L 126 Forslag til lov om ændring i statsbaneloven.

Af: Minister for offentlige arbejder Carl Petersen (S)
Samling: 1954-55
Status: Tilbagetaget
Lovforslaget tilsigtede at muliggøre en forhøj else af taksterne for forsendelse af banepakker. Det havde følgende ordlyd:

I statsbaneloven (lov nr. 336 af 27. juni 1946), således som denne er ændret ved lov nr. 192 af 16. maj 1950, lov nr. 154 af 28. marts 1951, lov nr. 97 af 31. marts 1953, lov nr. 93 af 31. marts 1954 og lov nr. 305 af 6. oktober 1954, ændres i § 55 stk. 1 således:

Banepakker skal befordres mellem alle hertil indrettede ekspeditionssteder, når de er påklæbet statsbanefrimærker til højst følgende værdi:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1954-55, side 437]

I bemærkningerne til lovforslaget hedder det:

„Den foreslåede ændring i statsbaneloven, der går ud på en forhøjelse af taksterne for banepakker, var medtaget i det i september 1954 fremsatte forslag til lov om ændringer i statsbaneloven, men udgik efter udvalgsbehandlingen af forslaget under hensyn til, at forslag om en tilsvarende forhøjelse af postvæsenets pakketakster ikke blev fremmet.

Da der nu fremsættes forslag om forhøjelse af postvæsenets takster, og da det i en årrække har været en forudsætning, at taksterne for banepakker af en vis vægt og taksterne for tilsvarende postpakker følges ad, fremsættes påny forslaget om forhøjelse af statsbanernes banepakketakster.

Forhøjelsen, der udgør 10 øre pr. pakke indtil 5 kg og 25 øre for større pakker, og som kan anslås at ville give statsbanerne en indtægtsforøgelse på ca. 3/4 mill. kr. årlig, er iøvrigt delvis økonomisk begrundet i de stigende omkostninger ved udbringningen af disse pakker til adressaterne, hvilken udbringning sker gratis for disse.

På ministeren for offentlige arbejders vegne anførte landbrugsminister Smørum ved fremsættelsen bl. a.:

„Som det vil fremgå af bemærkningerne, står lovforslaget i nøje sammenhæng med det samtidig hermed fremsatte lovforslag om ændringer i postloven, idet man i overensstemmelse med hidtidig praksis har fundet det rigtigt at lade taksterne for banepakker og taksterne for postpakker følges ad.

Udover den takstpolitiske begrundelse er lovforslaget også begrundet i de stigende omkostninger ved udbringningen af pakkerne til adressaterne, hvilken udbringning sker gratis for disse." Lovforslaget behandledes i forbindelse med det samtidig fremsatte lovforslag om ændringer i postloven, men toges den 30. marts 1955 tilbage af ministeren for offentlige arbejder (F. sp. 3255). Årsagen hertil var, at ministeren i mellemtiden havde fremsat og fået vedtaget et mere omfattende lovforslag, i hvilket nærværende lovforslags indhold var optaget, jfr. lov nr. 82 af 31. marts 1955 om ændringer i statsbaneloven, som er omtalt foran under nr. 69.
Partiernes ordførere
Poul Hansen (Svendborg) (S), Gustav Holmberg (V), E. Tesdorph (KF), A. C. Normann (RV), Alfred Jensen (DKP) og Oluf Pedersen (DR)