Lovforslaget havde følgende indhold:

§ 1. Landbrugsministeren bemyndiges til af statskassens midler at yde ejere af landbrugsejendomme, jfr. lovbekendtgørelse nr. 388 af 25. september 1951, der i året 1954 på grund af ekstraordinær stor nedbør har haft væsentligt afgrødetab, lån til hel eller delvis betaling af de i juni termin 1955 forfaldne renter af den i ejendommene indestående tinglyste pantegæld. Lån hertil kan dog kun ydes selvstændige landbrugere, der har erhvervet deres ejendomme i fri handel i tiden fra 1. april 1951 til 1. august 1954, og kun forsåvidt de på ejendommene tinglyste pantehæftelsers restgæld overstiger panteværdien med tillæg af den ejeren tilhørende kapital, som ikke indestår i ejendommen. Ved ejendommens panteværdi forstås ejendomsskyldværdien med tillæg af den skattemæssigt ansatte værdi af besætning og inventar.

Lånene, der i de enkelte tilfælde ikke kan overstige 3 000 kr., kan ydes med indtil 3 1/2 pct. af de tinglyste pantehæftelsers restgæld, dog at pantegæld, der overstiger panteværdien med mere end 30 pct., ikke kan tages i betragtning. Forinden beregningen af lånet skal der i pantegælden fradrages den ejeren tilhørende kapital, der ikke indestår i ejendommen. Hvis lånebeløbet udregnet i overensstemmelse hermed udgør mindre end 200 kr., kan lån ikke ydes.

Lånene, der forrentes med 5 pct. p. a., er afdragsfri i 2 år og afdrages derefter med 1/12 halvårlig i hver termin. For lånebeløbet udstedes af skyldneren pantebrev til statskassen, der tinglyses på ejendommen med prioritet næstefter allerede indestående prioriteter, dog således, at lånet i forbindelse med foranstående hæftelsers restgæld får pantesikkerhed indenfor 150 pct. af ejendommens panteværdi. Lånene forfalder ved ejerskifte.

Pantebreve for de i henhold til denne lov bevilgede lån kan udstedes uden stempel og tinglyses uden afgift til det offentlige, dog at bekræftelsesvederlaget efter tinglysningsafgiftsloven må udredes af pantsætteren.

§ 2. Lån i henhold til § 1 kan kun ydes under forudsætning af:

at ansøgerens høstudbytte ifølge erklæring fra vedkommende kommunalbestyrelse i året 1954 som følge af ekstraordinær stor nedbør har været under 70 pct. af ejendommens normale samlede høstudbytte,

at ansøgeren ikke ved egne midler kan betale renterne i juni termin 1955 af de i hans ejendom indestående tinglyste prioriteter,

at der fra kommunalbestyrelsen foreligger fyldestgørende erklæring om ansøgerens økonomiske forhold, og

at kommunalbestyrelsen anbefaler lånets ydelse, hvilken anbefaling ikke bør gives, hvis ansøgeren ved sine økonomiske dispositioner selv har en væsentlig skyld i sin vanskelige økonomiske stilling.

§ 3. Andragende om lån i henhold til § 1 indgives til kommunalbestyrelsen bilagt terminsopkrævninger og de ifølge §§ 1 og 2 fornødne oplysninger og attestationer til afgørelse af ansøgerens berettigelse til at søge lån og fastsættelsen af dettes størrelse.

Kommunalbestyrelsen videresender andragendet, påtegnet dennes erklæring, til landbrugsministeriet.

Eventuelle nærmere regler vedrørende gennemførelsen af denne lov fastsættes af landbrugsministeren.

§ 4. Såfremt et ydet lån ikke forrentes og afdrages i overensstemmelse med reglerne i § 1, kan det udlånte beløb med tillæg af renter inddrives ved udpantning.

§ 5. De ved statshusmandsloven (lovbekendtgørelse nr. 247 af 6. juli 1954) §§ 24 og 54, jfr. § 57, stk. 2, og ved loven om foranstaltninger vedrørende landbrugets gæld (lovbekendtgørelse nr. 706 af 30. december 1940) fastsatte begrænsninger i adgangen til pantsætning skal ikke være til hinder for tinglysning af pantebreve, der udstedes i medfør af nærværende lov.

