Lovforslaget havde følgende ordlyd:

§ 1. I lov om offentlig forsorg, jfr. lovbekendtgørelse nr. 311 af 23. september 1954, affattes § 183, nr. 4, § 186, nr. 4, og § 188, nr. 3, således: „at barnet ikke selv har indtægt eller formue, der, sammenlagt med den bidragsberettigedes, overstiger de i § 194 angivne grænser."

§ 2. I lov om offentlig forsorg udgår i § 194, stk. 1, de første 5 linier, og i stedet indsættes følgende:

„Retten til at få normalbidraget udbetalt med det fulde grundbeløb er for alle enligtstillede bidragsberettigede, herunder også enker og enkemænd, betinget af, at den bidragsberettigedes årlige indtægt ikke overstiger grænserne for ubemidlethed i folkeforsikringslovens forstand (sygekassegrænserne).

For øvrige bidragsberettigede er retten til at få normalbidraget udbetalt med det fulde grundbeløb betinget af, at den bidragsberettigedes årlige indtægt, beregnet efter reglerne i stk. 4, ikke overstiger følgende beløb, jfr. dog § 333:".

§ 3. Denne lov træder straks i kraft.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte Ragnhild Andersen (DK) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Når mit parti fremsætter dette forslag, er selve forslaget ikke nyt, ej heller de synspunkter, mit parti har nedlagt deri. Ved den seneste behandling af spørgsmålet om normalbidragets udbetaling til enlige mødre og om indtægtsgrænserne herfor — denne behandling foregik i det høje ting i marts 1953 — fremsatte mit parti forslag indeholdende de samme synspunkter og de samme ændringer, som vi foreslår i dag, og vi havde allerede da tidligere fremsat de samme ændringsforslag.

Når vi altså vender tilbage til dette forslag, kommer med det igen og igen, skyldes det den simple kendsgerning, at der i mellemtiden ikke er sket nogen som helst forbedring eller ændring, der har rettet ved det forhold, at det store flertal af enlige mødre og enker i vort land slet ikke får den støtte og hjælp, som de har behov for. Det er en kendsgerning, at samfundet i allerhøjeste grad overlader til disse mødre alene at føre en meget vanskelig, en ofte fortvivlet og i nogle tilfælde endda håbløs kamp for at skabe et hjem for deres børn, som rummer tryghed og glæde, og hvor savnet af faderen — for det er jo i reglen mødrene, der bliver alene — ikke føles for tungt og ikke sætter sit præg på børnene. I mange tilfælde er som nævnt mødrenes kamp håbløs, fordi økonomien er for ringe, fordi det alene beror på hende selv at klare alle vanskeligheder."

Der kunne efter ordførerens opfattelse i forbindelse med spørgsmålet om de enlige mødres vanskeligheder og samfundets pligt til at hjælpe dem „være god grund til at rejse adskillige andre spørgsmål og også at stille adskilligt flere ændringsforslag til forsorgsloven. Det har mit parti ikke gjort ved denne lejlighed. Vi anser de to foreslåede ændringer for meget væsentlige og har derfor i forventning om at nå et resultat på disse områder ladet os nøje med at foreslå de nævnte bestemmelser ændret til gavn for enkerne og de enlige mødre. Skulle det imidlertid vise sig, at man fra anden side er parat til mere vidtrækkende ændringer til gavn for de enlige mødre, som så ubetinget er samfundets stedbørn, så er vi mere end villige til at gå ind på sådanne forslag, mere end villige, og vi forventer, at den højtærede socialminister stadig har sin opmærksomhed henvendt på, at der udover indtægtsgrænserne er en lang række andre spørgsmål, som de enlige mødre må have løst."

Ved lovforslagets 1. behandling pegede socialministeren på, at det ikke drejede sig om et område, der var forsømt fra lovgivningsmagtens side, idet reglerne om det offentliges udbetaling af børnebidrag i de senere år flere gange var blevet revideret til fordel for de bidragsberettigede. „I det foreliggende lovforslags § 1", udtalte ministeren videre, „foreslås det, at man ophæver den særlige regel om, at bidrag ikke kan udbetales til et barn, der selv har indtægt og formue, hvoraf udgifterne til dets forsvarlige underhold kan afholdes. Efter den nugældende lov udelukkes bidragsudbetaling både i disse tilfælde og i tilfælde, hvor barnets indtægt sammenlagt med den bidragsberettigedes overstiger de almindelige indtægtsgrænser for bidragsudbetaling i lovens § 194. Efter forslaget skal bidrag alene være udelukket på grund af barnets indtægtsforhold i de sidstnævnte tilfælde.

Jeg kan hertil bemærke, at vi i socialministeriet arbejder med spørgsmålet om ændringer i reglerne om betydningen af barnets indtægter og formue ved bidragsudbetaling, og at jeg har modtaget en betænkning herom fra et udvalg med repræsentanter fra socialministeriet, Københavns kommune og de kommunale organisationer. Jeg er derfor villig til at tage spørgsmålet op til overvejelse, men jeg vil dog gerne bemærke, at det forekommer mig tvivlsomt, om det er rigtigt at gå bort fra reglen om, at børns indtægt skal tages selvstændigt i betragtning som betingelse for bidragsudbetaling.

I § 2 stilles der forslag om, at indtægtsgrænserne for enlige forsørgere skal forhøjes til sygekassegrænsen, medens indtægtsgrænsen for gifte skal forblive uforandret, for tiden henholdsvis 6 090 kr., 5 370 kr. og 4 500 kr. i de 3 kommunegrupper. Man vil altså nu gå et skridt videre end i 1953, da man, som jeg før nævnte, slettede forskellen mellem indtægtsgrænserne for enlige og gifte.

Forslaget betyder, at en enlig forsørger med et barn i hovedstaden kan have en bruttoindtægt bortset fra børnebidraget på ca. 15 500 kr. og få fuldt bidrag, og på ca. 18 200 kr., før bidraget falder bort, medens en familie, i hvilken manden eller hustruen har et barn fra før ægteskabet, og hvori der ikke er andre børn, intet bidrag kan få med en bruttoindtægt på ca. 8 800 kr. minus børnebidraget. Man foreslår altså en indtægtsgrænse for gifte forsørgere på under halvdelen af grænsen for enlige.

Dette forekommer mig overordentlig betænkeligt. Man må passe på, at man ikke skaber altfor stor ulighed mellem, hvad der ydes til enlige og til andre forsørgere. Det vil kunne virke uheldigt og i det lange løb forrykke grundlaget for befolkningens indstilling til ægteskabet og det normale familieliv. Om der imidlertid efter de gældende regler er taget fornødent hensyn til de særlige udgifter til børnenes pasning, som er en følge af enlige forsørgeres og iøvrigt også ofte gifte forsørgeres erhvervsarbejde, kan overvejes, og det gør vi i socialministeriet."

Også fra anden side mente man, at der med hensyn til børnebidragene var problemer, som fortjente en nærmere overvejelse. Lovforslaget henvistes derfor til et udvalg, som efter en foretagen afstemning blev på 17 medlemmer, mens kommunisterne havde foreslået medlemstallet sat til 21, for at de selv kunne blive repræsenteret i det.

Udvalget afgav ikke betænkning.