sådanne varer mod vederlag. Kan en sådan pris ikke konstateres, fastsættes den afgiftspligtige værdi af det i § 21 omhandlede nævn på grundlag af virksomhedens indkøbspris med tillæg af de omkostninger og den avance, der i almindelighed skønnes at indgå i den afgiftspligtige værdi for sådanne varer.

Såfremt der ved afgiftsberigtigelsen af en vare mangler sådanne dele, der er nødvendige ved brugen af varen, eller hvortil varen er indrettet, kan det i § 21 omhandlede nævn bestemme, at den afgiftspligtige værdi skal forhøjes med et beløb svarende til værdien af de manglende dele.

§ 11. Såfremt en anmeldt virksomhed udleverer varer direkte til forbruger eller til eget detailudsalg, er den afgiftspligtige værdi de pågældende varers detailpris, afgiften ikke medregnet, med et fradrag på 20 pot. af denne pris. I tilfælde, hvor der iøvrigt måtte bestå et interessefællesskab mellem en anmeldt virksomhed og et detailudsalg, således at den ene virksomhed er interesseret i det økonomiske udbytte af den anden virksomhed, kan finansministeriet kræve, at varer, der af den anmeldte virksomhed udleveres til det pågældende detailudsalg, afgiftsberigtiges på grundlag af detailprisen som foran nævnt.

På begæring af finansministeriet er de pågældende virksomheder pligtige at give ministeriet de fornødne oplysninger til bedømmelse af, hvorvidt der foreligger et interessefællesskab af den i stk. 1 omhandlede art.

§ 12. I tilfælde, hvor afgiften skal berigtiges ved indførslen, jfr. § 15, stk. 4, er den afgiftspligtige værdi toldberegningsværdien tillagt tolden, eventuel betaling for bevillingstilsagn udstedt i henhold til dollarpræmieringsordningen, og 20 pct. af summen af disse beløb.

Ved auktionssalg er den afgiftspligtige værdi auktionskøbe- summen indbefattet omkostninger.

§ 13. Afgiften udgør:

1. for yderbeklædning af tekstilstof, jfr. § 6: 10 pct. af den afgiftspligtige værdi.

2. for gulvtæpper og gulvtæppestoffer, undtagen gulvmåtter af kokos, siv, strå eller bast: 25 pct. af den afgiftspligtige værdi.

3. for, andre varer: 15 pct. af den afgiftspligtige værdi.

§ 14. Ved indførsel fra udlandet af nedennævnte varer svares dækningsafgift med de angivne satser, beregnet af toldberegningsværdien tillagt tolden:

[Se tabel i Folketingsårborgen, 1954-55, side 113]

I § 14 blev sidste linie (fodtøj) tilføjet i folketinget.

§ 15. De afgiftspligtige virksomheder er pligtige efter udløbet af hver måned og senest den 8. i den påfølgende måned til kontrolmyndigheden at afgive en af virksomhedens ansvarlige ledelse underskrevet angivelse af den i månedens løb stedfundne afgiftspligtige omsætning fordelt på de i § 13 nævnte afgiftsklasser samt afgiftsbeløbet for hver af disse.

Afgiften af den i en måned stedfundne afgiftspligtige omsætning skal være indbetalt til de af finansministeriet anviste indbetalingssteder inden udgangen af den påfølgende måned. Der kan dog, forsåvidt angår afgiften af de i § 1, pkt. 8, omhandlede varer (radiomodtagere m. m.), efter regler fastsat af finansministeriet mod sikkerhed tilstås de afgiftspligtige virksomheder kredit, således at afgiften for de i en måned udleverede varer afregnes senest 2 måneder efter udløbet af den fornævnte betalingsfrist.

Hvis en virksomhed ikke betaler forfaldne afgifter rettidigt, kan finansministeriet pålægge virksomheden for fremtiden at afgive den i stk. 1 omhandlede angivelse for kortere perioder end en måned ad gangen samt pålægge virksomheden en kortere betalingsfrist end den i stk. 2 foreskrevne. Finansministeriet kan i samme tilfælde pålægge en virksomhed at stille sikkerhed for afgiftens betaling til forfaldstid.

