Ved beslutningen meddeler folketinget sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i Paris den 25. februar 1954 undertegnede overenskomst vedrørende skibsstationer i Nordatlanten.

For at sikre den militære flyvning mellem Nordamerika og Europa over det nordlige Atlanterhav udlagde de allierede magter under den anden verdenskrig et antal skibe med faste positioner i Nordatlanten. Disse stationers vigtigste opgave var afgivelsen af regelmæssige vejrmeldinger, men herudover indgik de som et vigtigt led i den almindelige sikringstjeneste for den militære lufttrafik gennem udførelsen af kommunikationstjeneste og radiopejling samt som støttepunkter ved eftersøgnings- og redningstjeneste.

Efter krigen afholdtes der i London i september 1946 en international konference om denne sikringstjenestes opretholdelse. Sikringstjenesten blev anbefalet som uundværlig af de lande, der drev ruteflyvning på Nordatlanten, herunder også Danmark, og man enedes om en overenskomst til sikringstjenestens opretholdelse.

Til fornyelse af denne overenskomst afholdtes i London i april—maj 1949 en konference, hvor man afsluttede en ny overenskomst, gældende indtil den 30. juni 1953. Rigsdagen har ved beslutning af 20. marts 1951 meddelt sit samtykke til Danmarks ratifikation heraf.

Overenskomsten blev efter aftale mellem de interesserede stater forlænget med 1 år fra den 30. juni 1953 på uændrede vilkår, hvilket for Danmarks vedkommende skete med tilslutning fra folketingets finansudvalg.

Til fornyelse af den således forlængede overenskomst indkaldte rådet for den Internationale Civile Luftfartsorganisation (ICAO) til en konference, der afholdtes i Paris i tiden fra den 9. til den 25. februar 1954 med deltagelse af repræsentanter for følgende lande: Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Irland, Island, Israel, Italien, Norge, Schweiz, Spanien, Storbritannien og Nordirlands Forenede Kongerige, Sverige og Amerikas Forende Stater. Der opnåedes på konferencen enighed om bibeholdelsen af driften af et vejrskibsnet, bestående af 9 stationer, hvoraf de 5 skal drives af de europæiske stater og de resterende 4 af USA og Canada i forening. Stationsnettet er forblevet uændret, bortset fra, at den tidligere station „H", position 360 N 70° V, nu er udgået.

Ansættelsen af de i vejrskibsoverenskomsten deltagende staters bidrag til dækning af driftsudgifterne er foretaget dels på basis af de kontraherende staters andel i den regelmæssige, offentlige lufttrafik over Nordatlanten og dels på basis af den almindelige meteorologiske nytte, de enkelte stater har af nettet.

Danmark skal efter overenskomsten ikke levere eller drive noget vejrskib, men skal ifølge artikel III som sit bidrag til dækning af driftsomkostningerne udrede et årligt beløb på £ 41.565, hvilket svarer til 806.361 danske kr. (kurs 19,40).

Efter den hidtidige overenskomst udgjorde Danmarks årlige bidrag 460.000 norske kr., hvilket svarer til 446.200 danske kr. (kurs 97). Forøgelsen af Danmarks bidrag skyldes hovedsagelig, at Scandinavian Airlines System's andel i Nordatlanttrafikken er steget fra 1,7 pct. til 2,44 pct., en stigning på ca. 43 pct., samt de siden 1949 skete stigninger i driftsomkostningerne for vejrskibene. Danmarks bidrag må anses for rimeligt, bl. a. når henses til, at Norges og Sveriges bidrag er anslået til henholdsvis £ 51.232 og £ 73.766. Det bemærkes i denne forbindelse, at Island og Spanien ikke har kunnet acceptere de bidrag, konferencen har pålagt dem, men rådet viderefører forhandlingerne herom med begge lande, og Danmarks bidrag vil ifølge overenskomstens artikel III, stk. 3, blive reduceret med 5,21 pct. af de beløb, Island og Spanien eventuelt vil bidrage med.

Bortset fra antallet af vejrskibsstationer, der som foran nævnt er blevet nedsat fra 10 til 9, samt ansættelsen af de enkelte staters bidrag, er nærværende overenskomst ikke væsentligt ændret i forhold til overenskomsten af 1949.

Artikel I-VI og artikel VIII indeholder bestemmelser for de deltagende stater om fordelingen og organiseringen af driften af vejrskibsstationerne samt om fordelingen af driftsudgifterne. Artikel IV, stk. 1 (c), indeholder i modsætning til tidligere hjemmel til at foretage en revideret beregning af staternes betalingsforpligtelser og af retten til at modtage kontantbidrag i henhold til artikel III.

Artikel VII bestemmer, at rådet for den Internationale Civile Luftfartsorganisation (ICAO) skal koordinere driftsprogrammet for vejrskibsstationerne og samarbejde med den Meteorologiske Verdensorganisation.

