Lovforslaget havde følgende indhold:
§ 1. Det statistiske departement foretager efter finansministerens nærmere bestemmelse indsamling, bearbejdelse og offentliggørelse af statistiske oplysninger vedrørende samfundsforholdene i videste forstand.
§ 2. Statistisk bearbejdelse og offentliggørelse i henhold til § 1 kan finde sted af oplysninger og indberetninger, der afgives til offentlige myndigheder med hjemmel i særlig lov.
Endvidere kan indsamling, bearbejdelse og offentliggørelse af statistiske oplysninger i henhold til § 1 iværksættes ved en af finansministeren udstedt bekendtgørelse, hvori fastsættes omfanget af og formen for afgivelse af de pågældende oplysninger.
Endelig kan bearbejdelse og offentliggørelse af statistiske oplysninger i henhold til § 1 finde sted på grundlag af indberetninger afgivet til det statistiske departement af offentlige myndigheder eller andre i henhold til derom truffet aftale.
§ 3. Den, der ikke efterkommer en med hjemmel i nærværende lov fastsat pligt til at afgive statistiske oplysninger, eller som forsætligt afgiver urigtige oplysninger eller iøvrigt forsætligt eller groft uagtsomt tilsidesætter de med hjemmel i nærværende lov givne forskrifter for afgivelse af statistiske oplysninger, kan straffes med bøde. Det kan derhos pålægges vedkommende under en daglig bøde at afgive de pågældende oplysninger.
Bøderne pålægges ved finansministerens afgørelse, der dog inden 3 uger fra det tidspunkt, hvor modtageren er gjort bekendt med afgørelsen, kan begæres indbragt for domstolene.
Bøderne tilfalder statskassen.
§ 4. Denne lov træder straks i kraft.
Samtidig ophæves lov nr. 221 af 16. december 1895 samt lov nr. 45 af 7. marts 1913.
Som begrundelse for lovforslaget anførte finansministeren ved fremsættelsen:
„Det statistiske departements virksomhed er i hovedtræk fastlagt i lov af 16. december 1895, der pålægger departementet at tilvejebringe oplysninger om en række forhold i samfundet; de hovedemner for departementets arbejdsområde, der her er nævnt, kan imidlertid forståeligt nok ikke mere betragtes som tidssvarende. På forskellige områder er der i andre love direkte pålagt befolkningen en pligt til at afgive statistiske oplysninger; det gælder bl. a. toldloven, der indeholder bestemmelser om handelsstatistik og om løbende industriel produktionsstatistik, og folkeregisterloven med bestemmelser om statistiske indberetninger om fødsler, dødsfald, ægteskaber o. s. v.; endvidere vareforsyningsloven og endelig de særlige love om de mere omfattende erhvervstællinger, der afholdes med længere mellemrum, senest i 1948.
Hertil kommer, at det i visse love, f. eks. landkommunalloven og tjenestemandsloven, er fastsat, at kommunerne skal fremskaffe oplysninger til brug for departementets arbejde — i henhold til landkommunalloven bl. a. landbrugsstatistik og i henhold til tjenestemandsloven prisoplysninger til brug for pristalsberegningen.
Endelig har departementet på områder, der ikke falder ind under nogen gældende lov, søgt at skaffe det nødvendige materiale gennem aftaler med private. Dette lykkes i betydelig udstrækning, og det er også hensigten i videst muligt omfang at benytte denne fremgangsmåde i fremtiden.
På den anden side har det under hensyn til den udvikling, der er sket siden 1895, vist sig ønskeligt, at der tilvejebringes en mere almindelig hjemmel til at foretage sådanne undersøgelser, som der er samfundsmæssigt behov for, ligesom det er nødvendigt for at få et tilstrækkelig sikkert materiale at pålægge de personer, der omfattes af en sådan undersøgelse, pligt til at afgive statistiske oplysninger.
En sådan lov vil også være en støtte for kommunerne, som det på en række områder påhviler at formidle indsamlingen af oplysninger, og som ofte kan have vanskeligheder ved at opfylde denne opgave."
Lovforslaget mødte ved 1. behandling i folketinget nogen kritik ud fra den opfattelse, at det i den foreslåede formulering gav det statistiske departement for vidtgående beføjelser til at afkræve borgerne oplysninger.
Finansministeren mente, at de kritiske bemærkninger, som var fremsat af flere af ordførerne, skød over målet, men var dog villig til i et udvalg at drøfte de enkelte bestemmelser nærmere.
Det udvalg, som fik sagen til behandling, nåede ikke til ende med sit arbejde inden samlingens slutning.