I de i § 5, stk. 2, omhandlede tilfælde berigtiges afgiften ved indførslen.

Afgiften af auktionssalg, jfr. § 5, stk. 3, skal berigtiges inden 1 måned efter auktionens afholdelse.

I § 15, stk. 2, blev 2. punktum indføjet i folketinget.

§ 16. Ved enhver udlevering af afgiftspligtige varer fra de anmeldte virksomheder skal der udstedes en fahtura med angivelse af varens art og mængde, den afgiftspligtige værdi og afgiftsbeløbet. Eventuelle rabatter o. lign. skal angives i fakturaen.

De anmeldte virksomheder skal føre det af finansministeriet påbudte regnskab over modtagne og udleverede afgiftspligtige varer. Pligten for en virksomhed til at føre særligt regnskab bortfalder, såfremt virksomhedens almindelige regnskab af kontrolmyndigheden anses for fyldestgørende som grundlag for afgiftsberigtigelsen.

De afgiftspligtige varer skal i de anmeldte virksomheder oplagres særskilt. Der skal mindst een gang årlig foretages en fuldstændig opgørelse af lageret af afgiftspligtige varer.

Afgiftspligtige virksomheder med eget detailudsalg er pligtige at mærke beholdningen af varer i detailudsalget med detailpris.

De anmeldte virksomheder skal iøvrigt iagttage de kontrolforskrifter, som fastsættes af finansministeriet.

§ 17. Det er forbudt detailudsalg at modtage afgiftspligtige varer til afsætning i virksomheden, uden at der medfølger en af leverandøren udfærdiget faktura med oplysning om leverandørens navn og adresse, varernes afgiftspligtige værdi og afgiftsbeløbet.

Detailudsalgene skal opbevare fakturaer over modtagne afgiftspligtige varer, indtil afsætningen har fundet sted, dog mindst i 2 år.

§ 18. Ved returnering af afgiftsberigtigede varer til den afgiftspligtige virksomhed, der har leveret varen, kan der ydes godtgørelse af den erlagte afgift, såfremt leverandøren godtgør den pågældende salgssummen for varen indbefattet afgiften, og returneringen finder sted inden 1 år.

§§ 19-27 indeholder kontrolbestemmelser m. v. og §§ 28-33, der undergik enkelte ændringer i folketinget, bestemmelser om afgift af detailhandleres lagre m. v. (Den heri omhandlede efterbeskatning omfatter alene radiomodtagere m. v., guld-, sølv- og platinvarer, ædelstene, perler samt afgiftspligtige ure).

Afsnit II.

Avancebestemmelser.

§ 34. Virksomheder indenfor industri og håndværk, der fremstiller nogen af de af nærværende lov omfattede varer eller mineralvand, konsum-is, kaffe og te, tændstikker, cigar- og cigarettændere og benzin, må ikke uden tilladelse fra den myndighed, som ministeren for handel, industri og søfart dertil måtte bemyndige, forhøje de pr. 1. marts 1955 gældende absolutte bruttoavancer for de pågældende varer.

Ved bruttoavancen forstås i denne paragraf forskellen mellem salgspris og direkte udgifter til råvarer, hjælpematerialer og produktiv arbejdsløn.

§ 35. Importører, grossister og detaillister må ikke uden tilladelse fra den i henhold til § 34 udpegede myndighed forhøje de pr. 1. marts 1955 beregnede absolutte bruttoavancer for de i § 34 omhandlede varer.

Ved bruttoavancen forstås i denne paragraf forskellen mellem salgsprisen og indkøbsprisen med tillæg af sædvanlige hj emtagelsesomkostninger.

§ 36. Tilladelse til avanceforhøjelse i henhold til §§34 og 35 bør gives, når det godtgøres, at den ønskede avanceforhøjelse ikke er begrundet i de pålagte afgifter.

