Ved beslutningen meddeler folketinget sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne ratificerer en i Paris den 23. oktober 1954 undertegnet protokol, indeholdende beslutning af Det nordatlantiske Råd om, at Forbundsrepublikken Tyskland skulle opfordres til at tiltræde Den nordatlantiske Traktat.

Efter at den franske nationalforsamling havde forkastet traktaten vedrørende det europæiske forsvarsfællesskab (EDC), indledtes der i september—oktober 1954 i London forhandlinger mellem de lande, der havde undertegnet EDC-traktaten, samt Amerikas Forenede Stater, Canada og Storbritannien med henblik på at tilvejebringe et nyt grundlag for Forbundsrepublikken Tysklands deltagelse i det vestlige forsvarssamarbejde. De nævnte lande enedes om en ordning, hvorefter Forbundsrepublikken Tyskland (og Italien) skulle indbydes til at tiltræde Bruxellestraktaten af 17. marts 1948, der samtidig ændres og fuldstændiggøres, og de vedtog endvidere at anbefale deltagerne i Den nordatlantiske Traktat, at Forbundsrepublikken Tyskland skulle opfordres til at tiltræde denne traktat.

Efter London-konferencens afslutning nedsattes indenfor NATO's rammer to arbejdsudvalg, der skulle udarbejde de nærmere forslag til gennemførelse af disse skridt. Det ene arbejdsudvalg skulle udarbejde teksterne til den ændrede Bruxellestraktat, mens det andet bl. a. skulle udarbejde forslag til en protokol, indeholdende beslutning af Det nordatlantiske Råd om, at Tyskland skulle opfordres til at tiltræde Den nordatlantiske Traktat. Sidstnævnte protokol blev forelagt til godkendelse på Det nordatlantiske Råds møde på ministerniveau i Paris den 22. oktober 1954. Protokollen blev enstemmigt godkendt og den påfølgende dag underskrevet af repræsentanter for samtlige Atlantlande. Udenrigsministeren underskrev den på Danmarks vegne i henhold til den ham af folketinget den 19. s. m. givne bemyndigelse til at tiltræde Vesttysklands optagelse i det vestlige forsvarssystem efter de på Londonkonferencen fastsatte retningslinier.

Ifølge protokollens artikel I skal Amerikas Forenede Stater ved protokollens ikrafttræden på samtlige Atlantlandes vegne opfordre Forbundsrepublikken Tyskland til at tiltræde Den nordatlantiske Traktat, og Forbundsrepublikken bliver derefter deltager i traktaten ved deponeringen af sit tiltrædelsesinstrument.

Af artikel II fremgår det, at protokollen træder i kraft, når samtlige deltagere i Den nordatlantiske Traktat har godkendt protokollen, når samtlige ratifikationsinstrumenter vedrørende protokollen, der ændrer og fuldstændiggør Bruxellestraktaten, er deponeret, og når alle ratifikations- eller godkendelsesinstrumenter vedrørende konventionen om fremmede styrkers tilstedeværelse i Forbundsrepublikken Tyskland er deponeret.

For Danmarks vedkommende vil protokollens godkendelse finde sted i form af ratifikation.

Ved fremsættelsen af forslaget udtalte stats- og udenrigsministeren bl. a.:

„Spørgsmålet om Tysklands indtræden som allieret vestmagt 10 år efter den anden verdenskrigs afslutning må nødvendigvis og med rette fremkalde stærke følelser i Danmark såvel som i andre lande, hvor arrene fra krigens tid måske går endnu dybere. Tilstedeværelsen af disse følelser betyder lettere vilkår for en modagitation, som vi har været vidne til såvel i som udenfor dette høje ting. Det er vigtigt, at spørgsmålet om Tysklands inddragen som ligeberettiget partner i den vestlige samarbejdskreds betragtes nøgternt på baggrund af den udenrigspolitiske og militære udvikling, der har fundet sted siden den anden verdenskrigs afslutning, en udvikling, der på afgørende punkter har skuffet de forventninger, vi nærede dengang. Det første og afgørende træk i denne udvikling er, at Sovjetunionen og de østeuropæiske lande siden 1945 har opretholdt og udbygget deres militære styrke til et omfang, der ikke har noget historisk sidestykke, når det gælder fredstid, samtidig med at vestmagterne allerede i 1945 iværksatte en omfattende demobilisering. Jævnsides hermed viste efterkrigstiden os en politik, der i det ene østeuropæiske land efter det andet medførte en totalitær styreform. Denne politik har hidtil hindret en løsning af det tyske og det østrigske spørgsmål. På samme måde har udnyttelsen af vetoretten forhindret De Forenede Nationer i at blive den kollektive sikkerhedsorganisation, som vi havde håbet.

