Lovforslaget tilsigtede at gennemføre de ændringer i mødrehjælpsloven, der vil være nødvendige som følge af nye bestemmelser i det af justitsministeren samtidig fremsatte svangerskabslovforslag (se nedenfor), hvorefter der ved særlige samråd ved mødrehjælpsinstitutionerne skal tages stilling til, om der foreligger indikation for svangerskabsafbrydelse.

De vigtigste nye bestemmelser, der i lovforslaget fremtræder som ændringer i lov nr. 119 af 15. marts 1939 om mødrehjælpsinstitutioner som ændret ved lov nr. 150 af 30. marts 1942 og lov nr. 112 af 23. marts 1948, har følgende indhold:

Til mødrehjælpslovens § 1, stk. 1, føjes som nyt punkt:

„Mødrehjælpsinstitutionerne medvirker endvidere i overensstemmelse med § 3, stk. 3, i lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v. til undersøgelse og afgørelse af, om betingelserne for afbrydelse af svangerskab foreligger. Mødrehjælpsinstitutionerne kan endvidere i det omfang, det skønnes fornødent, give oplysning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder til kvinder, der henvender sig til institutionerne i anledning af svangerskab eller fødsel. Institutionerne kan derhos påtage sig opgaver af den i § 10 i lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v. omhandlede art (oplysningsarbejde overfor befolkningen om seksualhygiejne)."

Som nyt stk. 4 i § 1 indsættes:

„I tilknytning til mødrehjælpsinstitutionerne kan der af disse med socialministerens godkendelse oprettes særlige hjem, hvor gravide kvinder, navnlig sådanne, der henvender sig til institutionerne med ønske om svangerskabsafbrydelse, kan indlægges til observation eller behandling, således at udgifterne herved afholdes efter reglerne i § 11, stk. 1. Mødrehjælpsinstitutionerne kan endvidere træffe aftale om indlæggelse af patienter på hjem med nævnte formål, oprettet af kommuner eller private, således at de med indlæggelsen forbundne udgifter afholdes af vedkommende mødrehjælpsinstitution."

Ifølge en tilføjelse til § 1, stk. 5, skal institutionerne efter undersøgelse i det enkelte tilfælde kunne yde hjælp til uddannelse m. v. af enlige mødre.

Mødrehjælpslovens § 2 affattes ifølge forslaget således:

„Såfremt en kvinde, der ønsker sit svangerskab afbrudt, henvender sig til mødrehjælpsinstitutionen herom, påhviler det denne at optage forhandlinger med hende på grundlag af de oplysninger, som institutionen efter et skøn i hvert enkelt tilfælde finder det fornødent at indhente. Institutionen skal søge at afholde den pågældende kvinde fra overilede skridt og give hende vejledning om den bistand og de hjælpemidler, som står til rådighed, såfremt svangerskabet gennemføres. Endvidere påhviler det institutionen i overensstemmelse med § 3, stk. 3, i lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v. at undersøge, om betingelserne for svangerskabsafbrydelse er til stede, hvorefter det i nærværende lovs § 6 A, stk. 1, omhandlede samråd træffer afgørelse herom."

I en ny § 6 A til loven er optaget de af svangerskabskommissionen foreslåede bestemmelser om oprettelse af samråd ved de enkelte mødrehjælpsinstitutioner og af et fælles nævn, som skal føre tilsyn med samrådenes virksomhed og virke for en ensartet praksis i disse sager. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

„§ 6 A. Stk. 1. Ved hver mødrehjælpsinstitution oprettes et eller om fornødent flere samråd, jfr. § 3, stk. 3, i lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v., bestående af institutionens leder eller en anden ved institutionen ansat person med tilsvarende uddannelse og 2 læger, hvoraf den ene såvidt muligt skal være speciallæge i psykiatri. Samrådenes medlemmer og de fornødne suppleanter for dem udpeges af socialministeren, de lægelige medlemmer og disses suppleanter efter indhentet udtalelse fra sundhedsstyrelsen og for højst 4 år ad gangen.

Stk. 2. Det påhviler samrådet i overensstemmelse med § 3, stk. 3, i lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v. at træffe bestemmelse om, hvorvidt betingelserne for svangerskabsafbrydelse foreligger. Bestemmelse om, at svangerskabsafbrydelse kan foretages, kan kun træffes, når der foreligger enstemmighed herom i samrådet.

Stk. 3. Der oprettes et for hele landet fælles nævn til at følge samrådenes virksomhed og gennem rådgivning overfor disse at virke for en ensartet praksis i sager angående svangerskabsafbrydelse. Nævnet består af en leder af en mødrehjælpsinstitution eller en socialpraktiker med nøje kendskab til mødrehjælpsinstitutionernes arbejde og 2 læger, hvoraf den ene skal være speciallæge i psykiatri. Nævnets medlemmer og de fornødne suppleanter for dem udpeges af socialministeren for højst 4 år ad gangen, de lægelige medlemmer efter indhentet udtalelse fra sundhedsstyrelsen."