I § 36 var paragraffens sidste ord (afgifter) oprindelig efterfulgt af: „ , og forhøjelsen iøvrigt findes berettiget". Denne sætning udelodes i folketinget, hvor man også lod følgende paragraf (lovforslagets § 37) udgå:

„Det påhviler de af §§ 34 og 35 omfattede virksomheder inden 14 dage efter lovens ikrafttræden at udarbejde en fortegnelse over de pr. 1. marts 1955 gældende absolutte bruttoavancer for de i § 34 omhandlede varer. Den i henhold til § 34 udpegede myndighed er beføjet til, hvor særlige forhold begrunder dette, at gøre undtagelser herfra.

Fortegnelsen, der skal underskrives af virksomhedens ansvarlige ledelse eller indehaver, skal opbevares og på forlangende forevises kontrolmyndighederne".

§ 37. De afgørelser, der træffes af den i §§ 34 og 35 omhandlede myndighed, kan påklages efter de om anke af denne myndigheds afgørelser i almindelighed gældende regler.

§ 38. Overtrædelse af de i dette afsnit indeholdte bestemmelser straffes, forsåvidt højere straf ikke derved forskyldes efter borgerlig straffelov, med bøde eller under skærpende omstændigheder hæfte.

På samme måde straffes den, som i forhold, der omfattes af dette afsnit, meddeler kontrolmyndighederne urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier forhold, der måtte være af betydning for vedkommende sags behandling.

Ulovligt indvundet avance vil ved dom være at inddrage i statskassen.

Afsnit III.

Om sparebeviser m. v.

§ 39. Til personer, der for skatteårene 1955-56 og 1956-57 er fuldt skattepligtige til staten og for det pågældende skatteår er ansat til en skattepligtig indkomst på 4 000 kr. eller derover, udstedes der af statskassen sparebeviser med det i § 40 fastsatte pålydende.

Sparebeviser udstedes ikke til personer, der kun er skattepligtige til staten for 2. halvår af det pågældende skatteår.

§ 40. Sparebevisernes størrelse fastsættes i forhold til den ansatte skattepligtige indkomst og udgør — henholdsvis for forsørgere og ikke-forsørgere — nedennævnte beløb:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1954-55, side 116]

Sparebeviserne til være at afhente hos vedkommende myndighed indenfor en af finansministeren fastsat frist, således at undladelse heraf medfører fortabelse af kravet i henhold til stk. 1. De nærmere regler herom fastsættes af finansministeren efter forhandling med folketingets finansudvalg.

§ 40, stk. 2, blev tilføjet i folketinget.

§ 41. Over sparebeviserne kan skatteyderne ikke disponere i levende live, det være sig ved salg, pantsætning eller på anden måde, ligesom beløbene skal være unddraget kreditorforfølgning, jfr. dog § 45, stk. 1.

§ 42. De i lov nr. 145 af 13. april 1938 om mortifikation af værdipapirer indeholdte regler finder ikke anvendelse på sparebeviserne.

§ 43. Sparebeviserne indløses ved årlige udtrækninger med 1/10 hvert år, første gang 1. april 1962, sidste gang 1. april 1971. Ved at udsætte indløsningen bevares retten til senere at indløse beviset med de i stk. 2 nævnte rentetillæg.

Ved indløsningen udbetales sparebevisets pålydende med et rentetillæg, således at den samlede udbetaling for hver 40 kr. bliver:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1954-55, side 117]

§ 44. Udbetaling kan kun ske mod sparebevisets tilbagelevering.

Kravet i henhold til sparebeviset bortfalder, såfremt sparebeviset ikke er præsenteret til indløsning senest den 31. marts 1974.

§ 45. Såfremt sparebevisets ejer afgår ved døden eller erklæres konkurs, frigives sparebeviset, og dets pålydende med vedhængende rente udbetales til dødsboet, henholdsvis konkursboet. Hvis frigivelsen finder sted inden den 1. april 1962, ydes et rentetillæg, der fastsættes af finansministeren.