Det var denne udvikling, der gjorde det nødvendigt for de frie vestlige nationer at slutte sig sammen i et fælles værn om frihed og fred, den nordatlantiske alliance. Denne forsvarspagt har utvivlsomt straks fra første færd på afgørende måde bidraget til sikkerheden i Europa. Senere begivenheder gjorde det imidlertid klart, at Atlantlandenes styrker på det europæiske fastland var utilstrækkelige på længere sigt til at opfylde pagtens forsvarsmæssige formål. I efteråret 1950 opstod derfor tanken om at inddrage Vesttyskland i det vestlige forsvarsfællesskab. Planerne herom blev vedtaget på Atlantrådets møde i Bruxelles i december 1950 og tiltrådt af folketinget i februar 1951. Fra oprindelig at være en ren militær nødvendighed er Vesttysklands deltagelse, efterhånden som tiden er gået, uden at bestræbelserne for at opnå en tilfredsstillende varig ordning af hele det tyske spørgsmål har båret frugt, også blevet en politisk. Det måtte i det lange løb vise sig uholdbart at opretholde besættelsesstyret i Vesttyskland, og det er ligeledes uholdbart, at de allierede skal varetage forsvaret af Vesttyskland, medens tyskerne selv ser passivt til. Den politiske udvikling i Vesttyskland både betinger og nødvendiggør, at det nu sluttes til de demokratiske landes kreds på ligeberettiget grundlag. Dette var en bærende politisk idé bagved EDC-traktaten. Med dennes forkastelse i Frankrig opstod der en fare for den videre politiske udvikling i Europa, der i så høj grad afhænger af Tysklands stilling og ikke mindst af det fransk-tyske forhold. Denne fare angik også enigheden i det atlantiske fællesskab, men gennem Parisaftalerne i oktober 1954 lykkedes det at nå frem til et fælles grundlag for enighed og stabilitet. Man må imidlertid gøre sig klart, at en fornyet uenighed mellem vestmagterne i det tyske spørgsmål kan føre os henimod en krise, hvis konsekvenser ingen i øjeblikket kan overse.

Det er i lyset af denne udvikling, at det aktuelle spørgsmål om Tysklands tiltrædelse af Atlantpagten må ses; det var på denne baggrund, folketinget traf sin beslutning i Tysklandsspørgsmålet i oktober i fjor [se side 585], og det er på den samme baggrund, at dette høje ting nu står overfor spørgsmålet om at bekræfte denne sin tidligere beslutning."

Senere kom ministeren ind på spørgsmålet om at gøre ratifikationen afhængig af udfaldet af en folkeafstemning. „Det er", udtalte han, „ikke afgørende, at der ikke foreligger noget forfatningsmæssigt påbud om folkeafstemning i et tilfælde som det foreliggende. Det er i denne sammenhæng heller ikke afgørende, at det fremgår af grundloven, at reglerne om folkeafstemning ikke var tænkt at skulle anvendes i sådant tilfælde. Det, det i dag kommer an på, er, at vi ikke løser noget problem ved at flytte disse spørgsmål fra denne sal, hvor beslutningen ifølge grundloven skal træffes, ud til vælgerne.

Vi må se den kendsgerning i øjnene, at Vesttyskland vil blive genbevæbnet, hvadenten vi synes om det eller ej. Landet kan ikke vedblivende holdes under militær besættelse, og som forholdene er, ikke mindst med et genoprustet Østtyskland umiddelbart foran sig, vil Vesttyskland ikke kunne henligge ubevæbnet i en uvis fremtid."

Ministeren sluttede sin redegørelse således:

„De aftaler, vi skal tage stilling til, betegner et historisk skridt, som skal hindre en gentagelse af fortidens blodige krige mellem de europæiske lande. Tænk blot på, hvad en varig fransk-tysk forståelse ville have betydet for Europas historie gennem de sidste 100 år. Der tilvejebringes nu en sådan forståelse. For første gang i 400 år vil britiske styrker være permanent stationeret på det europæiske fastland. Dette bidrag til forsvarsfællesskabet betegner et opsigtsvækkende brud på traditionel britisk politik gennem århundreder. I denne sammenhæng er det også værd at bemærke, hvilket afgørende brud på tidligere amerikansk udenrigspolitik der ligger i USAs beslutning om at opretholde betydelige væbnede styrker i Europa som led i det fælles forsvar. Denne beslutning er for ganske nylig blevet bekræftet og uddybet af præsident Eisenhower. Når sådanne revolutionerende ændringer i de vestlige stormagters politik nu står for døren, skyldes det erkendelsen af, at disse brud med fortiden er nødvendige forudsætninger for en konsolidering og betryggelse af Vesteuropas fremtid og dermed for freden i vor del af verden."