§ 6. Ansøgere, der har modtaget skriftlig meddelelse fra landbrugsministeriet om, at lån er bevilget til hel eller delvis dækning af deres prioritetsrenter for juni termin 1955, har henstand med at betale disse renter til de pågældende prioritetshavere, indtil lånebeløbet er udbetalt. Det er dog en betingelse for opnåelse af denne henstand, at ansøgeren inden udgangen af juni termin 1955 underretter de pågældende kreditorer om, at der er indgivet andragende om lån i henhold til nærværende lov.

Såfremt et bevilget lån ikke kan effektueres, skal der uopholdelig gives ansøgeren og prioritetshaverne meddelelse herom, og bevillingens henstandsvirkning er dermed ophørt.

§ 7. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Som begrundelse for lovforslaget anførte landbrugsministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„Som det vil være de ærede medlemmer bekendt, har en del landbrugere på grund af den ekstraordinært store nedbør i 1954, der flere steder har haft oversvømmelser til følge, kun haft en meget ringe høst.

Ifølge oplysninger fra statistisk departement kan man antage, at godt 10 pct. af landbrugerne har haft et høstudbytte, der er under 70 pct. af det normale samlede høstudbytte.

Mange af disse landbrugere og navnlig de, der har erhvervet deres ejendomme i de sidste år til høje priser, vil sikkert få stor vanskelighed ved at betale deres terminsydelser i den kommende termin.

Regeringen har anset det for nødvendigt at søge tilvejebragt hjemmel for at yde landmænd, som har lidt væsentligt tab som følge af ekstraordinær stor nedbør i høståret 1954, lån til betaling af renterne af deres prioritetsgæld i juni termin 1955.

Loven foreslås begrænset til de landbrugere, der har erhvervet deres ejendomme i fri handel i tiden fra 1. april 1951 til 1. august 1954, da det må antages, at det er disse, der særlig tiltrænger hjælp.

"Det var ikke muligt at opgøre, hvor stort et beløb der ville medgå til lånene. „Men under hensyn til, at det som nævnt ifølge statistisk departements opgørelse er ca. 10 pct. af alle landbrugere, der har haft under 70 pct. af normalt høstudbytte, og der ligeledes ifølge statistisk departement er omsat ca. 20 000 ejendomme i den i lovforslaget nævnte periode, 1. april 1951-1. august 1954, vil udgiften, hvis samtlige landmænd, der kan komme i betragtning, er berettiget til maksimumslånet, 3 000 kr., ikke overstige 6 mill. kr."

Lovforslaget mødte ikke den fornødne tilslutning i folketinget og kom derfor ikke tilbage fra det udvalg, hvortil sagen henvistes. Flere af partierne gik imod lovforslaget, dels af principielle grunde, dels på grund af de praktiske vanskeligheder, den foreslåede ordnings administration ville medføre. I sidstnævnte henseende anførte Alfred Bøgh (V), at det ville skabe helt uoverstigelige vanskeligheder for sognerådene at skønne over, hvem der opfyldte betingelserne for at opnå lån efter loven. Bertel Dahlgaard (RV) mente, at der var al mulig grund til at komme de pågældende uheldigt stillede landmænd til hjælp, men administrationen af loven rejste vanskelige spørgsmål, som måtte søges klaret.

13. Forslag ti! lov om kommunal indkomstskat m. m. (Indenrigs- og boligminister Kfærbøl)). [A. sp. 1033].

Fremsat skriftligt i folketinget 15/2 (F. sp. 2043). 1. beh.

23/2 (F. sp. 2339). Partiernes ordførere: Kai Jensen, Thorkil

Kristensen, Poul Møller, Bertel Dahlgaard, Alfred Jensen og

Viggo Starcke. Henvist til samme udvalg som forslag til lov om skat til staten af indkomst, formue og kapital vinding m. fl. lovforslag.

Lovforslaget var — bortset fra en ændring i § 8, stk. 3

— enslydende med et i den foregående samling fremsat lovforslag (årbog 1953-54, side 490) og indgik ligesom dette som led i en række reformlovforslag vedrørende skattelovgivningen og fordelingen af udgifter mellem staten og kommunerne.

Ændringen i § 8 gik ud på, at forhøjelse af personfradraget til indtil 3 000 kr. ikke alene skulle kunne ske for rentemodtagere m. fl., men tillige for enker og enkemænd, der ved skatteårets begyndelse er fyldt 40 år.

Lovforslaget henvistes ligesom i det foregående år til et folketingsudvalg, der ikke nåede til ende med sit arbejde inden samlingens slutning.