I §§ 7, 9 og 10 foreslås nogle redaktionelle ændringer, og i § 11 er som nyt stk. 5 indføjet en bestemmelse om, at udgifterne ved det for hele landet oprettede fælles nævn og ved mødrehjælpens tilsynsråd afholdes af statskassen.

Endelig indholdes de nye regler om mødrehjælpens tilsynsråd i lovens § 12, der foreslås affattet således:

„Stk. 1. Der oprettes et tilsynsråd under forsæde af en af socialministeren udnævnt formand, for hvilket mødrehjælpsinstitutionerne een gang årlig aflægger beretning om deres virksomhed, og som derudover skal indkaldes til møde, når formanden eller socialministeren eller mindst en fjerdedel af medlemmerne ønsker et sådant afholdt.

Stk. 2. Rådet følger mødrehjælpens virksomhed, udtaler sig i spørgsmål af principiel natur, som forelægges det af socialministeren, og kan selv rejse spørgsmål til drøftelse og indgive forslag til ændringer af de gældende lovbestemmelser eller den praktiske udførelse af disse.

Stk. 3. Til rådet udpeger folketinget 4 medlemmer, der skal have sæde i folketinget. Endvidere udpeger socialministeren 3 medlemmer efter indstilling af henholdsvis Amtsrådsforeningen, Den danske Købstadsforening og Københavns kommunalbestyrelse, samt 1 medlem efter indstilling af Den almindelige danske Lægeforening og 4 medlemmer, der skal repræsentere henholdsvis indenrigsministeriet, justitsministeriet, socialministeriet og sundhedsstyrelsen."

Ved fremsættelsen af lovforslaget resumerede socialministeren lovforslagets indhold, idet han bl. a. udtalte:

„I det forslag til lov om foranstaltninger i anledning af svangerskab m. v., som justitsministeren nu har fremsat for folketinget, foreslås afgørelser af, om svangerskabsafbrydelse skal kunne foretages, henlagt til særlige samråd ved mødrehjælpsinstitutionerne, og et centralt nævn for hele landet skal følge samrådenes virksomhed.

Som følge heraf er det nødvendigt at foretage forskellige ændringer i mødrehjælpsloven. Disse ændringer er optaget i det foreliggende lovforslag. Lovforslaget omfatter desuden en række andre punkter, som er berørt af svangerskabskommissionen i den af kommissionen afgivne betænkning.

Der foreslås således, at mødrehjælpsinstitutionerne får adgang til at oprette observations- og behandlingshjem for gravide kvinder, der søger abort, og til at give oplysning om svangerskabsforebyggelse,

at institutionerne får mulighed for at yde uddannelseshjælp til enlige mødre, og at mødrehjælpens fællesråd omdannes til et tilsynsråd, hvori folketinget, de kommunale råd og forskellige interesserede myndigheder skal være repræsenteret.

I svangerskabskommissionens betænkning er der tillige fremsat ønske om udvidelse af de almindelige sociale hjælpeforanstaltninger til fordel for mødre og børn for derigennem at modvirke de illegale aborter. Vi er naturligvis i regeringen ganske enige med svangerskabskommissionen i, at man først og fremmest må søge at hjælpe kvinderne, således at de kan gennemføre deres svangerskab, og ministeriet har også optaget forskellige spørgsmål om en udvidelse af de sociale hjælpeforanstaltninger til fødende kvinder til nærmere overvejelser. Jeg kan herved henvise til, at regeringen som et led i skattereformlovforslagene har fremsat et lovforslag om almindelige børnetilskud, og at der efter dette forslag også skal udbetales en moderskabsydelse til alle fødende kvinder i form af dobbelt børnetilskud i barnets første leveår.

Når behandlingen af sagerne om svangerskabsafbrydelse henlægges til samråd ved mødrehjælpsinstitutionerne, hænger dette også sammen med, at mødrehjælpen gennem sit øvrige arbejde har mulighed for at vejlede og støtte de kvinder, der henvender sig til dem. I den gældende mødrehjælpslov er der hjemmel til at yde direkte økonomisk støtte til imødegåelse af den trang, der kan opstå i tilknytning til en graviditet, af beløb, der stilles til rådighed på de åtlige finanslove, og det er min hensigt at søge denne og andre af institutionernes bevillinger forhøjet i det omfang, det på grundlag af mødrehjælpsinstitutionernes indstillinger må skønnes nødvendigt, således at institutionerne sættes i stand til at yde en effektiv hjælp."

Ved 1. behandling fik lovforslaget en velvillig modtagelse fra alle sider. Det henvistes til behandling i et udvalg, der ikke afgav betænkning inden samlingens slutning.