Ved 1. behandling i folketinget anbefaledes forslaget af Poul Hansen (Kalundborg) (S), der fuldtud kunne tiltræde stats- og udenrigsministerens synspunkter og ikke mente, at der i befolkningen skulle være noget stærkt ønske om at underkaste forslaget folkeafstemning. „Man henviser" — udtalte han — „til de underskrifter på krav herom, som er sendt til folketinget og til folketingets enkelte medlemmer, og man henviser til møder og stævner m. v., hvor kravet er rejst. Der foreligger mig bekendt indtil dette øjeblik intet officielt offentliggjort om antallet af underskrifter, men såvidt jeg er orienteret, har dette antal i hvert fald ikke nået 100 000, og selv et blad som „Frit Danmark", der har været stærkt engageret i hele denne kampagne, har ikke nævnt et højere tal end 74 million. Det er altså under alle omstændigheder mindre end 10 pct., der har givet kravet tilslutning, og formentlig kun en 3, 4, 5 pct., skønt der har været meget god tid til kampagnens gennemførelse, og skønt der så sandelig intet har været sparet i retning af at animere til tilslutning.

Jeg mener derfor ikke, at man kan tale om en stærk folkestemning. Jeg tager dette som et udtryk for, at befolkningens meget store flertal mener, at det påhviler folketinget selv at tage ansvaret i denne sag. Dette hænger utvivlsomt sammen med, at der i vide kredse gør sig en ikke ringe usikkerhed gældende; det erkender jeg gerne."

Som ordfører for venstre udtalte Thorkil Kristensen sig i overensstemmelse hermed. Med hensyn til spørgsmålet om Vesttysklands optagelse i NATO måtte man efter hans opfattelse „regne med, at i den fremtid, vi foreløbig kan overskue, er Tysklands deling en realitet, og den betydelige militære styrke, som står og stod i Østtyskland, er også stadig en realitet, og både af den grund og af almindelige politiske grunde må vi ligesom i oktober finde det naturligt, at Vesttyskland nu kommer til at leve en stats normale liv med de deraf følgende konsekvenser, også med hensyn til forsvar".

Ole Bjørn Kraft (KF) udtalte bl. a., at „det konservative folkeparti giver sin tilslutning til folketingsbeslutningen om tiltrædelse af Parisaftalerne i rolig overbevisning om, at vi dermed tjener fredens og frihedens sag. Vi gør det i tillid til, at vi dermed giver det tyske demokrati den største mulighed for at blive afgørende for udviklingen i Tyskland, og i tro på, at Parisaftalernes vedtagelse vil fjerne ethvert håb om at kunne splitte sammenholdet i Vesten.

Om folkeafstemningsforslagene skal jeg kun gøre nogle få bemærkninger. Også denne sag er gennemdebatteret både her og andre steder. Vi afviser disse forslag, fordi de, hvis de blev gennemført, ville betyde en tilkendegivelse af, at vi her i Danmark ikke forstod de vilkår, under hvilke et internationalt samarbejde af Atlantpagtens karakter må foregå. I intet af vore forbundsfællers lande har tanken om en folkeafstemning fundet tilslutning. Årsagen er naturligvis ligetil. Hvis de 14 udenrigsministre, da de mødtes i Paris for at undertegne protokollen, havde måttet erklære, at det desværre ikke kunne lade sig gøre, fordi de forinden måtte rejse hjem og afholde 14 folkeafstemninger i Europa, ja, så ville det simpelthen ikke være muligt længere at føre fællespolitik med udsigt til at tvinge den østlige store militærblok til at vise nogen som helst respekt."

