Ved beslutningen udtaler folketinget sin tilslutning til, at den af den internationale arbejdskonference i Genève i året 1952 vedtagne konvention om minimumsnormer for social tryghed ratificeres.

På den 35. internationale arbejdskonference i Genève i 1952 vedtoges den som bilag til forslaget aftrykte konvention nr. 102 vedrørende minimumsnormer for social tryghed.

I konventionen fastsættes minimumsnormer for følgende grene af sociallovgivningen:

Læge- og hospitalsbehandling,

dagpenge under sygdom,

arbejdsløshedsunderstøttelse,

aldersrente,

erstatning for tilskadekomst under arbejdet,

familieydelser,

moderskabsydelser,

invaliderente og

efterladteerstatning.

For at en medlemsstat kan ratificere konventionen, må dens lovgivning opfylde de i konventionen fastsatte bestemmelser for mindst 3 af ovennævnte 9 grene af sociallovgivningen, og af disse 3 skal mindst 1 vedrøre enten arbejdsløshedsunderstøttelse, aldersrente, erstatning for tilskadekomst under arbejdet, invaliderente eller efterladteerstatning.

Ved at ratificere konventionen forpligter man sig til, indtil konventionen i sin helhed eller det pågældende afsnit i overensstemmelse med konventionens artikel 82 måtte være opsagt, at opretholde de minimumsnormer for social tryghed, der er fastsat i de afsnit af konventionen, medlemslandet har tiltrådt.

Konventionen kræver, dels at retten til ydelserne mindst skal omfatte en nærmere fastsat personkreds, dels at ydelserne, hvor der er tale om en pengeydelse, mindst skal udgøre et vist beløb, nemlig en nærmere fastsat procent af en ufaglært, mandlig industriarbejders løn.

Dansk lovgivning opfylder de krav, der stilles med hensyn til 4 grene af sociallovgivningen, nemlig i afsnittene om læge- og hospitalsbehandling, arbejdsløshedsunderstøttelse, aldersrente og invaliderente. Danmark vil således uden lovændring kunne tiltræde disse 4 afsnit af konventionen. Danmark kan derimod ikke for tiden tiltræde de øvrige afsnit, idet lovgivningen ikke helt opfylder konventionens krav på disse områder.

Med hensyn til de afsnit, der kan ratificeres, må der dog tages forbehold for Grønland og Færøerne, da forholdene der er anderledes end i det øvrige Danmark.

Konventionen var, da forslaget fremsattes, ratificeret af England og Sverige.

Ved fremsættelsen af forslaget anførte socialministeren bl. a.:

„Da den danske lovgivning opfylder konventionens krav med hensyn til læge- og hospitalsbehandling, arbejdsløshedsunderstøttelse, aldersrente og invaliderente, er betingelserne for Danmarks ratifikation af konventionen tilstede, således at den danske regering ved ratifikationen meddeler Det internationale Arbejdsbureau, at Danmark gennemfører konventionen for disse afsnits vedkommende.

Ved at gennemføre disse afsnit af konventionen forpligter Danmark sig til at opretholde en lovgivning i overensstemmelse med konventionens mindstekrav på disse områder. Dette betyder, dels at en personkreds af en vis størrelse skal være berettiget til de pågældende ydelser, dels at periodiske ydelser skal være af en vis størrelse beregnet som en vis procentdel af en voksen mandlig ufaglært arbejders løn. Desuden stilles der i en del tilfælde krav med hensyn til ydelsernes varighed.

Hvis Danmark, efter at konventionen er ratificeret, ikke fortsat ønsker at være bundet til at overholde mindstekravene indenfor et af de områder, på hvilke konventionen er gennemført, må konventionen opsiges for dette afsnits vedkommende. En opsigelse af et afsnit kan tidligst ske efter 10 års forløb regnet fra konventionens ikrafttræden den 27. april 1955 og skal da ske med eet års varsel.

Som nævnt er mindstekravene efter konventionen på visse områder afhængige af de til enhver tid gældende lønninger for voksne ufaglærte arbejdere eller af andre faktorer, hvis størrelse fremover vi ikke kender i dag. Dette betyder, at der, da ratifikationen vil binde os for en længere årrække, kan blive tale om at foretage en ajourføring af lovgivningen på disse områder. Konventionen har her indført et helt nyt princip, idet det tidligere har været reglen, at ratifikation af Den internationale Arbejdsorganisations konventioner om sociale forhold kunne ske, når blot lovgivningen på tidspunktet for konventionens ikrafttræden svarede til konventionens krav og ikke senere forringedes.

Da det imidlertid må anses for betydningsfuldt, at Danmark i det omfang, det er muligt, giver udtryk for sin enighed i de minimumskrav, der er fastsat i konventionen, har jeg foreslået, at konventionen ratificeres og gennemføres for ovennævnte fire afsnits vedkommende."

Forslaget fik i folketinget en velvillig behandling, men ønskedes dog henvist til et udvalg som følge af den pågældende konventions omfattende karakter og forbeholdet vedrørende Grønland og Færøerne.

Blandt konventionens enkeltheder drøftedes ikke mindst bestemmelsen om, at et land kunne ratificere, selvom dets lovgivning ikke opfyldte alle konventionens krav. Dette kritiseredes stærkt af Ragnhild Andersen (DK), der dog udtalte, at hendes parti kunne stemme for godkendelsen „udfra den betragtning, at vor og andre landes ratificering måske kan hjælpe andre nationer og folk i lande, hvor kårene er endnu ringere, og udfra den betragtning, at ratifikationen af denne konvention må virke forpligtende for vort eget land, forpligtende ikke alene med henblik på den sociale lovgivning for Grønland og Færøerne, men også med henblik på at bringe lovgivningen på de fem, om jeg så må sige, forsømte områder i overensstemmelse med den internationale konvention.

Jeg vil gerne tilføje, at det havde dog været bedre, hvis denne konvention skal virke moralsk brændemærkende på de tilbagestående lande og fremmende på den sociale udvikling her, at der om disse sociale ydelser havde været ikke een, men 9 konventioner; i så tilfælde kunne man jo i højere grad stramme de tøvende og tilbagestående lande op. Som det er nu, kan et land faktisk få blåt stempel ved at gennemføre 33 pct. af det, der burde være absolut minimum for social tryghed."

Efter at sagen havde været i udvalg, gav udvalgets ordfører, Kaj Andresen (S) ved 2. (sidste) behandling følgende redegørelse for resultatet af udvalgets arbejde:

„Udvalget har stillet en række spørgsmål til socialministeren angående forholdene på Færøerne og i Grønland; det drejede sig om forholdet mellem de danske ydelser og minimumsnormerne i konventionen og om Danmarks eventuelle forpligtelser i fremtiden. Ministeren har i et samråd redegjort for disse forhold og har oplyst, at forholdene i Grønland ikke opfylder konventionens bestemmelser, at lovgivningen på dette område for Færøernes vedkommende kan gøres til særanliggende, og at det derfor ved ratifikationen er rimeligt, at der tages forbehold for disse to områders vedkommende. Hvad de danske ydelser angår, har socialministeren overfor udvalget oplyst, at der er en rimelig margin mellem de gældende ydelser og minimumsnormerne; ministeren har iøvrigt i udvalget gentaget, hvad han sagde ved 1. behandling, at en ratifikation selvfølgelig forpligter os til i fremtiden at opretholde minimumskravene på de områder, hvor Danmark nu opfylder betingelserne."

Forslaget til folketingsbeslutning vedtoges uændret og enstemmigt.