Finansministeren eller den myndighed, han dertil måtte bemyndige, kan tillade, at et sparebevis frigives til udbetaling i tilfælde af, at den pågældende ejer definitivt forlader landet. Rentetillæg ydes efter de i stk. 1 indeholdte regler.

Bestemmelsen i § 45, stk. 1, vedrørende frigivelse af sparebeviset i tilfælde af konkurs blev tilføjet i folketinget.

§ 46. Sparebevisets pålydende samt rentetillægget medregnes ikke i den skattepligtige indkomst og formue.

§ 47. Til hver forsørger, der ved begyndelsen af skatteårene 1955-56 og 1956-57 er fuldt skattepligtig til staten og for det pågældende skatteår er ansat til en skattepligtig indkomst, der er mindre end 4 000 kr., udbetales der et beløb på 40 kr.

Til hver ikke-forsørger, der ved begyndelsen af skatteårene 1955-56 og 1956-57 er fuldt skattepligtig til staten, og som oppebærer eller er kendt berettiget til at oppebære aldersrente, invaliderente, den i folkeforsikringslovens § 62 omhandlede ydelse eller hjælp til kronisk syge i henhold til forsorgslovens §§ 247 og 248 eller på de nævnte tidspunkter til være fyldt 65 år, udbetales der, såfremt hans ansatte skattepligtige indkomst er under 4 000 kr., et beløb på 20 kr.

Beløbene udbetales af kommunerne mod senere refusion at statskassen, og udbetaling finder sted i løbet af august måned i det pågældende skatteår.

Den, der med urette har oppebåret det i stk. 1 eller stk. 2 omhandlede beløb, er pligtig at tilbagebetale beløbet.

Hvis der, efter at et beløb er udbetalt til en forsørger, sker ændring af den skattepligtige indkomst, således at denne ansættes til 4 000 kr. eller derover, afkortes det udbetalte beløb i det beløb, for hvilket sparebevis herefter vil være at udstede.

Såfremt den skattepligtige indkomst for en skattepligtig, til hvem der er udstedt sparebevis, nedsættes til et beløb, der er mindre end 4 000 kr., er den pågældende pligtig at tilbagelevere det til ham udstedte sparebevis. Ved tilbageleveringen udbetales der ham det under stk. 1 eller 2 omhandlede beløb.

§ 48. Ændringer i indkomstansættelserne i henhold til afgørelser, der træffes efter den 1. april 1962, er uden virkning for de i dette afsnit omhandlede sparebeviser og ydelser.

§ 49. Finansministeren fastsætter de nærmere regler for gennemførelsen af bestemmelserne i dette afsnit og bemyndiges til at afholde de med gennemførelsen forbundne udgifter.

Afsnit IV.

§ 50. De i henhold til afsnit I indkomne beløb indsættes på en særlig konto i Danmarks Nationalbank. Af de på denne konto hensatte midler udredes de beløb, som kommer til udbetaling i henhold til den i afsnit III omhandlede ordning, samt de hermed forbundne administrationsudgifter. De på kontoen indestående midler efter fradrag af de foran anførte udgifter vil til sin tid være at afskrive på statens reguleringskonto.

§ 51. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, kan stadfæstes straks efter vedtagelsen, jfr. grundlovens § 42, stk. 7. Loven træder i kraft den 15. marts 1955 og udløber, forsåvidt angår afsnit I og II, med udgangen af marts 1957.

§ 51 undergik nogle ændringer i folketinget.

Om lovens afgiftsbestemmelser og kontrollen med disses overholdelse anføres i bemærkningerne til lovforslaget bl. a.:

„De virksomheder, som afsætter varer til detailhandelen, skal anmeldes for kontrollen som „afgiftspligtige" virksomheder. De afgiftspligtige virksomheder bliver dels fremstillingsvirksomhederne, dels grossisterne. Disse virksomheder skal svare afgift ved salg til detailhandler (eller direkte til forbruger). Derimod skal der ikke svares afgift af salget fra fabrikant til grossist. Der skal heller ikke svares afgift ved salg fra grossist til fabrikant (f. eks. en grossists salg af metervarer til en konfektionsfabrik). Til grossister henregnes såvel de virksomheder, der køber varer hos herværende fabrikanter og videresælger dem til detailhandlerne, som de virksomheder, der importerer varer og videresælger dem til detailhandlerne.