Ifølge artikel IX er det ikke tilladt at kræve vederlag for ydede tjenester.

Artikel X fastsætter regler om aflæggelse af rapporter vedrørende driften af stationerne.

Artikel XI indeholder bestemmelser om overdragelse af pligter i henhold til overenskomsten.

Artikel XII indeholder bestemmelser om fordelingen af de ekstraordinære udgifter, ICAO måtte have i forbindelse med overenskomsten.

Artikel XIII indeholder en bestemmelse om, hvordan rådet skal forholde sig, såfremt en af de deltagende stater uberettiget undlader at opfylde sine forpligtelser ifølge overenskomsten.

Artikel XIV bestemmer, at rådet når som helst kan sammenkalde en konference, såfremt anmodning herom fremsættes og rådet skønner, at en sådan konference er nødvendig.

Ifølge artikel XV skal enhver tvist opstået i forbindelse med overenskomsten på begæring af en kontraherende regering henvises til rådet til udtalelse.

Overenskomsten har ifølge artikel XVI, 1. stk., stået åben for undertegnelse indtil den 30. april 1954. Følgende stater havde undertegnet overenskomsten ved fristens udløb: Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Irland, Israel, Italien, Norge, Schweiz, Storbritannien og Nordirlands Forenede Kongerige, Sverige og Amerikas Forenede Stater. Ifølge artikel XVI, 2. stk., skal overenskomsten ratificeres af de underskrivende regeringer, og ratifikationsdokumenterne skal snarest muligt deponeres hos ICAOs generalsekretær.

Artikel XVII indeholder regler for, hvordan stater, der ikke har underskrevet overenskomsten, kan tiltræde denne.

Artikel XVIII indeholder reglerne om overenskomstens ikrafttræden.

Artikel XIX bestemmer, at overenskomsten udløber den 30. juni 1956. Overenskomsten forlænges dog automatisk for eet år ad gangen, såfremt opsigelse ikke finder sted i overensstemmelse med reglerne i artiklens stk. 2.

Artikel XX indeholder regler om den enkelte stats adgang til at udtræde af overenskomsten.

Overenskomsten er udfærdiget på engelsk, fransk og spansk.

Det bemærkes, at Danmarks tiltrædelse af vejrskibsoverenskomsten af 1949 var gjort betinget af, at den i Montreal den 9. september 1949 afsluttede overenskomst mellem den danske regering og rådet for ICAO vedrørende visse luftfartshjælpemidler i Grønland og på Færøerne forblev i kraft, sålænge vejrskibsoverenskomsten var i kraft. Man har efter samråd med statsministeriet og udenrigsministeriet ikke skønnet det hensigtsmæssigt påny at tage et sådant forbehold.

Ved fremsættelsen af forslaget anførte ministeren for offentlige arbejder bl. a.:

„Forslaget, der tilsigter at forny den i London den 12. maj 1949 undertegnede overenskomst vedrørende skibsstationer i Nordatlanten, afviger ikke på væsentlige punkter fra 1949-overenskomsten, men Danmarks bidrag til dækning af omkostningerne er steget fra ca. 446 000 kr. til ca. 807 000 kr. årlig. Årsagen til bidragets forhøjelse er foruden de højere driftsomkostninger den, at Scandinavian Airlines Systems andel i Nordatlanttrafikken er steget, og dette betyder, at den nytte, Danmark har af stationsnettet, er forøget tilsvarende. Det bemærkes i denne forbindelse, at Norge og Sverige, der i modsætning til Danmark skal drive en vejrskibsstation, påregnes at ville få en årlig udgift til dette formål på henholdsvis 994 000 kr. og 1 431 000 kr.

Ratifikationen af vejrskibsoverenskomsten af 1949 blev gjort betinget af, at den ligeledes i 1949 indgåede overenskomst mellem den danske regering og rådet for ICAO vedrørende visse luftfartshjælpemidler i Grønland og på Færøerne forblev i kraft. Man ville ved dette forbehold sikre sig mulighed for at udtræde af vejrskibsoverenskomsten, såfremt den for Danmark meget fordelagtige Grønlandsoverenskomst skulle blive ophævet. Det var naturligt at tage dette forbehold, da Danmark var bundet af vejrskibsoverenskomsten indtil 30. juni 1953, medens Grønlandsoverenskomsten kunne ophæves med 8 måneders varsel. Efter den foreliggende vejrskibsoverenskomst er der imidlertid lettere adgang til at udtræde, end tilfældet var ved den gamle overenskomst, idet vi i henhold til opsigelsesreglerne kan frigøre os et halvt år efter en eventuel ophævelse af Grønlandsoverenskomsten. Det er herefter ikke fundet fornødent påny at tage et sådant forbehold ved ratifikationen."

Forslaget til beslutning vedtoges uændret og enstemmigt.