Ved beslutningen udtaler folketinget sin tilslutning til, at den af den internationale arbejdskonference i Genéve i året 1949 vedtagne konvention om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger ratificeres.

På den 32. internationale arbejdskonference i Genéve 1949 vedtoges den som bilag til forslaget aftrykte konvention nr. 98 om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger.

Ifølge konventionens bestemmelser skal arbejderne på fyldestgørende måde beskyttes i deres arbejde mod foranstaltninger, der går ud på at modarbejde fagforeninger, og arbejder- og arbejdsgiverorganisationer skal på fyldestgørende måde beskyttes mod gensidig indblanding.

Endvidere bestemmes det, at der om fornødent skal oprettes et organ, tilpasset efter forholdene i det enkelte land, til at sikre gennemførelsen af retten til at organisere sig, ligesom der om fornødent skal træffes foranstaltninger til at fremme en fuld udvikling og benyttelse af et organ for frivillige forhandlinger mellem arbejdsgivere eller arbejdsgiverorganisationer og arbejderorganisationer.

Det overlades til det enkelte lands lovgivning at træffe bestemmelser om, i hvilket omfang de ved konventionen hjemlede garantier finder anvendelse på de væbnede styrker og politiet, og det fastsættes, at konventionen ikke omfatter offentlige tjenestemænd, der er beskæftiget i statsadministrationen, og at den ikke på nogen måde skal fortolkes til skade for deres rettigheder eller stilling.

Da de i konventionen fastsatte principper for foreningsfrihed er anerkendt her i landet, vil Danmark kunne ratificere konventionen; en ratifikation vil ikke nødvendiggøre ændring i dansk lovgivning.

Konventionen er hidtil tiltrådt af 17 stater, herunder Storbritannien, Frankrig, Sverige, Finland, Island og Belgien, og er trådt i kraft den 18. juli 1951.

Forslaget til beslutning fremsattes på økonomi- og arbejdsministerens vegne af finansminister Kampmann, af hvis fremsættelsestale anføres:

„Denne konvention giver regler, som skal sikre arbejdernes ret til at danne fagforeninger, idet den foreskriver, at der på fyldestgørende måde skal træffes foranstaltninger til at forhindre, at arbejdere udelukkes fra beskæftigelse som følge af medlemsskab i fagforeninger eller deltagelse i fagforeningsvirksomhed. Desuden bestemmer konventionen, at både fagforeninger og arbejdsgiverforeninger på fyldestgørende måde skal beskyttes imod gensidig indblanding; f. eks. skal der skrides ind overfor oprettelse af fagforeninger, der økonomisk eller på anden måde beherskes af arbejdsgivere.

Disse principper følges allerede her i landet, og en dansk ratifikation af konventionen vil ikke gøre indførelse af ny lovgivning nødvendig. Konventionen må ses i sammenhæng med den konvention om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig, som blev vedtaget på den internationale arbejdskonference i 1948, og som Danmark ratificerede i 1951, efter at rigsdagen ved beslutning af 15. marts 1951 havde givet sin tilslutning til ratifikationen."

Forslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier, omend Søren Olesen (DR) gjorde gældende, at den pågældende konvention ikke blot burde have sikret fri organisationsret, men også fri arbejdsret. I denne forbindelse pegede han på stillingen for Kristeligt dansk Fællesforbund, et forhold, som også Karlskov Jensen (V) havde været inde på. Alfred Jensen (DK) mente som de øvrige ordførere, at konventionen burde ratificeres, men stillede det spørgsmål: Hvordan sikrer man, at funktionærlovens bestemmelser overholdes, hvordan opnår man, at de, der deltager i fagforeningsvirksomhed, sikres på fyldestgørende måde, som der står i artikel I. Svaret herpå ville i allerhøjeste grad være afgørende for værdien af den afgørelse, man stod overfor.

Økonomi- og arbejdsministeren svarede hertil, at de rejste problemer efter hans opfattelse burde tages op til overvejelse af det udvalg, der skulle behandle sagen. Forså vidt angik det af Alfred Jensen rejste problem, mente ministeren, at det såvidt muligt burde klares af organisationerne selv og ikke gennem statsindgreb.

Om resultatet af udvalgets arbejde med sagen udtalte Lindberg ved 2. behandling som ordfører for udvalget:

„Vedrørende konventionen om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger kan jeg oplyse, at udvalget har holdt tre møder, og herunder har vi haft besøg af en deputation fra Kristeligt dansk Fællesforbund. Ved sagens 1. behandling blev der jo rejst spørgsmål om, hvordan Kristeligt dansk Fællesforbunds retslige stilling ville blive, såfremt man vedtog denne konvention. Dette er nu nærmere undersøgt, og det er oplyst af økonomi- og arbejdsministeren, således som det fremgår af bilaget til betænkningen, at fællesforbundets retslige stilling ikke ændrer karakter som følge af vedtagelsen af konventionen. Udvalget indstiller derefter enstemmigt forslaget til folketingsbeslutning til vedtagelse."

Forslaget til beslutning vedtoges uændret og enstemmigt.