De detailhandlere, der selv importerer varer til deres detailsalg, svarer afgift ved indførselen af varerne og skal derfor ikke anmeldes for kontrollen.

Når afgiften skal svares ved salg til detailhandelen, er det ikke muligt alene at basere afgiften på grossister og importører. Fremstillingsvirksomhederne må nødvendigvis medtages som afgiftspligtige virksomheder allerede af den grund, at en del af disse virksomheder afsætter varer direkte til detailhandelen uden at gøre brug af grossister. Der vil imidlertid kunne opnås væsentlige praktiske fordele og besparelser ved administrationen af afgiften, såfremt man i det store og hele kan begrænse kontrollen med fremstillingen af klædningsstykker til de virksomheder, der har engrossalg. Man vil herved kunne opnå, at bl. a. de mange mindre skrædderivirksomheder og systuer, der udelukkende syr tøj efter bestilling fra forbrugerne, ikke skal ind under kontrolordningen. Man har derfor foreslået, at den, der af tekstilstof fremstiller yderbeklædning og skjorter til direkte salg til forbrugerne og ikke driver anden afgiftspligtig virksomhed, skal være fritaget for at svare afgift af disse klædningsstykker og dermed for at blive betragtet som afgiftspligtig virksomhed. De metervarer m. v., der leveres til en sådan virksomhed, skal da beskattes af leverandøren (fabrikanten eller grossisten).

Forholdet bliver herefter således, at den fabrik, der sælger konfektion engros, svarer afgift af de færdige klædningsstykker, men får metervarer m. v. tilført afgiftsfrit, medens de omtalte virksomheder, der alene fremstiller yderbeklædning og skjorter direkte til forbrugerne, ikke svarer afgift af de færdige varer, men til gengæld heller ikke kan få tilført metervarer m. v. afgiftsfrit.

En sådan ordning forudsætter, at afgiftssatsen for færdige klæder af den omtalte art ansættes lavere end afgiftssatsen for metervarer m. v., således som det er foreslået i forslagets § 13. Ved denne forskel i afgiftssatserne opnås tillige netop på områder, hvor forarbejdningsomkostningerne er betydelige, en mere rimelig balance i forholdet mellem den forarbejdning, der finder sted i erhvervsvirksomheder, og den forarbejdning, der kan foregå udenfor disse."

Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget — tillige med de øvrige forslag, som indgik i regeringens finansielle planer — til vedtagelse af Poul Hansen (Kalundborg) (S), der dog på sit partis vegne erklærede sig rede til at forhandle om ændringer, som der måtte blive fremsat ønske om.

Alfred Bøgh (V) var derimod skeptisk overfor regeringens økonomiske politik. Han udtalte herom bl. a.: ,,Hvis jeg skal sammenfatte venstres stillingtagen, så står det som det væsentlige for os, at der sker meget store offentlige besparelser; det er det første og det ubønhørlige. Jeg tror, at såvel befolkning som folketing vil være lydhør. Det er nu engang bedre at spare befolkningen for yderligere udgifter, end det er at tømme dens lommer. En strækning og udskydelse af de offentlige udgifter vil derfor betyde langt mere end de forslag, regeringen i dag har fremsat.

Det er nu så aktuelt at tale om indirekte skatter. Jeg er enig i, at sådanne skatter i en tvangssituation som den nuværende kan være nødvendige. Jeg kan dog med det samme sige, at det ikke beroliger mig det mindste, at regeringen har tilbudt at indsætte provenuet på en særlig konto i nationalbanken. For hvad hjælper det, når regeringen — således som den hidtil så klart har vist det — ganske roligt overtrækker sin konto i nationalbanken, når den er i bekneb for kontanter. Det ville også undre mig såre, om regeringen ikke benyttede den første den bedste lysning i valutasituationen til at finde på nye offentlige udgifter."