I modsætning til ordførerne for de tre største partier gik Jørgen Jørgensen (Lejre) (RV) imod forslaget, idet han gjorde gældende, at der i store kredse af befolkningen herskede megen bekymring og megen ængstelse for de konsekvenser, som beslutningen kunne få for forholdenes udvikling i Europa. „En ensidig orientering i denne sag er ikke tilrådelig. Alting indenfor disse områder er i støbeskeen; og der er ingen, der i dag ved, hvornår nye verdenspolitiske situationer kan tvinge Danmark til at tage hele sin udenrigspolitiske stilling op til overvejelse. Jeg betragter det som et stort fejlgreb og som en beslutning, der kan få skæbnesvangre følger for fremtiden i Europa, at Vesttyskland oprustes, og jeg og det parti, jeg repræsenterer, finder, det er vor pligt at sige til, før det er for sent."

Efter talerens opfattelse burde sagen underkastes folkeafstemning. „En sådan afstemning skal ikke fratage folketinget dets ansvar. Hvis der bliver så ringe tilslutning, at forslaget efter grundlovens almindelige regler ville falde bort, så må folketinget, men på eget ansvar, tage stilling til og bedømme, hvor meget man vil lægge vægt på denne folkeafstemning og den tilslutning, den har fået." Aksel Larsen (DK) tog ligeledes afstand fra forslaget, som han udtalte sig stærkt imod, og som han iøvrigt ikke mente, at folketinget havde ret til at afgøre. „Efter vor opfattelse ved også hvert eneste æret medlem af dette høje ting, at folketinget ikke har mandat til at afgøre denne sag, og hvert eneste æret medlem af dette ting ved, at folkeflertallet er imod Tysklands genoprustning og tilhænger af, at sagen i hvert fald afgøres ikke af folketinget, men ved folkeafstemning."

Viggo Starcke (DR) ønskede ligeledes folkeafstemning, men regnede med, at regeringen ville få et så overvældende flertal bag sig, at det ville støtte både Danmarks anseelse og Danmarks politik. Han resumerede sin opfattelse af sagen således:

„Når Vesttyskland skal opnå demokratiske rettigheder, må det også påtage sig demokratiske forpligtelser, og når Vesttyskland eventuelt lukkes indenfor i den vestlige demokratiske familie, får demokratiet i Tyskland vækstbetingelser, som det ikke vil kunne få på nogen anden måde. Hvis Tyskland skal vedblive at leve som en deklasseret nation, som en nation, der er holdt udenfor det gode selskab i verden, kan man med sikkerhed forudsige, at der vil ske det samme som efter den forrige verdenskrig: at hadet og tanken om revanche og alle de onde følelser vil rejse sig — og i så tilfælde kan man med sikkerhed sige, at Tyskland vil blive en fare, og demokratiet vil gå til grunde dernede."

Efter ordførerne havde flere andre ordet for at udtale sig enten for eller imod forslaget, deriblandt kirkeministeren, der erklærede, at hun i fuld oprigtighed, omend ikke uanfægtet, kunne give sit ja til Paristraktaterne, hvilket nærmere begrundedes.

I det folketingsudvalg, der fik sagen til behandling, enedes 15 af de 17 medlemmer om at indstille forslaget til folketingsbeslutning til vedtagelse. Jørgen Jørgensen (Lejre) indstillede det derimod til forkastelse, mens Viggo Starcke stillede ændringsforslag om, at ratifikationen først kunne finde sted, efter at den var godkendt ved en folkeafstemning. Han anfører i betænkningen, at han principielt må „fastholde kravet om folkeafstemning om Forbundsrepublikken Tysklands tiltrædelse af Den nordatlantiske Traktat. Mindretallet stiller på linie med Danmarks retsforbunds stilling i 1949 ved behandlingen af Den nordatlantiske Traktat ændringsforslag til stats- og udenrigsministerens forslag til folketingsbeslutning om Danmarks godkendelse af Forbundsrepublikken Tysklands tiltrædelse af Den nordatlantiske Traktat og agter at foranledige det af Oluf Pedersen stillede forslag til beslutning af folketinget angående foretagelse af folkeafstemning taget tilbage til fordel for ændringsforslaget."

Efter at ændringsforslaget var forkastet med 136 stemmer mod 28 (RV, DK og DR), idet 3 medlemmer (de 2 grønlændere og Hans Schmidt) afholdt sig fra at stemme, vedtoges forslaget til folketingsbeslutning med 145 stemmer (S, V, KF, DR (med undtagelse af de 2 nedennævnte), de 2 grønlandske medlemmer og Hans Schmidt) mod 24 (RV, DK samt 2 medlemmer af retsforbundet: Søren Olesen og Oluf Pedersen).