Det foresloges her at opkræve „nye skatter for at hjælpe os ud af vanskelighederne, og når den socialdemokratiske regering så anser vanskelighederne for overvundne — og det vil den meget snart, hvis jeg kender den ret — vil den gå i lag med nye udgifter; skatteniveauet vil da være højere, erhvervslivets virkeområde vil være beskåret og socialiseringen nærmere. For det må vi aldrig glemme, at socialisering via beskatningen er en vej, vi altfor længe har betrådt.

Netop derfor pådrager alle, der i dag overvejer at hjælpe regeringen ud af dens vanskeligheder, sig et meget stort ansvar."

Ole Bjørn Kraft (KF) kritiserede stærkt, at regeringen ikke havde sat mere ind på at holde statens udgifter nede og begrænse udlånet til boligbyggeri. Om det centrale forslag om øgede forbrugsafgifter og sparebeviser udtalte han bl. a.:

„Det, finansministeren ønsker, er at løse problemerne ved at øge statens gæld. For det er det, der sker ved at kombinere forbrugsafgifternes forhøjelse med udstedelsen af opsparingsbeviser. Man må ikke glemme, at gæld er at udskyde vanskelighederne til en uvis fremtid. Prisen for, at Danmark har levet over evne under den socialdemokratiske regering, skal bæres af kommende generationer. Men vi ved jo ikke noget om, om de vil være mere modstandsdygtige, end vi er. Jeg er bange for, at hele dette forslag tilslører virkeligheden for befollmingen, men tidspunktet er just nu inde, hvor et godt resultat kun kan opnås ved, at folket får en virkelig forståelse af årsagerne til vore vanskeligheder, og ved et på basis heraf tillidsfuldt skabt samarbejde mellem folk og styre.

Finansministeren ønsker, at forbrugsafgifterne skal virke i 2 år. Jeg kan ikke bedømme, hvor megen vilje der står bagved ønsket om at overholde denne tidsbegrænsning. Jeg synes, vi har erfaringer for, at det er nemt at få en afgift, men svært at komme af med den igen."

Det konservative folkeparti ønskede ikke at gå med til en ordning, som ikke gav befolkningen sikkerhed for, at byrderne ikke ville blive båret forgæves. Det ville i praksis sige, at man ønskede statens overtræk i nationalbanken nedbragt og holdt indenfor en nærmere fastsat grænse, som ikke måtte overskrides.

„Regeringen ønsker, at vi skal betro finansministeren 500 mill. kr. Vi erkender situationens alvor, men vi mener, at regeringen ikke står uden ansvar for, at det er kommet så vidt. Vi erkender, at problemerne ikke kan løses uden afsavn og byrder for befolkningen, men vi foretrækker andre midler end regeringens, og vi vil have en række forudsætninger opfyldt.

Vi ønsker en konsekvent afvikling af boligstøtteloven, en helt anderledes dybtgående gennemført besparelse i de offentlige udgifter, og vi ønsker, at der sættes grænser for statens træk i nationalbanken. Dette må være forudsætningen, når andre foranstaltninger skal drøftes."

Bertel Dahlgaard (RV) erkendte, at forholdene — derunder virkningerne af en dårlig høst og et forringet bytteforhold i udenrigshandelen — gjorde det nødvendigt at nedsætte forbruget. Der måtte efter hans opfattelse gennemføres såvel militære som civile besparelser, for de sidstnævntes vedkommende bl. a. gennem en omlægning af statens støtte til boligbyggeriet. Nødvendigheden af forbrugsbegrænsende afgifter ville han heller ikke afvise, men der måtte lægges vægt på, at de blev så lidt byrdefulde for det produktive erhvervsliv som muligt. I det lovkompleks, som regeringen havde forelagt, savnedes i nogen grad sammenhæng med andre lovgivningsområder, som regeringen tidligere havde fremsat lovforslag om. Forslagene måtte gøres til genstand for en samlet overvejelse og ses i relation til den foreliggende økonomiske situation.

Aksel Larsen (DK) gik stærkt imod regeringens forslag og krævede, at man dels skulle nedbringe militærudgifterne væsentligt, dels opsøge nye markeder for danske eksportvarer; i sidstnævnte henseende anså han det for særlig påkrævet, at de dansk-sovjetiske handelsforhandlinger søgtes genoptaget. „Den vej, regeringen foreslår gennem de lovforslag, vi her behandler, er en blindgyde, hvad angår afhjælpning af valuta vanskelighederne; men det er ganske vist noget, som vil lægge byrder på den arbejdende befolkning og vil skaffe statskassen flere penge, der muligvis kan blive anvendt til yderligere oprustningsudgifter — men det var vel egentlig ikke den vej, vi skulle."

Viggo Starcke (DR) udtalte sig ligeledes imod skatteforhøjelser. „Vi har haft en ustandselig stigning de sidste årtier i skatterne. Det har ikke hjulpet. Det er med til at skabe en socialisering over skatterne, en socialisering af folks indtægter, af deres forbrug, af deres opsparing og af deres investering. Derfor fordrer vi fra vor side skattestop, og vi opfordrer og indbyder det høje regeringsparti og det radikale venstre, og hvilke andre partier der vil være med, til at løse grundskyldsproblemet, fordi grundskylden vil binde det kapitaliserede beløb og derfor vil overflødiggøre nye skatter og kunne give skattenedsættelse i stedet."

Det folketingsudvalg, der fik sagen til behandling, modtog et stort antal deputationer og skriftlige henvendelser fra erhvervskredse og afholdt samråd med stats- og udenrigsministeren, finansministeren, forsvarsministeren, indenrigs- og boligministeren samt økonomi- og arbejdsministeren. Resultatet af forhandlingerne blev, at et flertal (S, RV og Thorkil Kristensen) indstillede det heromhandlede lovforslag til vedtagelse med nogle ændringer, hvoraf de væsentligste er omtalt ovenfor (enkelte af ændringsforslagene stilledes først til 3. behandling). I udvalgets betænkning bemærkede flertallet, at den nedsættelse af pristallet, der følger af børnetilskuddets forhøjelse og sparebevisernes udstedelse, og som fremhæves i finansministerens fremsættelsestale, skønnes at opveje den forhøjelse, der er konsekvensen af de nye afgifter samt afgifts- og takstforhøjelser. Lovkomplekset som helhed skulle derfor praktisk talt ikke påvirke pristallet.

Thorkil Kristensen bemærker i betænkningen:

„Jeg havde gerne set, at der i forbindelse med de her foreslåede foranstaltninger kunne være opnået enighed om en formulering af hovedlinierne for den økonomiske politik på de mest afgørende områder nogle år frem i tiden; men dette har ikke vist sig muligt i øjeblikket.

Da forbrugsbegrænsende foranstaltninger af væsentligt omfang må skønnes at være påkrævede nu, kan jeg medvirke til gennemførelsen af de i betænkningen omhandlede lovforslag."

Udvalgets øvrige medlemmer der ikke kunne tiltræde flertallets. indstilling, anfører:

„Under lovforslagets 1. behandling har venstres og det konservative folkepartis repræsentanter redegjort for de forudsætninger, hvis opfyldelse de anså for nødvendige for at kunne tilslutte sig disse omfattende afgiftsforslags gennemførelse.

Da det under udvalgets forhandlinger ikke er lykkedes at nå til en enighed, der kunne fjerne mindretallets alvorlige betænkeligheder, kan det ikke deltage i indstillingen, men vil nærmere begrunde sin stilling i salen."

Ved lovforslagets 2. behandling vedtoges de af udvalgets flertal stillede ændringsforslag, for de flestes vedkommende uden afstemning. Ved 3. behandling stilledes 3 ændringsforslag, som blev tiltrådt uden afstemning. Det således ændrede lovforslag vedtoges derefter med 89 stemmer (S, RV og Thorkil Kristensen) mod 86 (V, KF, DK og DR), idet de 2 grønlandske medlemmer afholdt sig fra at stemme.